Grundtvig på engelsk

Af Vilhelm Nielsen

Den tilgængelige litteratur af og om Grundtvig på engelsk er blevet kendeligt forøget i forbindelse med hans 200 års jubilæum i 1983.

Æren herfor tilkommer først og fremmest Det danske Selskab og Grundtvig-Selskabet af 1947, som begge stod bag den store internationale Grundtvig-konference på Christiansborg i september samme år.

I tilslutning til konferencen udkom en statelig bog på over 400 sider: »N. F. S. Grundtvig: Tradition and Renewal«, redigeret af Chr. Thodberg og Anders Pontoppidan Thyssen. Bogen, som indeholder en udførlig redegørelse for de sidste årtiers Grundtvig-forskning, skrevet af forskerne selv, er også udkommet på fransk og tysk, samt i en dansk version under titlen: »Grundtvig og Grundtvigianismen i nyt lys«. Den er et varigt og meget værdifuldt resultat af jubilæet og konferencen. Der er næppe tvivl om, at hovedparten af de fra forskellige fonde indsamlede midler er medgået til disse fornemme bogudgivelser, som i høj grad forøger mulighederne for, at udlændinge – også uden kendskab til dansk – kan skaffe sig et solidt kendskab til Grundtvig og nyere opfattelser af hans værk og betydning.

Nævnes bør det også, at der er udgivet en slags rapport om konferencen i form af et særnummer af »Nordisk tidsskrift for voksenopplæring« med titclen »Education for Life«, indeholdende en række af de vigtigste foredrag på konferencen, samt adskllige kortere indlæg og udtalelser fra deltagerne, som kom fra mere end 30 lande og fra alle verdensdele.

Men derudover er der al mulig grund til at nævne og fremhæve en engelsk antologi: »A Grundtvig Anthology«, som ganske vist først udkom i 1984, men i høj grad har sammenhæng med jubilæet. Initiativet stammer fra Grundtvig-Selskabet af 1947, og flere af dets ledende medlemmer har skrevet indledninger til de enkelte tekster eller tekstuddrag. Udgiver er cand. mag. Niels Lyhne Jensen, som sammen med Edward Broadbridge – der også har oversat »Tradition and Renewal« – har oversat teksterne.

Her har man for første gang på engelsk hele første kapitel af den berømte indledning til »Nordens Mythologi« 1832: »Universal-Historisk Vidskab« (ca. 25 sider), måske den mest centrale tekst i Grundtvigs forfatterskab overhovedet, første halvdel af hans vel vigtigste »højskoleskrift«: »Skolen for Livet og Academiet i Soer« (ca. 20 sider), et udvalg af »Mands Minde« foredragene fra 1838 (ca. 30 sider), tre af de enogtyve artikler, der blev til »Den christelige Børnelærdom« (ca. 30 sider), og endelig to prædikener og fem salmer og sange.

Udvalget af tekster kan naturligvis diskuteres og kritiseres. Man kunne have ønsket adskilligt mere med. Men det er dog værd at bemærke, dels at man har samlet om den senere eller modne Grundtvig, dels at man medtager forholdsvis lange uddrag af de valgte tekster eller skrifter, så læserne i højere grad får mulighed for at danne sig et selvstændigt indtryk al et ganske vist begrænset antal skrifter i stedet for at blive præsenteret for smmåbidder, sammenstillet af udgiveren ud fra mere begrænsede synspunkter. I så henseende forekommer denne nye antologi at være en forbedring i forhodl til det udvalg, som den nærmest må sammenlignes med: Johannes Knudsens »Selected Writings« fra 1976, som er af omtrent samme omfang. Men begge samlinger er fortjenstfulde forøgelser af mulighederne for at læse Grundtvig selv på engelsk.

Der har derimod længe eksisteret bøger om Grundtvig på engelsk. Først og fremmest må nævnes Lindhardts of Hal Kochs bøger, som udkom henholdsvis i England og U.S.A. i 1951 og 1952. De indeholder naturligvis mange citater af Grundtvigs forfatterskab, både prosa og poesi, det sidste af nærliggende grunde næsten uden undtagelse i prosaoversættelse.

Lindhardt gør sig derudover megen umage for at »oversætte« Grundtvig i den forstand, at han søger at sætte ham i forhold til fænomener og tendenser i engelsk kirkeliv i samtiden, f.eks. den højkirkelige, katholiserende Oxford-bevægelse, Methodismen, F. D. Maurice m.m. Hal Kochs er af oversætteren Llewellyn Jones forsynet med et udførligt noteapparat, som søger at forklare danske forhold på Grundtvigs tid for amerikanere, og med en indledning, som i nogen grad søger at sætte ham i forhold til folk som religionspsykologen William James og pædagogen John Dewey. Også det er et fuldt berettiget forsøg på at »oversætte« ham, men man kunne måske sige, at ligesom Lindhardts bog er i fare for at få kirkelig slagside, er Kochs i denne udgave i fare for at få en pædagogisk-psykologisk indpakning, som næppe er særlig grundtvigsk.

Endvidere har Det danske Selskab allerede i 1972 – i sammenhæng med hundredeåret for Grundtvigs død – udgivet en Grundtvig-biografi af Kaj Thaning på engelsk, tysk og fransk. Også dengang foranstaltede man sammen med Grundtvig-Selskabet af 1917 en international konference eller et seminar, hvorom der foreligger en udførlig rapport på engelsk og dansk i »Grundtvig-Studier«, 1973. I det hele taget må man sige, at Det danske Selskab har vist en meget stor – og rundhåndet – interesse for Grundtvig, eller man kan sige, at det kun er naturligt, at dets ledelse forlængst har erkendt, at man ikke kan opfylde selskabets hovedformål: at oplyse udlandet om dansk kultur og samfundsliv uden pålidelig og omfattende oplysning om Grundtvig på alle hovedsprog – ja, på alle sprog.

Men denne gang gjaldt det altså Grundivigforskningen – ikke så meget Grundtvig selv. Og man må jo sige, at der i de seneste årtier er drevet megen intensiv forskning på dette felt, som kan opvise betydelige resultater. I hvilket omfang man i udlandet kan bruge denne forskning og dens resultater, er foreløbig ganske uafklaret. Enkelte videnskabsmænd vil naturligvis altid værre interesserede, når der flyttes grænser for, hvad man faktisk ved om et emne eller en person. Men af dem synes der ikke at have været så mange samlet ved konferencen. Andre: teologer, skolefolk, folk der arbejder med folkeoplysning, har en anden mere direkte interesse, nemlig om det, der fremkommer, er noget, de kan bruge i deres arbejde i kirke, skole og folkeoplysning. De spørger efter »anvendt« eller »anvendelig« Grundtvigforskning så at sige. Af sådanne deltagere synes der at have været flere.

Der nævnes i indledningen til rapporten »Education for Life« seks hovedindlæg, hvoraf fire danske, om de tre hovedernner: I. Grundtvigs Ideas on the Church. 2. Grundtvigs Educational Ideas og 3. Grundtvigs Vision of Mankind and his Ideas on »Folkelighed«.

Mest kendt udlandet er Grundtvig afgjort for sin højskoletanke. Det fremgår mal al ønskelig tydelighed af næsten alle udenlandske indlæg, som refereres, og det er derfor kun naturligt, at det midterste af de tre nævnte hovedemner får størst plads. Det behandles først og fremmest af K. E. Bugge under overskriften: »Grundtvigs Challengd to Modern Educational Thought«, og det fremgår af flere af de kortere indlæg, at det har gjort indtryk og giver folk noget at tænke på. Der er tale ont en markant videreførelse i forhold til samme forfatters bidrag om omtrent samme emne i den store bog.

Han understreger, at Grundtvig er en udfordring til moderne pædagogik, hvilket er noget andet og mere, end at han er relevant i forhold til den. På tre punkter er han udfordrende, nemlig med hensyn til forståelsen af 1) frihed og ansvar, 2) gensidighed og vekselvirkning og 3) kulturel identitet. Det sidste kan tilbageoversættes til »folkelighed« og hævdes at rumme et element af skæbne og mythe. Det er ikke noget, man vælger. Det andet søges adskilt fra »dialog« og »dialektik«, som opfattes som henholdsvis »statisk« og »logisk«, mens vekselvirking er noget levende og menneskeligt med et element af udvikling og vækst. Endelig hævdes det, at Grundtvigs nordiske frihedsforståelse har en etisk dimension i modsætning til megen moderne emancipationsforståelse.

Der er her virkelig gjort et forsøg på at føre Grundtvig ind i en moderne problemstilling og en standende debat. På en måde videreføres disse tanker i et længere indlæg af professor M. I. de Natale fra Bari, som skildrer og vurderer et voksenundervisningsprojekt i Syditatlien, i høj grad båret af grundtvigske tanker, som hun selv synes at have et godt kendskab til.

Foruden et foredrag af forstander S. E. Bjerre, Grundtvigs Højskole, tidligere leder af »Rural Development College« i Holte, omfatter det pædagogiske afsnit et bemærkelsesværdigt foredrag af forstander Schultz Petersen, Krabbesholm, om »Vølvens Spådom«, som både gengives og tolkes. Dertil kommer at digtet aftrykkes i engelsk oversættelse.

Dermed er vi – ligesom med det sidste punkt i K. E. Bugges indlæg – på vej over i det tredje hovedemne: Folkelighed eller »Cultural Identity«, hvor hovedindlægget kommer fra Poul Dam, en fremstilling og et emne, som også giver genlyd i flere kortere indlæg og udtalelser, f. eks. fra Irland, Ghana og Israel, samt fra en czechoslovakisk-canadier, dansk gift, som naturligvis må have sit besvær med at finde sin og sine børns kulturelle identitet eller folkelighed. Men det ender med, at han er og vil være canadier.

Det er et spørgsmål, om ikke denne synsvinkel er ved at afløse – og bør afløse højskoletanken som det, Grundtvig er bedst kendt for i udlandet. Men man skal ikke overse, at det er et kontroversielt synspunkt, selv om UNESCO synes at have givet det sin tilslutning. Det kan i høj grad føre til konfrontationer og konflikter – på tre områder i hvert fald. For det første i Europa. Man behøver blot at nævne Baskerlandet og Irland, hvortil kan føjes Wales og Skotland, Bretagne og en række andre områder, hvor et sprog og en kultur er undertrykt, kæmper for livet og undertiden benytter fortvivlede voldsmidler. For det andet Afrika, Indien, Sri Lanka og flere andre områder, hvor gamle koloniinddelinger ligger til grund for »nationale« og politiske opdelinger, som ikke bygger på modersmål og kulturel identitet. Rent praktiske og økonomiske grunde taler her stærkt imod at give los over for det bærende i den folkelige og kulturelle identitet, først og fremmest de mange sprog. Og for det tredje eksempelvis Canada og U.S.A., vel også Australien og store dele af Sydamerika – for slet ikke at nævne Sydafrika – hvor en blandet indvandring på grundlag af nyere historiske erfaringer har forsøgt at skabe ny folkelig identitet, i flere tilfælde med engelsk eller spansk som sprog, men i bevidst eller ubevidst modsætning til det engelske eller spanske udgangspunkt og ofte i forbindelse med undertrykkelse eller udryddelse af en oprindelig befolkning og dens sprog og kultur.

Dertil kommer så industrialiseringen, teknologiseringen, elektroniseringen, som betyder, at arbejde og produktion frigør sig fra den folkelige og kulturelle identitet, som den skulle vokse ud af og høre sammen med, og går sine egne veje efter økonomiens og videnskabens internationale love, mens »kulturen« reduceres til uskadelig folklore, som man kan lege med og glæde sig over i fritiden. Også her er der alle chancer for konfrontation og konflikt.

Det tredje hovedemne var Grundtvigs tanker om kirken. Det er sat forrest, og det behandles af en englænder, Canon A. M. Alchin fra Canterbury, som tilsyneladende har lært sig dansk for at kunne læse Grundtvig, som han afslører et ganske omfattende kendskab til. Det er først og fremmest salmedigteren og prædikanten, han er begejstret for, og grunden er den opstandnes tilstedeværelse i gudstjenesten som noget fundamentalt, fælles for alle kirker og folk. Også han har sans for, at menigheden er et »folk« og gør iøvrigt opmærksom på, at det folkelige måske allerbedst ville blive forstået i Wales, bedre end i det egentlige England.

Dette højt kvalificerede bidrag er ene om at behandle dette emne i rapporten, velsagtens fordi Thodbergs indlæg har været nogenlunde identisk med hans bidrag til bogen. Man kunne ellers nok have ønsket, at han – som Bugge – havde bevæget sig fra »relevans« til »udfordring«, altså havde aktualiseret resultaterne af sine studier over salmer og prædikener som spørgsmål til andre kirker eller kirkeafdelinger.

Om den store bog »N. F. S. Grundtvig: Tradition and Renewal« skal jeg fatte mig i korthed. Som sagt er der tale om en redegørelse for forskningen, og en fyldig og værdifuld sådan. Skulle man forsøge at finde et fælles tema i de mange bidrag, måtte det vel blive sp¢rgsmålet om brud eller sammenhæng i Grundtvigs liv og værk. Den, der i moderne Grundtvigforskning stærkest har slået på brud – eller i hvert fald har påvist et skarpt hjørne – er Kaj Thaning med sit store tre binds værk fra 1963 »Menneske først –«, og det kan ikke nægtes, at et bidrag til bogen fra hans side ville have været naturligt. Det savnes. Mere eller mindre udtalt ligger hans problemstilling under en række af de øvrige bidrag. Det gælder både William Michelsens og Sigurd Aarnes' og især Pontoppidan Thysscens gennemgående, tredobbelte bidrag om »Kirke og Folk«, som på en måde er bogens røde tråd eller bærende benbygning. Det er en kendt sag, at han er uenig med Thaning, og det er i sin orden, at han fremfører sin opfattelse, men et bidrag fra Thaning ville sagligt have været på sin plads og ville have pyntet.

Men også andre steder i bogen aner man spørgsmålet om sammenhæng eller brud. Andreas Haarder viser f. eks. at beskæftigelsen med Bjovulf-kvadet er et udtryk for sammenhæng: tidsmæssigt strækker den sig over det meste af et halvt århundrede og er derudover præget af sammenhæng mellem strengt videnskabelig filologisk og historisk forskning og digterisk og folkeoplysende indsats.

Prædikenerne – som genre – er ligeledes udtryk for en kontinuitet i Grundtvigs liv og virke, som med få afbrydelser strækker sig over en endnu længere periode. Det er på en måde den største »genre« i hele Grundtvigs forfatterskab, ganske vist for størstedelen uudgivet og ikke uden videre egnet eller færdiggjort til udgivelse på tryk. Thodbergs udgave af en stor del af manuskripterne er nok en af de vigtigste nyudgivelser i sammenhæng med jubilæet. Hans studier af deres sammenhæng med salmerne, både i den forstand at de ofte slår over i rytmisk prosa eller prosadigte, og i den forstand at de tanke- og billedmæssigt tit udgør en slags forstadier til kendte salmer, kan kaste nyt lys over Grundtvigs udvikling. Dertil kommer spørgsmålet om forholdet mellem manuskripter og bearbejdelser, f. eks. i Søndagsbogen, for slet ikke at tale om forholdet mellem manuskripter og mundtlig fremførelse, prædikenens egentlige »genre«, som stort set unddrager sig forskning og viden – bortset fra hvad der kan sluttes ud fra steder, hvor manuskripterne indeholder eller ender i stikord. I hvor høj grad læste han op på prædikestolen? I hvor høj grad slap han sig selv løs mundtligt?

løvrigt indeholder bogen adskillige bidiag, som fortjente omtale, men som må forbigås her. Vil man have en redegørelse for de sidste tiårs Grandtvigforskning, kan den danske udgave varmt anbefales, selv om man måske nok kunne have ønsket nogle af bidragene ført mere å jour i retning af udfordringer til nutiden og fremtiden. I princippet begrænser bogen sig til perioden frem til år 1900. I den sammenhæng kunne man også have ønsket et bidrag om Høirups skelsættende forskning, evt. mundende ud i et opgør om den kirkelige anskuelses levedygtighed. Endvidere kunne man have ønsket lektor Jørgen 1. Jensens udmærkede oversigt over Grundtvig-litteraturen bibeholdt i den danske udgave.

Til slut et par ord om sproglige kuriositeter, som ikke så meget stammer fra læsning af og om Grundtvig på engelsk, men mere fra et forsøg på selv at skrive en artikel om Grundtvig på engelsk. Så får man sin sag for. Iøvrigt har jeg ikke forudsætninger for i almindeliglighed at vurdere og kritisere Edward Broadbridge's og Niels Lyhne Jensens oversættelser. De forekommer at være så gode, som man med rimelighed kan forvente.

Men hvem skulle f. eks. have troet, at det var så svært at oversætte ordet »Gienmæle« i den berømte bogtitel. jeg er stødt på ikke mindre end fem forskellige gengivelser. Lindhardt siger »Reply«, og det gør David Holmen (Thaning) også. Llewellyn Jones (Hal Koch) siger »Answer« og Johannes Knudsen »Response«. Edward Broadbridge siger i 1983 (Tradition and Renewal) »Retort«, men i 1981 ændres det i antologien til »Rejoinder«. De tre første gengivelser betyder simpelthen: »Svar«, den fjerde understreger skarpheden i svaret, og den femte fremhæver det juridiske element. Men hvad gør det danske ord: Genmæle? Det er mere end et svar, men det hører ikke uden videre hjemme i en retssal – selv om sagen endte der – og det fremhæver heller ikke nødvendigvis skarpheden eller harmen – selv om »Kirkens Gienmæle« faktisk var overordentlig skarpt og harmfyldt. Har Grundtvig instinktivt valgt ordet som et godt gammelt dansk ord (»tage til genmæle«), eller har han bevidst søgt at udtrykke noget skarpt, evt. noget juridisk med det? – Det er svært at vælge, og man falder uvilkårlig tilbage til det almindelige og farveløse som det mest sikre. Det er formodentlig, hvad der gang på gang sker, når Grundtvig skal oversættes til engelsk.

Almindelig kendt er vanskelighederne med ordet: »Folk« (folkelig). Edward Broadbridge gør opmærksom på dem i sin »Translator's Note«. Selvsamme ord findes på engelsk, men har der vistnok en gammeldags eller forældet klang, i retning af folklore, folkeminder, folkedans og lignende. Så er der ordet »people«, som vel næppe betyder »mer end Mængde (Muld og Strand«), altså: befolkning. (Dertil kommer, at det er af latinsk-fransk oprindelse, og ifølge Grundtvig er det jo ikke »Syndfloden af Latinske Ord, der pryder og forstærker det Engelske Sprog«!). Selv om mange danske måske ikke hører eller føler nogen forskel på folk og befolkning, må man vel alligevel sige, at Grundtvig har løftet ordene »Folk« og »folkelig« op til at angive noget mere end mængden og tallet. Men faktum er, at alle oversættere på dette punkt næsten nødes til en kortere eller længere forklaring.

Noget lignende gælder mærkelig nok om ordet »Anskuelse«. Også det må forklares. Man må nok erkende, at det har en både tysk og romantisk oprindelse, og endvidere at Grundtvig – selv om han giver Schellings »intellektuelle« anskuelse afsked – fastholder ordet og begrebet i form af en »historisk« eller »Universal-Historisk« anskuelse, en »Nordisk-Græsk« eller en » Mosaisk-Christelig« anskuelse, ja, endog en »Kirkelig« anskuelse. Oversættere klarer sig i regelen med: »outlook«, »way of thinking« eller lignende, hvis ikke man som Johs. Knudsen giver op, giver en forklaring og fastholder det danske ord.

Men man kan ikke undgå at komme til at tænke på, om der ikke her trods alt afslører sig en spekulativ tendens hos Grundtvig, eller man kunne sige, om han ikke elsker abstrakte begreber højere end det engelske sprog gør. Her gik man og troede, at han var en erklæret modstander af al spekulation, at han netop var uhyre konkret i sit sprog og i sin tankegang, f.eks. når han siger »Mund« og »Pen« i stedet for tale og skrift o.s.v. Men Fanden flytter måske med. Måske bliver selv de mest konkrctc ord alligevel abstrakte, udtryk for abstrakte begreber.

Noget tilsvarende viser sig med ordet »Løgn«. Javel, det hedder »lie« på engelsk, men betyder det – og kan det betyde – mere end den enkelte konkrete usandhed? Hjælper det at sætte det i flertal: »lies«, som den engelske bibel gør det i flere sammenhænge, eller understreger det ikke netop ordets konkrete betydning? Så kan man forsøge sig med »untruth« eller »falsehood«, men derved får man næppe den fulde betydning af ordet hos Grundtvig frem. Hos ham er den egentlige betydning vel næsten djævelen selv, »Løgnen« personificeret som modstykke til »Sandheden«, som er personificeret i Kristus. Den bibelske baggrund for Grundtvigs sprogbrug er ofte langt stærkere, end man umiddelbart tror. Måske er der også en slags platonisk »idealisme« med i spillet, som det engelske sprogs »realisme« vægrer sig ved at give udtryk.

Endvidere bemærker man, at oversætterne ofte opløser Grundtvigs lange sætningskæder, som i nogen grad kan være en ikke-udryddet arv fra latinsk og tysk udtryksmåde. De sætter simpelthen oftere punktum, end Grundvig gør. Og det letter nok tilegnelsen af indholdet. Spørgsmålet er, om noget karakteristisk derved går tabt, eller om sagen blot er, at Grundtvig ubevidst fortsætter i en fremmedartet tradition eller en dårlig vane i det modersmål, som han ellers bestræber sig på at bruge så jævnt og folkeligt som muligt.

Disse filologiske betragtninger er naturligvis højst uvidenskabelige, hjemmestrikkede lægmandsbetragtninger, men måske viser de trods alt – og det var hensigten – at man meget vel kan lære noget nyt om Grundtvig ved at læse ham – og om ham – i engelsk oversættelse. Måske kan man få nyt lys over ting og forhold, som ellers har forekommet banale og selvindlysende. Der kan rejse sig uventede spørgsmål, som nok er værd at overveje.

Men dertil kommer naturligvis som det vigtigste, at hvis man er at den opfattelse, at Grundtvig virkelig er af universel betydning, må ethvert forsøg på at placere ham som en udfordring i et verdenssprog følges med den allerstørste opmærksomhed og interesse.

Vilhelm Nielsen.

N. F. S. Grundtvig. Tradition and Renewal. Edited by Christian Thodberg and Anders Pontoppidan Thyssen, translated from the Danish by Edward Broadbridge. Published by Det danske Selskab, Copenhagen, 1983. 428 sider.

»Education for Life«. International Conference on the Occasion of the Bicentenary of N. F. S. Grundtvig, 10.-14. September 1983. 48 sider. Det danske Selskab, Copenhagen 1983.

A Grundtvig Anthology. Selections from the Writings of N. F. S. Grundtvig, translated by Edward Broadbridge and Niels Lyhne Jensen. General editor: Niels Lyhne Jensen. James Clarke & Co., Cambridge/ Centrum, Denmark.