Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A. Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Tragedie eller sørgespil

Af Vilhelm Nielsen

Kronik i Kristeligt Dagblad, fredag 24. april 1987

Uden opstandelsen – eller i det mindste opstandelsestroen – var der aldrig blevet nogen kirke. Og der blev en kirke. Den er der endnu, skriver fhv. undervisningsinspektør Vilhelm Nielsen i eftersætninger til et portræt af religionshistorikeren og kulturkritikeren Vilhelm Grønbech. Med sine bøger i 1930'erne og 1940'erne »Jesus, menneskesønnen«, »Paulus« og »Kristus den opstandne frelser« blev han et samvittighedsspørgsmål for næsten alle bekendende kristne. En lille bog i hans storslåede og vidtspændende produktion fortæller noget om, hvor den søgende Vilhelm Grønbech selv stod.

Vilhelm Grønbech (1873-1948) var alle sine dage en udfordring til kirke og kristendom.

Han var opvokset i et bornholmsk pietistisk miljø, var som ung nogle år organist ved en københavnsk kirke, holdt i 1918 foredrag om primitiv religion ved en stor missionsudstilling, skrev senere – udfordrende – om Religionsskiftet i Norden og dertil et berømt essay om Kierkegaard og Grundtvig, men først med trilogien om »Jesus menneskesønnen«, »Paulus« og »Kristus den opstandne frelser« fra 1930'erne og 40'erne blev han for alvor et samvittighedsspørgsmål for næsten alle bekendende kristne. I mange år var han regelmæssigt foredragsholder ved Liselund-møderne, ligesom han ofte talte på Borups Højskole i København, på Askov og andre højskoler. Men hvor stod han? Hvad ville han, når det kom til stykket?

Det kunne man nok komme i tvivl om, også selv om man havde læst hans store videnskabelige værker om nordisk, græsk og indisk religion, om mystikerne, om Hellas og Hellenismen m.v. I sine sidste år søgte han bevidst forbindelse med videre kredse gennem småskrifter, foredrag og artikler, ikke mindst i de allersidste år gennem tidsskriftet »Frie Ord«, som han udgav sammen med Hal Koch, og som straks opnåede en eksempelløs stor tilslutning.

Efter hans død udkom imidlertid i 1949 en lille, meget personlig bog, som ikke lader nogen tvivl tilbage om hans stilling, om ikke til kristendommen så i det mindste til et helt afgørende punkt i den: Opstandelsen, Jesu opstandelse. Det er digt, siger han, et for disciplene nødvendigt digt ganske vist, men digt.

Bogen hedder »Spillemænd og andre folk« og som undertitel: »Tanker under prædiken af organisten ved Sebastianskirken udgivet af Vilhelm Grønbech«. Den udkom som »Privattryk« og ver en omarbejdelse og udvidelse af nogle artikler med samme overskrift, offentliggjort i »Frie Ord« i 1946. Med til historien hører, at hans kone døde i maj 1946. De havde været gift i mere end fyrre år. Det er næsten uundgåeligt at se dette dødsfald som en del af baggrunden for bogen. Han kæmper for at overvinde tabet og sorgen og for at komme til rette med sin egen forestående tilintetgørelse. Han kæmper for at se døden, ikke bare som en brutal og uigenkaldelig afslutning men som en del af livet, som en nødvendig betingelse for dets sejr og fornyelse. Ordet om at bjærge eller miste sit liv føres ud i sin sidste, barske og afgørende konsekvens. Der er ikke tale om at dvæle i private eller personlige følelser, men om at tænke livet til ende, så godt det nu lader sig gøre.

Bogen begynder ellers nok så fredeligt med musikken, orgelspillet, som er et billede på eller et udtryk for det, som under alle forhold og i alle hans bøger er Grønbechs grundbegreb: liv. Musik er simpelthen liv, overraskende og uforudsigelig som alt liv.

Men den kommer – som alt liv – fra et dyb, et uerkendeligt dyb. Den beror på en død, en selvopgivelse, et mod til at miste sig selv, give sig inspirationen i vold, vove sig ud i det ukendte, som stiger op af det uerkendelige dyb.

Liv udfolder sig i kamp og kærlighed, men også i død. Døden kan være livets krone: Sigurd, Antigone, Ødipus – det var deres eget liv, deres egen vilje, som dræbte dem, ikke en uheldig og tilfældig skæbne. Historierne om dem er tragedier, ikke sørgespil.

»Så stort er livet« hedder det sidste lille afsnit i bogen, hvor det afgørende siges.

Spillemanden ved, »at kun gennem død kan han leve«. Det har han erfaret på orgelbænken og i øvrigt overalt i livet. »Han ved, at engang kommer en død, der også river hans legeme i stykker«.

»Den virkelige tragedie handler ganske simpelt om døden. Den kender ikke til trøst, ikke til håb, ikke heller til rørelse, som skal erstatte håb og trøst. I tragedien går mennesket under, fordi han har undfanget døden, i lyst båret, og næret den gennem alle sine gerninger og endelig må føde den i veer som kvinden, når hendes tid er kommet. Gennem smerte og angst skal helten fuldkomme sin skæbne, der ikke er andet end livet selv inden i ham ... Modstræbende higer han mod døden, hans eneste frelse, eneste udvej til genfødelse.«

Det er meget smukt og rammende sagt, og man følger ham ubesværet et langt stykke, men den sidste sætning ...? Man spørger uvilkårligt, hvad det er for en genfødelse, der er tale om, men får foreløbig intet svar.

»Tragedien ender med døden og mørket, hvor ingen trøst kan lyse op. Smerten og døden er beviset på livets magt, forsikringen om at intet går tabt, den eneste mulige. Til det er livets egen styrke, som har klædt sig i døden«.

Hvad vil det sige, at smerten og døden beviser livets magt og ikke dets afmagt? Hvordan kan de sikre, at intet går tabt? Eller hvad betyder det, at livets styrke har klædt sig i døden? Kan de to forliges? Hvor er livets styrke, når døden sejrer?

Men spillemanden frygter ikke døden, fordi den har mørke bag sig, omend han ængstes ved den. »Han har stedse måttet miste sit liv for at finde det og vinde det ved at opgive det«, en erfaring som andre vel også kender til, men bærer den igennem? Døden kan komme i mange former, som angst, som fortvivlelse, eller midt i »lykkens fylde« men den kan også »sønderflænge legemet med sjælen». Hvilke muligheder er der så for genfødelse og liv? men det fastholdes at »hvad skikkelse den (døden) end tager, har den sin magt fra livet selv, som er for stærkt til at stå stille«.

Som foreløbig afslutning hedder det: »Jeg må miste mit liv for at vinde det, men jeg må også stadig vinde det og få det kært, for at kunne miste det«.

Det kan være vanskeligt nok at få det kært, når man har mistet sin elskede, sin eneste, det forstår man, men hvilke muligheder er der hvis ens legeme og sjæl »sønderflænget af døden«? Det forstår man ikke.

Og her kommer så angrebet på kirken og kristendommen, klart og utvetydigt udfoldet. Kirkens historie begynder med en tragedie. »Men den er lykkeligt blevet omdigtet til et sørgespil, og derved gjort til trøst for bedrøvede sjæle, der gerne vil slippe uden om døden«, hedder det med smertefyldt ironi.

Der følger et kort resumé af lidelseshistorien, begyndende med »kalken«, som han gerne så gå forbi sig, men selv drak til bunds. Derefter blev han ensom i sin dødsangst. »Den mand der havde en så urokkelig vished om livet og opstandelsen at han vilde døden, fik derved også så meget dybere dødsangst at gå igennem. Den som har et lille mod får en lille fortvivlelse, men den som havde mod til at søge forbryderens kors, måtte tømme fortvivlelsen til bunds«. Han »endte med skriget: Min Gud, hvorfor har du forladt mig«.

Derefter følger den afgørende forkastelse af påskeevangeliet.

»Spillemanden behøver ikke at høre mere .. i korsets budskab er alt sagt om opstandelse, og påskedagsevangeliet klinger alt for poetisk og kønt til at gengive livets sejr. Men disciplene digtede og måtte digte ... de havde fattet for lidt til, at de kunde nøjes med dødens vældige evangelium. Og de vilde forherlige deres mester ved at tage dødens bitterhed fra ham, og fylde hans sjæl med himmelsk forvisning, så at korsdøden kun blev en skindød, en skinkamp ...«

Klarere og stærkere kan det ikke siges.

I bogen om Jesus sluttes der med Jesu død. Opstandelsen benægtes eller forkastes ikke, den udelades – som fødselslegenderne udelades. Formålet var ikke at rejse en forrygende debat om dogmer eller læresætninger. Det var Jesus som menneske, han ville fremstille, hans ord og gerninger, som de gengives i de tre første evangelier – ikke Jesus som Guds søn fra evighed af og til evig tid.

Standpunktet udtrykkes i litterære kategorier, men derfor ikke mindre skarpt: »Tragedien digtede de om til et sørgespil og uddrog den trøst, at der aldrig mere skulle være nogen tragedie her i verden. Ti Jesus havde overvundet døden ... derfor behøvede nu ingen mere at dø«.

»Siden den tid er Jesu sørgespil blevet til et mønster for alle kristne. Deres liv og død er kun en skinkamp, hvis udgang er afgjort på forhånd. Døden har, som Paulus siger, mistet sin brod, sin kraft. I Jesu navn er den forvandlet til at være livets ophør i steden for livet selv«.

Det fik endda være med de litterære kategoriers ødelæggelse eller ophævelse, men hvordan i den faktiske virkelighed: Er døden livet selv? Er evangeliet et dødens evangelium? Det er nok ikke bare Grundtvig, der med lidenskab hævder en uforligelig modsætning mellem liv og død, det gør hele den kristne tradition, som vi alle er præget af. Men her kommer religionshistorikeren og kulturkritikeren Grønbech og siger noget andet: Liv er ikke liv uden død:

»Ved at stjæle døden fra mennesker og give dem håbet til erstatning har man gjort dem fattige. Man kan ikke ribbe sig selv ved at fornægte den del af livet uden tillige at miste den anden halvdel, som man tror man på den måde skulde værne om ...«

Døden er med andre ord en del af livet, den ene halvdel. Fjerner man den, mister man også den anden halvdel, alt hvad der hedder lykke og jubel.

»Mennesker oplever ikke mere tragedien og kan derfor ikke umiddelbart føle den styrke, som udgår fra en mand som lider og dør«, hedder det lidt senere. Man efterligner Jesus slavisk i det ydre, mener hans meninger, gentager hans ord osv. »Ingen forstår, synes det, at man ved at opleve og leve ham, lide med ham og genfødes i ham kan finde uanede rigdomme i sit liv ... Og således er mesteren forvandlet fra at være livets kraft ... til at være trøsteren og frelseren, et forbillede og en medhjælp ikke blot i svaghed men til svaghed«.

Det er stærke ord – både positivt og negativt: På den ene side kan og skal man leve og genfødes i Jesus, på den anden side er der ingen frelse og trøst at hente hos ham. Det er lutter svaghed og misforståelse. Men gør han da ikke selv Jesus til »forbillede«?

Man mærker her modsætningen mellem, hvad man har kaldt folkereligion og frelsesreligion. Grønbech holder så afgjort på den første. Man mærker også eftervirkninger af hans dybtgående beskæftigelse med mystikken.

Men når afsnittet slutter: »Han der mere end nogen anden skænkede sine venner døden til gave, er ophøjet til dødens overvinder, ophavsmand til et evigt stillestående levned«, så stejler man igen.

»Dødens gave«? Havde de ikke den i forvejen? »Evigt stillestående«? Det må være det evige liv, han tænker på, men foreløbig blev han for disciplene ophavsmand til en livslang kamp, endende med den samme død som hans egen. Men for Grønbech er døden inkorporeret i livet – og i evangeliet. Skilles den fra, mister begge dele sin saft og kraft.

På de sidste sider toner bogen ud i noget mere forståeligt og acceptabelt. »En nyfødsel må mennesket opleve atter og atter. Den fører gennem en død, hvor den tomme intethed åbner sig som en bundløs afgrund og sjælen gennemrisles af fortvivlelse«.

Javel, men det er død i så at sige overført betydning. Det kan være skibbrud i arbejde eller kærlighed. Det kan være et menneske, som mistes – men mit eget livs definitive ophør, fører det også til en nyfødsel? I nederlaget og fortvivlelsen, som vi alle kan opleve »går vejen til fremtiden kun gennem dødens port«, hedder det. Han citerer salmisten: »Om jeg end går gennem dødens skyggedal skal din hånd holde mig fast«, men afviser denne trøst. Det kan ske, at der ikke er nogen hånd, som holder en fast. »Der er blot en sikker, men ukendt mulighed for en Gud, hvis ansigt jeg aldrig har set«.

Hvorfor »sikker«, spørger man uvilkårligt. Og hvorfor »ukendt«? Ses Guds ansigt ikke i Jesus? Åbenbart ikke. »Min vished bliver så overvældende, fordi den har sine rødder i det dyb fortvivlelsen har lagt blot«. Altså trods alt: sjælegrunden, mystikerens indre dyb og de deraf fødte handlinger og tilstande. Ikke tænkning eller erkendelse: »Jeg er vis uden at vide hvorfor, ti trygheden er ikke begrundet i erkendelse, men i et liv som skal føde erkendelse«.

Men hvor vidt rækker denne vished? Nederlag, fortvivlse, javel. Men ophør, total opløsning af legeme og sjæl, rækker den også derudover?

De sidste linier i bogen fortjener at citeres fuldt ud:

»Engang, venter jeg, vil det nye komme så overvældende, at alt hvad jeg var forsvinder, og jeg forvandles på en måde, som hverken jeg eller nogen anden kunde forudse. Da er også med det samme organisten fra Sebastianskirken borte; hans orgelbænk kender ham ikke mere, og det er alt, hvad verden vil få at vide.

Vi spillemænd er vant til overraskelser, så vant at vi altid er beredt på en større overraskelse end vi kan bære. Så stort er livet«.

Spillemanden er væk. Totalt væk. Legeme og sjæl er opløst og tilintetgjort. Men der venter en overraskelse, en »større overraskelse«, en ubærlig overraskelse.

Er det det samme som det, Lindhardt i sin tid sagde: Vi har (kun!) den fremtid, Gud under os?

Måske.

Og dog. Ifølge Lindhardt tror den, som hører Jesu ord som sandheden om sit liv, på opstandelsen. Hvor de lyder, er den yderste dag for hånden, og opstandelsen sker. Hvad Grønbech ville sige til det, ved jeg ikke. Jeg har kun refereret noget fra en af hans mindste bøger og skal til slut kun gøre to bemærkninger:

1. Uden opstandelsen – eller i det mindste opstandelsestroen – yar der aldrig blevet nogen kirke. Og der blev en kirke. Den er der endnu. Det er en bemærkelsesværdig kendsgerning, som dog ikke beviser noget som helst.

2. Man forstår ikke, at Grønbech kan nænne at forkaste fortællingerne om kvinderne, som var de første forkyndere af opstandelsen. Rent bortset fra at et digt, en opdigtet historie, næppe kan tænkes at få så store og varige virkninger, har man svært ved at forstå, at man kunne finde på, at digte sådan, hvis man endelig ville digte. At han kan bære det over sit hjerte at forkaste denne kvindehistorie, har man svært ved at tilgive ham. Her slår modsætningen mellem tragedie og sørgespil nok ikke til.

VILHELM NIELSEN