Vi er alle småborgere

Et forsøg på en marxistisk analyse af den politiske situation

Af Vilhelm Nielsen

Marxismen i Danmark er et ideologisk overfladefænomen, der ikke bliver bedre af, at man begynder at kalde sig kulturarbejdere, teaterarbejdere, socialarbejdere, folketingsarbejdere osv skriver undervisningsinspektør Vilhelm Nielsen.

LÆSER MAN Marx – og det bliver man næste nødt til, hvis man vil kunne følge med i den aktuelle debat og udvikling – bliver man hurtigt klar over, at der foruden de to afgørende grupper eller klasser i samfundet, nemlig borgerskabet (kapitalisterne) og arbejderne (proletariatet), findes en stor mellemgruppe, som indtil videre udgør flertallet af befolkningen, men som han nærmest kun har hån og foragt tilovers for, nemlig småborgerskabet.

Betegnelsen har ingensomhelst opløftende eller heroisk klang. Det kan dog måske være på sin plads at gøre opmærksom på, at fordi man er småborger, behøver man ikke nødvendigvis at være spidsborger.

Foruden håndværkere og småhandlende drejer det sig om bønder og husmænd – alle almindelige landbrugere bortset fra de virkelig store jorddrotter (kulakker) – hvortil kommer lavere funktionærer og tjenestemænd, som er langt talrigere i dag end på Marx’ tid.

At samtlige bønder og husmænd regnes med og ikke anses for værdige til at udgøre en selvstændig samfundsklasse har særlig interesse i dansk sammenhæng.

FORKLARINGEN LIGGER i ejendomsforholdene.

For at væer borgerlig i marxistisk forstand – tilhøre bourgeoisiet – er det ikke nok, at man ikke er arbejder (industriarbejder), man skal eje produktionsmidler, have andre i sit brød, hvis arbejdskraft man udnytter og udbytter, med andre ord være kapitalist, hvilket er en person, som accelererende forøger sin ejendom af produktionsmidler ved at udbytte fremmed arbejdskraft.

Arbejderen ejer ingen produktionsmidler. Foruden mere personlige ejendele som klæder, møbler o. l. ejer han kun sin arbejdskraft, som han er tvunget til at sælge for højeste bud, som ifølge teorien aldrig vil blive særlig højt. Han vil blive mere og mere proletariseret, dvs. ejendomsløs. Skulle han begynde at eje produktionsmidler, f.eks. værktøj, som bruges i hans produktion, eller sin egen bolig og den jord, den ligger på, er han på vej ind i småborgerskabet.

Småborgeren er karakteriseret ved at eje sine egne produktionsmidler – og kun dem – den kapital, han selv udnytter med sin egen arbejdskraft, hvortil kan komme hans familie og evt. enkelte medarbejdere. Grænsen er ikke helt klart fastlagt, men man kan måske sige, at hvis ikke hans virksomhed, hans kapital, vokser ved hjælp af den merværdi, han indkasserer ved at udnytte ansat arbejdskraft, bliver han ved med at være småborger, og som sådan udgør han et reaktionært og konservativt element i et samfund, som er under hastig industrialisering. Han hæmmer den kapitalistiske udvikling, som også efter Marx’ mening er et samfunds- og produktionsmæssigt fremskridt, og han har heller ingen tillid til proletariatets modsand eller sans for dets krav om omvæltning og revolution. Så længe han kan få lov at være i fred og tjene sit brød med sin lille overskuelige virksomhed, ønsker han ingen forandringer.

Men hans tid er forbi, mener Marx. Han tilhører fortiden. Produktionsforholdene ændrer sig ubønhørligt og vel at mærke både i by og på land. Fremtiden tilhører industrien og storindustrien, som altså for så vidt er et fremskridt selv om der derved nødvendigvis opstår et proletariat af ejendomsløse industriarbejdere, som vil blive stadig talrigere og komme til at udgøre et overvældende flertal. Småborgerskabet vil uværgerlig blive presset ned i proletariatet og dermed blive trukket med ind i dets kamp for en samfundsomvæltning.

SAGEN ER nemlig den, at småborgerskabet ikke blot er karakteriseret ved ejendomsforholdene, som ovenfor skildret. Det er også karakteristisk for det brede jævne mellemlag, at det tror på demokratiet. Det lever i en verden, hvor samtalen har mening, hvor gensidig respekt mellem fag og grupper er naturlig, hvor vekselvirkningen ikke blot omfatter varer og tjenesteydelser, men også erfaringer og synspunkter, hvor naboskab og slægtskab er realiteter, hvor vejene til gensidig forståelse ofte er fremkommelige, og hvor spørgsmål derfor ikke blot kan drøftes med udbytte, men også løses i forening. Proletariseringen er endnu ikke sat ind. Yderfløjene er hverken talrige eller mægtige.

Marx erkender eller forudser i virkeligheden en sådan økonomisk polarisering, at den uvilkårlig medfører en skarp politisk konfrontation, at al tale om demokrati bliver meningsløs. Det bliver netop kun snak. Alverdens parlamenter er kun kæmpemæssige snakkemaskiner, kun til glæde for ærgerrige ordgydere, uden virkelig politisk handlekraft. Og han er ærlig nok til at sige det ligeud. Modsætningerne mellem kapitalister og arbejdere er eller vil blive så store, at de ikke kan løses med ord eller ved samtale. Ethvert demokrati er et skindemokrati, er småborgerlig illusion. Magt, tvang, i givet fald vold, og blodsudgydelse må til for at hidføre den nødvendige samfundsomvæltning.

Derfor er proletariatets diktatur, som er Marx’ ærlige betegnelse for det nødvendige overgangssamfund, i virkeligheden marxismens eller kommunismens Sjibbolet (Dommernes Bog, kap. 12). Kan man ikke tage det i sin mund og med varme og overbevisning gå ind for dets nødvendighed, er man hverken marxist eller kommunist.

Fast står det, at en af de ting, han håner småborgerskabet for, er dets efter hans mening blinde tiltro til demokratiet.

For at fuldstændiggøre billedet skal man vel anføre, at Marx i virkeligheden ikke blot regner med disse tre grupperinger, men med fem. Neden under småborgerne og proletarerne findes i storbyerne et såkaldt ”pjalteproletariat”, som ikke for nogen pris må forveksles eller sammenblandes med det af industrialiseringen skabte arbejderproletariat. Det er en underverden eller halvverden af samfundets udskud, kriminelle, sociale tabere, eller hvad man nu til forskellige tider har kaldt dem. Dette pjalteproletariat er til fals for enhver magthaver, som vil give det brød og skuespil. På det kan man ikke bygge nogen revolution eller noget nyt samfund.

Endelig regner han med resterne af et godsejeraristokrati – ofte med fyrsten fom topfigur – ovenover og i samarbejde med borgerskabet, det kapitalistiske bourgeoisi, som sammen med arbejderproletariatet udgør de to afgørende samfundsklasser, af hvis indbyrdes kamp fremtiden afhænger. De tre øvrige grupperinger kan man se bor fra. Et klart – men altså falsk – alternativ fremtræder: enten arbejder eller borgerlig. Småborgeren er en fortidslevning, som vil blive tvunget til at gå til en af siderne.

MARX HAVDE gode grunde til at se således på det, og han havde historiske erfaringer og kendsgerninger at henvise til. Englands industrialisering medførte på det nærmeste en ophævelse af den selvejende bondestand. Tusinder af landbrugere og deres familier blev presset ind eller ned i et industriarbejderproletariat – mens jorden blev benyttet til fremskaffelse af et vigtigt råstof til samme industri: uld. Frankrig og Tyskland, hvis industrialisering kom senere, bevarede og beholdt derimod et betydningsfuldt landbrug, som stadig volder problemer om man vil, og spiller en vis politisk rolle.

Men i Danmark fik landbruget et betydeligt økonomisk opsving samtidig med en sen og langsom industrialisering. Ikke blot skabte man fra 1790erne og fremefter bevidst en stor klasse af selvejende bønder på godsejernes bekostning, men vi fik også en talrig husmandsklasse, som sejt kæmpede sig frem til så megen jord, at en familie kunne leve af det. Småborgerskabet viste sig med andre ord usædvanlig levedygtigt, også kulturelt gennem højskolebevægelsen med alt, hvad dertil hører. Gennem andelsbevægelsen skaffede man sig i fællesskab en række af stordriftens fordele både i produktion, indkøb og salg, men vel at mærke på grundlag af personlig ejendomsret til de mest grundlæggende produktionsmidler: jord og dyr.

Det er imidlertid en kendsgerning, at hele det småborgerskab af landbrugere i dag er svundet in til under 10 pct. af befolkningen, og at resultaterne af hele denne mangesidede udvikling er smuldret hen mere eller mindre. Andelsbevægelsens udvikling i de sidste årtier er ikke opmuntrende. Samtidig må flere og flere småhandlende og håndværkere give op overfor de store virksomheder. Småborgerskabet reduceres tilsyneladende.

MEN SÅ meget vigtigere er det, at det i mellemtiden stort set er lykkedes arbejderbevægelsen at forhndre en virkelig proletarisering af industriarbejderne. Det er en historisk kendsgerning, at der var stof i Danmark, som gnisterne fra Paris-kommunen i 1871 kunne fænge i. Men det er en endnu vigtigere historisk kendsgerning, at det derefter ved sejt og vedholdende arbejde lykkedes en bevidst reformistisk arbejderbevægelse at opnå det det ene resultat efter det andet, dels ad faglig dels ad politisk vej, som tilsammen betyder, at det i dag giver mere mening at kalde arbejderne i Danmark en herskende klasse end at kalde dem et proletariat. Det er mere end 50 år siden, de dannede den første arbejderregering, og de har ledet de fleste siden. De har tilkæmpet sig rettigheder og indflydelse på snart sagt alle områder. De har afgørende præget sociallovgivningen, så vi endog knap har et pjalteproletariat mere. De har sørget for, at sociale synspunkter præger så at sige al lovgivning overhovedet. De har stort set sejret og fjernet selve det materielle grundlag for en revolutionær marxisme, som ifølge marxismen selv er proetarisering af det store flertal af befolkningen.

Med ande ord: arbejderne er blevet småborgere. At over halvdelen af befolkningen, heriblandt tusinder af arbejdere ejer deres egen bolig, er vigtigt i denne sammenhæng. Ganske vist ejer de ikke deres egen produktionsmidler, hvilket er det første og vigtigste kendetegn på denne samfundsgruppe. Men de har stillet kravet. De sidder allerede i aktieselskabers bestyrelser sammen med andre lønmodtagere – hvis de ellers selv vil. Tanken om Økonomisk Demokrati, altså arbejdernes og lønmodtagernes langsomme og gradvise overtagelse af ejendomsretten til industriens produktionsmidler, har vundet genklang langt in i de øvrige småborgerlige eller borgerlige partier. En mand som Thorkil Kristensen har givet den sin tilslutning. Ingen kan for alvor argumentere imod den, selv om der kan tærskes megen langhalm på spørgsmålet om formen for det, om centrale fonds o. l. Derimod er partierne til venstre meget mere forbeholdne, hvad man godt forstår. Kender midterpartierne deres besøgelsestid og gennemfører denne uhyre vidtrækkende reform, stjæler man jo simpelthen grundlaget for de revolutionæres teatertorden. Det vil næsten være en verdenshistorisk begivenhed. Fejlen er – i den virkelig revolutionære marxists øjne – at der er en reform, et fredeligt, mere eller mindre råddent kompromis, hvoraf der har været så mange velsignelsesrige i danmarkshistorien, at det næsten må kaldes hovedlinien i den.

Jeg vil dermed ikke sige, at der slet ikke findes kapitalister eller et borgerskab i marxistisk forstand, som udnytter og udbytter arbejdskraft. Heller ikke at udenlandsk kapital eller monopolkapital er uden indflydelse. Men prisen for arbejdskrft er høj, og der er ingen udsigt til, at den bliver sat væsentligt ned. Det sociale sikringssystem er stærkt og veludbygget, og end ikke Glistrup tør gå ind for en væsentlig svækkelse af det. Kapitalens muligheder for at udbytte arbejdere og lønmodtagere er stærkt begrænsede og vil blive stadig mere begrænsede. Det er den uomtvistelige kendsgerning og hovedsag. Bourgeoisiet er, i det omfang det findes, gemmelig godt tøjlet – om ikke ligefrem lagt i lænker, selvom der stadig er huller i systemet, for eksempel på boligområdet.

Lige så lidt som der kan argumenteres imod, at højtlønnede lønmodtagere får samme dyrtidsregulering som faglærte arbejdere, hvilket vil nærme os stærkt til ligeløn i løbet af en overskuelig årrække, kan der argumenteres effektivt mod økonomisk demokrati i en eller anden form. Alle borgere burde i virkeligheden prise sig lykkelige, hvis de kom til at opleve en så vigtig og væsentlig reform gennemført fredeligt, ved hjælp af ”snak”, på parlamentarisk vis.

DEN ANDEN og lige så vigtige kendsgerning, som gør os alle til småborgere, hvis vi vil være ærlige, er, at vi intet proletariat har. End ikke de arbejdsløse er proletariserede i marxistisk forstand. Den store forskel fra trediverne er, at dengang betød arbejdsløshed fattigdom, sult eller underernæring, mangel og savn af selv det nødvendigste. Det gør det ikke i dag og det er godt og vel, at det ikke gør det. Det er galt nok endda. Men man skal ikke overse, at den stærke understregning af arbejdsløshedens psykologiske virkninger i virkeligheden er et velfærdsfænomen. Materielt proletariseres man ikke af arbejdsløshed i Danmark.

Hvis Marx sætter lighedstegn mellem arbejdere og proletarer, er der ikke mange arbejdere i Danmark. Og der bliver ikke flere af, at man begynder at kalde sig kulturarbejdere, socialarbejdere, teaterarbejdere ol. Det er et ideologisk overfladefænomen. Den lidenskab og beslutsomhed, handlekraft og vilje til vold om nødvendigt, som er en forudsætning for en revolution – der som bekendt ikke er noget teselskab – findes og skabes kun ved virkelig proletarisering, fattigdom, sult. Den materielle basis for et revolutionært marxistisk arbejderparti mangler i Danmark. Der er kun basis for ideologisk marxisme, som er en ufarlig overbygning – efter marxistisk opfattelse. Derefter ser vi det ene venstrefløjsparti efter det andet blive miljøskadet i Folketinget og i det danske samfund som helhed, afsværge ‘proletariatets diktatur’, blive demokratisk, reformistisk, småborgerligt. Samtidig opstår bestandig nye på yderste venstre fløj, som forkynder den rene revolutionære lære – til en tid, men som har svært ved at få fodfæste blandt de faktiske arbejdere. Sidste skud på stammen er KAP.

Vi er alle småborgere, næsten alle. Sandheden er ilde hørt, siger man. Men den kan også være befriende. Det, det drejer sig om, er at drage konsekvenserne.

Med venlig hilsen fra en Nordbandesmåborger!

VILHELM NIELSEN