Skolen kan ikke – samfundet må

Om praktisk arbejde i skolen – og udenfor

Af Vilhelm Nielsen

Det, der brænder på i folkeskolen, er spørgsmålet om det praktiske arbejdes plads i undervisningen. Og når det brænder på, er grunden, at skolen er i vanskeligheder, alvorlige vanskeligheder, skriver undervisningsinspektør Vilh. Nielsen.

CITATET i overskriften stammer fra den afsluttende konklusion i en redegørelse fra Undervisningsministeriets rådgiver i internationale uddannelsesspørgsmål, fvh. minister, folketingsmand K. Helveg Petersen.

Forfatteren har altid haft svært ved at holde sig inden for de afstukne rammer. Lige fra sin ungdom har han været besat af en grænseoverskridende eller en grænseflyttende tendens. Jeg tænker her ikke så meget på, at internationale forbindelser og spørgsmål altid har været ham en hjertesag, som på hans ‘brinkmanship’ som kulturminister over for nydannelser af snart sagt enhver art i vort eget samfunds- og kulturliv. Forhåbentlig vil der i vort politiske liv altid være plads for folk med lidenskab for at udforske grænseegne for det mulige. Man behøver næppe at frygte mangel på folk, der kan holde dem i frakkeskøderne og sikre jordforbindelsen.

I sin nyeste publikation synes K. Helveg Petersen imidlertid at være standset op ved en afgrund uden at turde vove springet, uden at turde eller ville drage de konklusioner – eller rettere den konklusion – der faktisk ligger i hans materiale. Det fremgår også med nogenlunde tydelighed hvorfor: han vil have hele folkeskolen, hele uddannelsesvæsenet med ud mod de nye horizonter. Hellere bevæge hele det tunge og træge etablerede system et hanefjed end selv forsvinde med syvmileskridt i den blå luft langt forude.

HVAD DREJER det sig om? – Det drejer sig om forbindelsen mellem skolen og hele det omgivende samfundsliv, først og fremmest arbejdslivet, det praktiske arbejde.

Javel, det drejer sig om mange andre ting også. Redegørelsen hedder: Uddannelsesreform i International Belysning og behandler uddannelssystemerne i USA og i ni europæiske enkeltlande hver for sig og indeholder desuden mere sammenfattende redegørelser for udviklingstendenserne m.h.t. undervisningspligtens længde, differentiering, overgangsmuligheder, læseplaner, forsøg m.v., alt sammen problemer, som vi også kender, og som det kan være nyttigt at se i internationalt perspektiv. Det mest spændende er den sidste halve snes sider med sammendrag og konklusioner med henblik på vores egne forhold.

Det, der brænder på, er spørgsmålet om det praktiske arbejdes plads i skolen og undervisningen. Og når det brænder på, er grunden den, at skolen er i vanskeligheder, alvorlige vanskeligheder.

Det siges så rent og så lige ud, som det kan siges, når man skal undgå at forøge disse vanskeligheder, når man ikke vil støde den samlede lærerstand, hvis forening lige har holdt 100 års jubilæum med megen – og fortjent – hyldest og virak.

Det er nemlig hverken lærernes eller skolens skyld. Det er samfundets – dvs. vores alle sammens – skyld. Vi er fælles om det, og der er hverken ære eller befrielse, det er hverken sandt eller sundt at unddrage sig sin anpart i kommanditselskabets fælles skibsbrud.

Skibbrud? – Det var et stærkt ord. Måske og forhåbenglig er der nogen, der vil spærre øjnene op. Ordet er imidlertid, hvis man ser nøjere efter, ikke stort stærkere end dem, Helveg Petersen bruger i næstsidste afsnit: ”Mulige ændringer i det danske uddannelsesvæsen”, hvor han skildrer de ”øgede vanskeligheder”, og hvor det bl.a. hedder: ”Udgangspunktet må være en realistisk erkendelse af, at folkeskolen er i meget store vanskeligheder ... Den rådvildhed og forvirring, der gør sig gældende i det ”voksne” samfund forplanter sig med stor kraft til skolen ... ... Mange lærere føler, at samfundet ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til den kriselignende tilstand, hvori folkeskolen befinder sig .... Krisens udtryk ... er disciplinære vanskeligheder ... skulkeri, oprettelse af observationsklasser eller -klinikker, stigningen i antallet af elever, der henvises til plykologisk hjælp eller specialinstitutioner m.v.”

Altså: ”øgede vanskeligheder”, ”meget store vanskeligheder”, ”kriselignende tilstande” og til sidst ”krise” – simpelt hen.

Skibbrud er et stærkere ord end krise, indrømmet. Skolen som helhed har ikke lidt skibbrud, men en eller anden procentdel af dens elever – og lærere – har lidt skibbrud og gør det hver dag. Derfor er skolens tilstand kritisk.

Eller med overskriftens ord, citeret i lidt større sammenhæng: ” ... skolen kan ikke magte dette pres. – Samfundet uden for skolen, med alt hvad dette udtryk indebærer, må påtage sig et større medansvar ...”

EGENTLIG ER det befriende, at det for en gangs skyld bliver klart erkendt og tydeligt sagt, at der er noget, som skolen – og lærerne – ikke kan. Vi er så vant til, at lærerne kan alt. Fra gammel tid – men den tid er for længst forbi – ville en lærer nødig indrømme, at der var noget, han ikke vidste. Det tjener lærerstanden til ære, at den – næsten – altid villigt og optimistisk har påtaget sig selv de vanskeligste opgaver og har arbejdet tålmodigt år ud og år ind, med håb mod håb for at løse dem. Og hvad har man dog ikke i moderne tid forventet og forlangt af pædagogerne på snart sagt alle områder. Det er kun naturligt, at man løftes og inspireres af store forventninger, men forventningerne kan åbenbart blive for store, opgaverne for vanskelige.

Hvad er det da for en medicin, der skal til for at hjælpe skolen over krisen? Hvad er det ”Samfundet må ...”?

”Påtage sig et større medansvar”, siger Helveg Petersen. Det betyder dels en holdningsændring hos ”myndigheder, erhverv, institutioner, organisationer og forældre” over for skolens problemer, dels at ”samfunds- og erhvervslivets funktioner må kunne indgå i undervisningen ikke blot som optakt til erhvervsvalg, men først og fremmest som et nødvendigt led i den almene uddannelse”.

Et samarbejde mellem skolen og erhvervsvirksomheder og samfundsinstitutioner i videste forstand er nødvendigt.

Eleverne skal kunne deltage i almindeligt arbejde af enhver art, under instruktion af de ansatte, mens lærerne kun skal rådgive og koordinere. Der skal være mulighed for ”længere varende udstationeringer” men ”det forudsættes, at kontakten med skolen fastholdes”, i hvert fald så længe undervisningspligten varer. Det understreges, at der ikke er tale om en foranstaltning for skoletrætte eller elever med særligt praktisk håndelag og måske ringe ”boglig” begavelse. Sigtet er en nedbrydning af grænserne mellem teoretisk og praktisk arbejde.

Videre hedder det, ”at Folketinget må beskæftige sig med, hvorledes arbejdspladserne, organisationerne og institutionerne forholder sig over for de krav, der må opfyldes”, hvis et sådant samarbejde med skolen skal virkeliggøres.

Redegørelsen kommer ikke ind på, hvad det er for krav, men der bliver not at tage fat på. Der er for det første spørgsmålet om løn og arbejdstid for de unge. Skal det være realistisk og virkelighedsnært – og det er jo det, der tilstræbes – må de have en reel løn og en nogenlunde normal arbejdstid. Dernæst er der de sikkerheds- og sundhedsmæssige krav, som må stilles. De må formentlig skærpes betydeligt. Hvem skal betale det? Så er der ”instruktørernes” og lærernes løn- og arbejdstidsberegning og den indbyrdes afgrønsning af deres ansvar og opgaver over for de unge. Og meget mere.

Til slut understreges, ”at det ikke først og fremmest drejer sig om at lægge nye byrder over på skolen, men snarere om at fordele byrderne på en ny måde, så det omgivende samfund for alvor lever op til de krav, der må stilles til dets medvirken”.

BALANCEGANG på listesko fristes man til at sige. Det hele må ”tage tid”, det kan ”ikke gennemføres med kort varsel”, lærerne må forberedes og vindes for sagen, læreruddannelsen må lægges om, i det mindste forsøgsvis, samfundet må forberedes og vindes osv.

Den afgrund, Helveg Petersen standser op overfor, det spring, han ikke vover, er simpelthen at sige, at eleverne skal ud af skolen eller uddannelssystemet i et eller flere år. Arbejds- og erhvervslivet må indstille sig på at overtage dem efter 7 eller 9 års skolegang, give dem et meningsfuldt, sundt og sikkert arbejde til en regulær løn og gerne med et uddannelsesmæssigt perspektiv, gerne også med det resultat, at de får lyst til at vende tilbage til skolen eller uddanne sig videre. Skolen kan ikke ...

Enten må der mere praktisk arbejde ind i skolen, eller der må mere undervisning og pædagogik ind i arbejds- og erhvervslivet, kunne man sige.

Den officielle skolepolitik holder sig til det første. Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til for alvor at overveje det sidste. Helveg Petersen holder sig i princippet inden for de afstukne rammer, men man mærker, det trækker svært i ham. Han er langt ude i tovene, men det afgørend spring vover han ikke, og man forstår ham godt. Den omstilling, der skal til i arbejds- og erhvervslivet, hvis et sådant spring skal være forsvarligt, er enorm. Trods alt hvad han siger om elevernes deltagelse i almindeligt arbejde, forbliver det hele i skolens regi. Hvad siger erhvervslivet og arbejderne til det? Og eleverne? Er det hele ikke en narresut? Og hvad siger politikerne? Så spares der jo ingen lærertimer, hvilket som bekendt er noget nær den dyreste vare, man har.

MEN GIVER man slip her, rejser spørgsmålet sig omgående, om undervisningspligtens forlængelse ikke var en fejltagelse? Eller undervisningspligten overhovedet.

Er vi mon kommet dertil, hvor det var mere rimeligt at pålægge alle en arbejdspligt, f.eks. i den form, at vil man have mere end 7 eller 8 års skolegang eller uddannelse, skal man optjene retten til det ved praktisk arbejde i et tilsvarende antal år? År for år, eller i større stræk. Samtidig kunne man så tjene en del af de nødvendige penge til at leve for i uddannelsesårene.

Hvorfor ikke – i praksis og basis – stjæle de revolutionære marxisters teatertorden? De har jo ret i, at der er ting, som man ikke kan lære teoretisk, men kun ved at prøve dem i praksis. Mennesker er ikke så åndelige – eller boglige – væsener, at der ikke er noget, som man kun kan lære at forstå med kroppen og hænderne. Vi har jo faktisk et problem med den lave vurdering af praktisk arbejde og det manglende kendskab til det. Det ville dog hjælpe noget, hvis ingen kunne få en lang og høj uddannelse uden at arbejde lige så mange år, som den tager, ved almindeligt – fortrinsvis praktisk – arbejde.

Er det virkelig nok at indføre praktisk arbejde i større omfang end nu i skolerne? Hvorfor ikke erkende, at eleverne skal ud af skolerne, ud at arbejde og tjene en løn, for et år eller mere, indtil de selv får lyst og trang til at vende tilbage og fortsætte deres uddannelse. Enhver undervisning af umotiverede eller dårligt motiverede elever er simpelt hen spild af dyre ressourcer, et spild, som statistikerne ganske vist har svært ved at måle. Og vil man endelig indføre mere praktisk arbejde i skolerne, hvorfor så ikke tage det mest nærliggende og nødvendige, det man går midt oppe i dag ud og dag ind: skolebygningernes renholdelse og vedligeholdelse? Hvorfor ikke sige til eleverne: Dette er vores klasseværelse, vores skolebygning, vores legeplads, osv. Vi skal selv holde det i orden og forbedre det. Hvorfor ikke også stjæle den norske pædagogiske forfatter Niels Christis – (Hvis skolen ikke fandtes) teatertorden?

Det sker allerede på adskillige højskoler og efterskoler i dag. Lærere og elever anvender en halv eller en hel time daglig til den slags i fællesskab og som en naturlig del af undervisningen. Det kræver god organisation, perfekt tilrettelæggelse. Det må klart være noget, der kan overstås på begrænset tid, og hvis resultat er tydeligt og nødvendigt for enhver. Det kræver endvidere, at lærerne går i spidsen og selv svinger kosten elller støvsugeren. For så vidt kræver det en ny lærertype, der kan og vil prøve noget nyt og uvant, og som forstår den pædagogiske idé i det: nedbrydelsen af skellet mellem praktisk og åndeligt arbejde, som forstår og accepterer, at det også indebærer en nyopdragelse af dem selv. Også de skal gøre nye erfaringer.

Det kræver endvidere indkøb af redskaber og materialer, men denne udgift er for intet at regne mod, hvad der kan spares. Vel er rengøringsarbejde et lavtlønsområde, men alle lånninger er jo – heldigvis og med rette – steget så meget, og vil stige yderligere, at skal der spares, så det batter, så er det lønninger, dvs. mennesker, der skal spares på. Det gælder alle vegne. Ingen offentlige besparelser vil blive effektive, hvis ikke der spares løntimer. Samtidig nedbryder man institutionspræget, modarbejder ”fremmedgørelsen”. Bygninger og rum bliver brugernes egne i samme grad som de selv overtager og præger dem.

På enkelte af disse skoler er man gået endnu videre. Elever og lærere har selv overtaget madlavningen med alt, hvad dertil hører, indkøb osv. Også her kræves der perfekt organisation og formentlig sagkyndig ledelse, men ingen kan nægte, at det kan blive et naturligt og værdifuldt led i undervisningen. Det er naturligvis særlig nærliggende og påkrævet under kostskoleforhold. Det er derimod ikke nærliggende og ikke tidssvarende, at unge mennesker skal betjenes på disse områder. Det var det i højere grad i gamle dage, hvor eleverne kom direkte fra praktisk arbejde og vendte tilbage til det, måske for resten af deres liv, og hvor højskole- eller efterskoleopholdet var en kort parantes i et livslangt legemligt slid. I dag kommer de næsten kun med skoleerfaringer bag sig og går for en stor del videre i en eller anden form for uddannelse.

Den nye Kolding Højskole er principielt selvbyggeri – dog med visse undtagelser. Enkelte andre skoler gennemfører mindre projekter: til- eller ombygninger, istandsættelse, haveanlæg o.l. på samme måde og som led i undervisningen. På dette område er voksne eller halvvoksne elever nok en forudsætning. Veltilrettelagt rengøringsarbejde kan vist alle skolepligtige deltage i, men det skal ikke skjules, at der på alle disse områder er et problem med at opnå og fastholde en rimelig standard.

ALT DETTE er imidlertid småpillerier, dels over for folkeskolens og uddannelsesvæsenets store og svære kolos med de hundredtusinder af elever og studerende og titusinder af lærere, dels er det – selv hvis man tænker sig det gennemført i alle skoler og uddannelser – næppe nogen virklelig løsning på den krise, Helveg Petersen beskriver. Det er blot den mest nærliggende begyndelse. Det ligger lige for foden af ham. Man forstår egentlig ikke, at han ikke er snublet over det. Men det slår næppe til. Trangen til praktisk arbejde er så stærk, at skolens rammer nok må sprænges. Man må i det mindste overveje at vove et spring.

Men lidt har også ret. Var jeg Folketingets undervisningsudvalg, ville jeg – hellere i dag end i morgen – skaffe mig et overblik over de samlede udgifter til rengøring af alle landets skoler og uddannelsesinstitutioner. Jeg tror, man vil blive forbavset. Alle skolenævvn og – kommisioner burde drøfte, hvordan man kan opmuntre elever og lærere til at gå i gang og prøve.

Den eneste hindring, jeg kan se, er, at reformen vil være dødfødt, hvis den gennemføres som en besparelsesforanstaltning i stedet for som en pædagogisk foranstaltning. Under de rådende politiske forhold er det måske farligt blot at nævne den. Hvor let kan den ikke sættes i et falsk lys, kompromitteres, misbruges?

Dette er imidlertid så nærliggende, så oplagt, at man må løbe denne risiko. Misbrug ophæver ikke brug.

Altså:

1. Praktisk arbejde i skolen: det mest nærliggende og nødvendige, som enhver kan se og føle er meningsfyldt.
2. Praktisk arbejde uden for skolen: hvad som helst, hvor de sikkerheds- og sundhedsmæssige krav er opfyldt, men uden for skolens regie og med en regulær løn og arbejdstid, som gør det realistisk og meningsfyldt.

VILHELM NIELSEN