Uanset udfaldet 2. oktober

Af Vilhelm Nielsen

Uanset udfaldet 2. oktober skal vi leve sammen med fællesmarkedslandene, inclusive de øvrige ansøgerlande, i et stadig mere intensivt samarbejde, i en stadig udveksling såvel af varer og tjenester som af mere immaterielle frembringelser og goder. Det gælder derfor under alle omstændigheder om at nå til den bedst mulige forståelse af disse lande og folk.

Hvis man vil nå til en mere dybtgående forståelse af et andet folk, er en af de bedste veje at gå at læse en historiebog, helst på landets eget sprog og helst en af dem, som benyttes i dette lands skoler og som derfor giver et indtryk af, hvordan dette folk opfatter og forstår sig selv, sin fortid og sin fremtid. Kan man ikke sproget, eller kan man ikke skaffe sig en passende skolebog, kan man i mange tilfælde skaffe sig en almindelig redegørelse for landets historie, beregnet for voksne eller måske for udlændinge. Også sådanne bøger er nyttige, de viser hvordan landets styre ønsker, at udlændinge skal betragte og forstå dets historie, eller hvordan en udlænding søger at nå til en forståelse af det.

Men i hvor høj grad er sådanne bøger tilgængelige i Danmark, når det drejer sig om fællesmarkeds- og ansøgerlandene?

Med lidt tid tilovers i sommerferien gjorde jeg en prøve på det lokale bibliotek. Udbyttet var ikke strålende – og dog. Jeg fandt på hylderne tre ting, som jeg lånte og læste:

1. En bog af Peter Schindler fra 1962: Mariettas og Giovannis Italienshistorie. På godt 200 sider forsøger den danske, katolske præst at genfortælle indholdet af en lærebog i Italiens historie, som italienske skolebørn møder den.
2. En lille bog udgivet af Hollands udenrigsministerium i 1964: Digest of the Kingdom of the Netherlands, som indledes med en 30 siders gennemgang af Hollands historie.
3. En svensk bog om Irlands historie fra 1961, knap 200 små sider, et led i forlaget Natur ode kurturs serie: Kulturländernes historia. De kan, de svenskere. Det er ikke en skolebog, den hører snarere hjemme i folkeoplysningen eller voksenundervisningen, særdeles læselig, skrevet af en dygtig historiker, Alf Åberg.

Altså: ujævnt blandingsgods, dækkende to af de nuværende fællesmarkedslande – et stort og et lille – ved det, der står os fjernest, og det der står os nærmest – samt et af de små ansøgerlande – vel det der står os fjernest af disse og anses for at have mindst betydning, men dets historie kan ikke undgå at give afslørende indblik i det store ansøgerlands holdning ned gennem tiderne, det land, som næst Norge, står os nærmest, og hvis tilslutning er os en trøst og husvalelse i et iøvrigt nok så betænkeligt kompagni.

Man kan vel ikke forlange, at markedssekretariatet skulle have forsynet os med lettilgængelige, pålidelige og overkommelige småbøger med redegørelser for de enkelte fællesmarkedslandes historie, men man kunne i høj grad have ventet, at oplysningsforbundene – for ikke at tale om højskolerne – havde taget et initiativ i den retning, altså havde sigtet på en langsigtet og dybtgående oplysning, som er af værdi, hvad enten udfaldet af folkeafstemningen bliver den ene eller det andet, i stedet for at iværksætte det hav af korte og kortsigtede mødekampagner, week-end kurser o. s. v., som vi er blevet oversvømmet med i de sidste måneder.

Hvor gammel er Italien som nation? Er det berettiget, at italienske skolebørn lærer Roms historie i oldtiden som en del af deres lands historie? Hvorfor blev Holland først en selvstændig stat for 4-500 år siden? Hvorfor blev Belgien det først i 1830? Skyldes det undertrykkelse af samme karakter som den, der blev praktiseret overfor Irland frem til 1922? Hvor berettiget er det at trække en parallel mellem Irlands og Islands historie, fordi de to lande opnår selvstændighed nogenlunde samtidig? Og så videre. Dette er blot antydninger af spørgsmål, der rejser sig og råber på tolkning, forklaring, diskussion.

Man kan vanskeligt forestille sig, at der ikke skulle være en – måske uartikuleret – spørgen efter sammenhæng og perspektiv overfor den knugende afgørelse, som vi alle står overfor – eller efter den – et perspektiv og en sammenhæng, som ikke fås uden historie, men som historien på den anden side ikke uden videre giver. Skal der vejledes, må den tolkes, og enhver tolkning kan diskuteres. Og når afgørelsen er faldet den 2. oktober, vil der – uanset udfaldet – fortsat være et behov for en sådan dyberegående orientering. Det er jo ikke rigtigt, at modstanderne ønsker isolering fra Europa, selvom de ikke ønsker netop den form for samarbejde, som traktaten er udtryk for. Og hvad enten man ønsker det eller ej, vil der stadig være samarbejde, indbyrdes afhængighed, gensidig given og tagen. Gensidig forståelse er derfor under alle omstændigheder et påtrængende behov både før og efter 2. oktober.

Det forekommer mig, at højskolerne og oplysningsforbundene i samarbejde kunne tage to initiativer af værdi.

For det første burde der redigeres, skrives og udgives en serie af småbøger om de enkelte fællesmarkedslandes markedslandes og ansøgerlandes historie. De bør naturligvis skrives af fagligt dygtige historikere, som har erfaring i voksenundervisning. Som udgangspunkt bør de formentlig tage en gængs skolebog i historie fra det pågældende land, men dens stofvalg og underliggende grundsynspunkter må sættes i forhold til danske (og nordiske) synspunkter og vel i det hele taget gøres til genstand for kritiske overvejelser og diskussion. Det vil ikke blive en helt let opgave, og en vis redaktion af serien vil nok være nødvendig.

Det er ikke givet, at der blandt højskolernes og oplysningsforbundenes medarbejdere i dag er folk med tilstrækkelige faglige og andre forudsætninger for at gøre arbejdet, men de må kunne findes. Lykkes en sådan serie, skulle den have gode chancer for at vinde vid udbredelse, både til ganske almindelig læsning og til studiekreds- og undervisningsbrug.

For det andet burde langt flere højskoler udnytte højskolelovens bestemmelser om korte kursus af helt ned til en uges varighed – ikke blot til almindelig fællesmarkedsoplysning, hvad de forøvrigt i forbavsende ringe grad har gjort, men til emne-kurser om et enkelt af de 10 lande, om dets historie, litteratur, samfundsforhold o. s. v. To uger kan på ingen måde være for meget. Det betyder jo bl. a., at der er mulighed for elevstøtte, og hvorfor ikke arrangere en vel tilrettelagt rejse til det pågældende land i tilknytning til det forudgående kursus og undervisningen. Skulle det være umuligt at skaffe deltagere til et sådant 3-ugers program med den ferielængde, vi har og får her i landet? Flerer højskoler har forøvrigt noget i den retning, men langt mere kunne gives.

Er man ikke ved at blive træt af den mere tekniske EF-oplysning og de helt aktuelle og kortsigtede diskussioner, der udelukkende sigter mod stemmeafgivningen den a. oktober? Burde oplysningsforbund og højskoler ikke fra første færd have vist, at de forstår noget andet ved oplysning, og have anvendt statens midler til noget, som ikke blot har til formål at sejlene fyldes af en »ønskelig; vind«, men at kølen stikker dybt og ballasten er vel stuvet, så man kan styre sikkert gennem både storm og bølger.

Vilhelm Nielsen