Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A. Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

N. F. S. Grundtvig: To Dialoger om højskolen

Af Vilhelm Nielsen

Anmeldelse af N. F. S. Grundtvig: To Dialoger om højskolen: 1. Academiet i Soer - en sød drøm; 2. Samtale mellem en Forfatter og en Bonde med Deltagelse af en Magister og en Naturforsker; med tegninger af Susanne Errebo; og med forord, efterskrift og noter af Dan Ch. Christensen. Holbæk: Forlaget Odin, 1983. 128 sider.

Af de to dialoger, som hermed for første gang trykkes og udgives i deres helhed med en fyldig kommentar, har hidtil kun et lille brudstykke været offentliggjort af K. E. Bugge i »Grundtvigs skoleverden i tekster og udkast« II s. 303-305 og et lidt større i Politikens kronik 2/9-83 med en forklaring af udgiveren, lektor Dan Ch. Christensen, RUC.

Spørgsmålet er, om disse to manuskripter fra 1837-38 fortjener at blive trykt og udgivet i deres helhed, om de siger andet og mere, end der står i de kendte »højskoleskrifter«, eller om de siger det på en mere levende måde i kraft af dialogformen.

Dramatisk kunst af blivende værdi kan man næppe kalde dem. De optrædende personer er og bliver skabeloner for Grundtvigs tanker. I den første: »Academiet i Soer. En sød Drøm« er der kun to: Grundtvig selv som genganger o. 1950 og en »ledsager«, en ung bondeknøs anno 1950, som Grundtvig forestiller sig ham. I den anden er der fire: »Forfatteren«, d.v.s. Grundtvig selv, en sjællandsk bonde af de vågne og selvtænkende, samt to lærde videnskabsmænd, en naturforsker og en humanist. Forbillederne for de to sidste er muligvis H. C. Ørsted og J. N. Madvig – som Grundtvig opfatter dem. Heller ikke her kommer der virkeligt liv og spil i samtalen. Der er på intet tidspunkt fare for, at nogen af personerne kommer til at sige eller gøre andet, end hvad Grundtvig på forhånd har tænkt og beregnet. Det kan man godt undre sig over. I sine digte og salmer giver Grundtvig sig jo ofte inspirationen og indfaldene i vold, så han kommer til at sige andet end planlagt – i heldige tilfælde i en usigelig enkel og klar form – men ikke således her. Der mærkes ingen digterisk inspiration.

Måske kan man sige, at en sådan dialogform alligevel gør nogle af Grundtvigs væsentlige tanker om højskolen mere levende, selv om der ikke kommer meget nyt frem i forhold til »højskoleskrifterne«. Også Susanne Errebos illustrationer kan virke i samme retning.

En fremtidsvision

Den første dialog, som altså er en fremtidsvision, der går ud fra, at Akademiet i Sorø har virket som folkelig statshøjskole i et århundrede, slår i hvert fald fast med syvtommersøm, at denne folkelige oplysning sker i nær forbindelse med det praktiske arbejde og erhvervsliv. Til skolen er knyttet værksteder og mønsterbrug, »Prøvestenen«, og arbejdet der er en del af undervisningen. Endvidere er det lærerne eller professorerne, der skal eksamineres ved den årlige eksamen, ikke eleverne. Og de skal eksamineres af omegnens bønder, der foruden at bese »prøvestenen« benytter dagen til at dvæle ved historiske minder i Sorø, bl.a. Grundtvigs grav!

Alt dette forudsætter naturligvis et ikke-industrialiseret samfund. Danmark er stadig o. 1950 et bondeland, men med vågne bønder med såvel teknologisk som historisk interesse. Folkehøjskolen har for så vidt virket.

Man kan naturligvis sige, at dialogen afslører Grundtvig som en dårlig – en falsk – profet. Akademiet blev ikke omdannet til en folkelig højskole, og Danmark fik allerede inden 1950 en stor industrisektor. Den teknisk-økonomiske udvikling medførte en stor afvandring fra land til by (industri) og en stor udvandring til Amerika og andre steder. For ikke at tale om, hvad der skete efter 1950, hvor også landbruget blev gennemindustrialiseret, den egentlige industri stagnerede m.h.t. antal beskæftigede, og »service-sektoren« blev den store mandskabssluger. Industrinormer, industritankegang, industrisprog gjorde sig gældende overalt, og næsten alle kom til at leve under byforhold.

Alt dette forudså Grundtvig ikke, og den historisk-poetiske oplysning, han ønskede sat ind, fik altså ikke sit statslige centrum i Sorø eller andetsteds. De frie private skoler, der kom i stedet, formåede ikke at hindre eller ændre denne »udvikling«.

Den anden dialog er højskoletanken udsat for sund sjællandsk bondefornuft, eller man kunne sige, at det er den offentlige drøftelse af det højere skolevæsens mål og med, som det kom til udtryk dels i en stor artikel af Madvig i »Maanedsskrift for Litteratur«, dels i H. C. Ørsteds arbejde for naturlærens udbredelse, som konfronteres med denne bondefornuft.

Det bliver herved klart, i hvilken grad Grundtvig holder på modersmålet, kræver af de lærde, at de udtrykker sig i et dagligsprog, som en vågen bonde kan fatte og forstå. Men det bliver også klart, at naturfag, kemi o.s.v., trods praktisk nytte for agerdyrkningen, ikke kan og bør doceres teoretisk ud fra bøger, men mundtligt og i forbindelse med synlige forsøg. Og det bliver klart, at latin og grammatik skal bandlyses fra dannelsen og undervisningen. Og latinens formodede evne til at skærpe forstanden og klare begreberne kan og skal ikke erstattes af matematikkens. Derimod må der opbygges en almen statsborgerlig dannelse, som går langt ud over de elementære fag: læsning, skrivning og regning, og som først og fremmest består i en levende sproglig vekselvirkning mellem bønder fra alle egne af landet og vordende embedsmænd – de skal lægge »mundlag« sammen – og som iøvrigt beskæftiger sig med historiske og samfundsmæssige forhold i fædrelandet.

En sådan skole og oplysning kan bonden godt forstå nødvendigheden og rimeligheden af – ikke mindst på baggrund af stænderforsamlingerne – og godt være med til at betale for. løvrigt hånes de to lærde herrer på holberg'sk vis som »tærende« og ikke »nærende«. Hvis ikke deres lærdom får en sådan form og et sådant indhold, at den er til gavn for bønderne, må de være forberedt på at komme til at sulte.

Grundtvig og industrialismen

I efterskriften, som fylder mere end halvdelen af bogen, søger udgiveren at sætte disse tanker i forbindelse med og i forhold til den tidlige engelske industrialisering, som Grundtvig fik et – utilsigtet – førstehåndsindtryk af på sine tre Englandsrejser i sommermånederne 1829, 1830 og 1831. Grundigere, end jeg i hvert fald er stødt på det andre steder, gøres der rede for, hvad det var for et forbavsende – på een gang imponerende og afskyvækkende – samfund, Grundtvig uforvarende dukkede op i på den anden side af Nordsøen, iagttog efter evne og lejlighed og i nogen grad dykkede ned i. Hans ærinde var jo et helt andet, nemlig de gamle angelsaksiske håndskrifter, hvis ånd og poesi han mente, at såvel England som Danmark og Norden havde brug for at lære af, når fremtiden skulle formes.

Økonomisk, teknisk, socialt og ideologisk beskrives dette industrisamfund i sin vorden. Det kan være svært at afgøre, hvor meget Grundtvig egentlig har set af det, både af de tekniske fremskridt, oplysningsforsøgene og den medfølgende fattigdom og underkuelse. At han opfatter det engelske demokrati som et »Pengeherskab« er klart nok, at han hudfletter den engelske jordpolitik og kornloven er der heller ingen tvivl om. At mennesker bliver »appendixer« til maskinerne, trælle for fabriksherrerne, ser han tydeligt og fordømmer naturligvis, men hvordan »Pengeherskabet« skal bekæmpes eller opløses, forbliver uklart – hvis ikke man vil sige, at han sætter sit håb til Nordens ånd, til Thor, hvis hammer han hører i de store dampmaskiner, altså til en velgørende historisk-poetisk folkeoplysning, som han naturligvis ikke selv kan sætte i værk i England, men dog gøre et forsøg med i Danmark. Igen må det understreges, at han ikke forestillede sig, at Danmark havde forudsætninger for nogensinde at blive et industriland.

Økonomi og teknik havde han hverken sans eller interesse for, og til en vis grad synes det samme at gælde politisk ideologi. Dan Ch. Christensen afviser, at han havde nogen interesse for den kapitalistiske liberalisme (Malthus, Bentham, John Bowring f.eks.), og heller ikke den begyndende arbejderbevægelses forsøg på at imødegå den med andre økonomiske teorier forstod han sig på. Det, han bedst forstod, var nok digternes mere eller mindre konservative og tilbageskuende kritik af industrialiseringen og dens følgevirkninger (Robert Southey og Thomas Carlyle).

Bogen ender nærmest i en hyldest til Grundtvigs selvstændighed og folkelighed, stillet over for det overvældende indtryk af den tidlige engelske industrialisme. Folkehøjskolernes evne til at løse industrialismens problemer venter dog stadig på sin virkeliggørelse og er formentlig i dag vanskeligere end nogensinde. Det drejer sig jo ikke bare om at fastholde og effektivisere et før-industrielt samfund – hvilket jo i nogen grad lykkedes for landbrugets vedkommende – men om at komme forbi industrialismen, at erstatte den med noget endnu ukendt. De fleste højskoler synes at have valgt den nemme udvej: at supplere det kedsommelige og umenneskelige industriarbejde med »kultur«, forstået som noget fra arbejds- og produktionslivet adskilt, noget, der hører fritiden til. At dette ikke er Grundtvigs synsmåde, viser disse to dialoger tydeligere end noget andet. Men det er på linie med samtlige politiske partiers »kulturpolitik«, og højskolerne har aldrig været uafhængige af det samfund, de befandt eller befinder sig i.

Vilhelm Nielsen