Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A. Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Tag det sorte kors fra graven

Af Vilhelm Nielsen

Radioudsendelser i serien "Ved dagens begyndelse", 7. - 11. marts 1983.

I.

Tag det sorte Kors fra Graven:
Plant en Lilje, hvor det stod.

Sådan begynder en af Grundtvigs kendte påskesalmer, og i kraft af den poetiske udformning lægger vi måske ikke straks mærke til, hvad der egentlig står: Tag korset væk, kristenhedens helligste symbol, det sorte kors ovenikøbet – sort er ikke just et ord med positiv klang hos Grundtvig, man kan bare tænke på "den sorte skole". Sort – det er noget med mørke og død.

Nej, væk med det. Plant den hvide lilje i stedet for – eller måske den gule, påskeliljen. Ikke blot har den livets og forårets farve, men der er vækst og grokraft i den.

Fra gammel tid er vi vant til at opfatte påsken som en sørgefest. Det er Jesu lidelse og død, alt drejer sig om. Og det er ikke så underligt. Det er noget, vi kan forstå og leve os ind i, noget, der kann fortælles historier om: Gethsemane, tilfangetagelsen, forhørene, forhånelsen, røverne og til sidst døden og den hastige begravelse samme aften. Det er dramatisk og på en måde menneskeligt. Megen tid og mange kræfter er blevet brugt på at leve sig ind i det. Suk og tårer er blevet udgydt i et forsøg på at genopleve eller efterleve det i fromhed og ydmyghed. Og ikke et ondt ord om det.

Men er det påske? Når Grundtvig i to korte linier skal sammenfatte, hvad påske er og betyder, lades det ganske ude af betragtning:

Påskemorgen, da Herren opstod,
da livstræet fæsted i graven rod.

Det eneste, der minder om lidelse og død, er et enkelt ord: graven. Og den er kun baggrund, forudsætning. Hovedsagen er livet, som vokser frem, af graven ganske vist. Døden og lidelsen er nødvendig baggrund, men ve den, der bliver hængende i forudsætningerne og baggrunden og aldrig kommer frem til det egentlige, det, som vi fejrer både påskedag og Anden påskedag, og som bør overskygge Langfredag og Skærtorsdag, ja, kaste sin skygge bagud på hele fastetiden. Påske er en sejrs- og glædesfest, ikke en sørgelig lidelses- og dødsfest.

Opstandelsen kan der ikke fortælles om på samme måde som om lidelsen og døden. For det første kom den som en overraskelse, aldeles uventet, selvom det også siges, at den var forudset og forudsagt af Jesus selv. Ingen ventede den, allermindst de kvinder, som tidlig næste morgen var på vej ud til graven for at yde hans legeme eller lig den sidste tjeneste.

Opstandelsen er som et kanonskud. Ingen har hørt braget eller set glimtet. Det ligger på den anden side af vore erfarings- eller forståelsesmuligheder. Ganske vist findes der nogle forvirrede og usammenhængende, tildels selvmodsigende, beretninger om, at hans nærmeste tilhængere så ham, talte med ham og følte på ham. Men pludselig er han væk. Et par af disse beretninger skal jeg vende tilbage til. Men hovedindtrykket er ganske klart: han forsvinder for dem, han er væk, ligeså pludseligt som han viser sig. Han er ikke menneske mere i sædvanlig forstand. Det sidste, vi kan følge med i, er døden og begravelsen. Derefter hører vor forståelse op. Vore forudsætninger slår ikke til. Der er kun en påstand om sejr og liv, en påstand, som står til troende – eller ikke til troende.

Og det er klart, at det måtte tage lidt tid, inden chokket udløste sig i den overstrømmende, lallende glæde, den sejrssikkerhed, det livsmod og dødsmod, som er påskens egentlige indhold.

Tag det sorte Kors fra Graven!
Plant en Lilje, hvor det stod.

II.

Tag det sorte Kors fra Graven:
Plant en Lilje, hvor det stod.

"Han er ikke her, han er opstanden. Han er stået op, han har rejst sig. Hvorfor søger i den levende blandt de døde?"

Sådan lød det til de forbavsede og forfærdede kvinder, som kom ud til graven i et af menneskehedens ældste ærinder, det at tage vare på den døde.

Ganske vist huskede man en brutal udtalelse af Jesus, sagt til en ung mand, som ville følge ham, men først begrave sin fader. "Lad de døde begrave deres døde", blev der sagt. Udtalelsen er så brutal, at den utvivlsomt er ægte. Den kan ikke være opdigtet eller opfundet. Den bryder overtvært al god sønlig skik og pligt.

Men her gentages den altså på en måde ved hans egen grav. "Lad de døde begrave deres døde". Han er ikke her. Han er levende. Søg ham blandt de levende. Glem graven. Hans "Køds Dage" som det så malende hedder, er forbi. Han er ikke længere håndgribelig. Han kan ikke længere ses. Spørgsmålet er, om han stadig kan høres?

Man glemte graven i de første århundreder. Man havde nok at tænke på. Først da kristendommen blev statsreligion, vågnede interessen for den påny. Man mente at finde såvel den som Golgatha, der blev bygget kirker og kapeller over de hellige steder, og hele den fantastiske interesse for levninger, relikvier, som vokser og vokser op gennem middelalderen, tager fart.

Der blev ført krige om den hellige grav, når pilgimmene ikke i fred kunne besøge den på deres vandringer. Man kan – som Grundtvig – begejstres for disse fælleseuropæiske heltetog til Østen, hvor alskens riddere i hvert fald også kæmpede for mere end sig selv, eller man kan finde dem latterlige og komiske i al deres fordrejede mislykkethed. Men det vigtigste er, at denne genvakte interesse for graven og alle de jordiske levninger både af Kristus og af martyrer og helgener viser, at man åbenbart ikke har kunnet finde og fastholde den levende blandt de levende, hvad man tilsyneladende ikke havde nogen vanskelighed ved i de første århundreder, da chokket først var overstået.

På det punkt er vi sådan set i samme båd eller knibe. Også for os kan det være vanskeligt at finde den levende blandt de levende.

Man kan naturligvis henvise til det skrift i Ny Testamente, der hedder Apostlenes gerninger, og som er præget af en forbavsende sejrssikkerhed og trosvished. Og vil man sige, at det er ønsketænkning og en forskønnet udgave af virkeligheden, kan man også henvise til andre mere nøgterne vidnesbyrd, som de færreste sikkert kender, og som på en måde siger ikke så lidt om opatandelsens og påskemorgens betydning.

Der var en romersk statholder i det nordlige Lilleasien kort efter år 100, som kom i tvivl om, hvordan han skulle behandle og retsforfølge de kristne, som der viste sig at være mange af i hans provins. Derfor skrev han til kejseren og bad om råd. Han beskrev de kristne som nogle, der samledes tidlig om morgenen en bestemt dag i ugen, nemlig om søndagen – som jo ikke var nogen helligdag eller fridag iøvrigt – for at synge lovsange til Kristus som til en gud.

Denne fælles lovsang tidligt søndag morgen er noget af det første og ældste, vi ved om de kristne. Den hænger direkte sammen med opstandelsen påskemorgen, som er selve grunden til, at vi holder søndag og stadig samles søndag morgen for at lovsynge og takke. Det er hovedgrunden til og formålet med at gå i kirke. I dette lovsyngende fællesskab fandt de kristne åbenbart den levende blandt de levende. Spørgsmålet er, om vi stadig finder ham der.

Tag det sorte Kors fra Graven:
Plant en Lilje, hvor det stod,

III.

Tag det sorte Kors fra Graven:
Plant en Lilje, hvor det stod,

Som sagt, man kan ikke fortælle historier om opstandelsen. Ingen har set eller oplevet den. Man kan kun skildre den i billeder:

Som den gyldne Sol frembryder
gennem den kulsorte Sky.
Eller:
Som forårssolen morgenrød
stod Jesus op af jordens skød
med liv og lys tillige;
der for så længe verden står
nu efter vinter kommer vår
livsalig i Guds rige.
Det lyder næsten, som om Kristi opstandelse er årsagen til, at foråret hvert år kommer efter vinteren, men det toner dog over i, at det er i Guds rige, den livsalige vår kommer. Naturens fornyelse eller opstandelse er kun et billede, men et gyldigt og gældende billede på fornyelsen, den bestandig fornyede opstandelse i glædens og fredens gudsrige.

Eller liljen, påskeliljen:

Påskeblomst: Hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær.
Hvem est du velkommen gave?
Er din prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Kan de døde ej opstå,
har vi intet at betyde.

Det mærkelige er, at når det gælder opstandelsen, er vi alle Lutheranere – eller vi er ingenting. Der er vi klare over, at vi selv hverken kan gøre fra eller til. Der er kun tale om tro eller ikke tro, om gave eller ikke gave.

Kun een blev det givet
fra døden til livet
på vinger at hæve sig selv.

Man kan med en vis ret sige, at kristendommen er eller giver to ting: 1. Syndernes forladelse og 2. Kødets opstandelse. Hvis det er rigtigt, at vi med hensyn til det sidste, opstandelsen, enten er lutherske eller ingenting, så kunne man måske slutte der fra også til det første. Heller ikke, når det gælder sejren over synden eller det onde, kan vi gøre fra eller til. Enten er det gave, fuldt og helt, eller også er der ingen sejr. Det er kernen i det lutherske, og Luther skal vi jo også fejre i år, i femhundredåret for hans fødsel, og det kan være vanskeligt nok. – Dels er det meget længe siden han levede, og hele den menneskelige problemstilling og problemformulering har ændret sig. Vi stiller nogle helt andre spørgsmål, end han gjorde. – Dels er hans lære og anskulese blevet fastlagt og cementeret i en katekismus, indterpet i os – gennem århundreder. Det er hørt op, men eftervirkningerne mærkes stadig.

Spørgsmålet er, om ikke også han fandt den levende blandt de levende. Umiddelbart vil man sige nej. Han fandt den levende i skriften, i bibelen. Løsningen på sit livs problem fandt han ved bibelstudium, indgående videnskabeligt studium af skriften, med inddragelse af alle de sproglige, historiske og filosofiske hjælpemidler, der stod til rådighed. Men – også skriften er en grav, en beretning om fortiden, en beskrivelse af de døde.

Men han blev tvunget ud blandt de levende. Han blev tvunget til at tale til sin samtid, til at fremføre den levende blandt de levende – med ord.

Spørgsmålet er, om hans vigtigste opdagelse ikke er, at kristendommen er et mundtligt tilsagn her og nu, at syndernes forladelse og kødets opstandelse kun kan tilsiges. Men det kan de også. De kan derimod ikke beskrives objektivt og filosofisk. Så dør og begraves de. Så forsvinder de, balsameres i den grav, som skriften er.

Men: "Kan hans ord igen opstå?"

IV.

Tag det sorte Kors fra Graven!
Plant en Lilje, hvor det stod.

Der findes i Johannesevangeliet en ejendommelig tilføjelse til beretningen om kvinderne ved graven påskemorgen. Maria Magdalena, måske nok den mest sværmeriske og følelsesbetonede af dem, stod ved graven og græd over, at man havde fjernet liget, som de ville yde den sidste ære og kærlighedsgerning. Hun vender sig og ser en mand, som spørger, hvorfor hun græder, og hvem hun leder efter. Hun tror, det er havemanden, hedder det, indtil manden nævner hendes navn. I samme øjeblik er hun klar over, at det er den levende, som taler til hende, og hendes umiddelbare udbrud som svar: Rabbuni, gengives på aramæisk, hendes modersmål, talesproget i datiden, som det af og til sker i det nye testamente. Rabbuni betyder min mester eller lærer. Hun kender ham på stemmen, enhver tvivl om, at han lever, er blæst bort, men hun må ikke røre ved ham.

Navnet og stemmen er afgørende. Som sagt er disse beretninger usammenhængende og forvirrede, men de rummer også træk, som vanskeligt kan tænkes at være opfundne eller opdigtede.

Men hvordan det nu end forholder sig med den historiske korrekthed og pålidelighed, så får det een til at tænke på det, vi oplever ved enhver dåb: Jens Peter Kristensen, jeg døber dig o.s.v. Der sker – med navns nævnelse – en direkte mundtlig tiltale, der lyder et tilsagn til personen: du er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Her møder vi den levende blandt de levende, han nævner os ved navn og tilsiger os det hele - med ord, som lyder. Her – om noget steds – hører vi hans stemme, ikke præstens, jo, også den, men kun som et skrøbeligt redskab for det ubegribelige.

Kun ord, vil man sige. Og det nytter ikke at nægte det. Kristendommen er kun ord. Alt i kristendommen kan siges – med ord. Det lever kun som lydelige tilsagn til personen, fra en person. Forpligtende, givende, skabende ord, som frit står til troende, eller til forkastelse og forargelse. Ord og tro er komplementære, så at sige. Derfor er den verbale kommunikation ikke uvigtig, forståelse og beherskelse af modersmålet afgørende Kun i det kan man give og tilsige sig selv og alt sit og modtage med hele sin person.

Der er en anden mærkelig historie om to af hans tilhængere, som var forfærdede over, hvad kvinderne havde fortalt, og spekulerede på, om det kunne være sandt, at han var levende og ikke lå i sin grav.

Også om dem fortælles det, at de ikke genkendte Jesus, da han fulgtes med dem og talte med dem. Først på et bestemt punkt i beretningen går det op for dem, hvem han er, nemlig da han ved aftensmaden tager brødet, velsigner det og bryder det, inden han rækker dem det. Der siges ikke, hvilke ord han brugte, men det er naturligvis nadverhandlingen, der tænkes eller spilles på. På den kender og genkender de ham. Og straks er han væk. Men de er til gengæld overbeviste om, at han lever, og skynder sig hjem for at fortælle de andre det.

Og sådan har det været lige siden. Mennesker har mødt og fundet den levende blandt de levende, først og fremmest i og ved disse to handlinger. De har hørt hans stemme i de ord, som ledsager dem, eller ikke bare ledsager dem, men gør dem til det, de er – for troen, nemlig hans tilsagn, aktuelt, nutidigt, personligt.

Senere har man så skrevet det hele ned. Men det er ikke denne beskrivelse, vi holder os til eller tror på. Nedskrivningen er en begravelse eller en balsamering. Skriften, bibelen er en grav eller en mumie, livagtig måske, men ikke levende. Den levende skal søges og findes blandt de levende.

Tag det sorte Kors fra Graven!
Plant en Lilje, hvor det stod.

V.

Tag det sorte Kors fra Graven:
Plant en Lilje, hvor det stod.

Man har villet sige, at Grundtvigs salmer og prædikener ikke er udtryk for den oprørskhed, det nybrud, som er det karakteristiske for manden. Hans salmer er blevet så almindeligt anerkendte og brugte, at de ikke længere gør indtryk, skaber brud og nybrud. Hans prædikener har vi stort set endnu til gode. Der er noget paradoksalt i, at denne det levende og mundtlige ords mand har efteladt sig manuskripter til så at sige alle sine prædikener, ca. 3000 ialt. En stor del af dem bliver udgivet i anledning jubilæet, ligesom "Sang-Værket" bliver genudgivet.

Salmerne er trængt ind overalt – i kraft af deres poesi, og vil man sige, dermed forstå noget stemningsfuldt og tilslørende, som er andet end opror og nybrud.

De to linier, som jeg har gentaget hver dag som motto for disse udsendelser, rummer vel et poetisk billede af stor skønhed og plastisk kraft. Men midt i poesien er der et bestemt brud med sædvanlig tankegang. Graven er ikke længere dødens og tilintetgørelsens sted, men stedet for nyt liv og ny vækst. Lidelsens og dødens symbol: Korset, skal ikke fastholdes, men fjernes, erstattes af en forårsblomst, en vårvækst, med alt hvad den rummer af symbolsk betydning. Påsken er ikke død, men sejr over døden. Den er nyt liv i alle dette ords betydninger og nuancer.

Hvordan skal man forberede sig til en sejrs- og glædesfest? Ja, det er svært at sige, navnlig når det er en sejr, som kommer ganske uventet og uformodet, en glæde, som er en ren gave. Kan man overhovedet forberede sig på det uventede og ufortjente, gøre sig åben for det, gøre sig egnet eller sindet til at modtage en aldeles overvældende gave?

Een ting synes sikker: Faste er en dårlig forberedelse. Man risikerer at blive hængende i en dvælen ved lidelsen og døden, som der er fortalt så levende og dramatisk om. Men det er jo ikke sagen.

Men nu er den lange faste jo heller ikke nogen nævneværdig realitet i vores forberedelse til påsken – om en sådan overhovedet findes og praktiseres.

Man forstår godt Luthers og reformatorernes skarpe opgør med den katolske faste om fredagen og i fastetiden. Hvad ligner det at spise fisk i stedet for kød, at afholde sig fra tung og krydret kost? Halvhed og pjat, værdiløst selvbedrag: Men man skal ikke overse, at der efter deres mening findes en ret, evengelisk faste, en opstandelsesfaste kunne man næsten sige, en faste for de levende og blandt de levende. Bedst findes den udtrykt hos Peder Palladius, hvis visitatsbog både i sprog og indhold er noget af en guldgrube.

Han håner naturligvis den katolske faste, munkefasten, og bekæmper den af et godt hjerte. Men pludselig slår han om. Faste, det er sult, sult, sult, tre gange gentaget. Og han tegner et hverdagsbillede af en moder, en sjællandsk bondekone, omgivet af sine børn, som er ved at føre et stykke brød til sin mund. Pludselig ser hun, at børnenes øjne følger hendes hånd med brødet. De er sultne som hun selv, og hvad gør hun andet end at standse sin hånd på vej til munden og i stedet give børnene brødet.

Det er kærlighed, naturlig moderkærlighed måske mere end kristelig næstekærlighed, men det er ret faste. Man skal ikke faste for sin egen skyld, for selv at bive bedre og vinde position over for Gud. Man skal heller ikke faste for Guds skyld. Han behøver det ikke, han har givet os alt og under os gerne brødet og maden. Nej, for den andens skyld kan du sulte, undvære et måltid, så dine tarme kommer til at skrige lidt en kort stund. For den fattige og sultne. Dem er der nok af i verden i dag, og i dem møder du også – ja, mere end nogetsteds – den levende, som ikke længere skal søges og findes i graven.

Tag det sorte Kors fra Graven:
Plant en Lilje, hvor det stod.