Var Christen Kold egentlig grundtvigsk?

Af Vilhelm Nielsen

Friskolemanden Christen Kold har sat sig spor i den folkelige oplysning, der i visse retninger står mål med Grundtvigs. Kold var en samtalens mester, kunne simpelthen ikke lade være med at komme i snak med folk, både i almindelighed og blandt elever – for derefter at dreje samtalen ind på de alvorligste spørgsmål. Det har ofte været debatteret, om Kold egentlig var Grundtvigianer, skriver fhv. undervisningsinspektør Vilhelm Nielsen, der konstaterer, at Kolds afgørende ungdomsoplevelse var en tale af Peter Larsen Skræppenborg i en »gudelig forsamling«. Kronikøren giver en analyse af de store linjer i Kolds livsholdning.

Var Christen Kold grundtvigianer? Nej, har man svaret. Han tilhørte den »gudelige« vækkelse eller forsamlingsbevægelse, og det blev ved med at præge ham også som højskolemand.

Jo, siger andre, vist var han grundtvigianer, han tilsluttede sig Grundtvigs syn på trosbekendelsen, dåbspagten, han brugte Grundtvigs bøger og sange i sin undervisning, og i sine sidste år oplevede han en uforbeholden anerkendelse af sit skolearbejde fra Grundtvigs side ved »Vennemøder« i 1860'erne.

Når mange friskoler lægger vægt på at kalde sig »grundtvigkold'ske«, skal det vel forstås dels som et udtryk for at der er nært slægtskab mellem de to, dels som et udtryk for at de alligevel er forskellige. Men hvor nært er slægtskabet? Og hvor for skellige er de?

At Kolds afgørende ungdomsoplevelse, som prægede ham for livet, var en tale af Peter Larsen Skræppenborg i en »gudelig forsamling«, er hævet over enhver tvivl, men desværre har en nøjere tids- og stedsfæstelse vist sig umulig – stort set har man kun Kolds egen beskrivelse af, hvad der skete, som er af langt senere dato, samt en række mere eller mindre pålidelige vidnesbyrd om følgerne, virkningerne, af dette møde.

I sin bog »Historien om Christen Kold« (Gyldendal, 1985) tager Hanne Engberg da også sit udgangspunkt i et senere møde med Peter Larsen Skræppenborg, som bedre kan dokumenteres i samtidige kilder, men på det tidspunkt var Kold færdig med sin læreruddannelse, ansat som huslærer hos en provst på Mors og i fuld gang med at deltage i og lede »gudelige« forsamlinger i omliggende gårde og huse.

Det er altså ikke det første mødes friskhed, der skildres i bogens første kapitel, men fortsættelsen. Det er ikke den attenårige seminarieelevs første og afgørende ungdomsoplevelse, men den tyveårige, nyudklækkede lærers forsøg på at omsætte, hvad han havde lært og oplevet ikke blot – og måske ikke først og fremmest – i en børneundervisning, som han var uddannet til, men i omgang med jævne bønder og håndværkere, mænd og kvinder, en omgang, som først og fremmest bestod i samtaler, ude og inde, i mark og stald, køkken og værksted, som det nu kunne falde, af og til fortættende sig til bøn og salmesang eller oplæsning af en andagtsbog eller prædikensamling for nogle få husfæller og naboer.

Alt dette har tilsyneladende meget lidt eller intet med Grundtvig at gøre, som tilmed var en erklæret modstander af de »gudelige« forsamlinger, omend han bestemt forsvarede deres frihed og ret til at samles. Når vi ved lidt mere om forløbet af denne anden fase, skyldes det avispolemik og efterfølgende skrivelser og erklæringer fra de ansvarlige myndigheder og ikke mindst referater og omtale i Jacob Christian Lindbergs »Nordisk Kirke-Tidende«, som kæmpede både for forsamlingernes frihed og for deres tilknytning til Grundtvig og grundtvigsk sindede præster.

Mod slutningen af dette første kapitel siger Hanne Engberg rent ud, at Lindberg i kampens hede »gjorde ... Kold til grundtvigianer«. Men, tilføjer hun, Kold var ... ikke grundtvigianer – heller ikke i sit livssyn. Han var gudelig vakt, og det var noget andet«. (side 51-52).

Ja, var det nu det?

Som sagt ved man ikke meget om Kolds oplevelse eller »omvendelse«, da han første gang hørte Larsen Skræppenborg, udover hvad han selv senere har fortalt. Han var 18 år, da han i 1834 blev optaget på seminariet i Snedsted, og han havde, efter hvad han selv fortæller, to afgørende problemer, som begge blev løst: For det første kunne han ikke forstå, hvad læreren sagde i undervisningen, og for det andet blev han af en prædiken af forstanderen overbevist om, at han ikke var en kristen. Han var så forknyt, at hans fader fandt det nødvendigt at give ham et ur til 12 rigsdaler for at opmuntre ham. Faderen var ellers streng og påholdende, og at Kold nævner prisen kan tyde på, at denne holdning gik i arv til sønnen. Men ellers er hovedsagen – og hovedordene i Kolds beskrivelse – to ting: Kærlighed og glæde, Guds kærlighed til mennesker og Kolds glæde over denne kærlighed.

Begge dele kan meget vel kaldes grundtvigske. Der er næppe tvivl om, at Larsen Skræppenborg har talt over Johs. 3,16: »Således elskede Gud verden ...«, et ord, som spillede en stor rolle i Grundtvigs prædikener i 1820'erne og også senere. Og glæden er umiddelbart til stede. Der er ikke tale om et forstadium af »syndenød« eller fortabelsesangst hos Kold. Glæden er der straks og udtrykkes med de stærkeste ord: »Jeg har aldrig kjendt Mage til det Liv, den Lyst, Kraft og Drift, der da opstod hos mig, jeg var saa glad, at jeg ikke vidste paa hvilket Been jeg skulde staae, over den Opdagelse, jeg havde gjort«.

For det første er der altså noget udpræget grundtvigsk i selve Kolds første og afgørende oplevelse eller »omvendelse«. Hans kristendom er fra første færd en »glad« kristendom, selv om det er en »gudelig« vækkelse der sker, som førte ham ind i den gudelige forsamlingsbevægelse.

Men for det andet er det i høj grad Grundtvigs prædikener fra »Søndagsbogen« og artikler fra ugebladet »Nordisk Kirke-Tidende«, som tages frem og drøtes i de allerførste gudelige forsamlinger, Kold deltog i. De foregik på selve seminariet, på læreren P.K. Algreens værelse – til nogen fortrydelse for forstanderen, den senere biskop P.G. Brammer. Han var nemlig ikke grundtvigianer. »Kirkens Gjenmæle« fra 1825 og den høje vurdering af trosbekendelsen, dåbspagten, kunne han ikke godtage, selv om han som ganske ung havde været en varm tilhænger af Grundtvig. At stille trosbekendelsen ved siden af eller over Bibelen som kristelig norm anså han for en nymodens vranglære, som han ikke ønskede indført på sit seminarium. Det endte da også snart med, at Algreen blev afskediget som seminarielærer, men der kan ikke være tvivl om, at Kold tidligt har mødt og godtaget vigtige grundtvigske synspunkter i de gudelige forsamlinger, han aller først deltog i.

For det tredie oplever han allerede nogle få år efter, mens han er huslærer på Mors antagelig, en folkelig vækkelse ved at læse to af Ingemann's romaner: Valdemar Sejr og Erik Menveds Barndom. De greb ham i den grad, at han læste uafbrudt i to nætter og tre dage, siger han. Men det vigtige er, at oplevelsen lå i forlængelse af den »gudelige« vækkelse. Der var ikke tale om nogen modsætning. Anden halvdel af hans senere motto: »Guds Kærlighed og Danmarks Lykke«, skyldes Ingemann – som første halvdel skyldes Lars Skræppenborg – men også »Danmarks Lykke« er en virkning af Guds kærlighed. Han elsker ikke bare det enkelte menneske, alle mennesker, men også folket og vil gøre det stort og lykkeligt igen. Det formidles af Ingemann, men det er helt på linie med Grundtvigs håb om genoplivelse af kæmpe- og helteånden fra oldtid og middelalder.

Først da han kommer til Sønderjylland i 1838 tager han fat på denne opgave, danner et »Danske Samfund«, arrangerer folkemøder, indforskriver sangbøger og læser op af Ingemann, især Valdemar den Store og hans Mænd, som han nu har fået fat på. I den grad giver han sig hen i denne opgave, at man må spørge, om han ikke svigter sin dybeste oplevelse og erfaring. »De Folk, jeg der traf paa, var christelige nok ... de var vidende, men der var intet Liv i dem«, siger han. Man må uvilkårligt spørge, hvorfor han da ikke forsøgte at oplive dem – kristeligt? Det gjorde han imidlertid ikke. »... hvorledes det var eller ikke, saa faldt det mig ikke ind at skaffe Liv i den Retning. Derimod følte jeg, at de ikke var danske, og saa tænkte jeg, nu skal du tae fat paa det«, siger han. Dette ræsonnement hører næppe hjemme i de gudelige forsamlinger, det forekommer mere grundtvigsk end pietistisk.

For det fjerde kommer han i Sønderjylland under påvirkning af sognepræsten L.D. Hass, som vist uden forbehold kan kaldes grundtvigianer, beslutter at drage med ham til Lilleasien, hvortil præsten vil rejse som missionær, og følger ham foreløbig til København, hvor han et år igennem hører prædikener og foredrag af Grundtvig, Lindberg, P.C. Kierkegaard m.fl. – foruden at deltage i gudelige forsamlinger og »Danske Samfunds« møder. Også det må have afsat kendelig grundtvigsk påvirkning.

Men hertil kommer endnu to ting – en femte og en sjette – hvor jeg er tilbøjelig til at hævde, at han er mere grundtvigsk end Grundtvig nogensinde var eller blev. Det drejer sig dels om praktisk arbejde, »Haandens Arbejde«, dels om samtalen som undervisningsform.

Der sker nemlig det – for det femte – at Kold under opholdet i København uddanner sig som bogbinder og får svendebrev som sådan. Der er ganske vist noget ironisk ved at han; som havde læst meget få bøger og på ingen måde var en bogens mand, gør det til sin – mulige – levevej at binde dem ind. Sagen var, at han ville kunne klare sig selv.

Foruden som lærer for Hass' børn var han ansat som tjener, og man lod ham på mange måder føle sin underordnede stilling som tyende, hvad han ikke havde ventet. Husarbejdet blev imidlertid grundigt gjort, men til sidst brød han af og slog sig ned i Smyrna som bogbinder, hvorved han efter sigende dels lærte at tie stille (!), dels sparede en beskeden kapital sammen, som senere blev grundlaget for oprettelsen af skolen i Ryslinge.

Grundtvig var i høj grad tilhænger af »Haandens Arbejde«, men havde aldrig prøvet det og kom aldrig til at prøve det selv. Han ønskede, at hans egne sønner skulle lære et håndværk eller en anden praktisk nyttig syssel i stedet for at hænge over bøgerne i en skole, og det samme ønskede han for alle. Til »Skolen i Soer« skulle der knyttes værksteder og mønsterbrug, ja, selv til den videnskabelige højskole i Gøteborg så han helst, at man kun fik adgang, hvis man havde lært en praktisk nyttig syssel i sin barndom og ungdom. Men en ting er ideer og teori, en anden ting er den praktiske gennemførelse. Kold havde en håndværkeruddannelse, deltog gerne i byggeri og andet praktisk arbejde og indførte bogbinding som fag i sine skoler. Det er ikke for meget sagt, at han på det punkt er mere grundtvigsk end Grundtvig.

Noget lignende gælder – for det sjette – samtalen som middel i folkeoplysningen eller som undervisningsform. Ja, man kan gå endnu videre – eller endnu længere tilbage – og sige, at samtalen er selve nerven i de gudelige forsamlinger. Vel blev der prædiket – eller læst en prædiken – vel blev der sunget og bedt, men der førtes også en samtale, som alle kunne deltage i, hvor spørgsmål kunne rejses og besvares. Det var måske den afgørende forskel mellem forsamlingerne og gudstjenesterne i kirken. Man kan undre sig over, at Grundtvig tilsyneladende aldrig fik øje for denne side af forsamlingerne. Han var ellers en varm tilhænger af samtalen som et absolut nødvendigt led i folkeoplysningen. Men selv nåede han vist aldrig rigtig frem til den. Gang på gang forkynder han i Mands-Minde foredragene, at det hele er mislykket »Fuskeri«, hvis det ikke bliver til samtaler.

Kold derimod var åbenbart en samtalens mester mere end taler og foredragsholder. Han kunne simpelthen ikke lade være med at komme i snak med folk – både i almindelighed og på sine skoler – og dreje samtalen ind på de alvorligste spørgsmål. Deraf kunne der så bagefter udvikle sig »foredrag«. Det kunne – navnlig i hans senere år – give hans undervisning et løst og usammenhængende præg, men det sikrede på den anden side ofte, at han ramte sine elevers og tilhøreres behov og forudsætninger i en sjælden grad. Dertil hjalp naturligvis også, at han selv var og forblev »Almuesmand«. Men fortælle historier, spørge og svare, det kunne han. Foredrag var derimod ikke rigtig hans genre.

Endelig kunne man – for det syvende – nævne hans store arbejde med Grundtvigs Haandbog i Verdenshistorien I-III, som han fik i hænde efter hjemkomsten fra Smyrna, da han igen var blevet huslærer i Vestjylland. Det viser på den ene side hans upåtvivlelige discipelforhold til Grundtvig, men på den anden side hans selv stændighed – eller måske hans vanskeligheder med at bemægtige sig dette store værks indhold. Han tog, hvad han kunne bruge, og reducerede og forenklede i høj grad Grundtvigs tankegang, men han arbejdede i årevis med det. Også dette stof forkyndte efter hans mening Guds kærlighed, ikke blot til det enkelte menneske, som Larsen Skræppenborg havde gjort det, ikke blot til det danske folk som Ingemann's romaner, men til hele menneskeheden eller menneskeslægten. Det samlede verdenshistoriske forløb – rigtig nok af Kold i det væsentlige reduceret til jødefolkets og kristenfolkets historie – var et udtryk for Guds vilje og kærlighed og måtte derfor ende – ikke i Danmarks lykke – men i menneskehedens »Triumf over Død, Mørke ... Tomhed og øde«.

Om Kold var grundtvigianer er ikke så vigtigt. Det kan besvares med, at han var umådelig påvirket af Grundtvig, men var og forblev sig selv. På visse punkter var han mere grundtvigsk end Grundtvig selv, på andre havde han svært ved at følge mesteren og tilegne sig hans tanker fuldt ud. Hvem har i øvrigt ikke det?

Men der kan meget vel trækkes en særdeles grundtvigsk linie gennem hele hans liv og udvikling, hvis afgørende udgangspunkt er, at han hørte et ord om Guds kærlighed.

VILHELM NIELSEN