Troen er frivillig eller den er intet

Af Vilhelm Nielsen

Måske kunne man sige, at det er »ordet«, vi har ansvar for, ikke ånden, kraften eller magten, skriver fhv. undervisningspektør Vilhelm Nielsen. Han svarer her på et læserbrev, der kommenterede hans bidrag til Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence. I spørgsmålet om, hvordan vi skal efterkomme missionsbefalingen må det fastholdes, at en ret og levende tro ikke kan frembringes med love og forordninger. Det vil forplumre og fordærve opfattelsen af, hvad tro og kirke er. Enten er den en frivillig sag eller den er intet.

I et læserbrev med overskriften »Pålagt opgave« har Tove Fihl, Hårby, rost mit bidrag til Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence, hvilket jeg naturligvis er glad og taknemlig for.

Men dertil føjer hun et spørgsmål om, hvordan vi skal forholde os til »Jesu missionsbefaling« i de sidste vers af Mathæusevangeliet, som hun citerer.

Selv om jeg vel ikke er forpligtet til at svare på ethvert spørgsmål, fordi jeg har skrevet en kronik i denne konkurrence, vil jeg godt forsøge i dette tilfælde. Jeg fornemmer, at der i spørgsmålet ligger en kritik af noget af det, der kom til udtryk i kronikken, og jeg vil prøve at give et bidrag til klaring af, hvordan denne såkaldte missionsbefaling kan og skal forstås.

For det første vil jeg godt sige, at der, hvor jeg for tiden går i kirke, er der sædvanligvis to indsamlingsbøsser ved udgangen. På den ene står der »Ydre mission« og på den anden »Menighedsplejen«. Min mønt ender altid i den første, selv om jeg godt ved, at der også i et velfærdssamfund som vort kan være brug for en ekstraskilling til trængende, og det hænger sammen med, at jeg fra barn af har fået stor respekt og interesse for det arbejde, som danske missionærer har ydet i Asien og Afrika i mere end hundrede år, et arbejde som vel satte sig frugt i hospitaler og skoler m.v., men som først og fremmest var - og forstod sig selv som - et arbejde for at udbrede den kristne tro. Måske var de bagved stående kredse meget snæversynede. Det var først og fremmest fromme Indre Missions folk, og det var i Vestjylland, jeg oplevede dem. Men de blev mindre snæversynede af dette arbejde eller denne interesse, ikke blot i den forstand at deres horizont rent faktisk blev udvidet, de fik kendskab til mennesker og samfundsforhold i fjerne lande, men også i den forstand at de - efterhånden - forstod, så at sige blev tvunget til at erkende, at de folkelige forudsætninger er anderledes andre steder på kloden og dermed også opfattelsen og udformningen af kristendom og kirke. Den folkelige kultur må respekteres, ja, oplives eller genoplives.

Jeg er altså ikke på nogen måde modstander af mission, i hvert fald ikke ydre mission - selv om jeg måske nok mener, at den såkaldte missions befaling ikke er en befaling til at sende folk ud, mission betyder jo sendelse eller udsendelse, men til at gå eller vandre ud selv. Anskuer man virksomheden ud fra vore dages u-landshjælp, er det kun et af mange eksempler på, at vågne kirkegængere er gået i spidsen, har været forud for deres tid. Men sådan anskuede og anskuer de det ikke selv. Hospitaler og skoler var bivirkninger, nødvendige tiltag over for den nød, de mødte, men det egentlige formål var udbredelsen af kristendommen i »alverden«, til »alle folkeslag«.

For det andet vil jeg sige, at det er et spørgsmål, om det ikke egentlig er det, der ligger i den såkaldte missionsbefaling, altså »ydre« mission, og ikke »indre« mission.

Man må huske på, at det er jøder, den er talt til, det er »de elleve«, altså apostlene minus Judas. Jesus havde selv kun tøvende bevæget sig uden for Israels folk, hvortil han tilsyneladende - demonstrativt og provokerende - regnede samaritanerne, men når lejlighed bød sig og tro viste sig, accepterede han på stedet både romere og kana'anæere. Med en vis overraskelse tilsyneladende. Også han var jøde og forstod sig selv som en del af sit folk og dets historie. Men konkrete mennesker i nød og med tro kunne han ikke stå for og afvise.

Men her brydes der totalt og radikalt med det jødiske verdensbillede. Det gælder »alverden« og »alle folkeslag«.

Små gryder har også ører. Som barn sidder man i et hjørne og lytter til de voksnes ord. Jeg husker, at min fader engang skarpt havde kritiseret sin unge hjælpepræsts prædiken over de sidste ord i Mathæusevangeliet. »Stryg ordene »alverden« og »alle folkeslag«, så passer prædiken og tekst sammen, ellers ikke«, sagde han. Kapellanen glemte det vist aldrig. I hvert fald bed ordene sig fast hos mig, som kun var en dreng.

Ganske vist havde jødedommen en slags universalistisk tradition, som gik ud på, at alverden engang skulle strømme til Jerusalem og tilbede og takke der, men her er det jøderne, apostlene, som skal gå ud, forlade landet og templet, deres folk og kultur. Og det blev jo hurtigt værre endnu. Ifølge ærkejøden Paulus skulle selve Moseloven sættes til side. Den havde ikke længere betydning. Jøder kunne vel fortsætte med at følge dens regler, hvis de ville, og hvis de vel at mærke ikke troede, at de blev frelst derved, men ikke-jøder var frie. Det var vranglære at lære dem at holde loven.

Som dansker kan man måske få en svag fornemmelse af, hvor radikalt et brud der her er tale om. Også vi holder jo af vort eget folk og modersmål, historie og traditioner, ja, Danmark er blevet kaldt »Historiens Palæstina«, folket »Kærlighedsætten« eller et nyt »udvalgt« folk med en særlig opgave i Guds plan. For det tredie lægger jeg mærke til, at Tove Fihl udelader både begyndelsen og slutningen af missionsbefalingen, og spørgsmålet er, om den ikke derved lægges åben for misforståelser og mistolkninger.

Nu er det naturligvis ikke alt, man kan få med i et læserbrev - heller ikke i en kronik, men for mig er det meget afgørende, at den indledes med: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen...« o.s.v., og at den slutter: »Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende«.

Det svarer til, at ordet »bie« indtog en så fremtrædende plads i min kronik 17/ 10. At gøre folk til disciple ligger ikke i vores magt - for så vidt heller ikke at døbe dem. Der sker intet, der er ingen »kirke« uden Herren og Ånden, uden denne bagved liggende magt. Til gengæld er denne magt til stede og skaber kirke, døber og hverver disciple, om så kun to eller tre forsamles i hans navn.

Det er svært at fastholde dette paradoks. Det er jo de elleve, der skal gå ud og gøre det, men magten og kraften til det ejer de ikke. Og hele kirkehistorien er et vidnesbyrd om, hvor svært det er at forstå og fastholde det, at holde sig fri af magten og selvtilliden, at fastholde troen som en fri sag, når det nu er »alle folkeslag«, der skal nås. Skal der dog ikke bruges tvang eller pression i en eller anden form, hvis målet skal nås? Det vender vi tilbage til.

For det fjerde er det vigtigt at gøre sig klart, at når der i Ny testamente som den naturligste sag af verden tales om »folkeslag«, f.eks. her, men også mange andre steder, så er det fordi der er tale om en kultur, hvor man ikke tænkte i individer i samme grad, som vi gør. Gang på gang sender Jesus ifølge beretningerne mennesker, han møder og taler med, tilbage i den sammenhæng, de hører hjemme i. Det er et spørgsmål, om Søren Kierkegaard ikke fundamentalt har uret i, at Jesus isolerer mennesker i en individuel afgørelse, men det er der ikke plads til at komme nærmere ind på her. Det sikre er, at missionsbefalingen taler om folkeslag, ikke om individer.

Men deraf må man - for det femte - ikke lade sig forlede til nogen form for tvang, ejheller til nogen form for bekymring, som det gang på gang er sket i kirkens historie:

Vel kan vi i Danmark være glade og stolte over, at kristendommen ikke i sin tid blev indført i vort land med sværdet, som Olav Trygvason forsøgte det i Norge, og som Karl den Store rask væk praktiserede det syd for os. Heri ligner vi England, hvis åndelige indflydelse vi nok først og fremmest skylder, at kristendommen omsider slog igennem her i landet. Vi kan også glæde os over, at den senmiddelalderlige inkvisition aldrig nåede så langt mod nord som til os. Men ser vi på århundrederne efter reformationen, må vi beskæmmede erkende, at der blev brugt magt til at holde hele »folkeslaget« til den rette tro. Kirken var statens eller kongens, og alle skulle - med få undtagelser - tilhøre den og praktisere deres religion i den. Alt det hykleri og alt det skinvæsen, det medførte, så man stort på, blot facaden var i orden. Eller man søgte med love og forordninger at frembringe og fastholde en ret og levende tro efter de skiftende tiders anskuelser.

Men det fører ikke bare til hykleri og til skin i stedet for virkelighed, det forplumrer og fordærver selve opfattelsen af, hvad tro og kirke er. Enten er den en frivillig sag, eller den er intet. At dåbsprocenten er faldet, er en kendsgerning, som man kan beklage. Måske er den ved at stige igen. Men »afkristningen« i almindelighed er efter min opfattelse ikke en kendsgerning. Er det andet end det mere eller mindre tvungne hykleri, der er faldet bort? Som »folkeslag« er danskerne ikke kristne. Spørgsmålet er, om de nogen sinde har været det, og om de kan blive det igen uden først at blive et folkeslag eller et folk igen?

Jeg har lyst til i denne sammenhæng at citere lidt fra et utrykt manuskript af Grundtvig (fremdraget af K. E. Bugge: »Skolen for livet«, s. 276), hvor han hævder selv at være kristen ikke blot af navn, men af »lyst« og at sætte kristendommen over »al muelig Danskhed«, men fordømmer »Middel-Alderens Forsøg paa at kristne hele Verden«, hvorved både danskhed og kristendom kom i »Døds-Fare«. Skal vi nogen sinde som folkeslag blive kristne, skal begge dele plejes og opmuntres, og det samme gælder overalt. Det hedder:

»Jeg for min Part, er en Christen, ikke blot som Christenhedens Indbyggere af Navn, men virkelig af Tro og Lyst, og da min Christendom giver mig, hvad jeg troer er det Allerbedste baade for dette Liv og det Tilkommende, maa jeg nødvendig sætte langt højere Priis paa den end paa al muelig Danskhed eller hvad Andet der gjælder kun herneden; men Middel-Alderens Forsøg paa at christne hele Verden kalder jeg et uhyre Misgreb, ikke blot fordi det saa tit skedte med Haandens istedenfor med Aandens Sværd, men ogsaa fordi det paatvang Nordens Arilds-Folk, der havde et eget ædelt Liv, et christeligt Skin, der var til Skade baade for det Nordiske og for det Christelige Liv, saa de kom begge i en Døds-Fare, der ei endnu er rigtig overstaaet«.

Jeg har endvidere lyst til at citere et andet utrykt Grundtvig-manuskript, som handler om skolespørgsmål, men dengang var skolen jo kirkens forlængede arm som kirken var statens, og skolens fornemste opgave var religionsundervisning, dvs at fremkalde tro og befæste kristendommen, altså at opfylde missionsbefalingen indadtil i samfundet. Det hedder:

»Saa gid den da fare til Paven i Rom, hvorfra den er kommet, den »brændende Omhug for Næstens udødelige Sjæl«, som svider til Hjertet og piner Sjælen ud af Livet, og under Paaskud af »Presning« for Himlen, ødelægger Jorden og bygger paa Helvede. Og hvem der herefter i Danmark vil agtes for »Sende-Bud i Christi Sted«, de glemmer dog aldrig meer at... indskiærpe hinanden, at »Christi Rige« er »ikke af denne Verden«, og at »Mesteren« har udtrykkelig befalet sine Discipler at lade »Klinten og Hveden« voxe med hinanden i Fred til Høsten«. (s. 279).

Grundtvig vil ikke vide af den »brændende Omhug« for andres udødelige sjæl. Det er en bekymring, som vi kan og skal overlade til ham, som har magten. Han vil heller ikke vide af »Presning« for himlen, og her bruger han meget stærke - næsten lutherske - udtryk: Den ødelægger jorden og stammer fra Helvede. Værre kan det ikke være. Kirken, dvs alle vi der går i kirke, skal affinde os med, at »Klinten« og »Hveden«, onde og gode, døbte og udøbte trives side om side til verdens ende. Det kan meget vel læses som en kommentar til missionsbefalingen.

Måske kunne man sige, at det er »ordet«, vi har ansvar for, ikke ånden, kraften eller magten. Ord er åndens udadvendte side, dens redskab eller værktøj. Budskabet må vi ikke holde tilbage eller lukke inde. At det skal have »frit løb«, som clicheen lyder, betyder ikke blot, at myndighederne og staten ikke må lægge det hindringer i vejen, men at vi - de almindelige kirkegængere - værs'god skal rykke ud med det, når som helst vi bliver spurgt eller krævet til regnskab for, hvad vi tror.

Ve os, hvis vi tiltror eller tiltager os ånden eller magten og anlægger de dertil svarende bekymringer. Det er djævelsk og stammer fra helvede, som Grundtvig skriver. Sådanne bekymringer skal behandles som alle andre bekymringer: De er simpelthen uforenelige med tro.

Den »pålagte opgave« er med andre ord begrænset, men den bygger på et ubegrænset tilsagn, og den vil og kan kun virkeliggøres i frihed og med frihed.

Vort ansvar er, at »... ingen menneskefod har rørt pletten, hvor ikke dets røst blev hørt«.

Hvad denne hørelse fører til eller ikke fører til, må vi overlade til ham, som har ånden og magten.

Lad mig til slut sige, at jeg stort set er enig med Erik A. Nielsen: Enhver gudstjeneste skal være en fest og kan blive det i kraft af salmerne - ikke mindst Grundtvigs. Men den første forudsætning er stadig, at vi kommer.

VILHELM NIELSEN