Glæde og Tak – Laser og Pjalter

Af Vilhelm Nielsen

Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. Afsnitsoverskrifter tilføjet. En af fire artikler om besættelsen, som bladet bragte på 50-årsdagen for befrielsen. De øvrige var forfattet af universitetslektor Henrik S. Nissen, universitetslektor Tage Hind, og docent Mogens Helmer Petersen. – Red.

Befrielsen

Eftermiddagen den 4. maj 1945 tilbragte jeg i en mørk, lille stuelejlighed i en sidegade til Vesterbrogade med at lave "Pølser", det vil sige tændsatser til håndgranater. Polyteknikerkompagniet, som min lillebroder¹ havde været med i siden den 29. august 1943, da de lå i lejr i Ringe og blev overfaldet og interneret af tyske soldater, havde der indrettet en primitiv våbenfabrik. Vel havde man fået visse våbenforsyninger fra Sverige – til nogen fortrydelse for andre dele af modstandbevægelsen – men langt fra tilstrækkeligt, og hvem var nærmere end polytekniske studenter, som havde fået en vis soldateruddannelse, til selv at lave våben. Ulempen var kun, at det krudt og andet stads, der blev puttet i tændsatserne, udsendte en modbydelig stank eller hørm, som gav en skrækkelig hovedpine, og da jeg var cyklet hjem til Valby – i dejligt vejr iøvrigt – og havde spist, lagde jeg mig på en divan og faldt i søvn. Men pludselig blev jeg vækket: den engelske radio havde bragt befrielsesbudskabet fra Montgomery og gentog det.

Det var utroligt. Helt utroligt. (Her er dette efterhånden nedslidte forstærkelsesadverbium virkelig på sin plads). Det var virkelig vanskeligt at tro. Men snart opstod der liv og uro på den ellers ret stilfærdig Vigerslevvej. Mørklægningsgardinerne blev revet ned, snart begyndte folk at tænde levende lys i vinduerne, og trangen til at komme ud på gaden og blande sig med kendte og ukendte, glade og overstadige landsmænd var spontan og ubetvingelig.

Men jeg vidste, at jeg måtte afvente et signal, og det kom da også ret hurtigt over telefonen: Mødested Polyteknisk Læreanstalt i Sølvgade kl. 8 næste morgen, da kapitulationen blev en kendsgerning, påklædning kedeldragt, madpakke medbringes.

Jeg var ikke polytekniker som min broder, men et hul i rækkerne skulle udfyldes, og jeg slog til – en gang i 1944. Hvor meget søvn det blev til den nat, kan jeg ikke huske. Mit hjem var ikke et sted, hvor man drak øl og spiritus, sa vi matte nøjes med erstatningskaffe eller te som festdrik, men glæden og taknemligheden kom indefra som en ubetvingelig flod med overvældende og altsprængende styrke.

Den 5. maj tilbragte jeg til ud på eftermiddagen med at vente – soldatens evindelige og typiske beskæftigelse! Men hvad – vi var jo også, hvad man kaldte og kalder en "Ventegruppe". Men det øjeblik, vi ventede på, var nu kommet – og der var tilsyneldadende ikke brug for os.

Og dog – ud på eftermiddagen blev vi kørt på lastbiler til Kastrup Lufthavn. Vi skulle være en slags æreskompagni ved modtagelsen af general Dewing og de første engelske tropper. Bedre og mere ensartet udrustet, militært trænet styrke, kunne man åbenbart ikke præstere til lejligheden. Jeg blev stillet i anden række. Vel havde jeg den samme kedeldragt som de andre, men jeg havde ikke været soldat (omend jeg var indkaldt til Den kgl. Livgarde til nov. 1943), var uskolet i eksercits. Og dog – jeg havde i sin tid som mellemskoledreng dreng på Herlufsholm – i mangel af en spejdertrop – været indrulleret i skolens "Korps", og det latterlige er, at det våben jeg nu skulle præsentere med for den engelske general – men altså i anden række – var magen til det, jeg havde haft som dreng, en rytterkarabin, tror jeg, som i størrelse bedre passede til store drenge. Men vi holdt ører og øjne stive, da generalen skridtede fronten af.

Derefter skulle vi tage imod de tyske soldaters våben og iøvrigt bevogte lufthavnen i de følgende nætter og dage. Så brug for os blev der alligevel.

At erkende fejl

Jeg skal ikke gå videre ad dette spor, som let kan føre farlige steder hen. Jeg syntes blot, at jeg som indledning måtte prøve at give et så levende billede som muligt af, hvordan befrielsen også kunne opleves. Faren er naturligvis, at jeg dermed kan mistænkes for at ville sikre mig en plads som frihedskæmper eller modstandsmand, og det har jeg set for meget af både dengang og minsandten også nu 50 år efter. Bagved ligger naturligvis altid dårlig samvittighed over ikke at have gjort mere og tidligere.

Denne dårlige samvittighed vil jeg aldeles ikke benægte eller fraskrive mig. Tværtimod. Jeg vil snarere sige: Stol ikke på dem, der har gennemlevet hele besættelsestiden uden at få dårlig samvittighed. Intet kan være sundere og rigtigere end at vedgå, at man ikke – eller ikke altid – slog til over for situationens krav.

Naturligvis kan politikere og etablerede organisationer ikke erkende fejl – tror de da. Måske er det i virkeligheden det eneste, troværdighed kan opbygges på. Måske er der enkelte undtagelser, som aldrig gik fejl. Men de fleste af os gør not klogt i at erkende, at der var mangler, i stedet for at søge at skjule dem eller kompensere for dem.

Det er derfor, jeg har sat en dobbeltoverskrift over dette stykke: "Glæde og tak" på den ene side og "Laser og pjalter" på den anden.

Glæde og Tak

Måske burde man, når man 50 år efter skal skrive om den største begivenhed i Danmarke historie i dette århundrede – næst efter genforeningen i 1920 – nøjes med eet ord: GLÆDE. Det er egentlig nok. Men dertil kommer så taknemligheden, glædens uafviselige følgesvend, og det gælder forøvrigt både genforeningen og befrielsen.

Hvor skulle man gå hen med den? For mit eget vedkommende må jeg sige, at den måtte gå til Vorherre selv, og jeg tror, det gik mange Sønderjyder på samme måde i 1920. Dernæst gik den naturligvis til de allierede soldater, som havde ofret liv og blod for at nedkæmpe uhyret, og hvis repræsentanter CHR. X kaldte til sig og takkede frem for nogen, da han – og vi – igen officielt blev herrer i vort eget hus.

Glæden var så stor, at man uvilkårlig kommer til at tænke på Juleevangeliet om glæden, som skulle være for hele folket. Det var og det skulle befrielsesbudskabet også være. Vi vidste godt, men vi fortrængte det måske i øjeblikket, at der var en del, for hvem det var et dommens og nederlagets budskab, men man spørger sig selv, om ikke glæden skulle have haft overhånd over alt andet?

Når takken gik til Vorherre skyldes det måske også, at jeg i hvert fald aldrig i de fem år troede rigtig, at Hitler ville sejre, at det for alvor og for altid var forbi med Danmark som et frit og folkestyret land. Hver djævel har sin tid, som det hedder. Det kan godt være, politisk fornuft og klogskab tilsagde, at det var mest sandsynligt, at han ville sejre, men det føltes altid – selv under hans største sejre – som noget konstrueret og uvirkeligt.

Selv tilhører jeg en generation, som lige netop ikke oplevede genforeningen, men som meget vel kender de kvalmefornemmelser, som velment men overdrevent "sønderjyderi" kunne fremkalde, og jeg har flere gange sanset noget tilsvarende hos børn og unge, nar jeg har villet give dem et indtryk af besættelsestidens alvor. Men måske kan det hjælpe at gøre det klart, at vi stort set befandt os i "laser og pjalter". Hvad havde vi gjort som folk andet end at lever fødevarer til fjenden og selv modtage brændsel til industri og opvarmning?

En ufortjent gave

Befrielsen var faktisk ufortjent, en gave. Og det er altid svært at tage imod en så stor gave. Det er næsten krænkende. Jeg ved meget vel, at nogen havde fortjent den, givet det dyreste for den. Jeg har læst, at den største gruppe var sømændene i allieret tjeneste. Men jeg har også læst, at den næststørste gruppe af danske, der gav deres liv på slagmarken, var de forvildede Frikorps- og Schalburgfolk. Først derefter kommer de hjemlige Frihedskæmpere og Modstandsfolk, som døde, hvoriblandt ikke så få kan stå ved siden af Tordenskjold eller Willemoes eller hvem man ellers vil nævne.

Hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn, hedder det i sangen. Vil vi det, all vi uheroiske?

Javel, vi kan trøste os med visse kendsgerninger: Der var ikke nazister nok i Danmark, til at tyskerne kunne bruge dem til at styre det besatte land. Jøderne fik vi reddet på forunderlig vis, og der var næppe nogen, der sagde nej til at hjælpe. Borgerkrig undgik vi ved besættelsens ophør. Vi var faktisk i stand til at danne en samlingsregering. En modstand fik vi organiseret, så vi blev anerkendt som allieret nation – trods Churchill's tidlige påvisning, at vi manglede en grav mellem os og tigeren, så det var umuligt at garantere eller hjælpe et forsvar. Han tilrådede balancering.

Og sådan kunne man blive ved, og det gør historikerne nok også. Hvad vi må konstatere, er glæde og tak, men også laser og pjalter, og begge dele gør Folkehøjskolerne klogt i fuldt ud at vedkende sig.