Sydslesvig tre Aar efter

Af Vilhelm Nielsen

Højskolelærer Vilhelm Nielsen giver en ærlig og klar Analyse af de Elementer, der indgår i Sydslesvigernes Bekendelse til Danmark.

Problemstillingen konjunktur – ikke-konjunktur har altid forekommet mig overfladisk og utilfredsstillende i Sydslesvig-spørgsmålet. I sammenhæng med de store årsmøder dernede 5.-6. juni havde jeg lejlighed til at opholde mig 5 dage i Sydslesvig – væsentlig i Flensborg – og fik til overflod bekræftet, at den danske bevægelse i Sydslesvig hverken er en konjunkturbølge, der vil svinde ligeså hurtigt som den – tilsyneladende – kom, eller en grundfast gammel danskhed, som har kastet den fremmede kåbe, og som der allerede nu kan og bør bygges statspolitiske krav på. Beslutningen om at blive dansk er fast nok men det tager tid, og arbejdet er kun lige begyndt. Det, som er det spændende i Sydslesvig idag er, er dette folkelige omskolingsarbejde, det er dér, kampen står, og sejren skal vindes, og alle utålmodige »aktivister« fordærver kun deres egen sag ved at lade, som om alt var i orden, som om det ikke var et møjsommeligt og langvarigt stykke arbejde med mange vanskeligheder og skuffelser både af ydre og indre art. Det var først og fremmes skolearbejdet og alt det, som kaldes det »kulturelle« arbejde, der interesserede mig, og det var her, jeg fik mine stærkest indtryk. Jeg bør måske tilføje, at min bedømmelse af det ikke blot grunder sig på dette femdages ophold dernede men også på arbejde med sydslesvigske højskoleelever i Danmark i de sidste par år. Jeg boede hos en af dem i hans hjem, han er nu hjælpelærer på en af de danske skoler, og det bragte mig i så nøje kontakt med arbejdet som vist overhovedet muligt.

Det første og måske det stærkeste indtryk, man får, når man kommer til Sydslesvig, har i og for sig intet med den danske bevægelse at gøre. Det er selve indtrykket af nøden i Tyskland. Det er beskrevet så ofte, at der ikke er nogen grund til at gå nærmere ind på det her. Det, der sker, kan vel bedst beskrives som et helt folks gradvise proletarisering. Både m. h. t. mad, klæder og boliger et niveauet stort set under det menneskeværdige, og for de allerfleste mennesker må livets hovedindhold b1ive forsøget på at skaffe sig lidt mere af disse grundlæggende fornødenheder. Man har hørt og læst så meget om det, men det bliver alligevel først virkeligt for en, når man har set disse masser af fattige og underernærede mennesker på gaderne, set ind i hundredevis af udslukte ansiger og sørgmodige eller bitre øjne, når man har været klemt sammen med dem i en overfyldt sporvogn, hvor der skubbes og mases, skældes og smældes, uden gnist af humør og venlighed, når man har boet i en lejlighed, hvor der i de to værelser var indkvarteret flygtninge, som har adgang til køkkenet og som man møder på gangen men aldrig taler med, når man har levet på tyske rationer i noqle dage, spist majsbrødet, nippet til skummetmælken, skrabet margarinen o. s. v. for ikke at tale om kaffeerstatningen. Storebæltskaffen smagte posiitivt godt på hjemvejen! Der findes naturligvis helgener, asketer, som frivilligt har levet under langt uslere forhold og fundet det naturligt og godt, ja nødvendigt for en forhøjet og fordybet åndelig virksomhed, men for det store flertal virker det stik modsat: al interesse al kraft og vilje samler sig om kampen for mere brød, mere plads, flere cigaretter, flere livsgoder. Det er livet og livskampen i Tyskland i dag, i sammenligning med hvilken alt andet blegner. Hårdhed og hensynsløshed udvikles – selvom man også mange steder ser fortvivlede forsøg på at bevare menneskeværdigheden og selvrespekten. Det er måske det, der gør det allerstærkeste indtryk. Men hovedindtykket er en omfattende og gennemgribende proletarisering, det store flertal trykkes og tvinges ned under det menneskeværdige, og det gælder både flygtninge og hjemmehørende.

Alt dette kunne jo synes at give de folk ret, der taler om »konjunktur«, når det gælder den danske bevægelse i Sydslesvig: Er den ikke først og fremmest udsprunget af ønsket om at komme ud af proletariseringen og ind under menneskeværdige kår? Efter min mening er det hævet over enhver tvivl, at dette ønske i mange – måske de fleste tilfælde – spiller ind. Det ville være det rene galimatias at påstå, at forskellen i levevilkår mellem Danmark og Tyskland ikke har været i hvert fald en medvirkende årsag til den danske bevægelses lavineagtige vækst i tiden efter krigen, og det er da vist heller aldrig for alvor blevet hævdet. Men efter min mening må det gerne spille med ind, vi kan ikke dømme folk på motiverne til deres beslutning, men kun på holdbarheden af den. Når man overhovedet taler on motiverne, er det naturligvis, fordi man derudfra mener at kunne sige noget om holdbarheden, men motiverne kan nu engang ikke sådan efterforskes, holdharheden derimod kan ganske tydeligt iagttages alt eftersom tiden går, og vanskeligheder, skuffelser og modstand melder sig.

Vi lader altså motiverne fare og interesser os foreløbig for holdbarheden, og der må det straks siges, at der allerede er gået det ikke ubetydelige tidsrum af tre år, uden at der har kunnet spores nogen tilbagegang. Medlemstallene holder sig tilsyneladende: der meldes endda om svag fremgang i Flensborg og omegn også i den allersidste tid. Samlet medlemsfremgang forkyndtes ikke ved årsmøderne, men selve deltagerantallet ved disse møder og demonstrationer var nogenlunde lige så stort som sidste år, hvilket, så vidt jeg kunne forstå, ansås for fuldt tilfredsstillende. Og vanskeligheder har der jo været nok af, først og fremmest fra Kiel-regeringens og den tyske administrations side, men også andre, skuffelser ligeledes, først og fremmest er Danmarks politik utvetydigt blevet fastlagt på oktobernotens grund, nogen snarlig genforening med Danmark bliver der altså under ingen omstændigheder tale om, og det har mange jo sikker håbet på, og modstand mærkes hver dag, ikke blot fra de tyske myndigheder og aviser, men også i den daglige og uundgåelige omgang med tyskere og flygtninge. Enhver, der melder sig ind i Sydslesvigsk Forening, må være forberedt på at blive kaldt »Speck-Däne« og beskyldt for at svigte sit land og folk i dets dybeste nød, og det udsætter man sig dog vist ikke for uden at vide, hvad man gør. Tager man skridtet, er det et skridt for livet. Det er mit bestemt indtryk. Der kan naturligvis være undtagelser, jeg kender ingen, men frafald i større stil er der i hvert fald under ingen omstændigheder tale om. I virkeligheden er der foreløbig ingen som helst holdepunkter for tvivl om holdbarheden – medmindre man altså anser sig for i stand til og berettiget til at ransage hjerter og nyrer og klarlægge motiverne. Dette indtryk bekræftes da også af, at både »Flensburger Tageblatt« og de tyske myndigheder synes at være ved at blive klar over, at øget modstand og forfølgelse kun vil styrke bevægelsen, og derfor er ved at finde frem til en mere forsonlig og anerkendende optræden.

Men foruden om holdbarheden spørger vi jo alle om ægtheden i den danske bevægelse i Sydslesvig. Er de tusinder af nye medlemmer i Sydslesvigsk Forening, som er kommet til siden kapitulationen, virkelig danske? Eller kan de blive det? Her gælder lidt af det samme som med motiverne: hvem er i stand til eller berettiget til at tilkende eller frakende et andet menneske karakter af danskhed? Og dog er der visse holdepunkter, som ingen kan komme udenom. Jeg skal helt se bort fra påstanden om, at de er danske, simpelthen, fordi deres forfædre for et eller to hundrede; år siden var danske. Det givne, det, som kan konstanteres, er, at en masse af dem ikke kan tale og heller ikke forstå dansk. Hvor mange er svært at sige. Jeg ved kun, at ved adskillige af de møder, der holdes rundt om i landsdelen, i forbindelse med årsmødet, holdtes alle hovedtalerne på tysk, kun hilsenerne fra Danmark fremførtes på dansk og oversattes ofte i resume. Ved den store demonstration i Flensborg var det anderledes, der foregik alt på dansk. Men det er ikke bare sproget, det er galt med. Deres kendskab til danske forhold, Danmarks geografi, litteratur, politik o.s.v., er naturligvis også begrænset og måske endda delvis forvrænget af den tyske skoleundervisning, de har fået, og selv om et større eller mindre kendskab til disse ting ikke kan være afgørende – det kan såmænd være lille nok hos mange rigsdanske – så har det dog sin betydning.

Vanskeligere er det, hvis man spørger, om de er danske at sind og væsen, af mentalitet, eller, hvad man nu skal kalde det. Det er jo noget næsten ubestemmelgt. Skal der svares, maa jeg sige, at jeg har mine stærke tvivl. Jeg kan vist bedst forklare, hvad jeg mener, med et lille eksempel: Knud Kristensen var for nylig i Sydslesvig og blev hyldet som ingen anden ved et stort møde i »Det tyske Hus« i Flensborg, byens største lokale, af en tuslndtallig skare. Folk stod op og klappede som besat, da han viste sig og gik op gennem salen. Men hans tale og navnlig hans måde at tale på skuffede. Knud Kristensen er en sindig jyde. Man kan mene om hans politlk, hvad man vil, men ingen kan nægte, at han har det ubestemmeligt tillidvækkende over sin personlige fremtræden, som næsten er nødvendigt for at blive en politisk leder i Danmark, hvor mange mangler han og hans politik så iøvrigt måtte have. Stauning havde det samme. På sin måde. Han var heller ikke nogen storartet taler. Men ingen af dem har den lidenskabelighed, som en tysk politisk leder vist helst skal have, som Hitler og nazisterne dyrkede til overmål, og som vel er hovedgrunden til, at man fra visse sider i Danmark har beskyldt Schumacher for nazisme. – Efter min mening viser dette lille eksempel klart en forskel på dansk og tysk mentalitet, og en stor del af de danske sydslesvigere falder altså åbenbart her endnu til den tyske side.

Men stilles spørgsmålet: om de kan blive danske, må jeg svare: uden al tvivl. I hvert fald ligeså meget som folkets store flertal, som hovedparten af os andre, er det. Her må jeg igen understrege, at min bedømmelse ikke blot bygges på fem dages ophold i Sydslesvig, men også på samvær og samarbejde med sydslesvigske højskoleelever i de sidste par år. Selvfølgelig kan de lære dansk sprog og historie, geografi og samfundsforhold, litteratur og politik o.s.v., det er bare ikke noget helt ringe arbejde. Det kræver en vis energi, både fra deres og deres læreres side, og det tager en vis tid. Men læres kan det. Værst er det med sproget, det varer længe, inden det bliver lige så let og naturligt for dem som tysk. Det kræver et milieu, hvor dansk er det daglige omgangssprog, og det eneste, der findes af den slags i Sydslesvig, er de gamle danske hjem. Selv på de danske skolers legepladser hører man lige så meget tysk som dansk, eller måske mere. Men at børnene i de danske skoler lærer dansk, kan der fornuftigvis ingen tvivl være om. Mange af dem fører det vel også ind i deres hjem efterhånden, selv om det ofte vil være uhyre vanskeligt for forældrene at skifte sprog i deres daglige omgang. Det danske skolearbejde er uden sammenligning den vigtigste front i kampen om Sydslesvig idag. Det fortjener al den støtte, der overhovedet kan opbygges.

Men også de unge, som er udover den skolepligtige alder, tager fat med stor iver og interesse. I Flensborg alene har i vinter 250 unge gået i dansk aftenhøjskole to aftner om ugen à tre undervisningsitimer, ca. halvdelen på andet år. Jeg havde lejlighed til at overvære en undervisningsaften i begge afdelinger og deltog desuden i den fælles afslutningsfest, og jeg kan vanskeligt tænke mig en bedre og mere tiltalende flok unge at arbejde med. Særligt stærkt virkede det måske på baggrund af den ellers så dominerende håbløshed og apathi at møde en sådan samling vågne, ivrige og dygtige unge, som så et mål både for sig selv personligt og for deres landsdel, som havde et håb, som kunde smile og være glade sammen trods al nød og proletarisering. Man kunde ikke frigøre sig fra den tanke, at man her sad sammen med nogle af dem, der om 20 år er de ledende i Flensborg og Sydslesvig, hvordan det så iøvrigt går. Helt givet er det i hvert fald, at der intet andet sted i Flensborg samles en flok unge, der kvalitativt og kvantitativt kan komme på højde med denne.

Men er de danske? Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg kan ikke tvivle på deres vilje og lyst til at blive det. De fleste af dem har endnu svært ved at udtrykke sig på dansk. Hovedparten har gået i tysk skole og været i Hitler-Jugend som børn. Men de kan blive det. De fleste af dem har været eller ønsker at komme på skoleophold i Danmark, og tyskerne siger dernede, fortalte man mig, at enhver ung, som har været på højskole i Danmark, definitivt er tabt for tyskheden. Hvis det er sandt, er det jo ikke nogen dårlig kompliment til de danske højskolers arbejde, som kun kan glæde enhver der har sit arbejde der. Hvorfor skjule, at vi af og til har vore tvivl, når vi taler med de sydslesvigske elever og ser deres reaktioner og optræden ved den ene og den anden lejlighed. Men hvis det er sådan, må det vel skyldes, at de på højskolerne ikke blot får en række kundskaber i dansk sprog og historie, litteratur o.s.v., det kan de jo også få på en aftenskole i Sydslesvig, men de føres ind i et gennemdansk milieu, i bedste tilfælde i et hjem, omend et stort fælleshjem, hvor der hersker en ånd, som ikke sådan lader sig gribe og definere, men som umærkeligt og uimodståeligt gør sin virkning. Uden at de ved af det, bliver deres mål at få den samme ånd til at leve og herske i deres hjem og hvad de ellers får at gøre hjemme i Sydslesvig. Det liv, den ånd – den mentalitet, om man vil – de har mødt, har i den grad tiltalt dem, at intet tysk overhovedet tåler nogen sammenligning dermed. Om det hænger sammen med, at de – i hvert fald delvis – er af gammel dansk rod, som man siger, skal jeg ikke kunne sige.

Sådan går det, når det går bedst. Men der går naturligvis årtier, inden de hjem kommer til at ligge tæt i Sydslesvig, hvor denne ånd hersker, hvis de nogensinde kommer til det. Foreløbig er der meget langt imellem dem – endnu længere end i Danmark. Overhovedet er skabelsen af danske milieuer vel et af de næste – og et af de vigtigste – skridt i udviklingen i Sydslesvig.

Efter min mening kan man forudse, at hvis det arbejde, som er igang i Sydslesvig, får lov til at fortsætte nogenlunde uhindret, får den støtte, det skal have både fra offentlig og privat side og møder lidt mindre modvilje fra Kiel-regeringens og den tyske administrations side, så vil om 20-30 år halvdelen af den hjemmehørende beflokning være grundfast og urokkelig dansk. Hvilke politiske konsekvenser, der så skal drages af en sådan opfattelse til den tid og nu, er et helt andet spørgsmål. Min fremstilling vil næppe fryde politiske »aktivister«. Efter min mening står hovedslaget i det folkelige omskolingsarbejde. Kan det vindes, kan alt vindes. Det er der »aktivismen« skal sættes ind – nu.