»Projekt-branchen«

Af Vilhelm Nielsen

Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. – Red.

Måske er det lidt uretfærdigt at trække dette ord frem og sætte det op som overskrift, men det forekommer faktisk i den bog, som jeg er blevet bedt om at læse – og skrive noget om. Det er en rapport fra det såkaldte »Udviklingscenter for folkeoplysning og voksenundervisning«, der er tale om, en »melding« eller midtvejsrapport, som forsøger systematisk at beskrive, hvordan mere end 100 mill. kr. bruges til 448 forskellige forsøg – herunder daghøjskoler – over hele landet. Det er forsøg, som sprænger de rammer og grænser, som findes i lov om fritidsundervisning, og de har alle måttet opstille og definere et »forsøgs-perspektiv« som betingelse for at få del i de rare midler. Det hele sigter imod at give grundlag for en beslutning om evt. ændret lovgivning på området. Den første rapport, som jeg ikke har læst – hvilket naturligvis er en mangel og en fejl – hed da også »At overskride grænser«, og der bebudes en afsluttende rapport i 1989 med en samlet vurdering, når forsøgsperiodensandet år er gået.

Læsning af officielle rapporter er ellers ikke lige min livret. Som pensionist har man jo den fordel, at man ka gøre – og læse – lige hvad man har lyst til, men jeg lod mig overtale, dels fordi området er nært beslægtet med højskoleområdet, dels fordi man skal passe på ikke at blive en Jeronimus.

Endvidere hedder rapporten – eller meldingen – »I virkeligheden«, en ganske fordringsfuld titel, som nok kan gøre en lidt nysgerrig. Spørgsmålet om sprog og virkelighed har jeg haft lyst til at læse lidt om, og jeg vil derfor hovedsagelig anlægge et sprogligt synspunkt, indfaldsvinkel eller tilgang hedder det vist i vore dage, når jeg efter bladets ønske skal skrive lidt om denne rapport.

Den har fire forfattere (Margaretha Balle-Petersen, Bodil K. Hansen, Kim Mørch Jacobsen og Bjarne Wahlgren), og det er ikke muligt at se, hvem der har skrevet hvad – selvom man et par steder gør sig sine tanker eller mistanker. De har naturligvis samarbejdet, drøftet sig til enighed om formuleringerne, som man jo gør i den slags skriftlige arbejder. Det kan være en af grundene til, at sproget virker glat – eller udglattet.

Det første, man lægger mærke til, er, at hovedordene, »nøgleordene«, er »projekt« og »aktivitet«, og jeg må straks bekende, at det ikke er ord, jeg bryder mig om. Ikke fordi det er frem medord, men fordi de virker abstrakte, tomme og glatte.

Ordet projekt er efter min fornemmelse et fagudtryk for ingeniører og arkitekter, men en fremmed fugl, når det drejer sig om folkeoplysning og voksenundervisning. På et vist punkt i bogen føler man sig da også foranlediget til at oversætte det (udkast, forslag, plan el.lign.), men man har altså ikke tvunget sig selv til at finde et dækkende dansk udtryk. Derved var man måske kommet længere ind »i virkeligheden«.

Dette gennemgående hovedord anvendes også i en række karakteristiske og meget sigende sammensætninger: projektform, projektliv, projektlivsform, projektmenneske(!) og altså »projektbranchen«. Det sidste må nok tænkes ledsaget af et skævt smil. Et enkelt sted findes det også i en negativt lysende sammensætning: projektmageri. Men hovedsagen er nok, at ledere og lærere (»projektørerne«), er blevet så optagede af eller engagerede i det nye, de er med til at lave, at det bliver til en – midlertidig? – ny livsform, hvor arbejde og fritid, undervisning og »socialt« samvær, hjem og arbejdsplads går i eet. Det leder tanken hen på »den gammeldags højskolelærer«, hedder det, men var jo før industrialiseringen daglig »virkelighed« for tusinder af bønder og håndværkere, småhandlende m.fl. Det er åbenbart for mange en ny og befriende oplevelse, og noget i den retning er nok en forudsætning for, at daghøjskolerne, som får deres eget kapitel, bliver »højskoler«. Men så mangler altså lærerboligerne, hele »kostskole-virkeligheden«, som unægtelig fremmer, ja, ligefrem er en betingelse for, at undervisning eller skole kan blive en fælles livsform for elever og lærere.

Dagligsproget har ifølge K. E. Løgstrup både »vidde« og »prægnans«. Min indvending mod ordene projekt og aktivitet er, at de nok har vidde, men ikke prægnans. Men hvad de ikke har, kan de naturligvis få. De mangler måske endnu modersmålets kærlige omfavnelse. Man skal ikke glemme eller overse, at ord som højskole, friskole og efterskole oprindelig også havde mere vidde end prægnans, og der skulle et længere historisk forløb til, før de blev omfavnet af og indoptaget i modersmålet med et for alle selvklart betydningsindhold. Hvad vil det egentlig sige, at en skole er høj-? eller fri-? eller efter-? Det var ikke umiddelbart indlysende til at begynde med. Højskole er ifølge Erica Simon en oversættelse af det tyske ord »Hochschule«, som betyder universitet. Hvad Grundtvig foreslog oprettet i Sorø, var et anti-universitet, men det skete jo aldrig, og der gik årtier, før ordet fik prægnans i brugerkredse, og et halvt eller helt århundrede, før det fik det i så bred almindelighed, at samtlige partier i rigsdagen anså sagen for vigtig og støtteværdig. Jeg tænker på den første højskolelov i 1890'erne og revisionen af den i 1940'erne.

Og så må man ikke glemme, at det kan være et spørgsmål, om denne prægnans ikke i dag »i virkeligheden« er veget og svundet, og de gunstige tilskuds– og frihedsvilkår beror på en tradition, som er udhulet, mens oplysningsforbund, daghøjskoler, lokalradioer, teatergrupper m.fl. kaster lange og længselsfulde blikke efter både pengene og friheden.

Man kunne også nævne ordet »Forsamlingshus«. Det siger heller ikke ret meget i sig selv. Også det har mere vidde end prægnans. Og dog, der hvor det lå, vidste man nok, hvad det var. Det var et sted med foredrag, fest, gymnastik, dans, dillettantkomedier og meget andet. Det var, når storstuen blev for lille, og alle skulle være med. Men indholdet, »prægnansen«, degenererede måske. Eller måske var det noget helt andet, der degenererede: selve livet, arbejdet, livsformen på landet eller i landsbyen og dermed også samlingsstedet og det, man samledes om.

Det er altså ikke udelukket, at ordet projekt kan få prægnans, hvis det vidtforgrenede arbejde, der tilsyneladende er i gang, kan føres videre, vokse og vise sig leve- og bæredygtigt. Prægnans er noget, man giver ord ved det liv og arbejde, man putter i det, de betegner eller dækker. Derfor må man med spænding vente på den næste og afsluttende rapport eller melding og på de beslutningstagende politiske instansers stillingtagen til det hele.

Også ordet »aktivitet« har mere vidde end prægnans, og med fuld forståelse for at det umådeligt brogede spektrum af projekter nødvendiggør en så omfattende betegnelse for indholdet, må man alligevel nære betænkeligheder. Det ser ud til, at der er tale om ikke bare en udvidelse, men en sprængning eller ophævelse af undervisningsbegrebet. Lad være at fritidsundervisningens kapitelinddeling og skarpe aldersgrænser er forældede og må falde, men er en hvilken-somhelst »aktivitet« støtte- og tilskudsværdig? Og i lige grad?

Aktivitet betyder vel handling, arbejde, virksomhed, men ikke nødvendigvis undervisning, selvom man naturligvis kan lære meget i handling, ved at arbejde eller virke med sin krop eller med værktøj og redskaber af forskellig art. Det er også et spørgsmål, om man ikke er ved at save den gren over, man sidder på. Det hedder jo »folkeoplysning og voksenundervisning«. Hvori består det voksne, hvis halvdelen eller mere er børn?

Er der slet ingen, der får søvnløse nætter, fordi kun nogle få procent af fritidsundervisningen i dag beskæftiger sig med samfundsspørgsmål, historie, litteratur o.l. Forsøgene synes ikke at gå i den retning. I den sammenhæng kunne man også nævne det hyppigt genkommende udtryk »socialt samvær«, som jeg erkender, at jeg ikke bryder mig om, men som dækker over en helt nødvendig realitet. Jeg gad nok vidst, hvad forskellen er på samvær og socialt samvær? Og skal det ikke – trods nødvendigheden – holdes på plads som en side- eller bivirkning? Tåler det at blive gjort til mål eller hovedmål, som det undertiden synes at ske?

Men der er også ord, som ikke findes i denne rapport, og som man savner. Først og fremmest ordet »folk«. Det optræder kun i den mere tekniske betegnelse folkeoplysning, hvor det synes brugt rent kvantitativt: dækkende eller sigtende mod alle, hele folket, ikke kvalitativt: dansk, folkelig. Begrebet »folkelig oplysning« glimrer ved sit totale fravær. Et sted nævnes dog noget særligt og karakteristisk dansk, nemlig under behandlingen af lokale spørgsmål. Mange projekter foregår i idrætshaller, og »haltætheden« er et dansk fænomen. Vi har faktisk Europa-rekord på området! I samme sammenhæng antydes det, at der måske er noget særligt dansk ved alle projekt-lokalerne: en vis uhøjtidelighed og selvrådighed, og de mange mærkelige nye lokaler: væresteder, beboercentre, datahuse o.s.v. sættes på udmærket vis ind i en historisk sammenhæng. Engang var kirken det eneste samlingssted – foruden kroen måske. Så kom skolen, forsamlingshuset, missionshuset, og nu idrætshallen og de mange nye. Kirken synes at være det mest stabile, men man kan ikke udelukke, at væresteder, aktivitetshus o.s.v. i løbet af nogle år eller årtier får »prægnans« i kraft af, hvad der kommer til at foregå i dem, og de følelser folk bliver knyttet til dem med.

Men fraværet af ordet folk eller folkelig kan vanskeligt tages som andet end tegn på, at hele den beskrevne projekt-aktivitet er en regression til en helt selvfølgelig, nærmest ubevidst og uskyldig, individualisme. Eller egoisme? I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at omtale et skrift af Grundtvig, som jeg var med til at udgive i 1983: »Statsmæssig Oplysning«. Det er ganske vist ikke autoritativt. Grundtvig udgav det aldrig. Men det rummer med sin i vore ører ildeklingende titel nogle meget interessante og væsentlige overvejelser om nødvendigheden af en folkelig (»statsmæssig«) oplysning i modsætning til en rent personlig eller individuel. Også her er et »forsøgsperspektiv«, som man hverken centralt eller decentralt tilsyneladende har haft øje for.

Tendensen viser sig også i den megen tale om »lav selvfølelse« eller manglende selvtillid. Vel er det et reelt problem for mange, men det synes, som om man slet ikke ser dobbeltheden i problemet, at der er noget tvetydigt ved selvfølelse og selvtillid. Man kan såre let få for meget af det. Vel skal der være et selv eller et jeg, før det kan have mening at sigte mod selvfornægtelse, mod at glemme sig selv, men det er vel egentlig målet?

Også ordet »ånd« glimrer ved sit totale fravær – for slet ikke at tale om folkeånd. Kan man have folkeoplysning, hvor ordet folk er uden prægnans? Kan man have voksenundervisning, som fortjener sit navn, hvor ånd lades ude af betragtning eller i hvert fald uomtalt?

Man kan næsten ikke lade være at henvise til Suzanne Brøgger's kronik i Politiken 28/2-88 om det – fiktive? – Ik-folk. Kan den forstås på anden måde, end at hun – af alle – advarer os mod at være eller blive et »Ikke-Folk?«. I forvejen spørger man undertiden sig selv, om vi overhovedet er eller har et samfund? Har vi overhovedet »fundet sammen?«. Er der noget mere påkrævet end at opdage eller genopdage, hvad der i det hele taget skaber samfund, gør os til et folk?

I hvert fald var Grundtvig ikke individualist. Han hamrer på nødvendigheden af en ikke-individualistisk oplysning, ikke mindst når man indfører rådgivende stænderforsamlinger og en regulær rigsdag, et egentligt folkestyre. Han anså folkelig oplysning for en global nødvendighed, nøglen til alle verdens problemer og konflikter så at sige. Medierne er i dag meget opmærksomme på, om der findes demokrati i al verdens lande, demokrati som etableret statsform, men de er mindre opmærksomme på det langt vigtigere og væsentligere, om denne statsform bæres af folkelig oplysning, som ikke bare består i individuel viden og færdigheder, men i sans for hvad der gør et Ikke-folk til et folk. Skulle noget i den retning dog ikke indgå i enhver folkeoplysning og voksenundervisning og også i ethvert forsøg og ethvert udviklingsprojekt på området?

Er det nok bare at støtte og udvide alle forhåndenværende tendenser, selv de mest diffuse og individualistiske? Grundtvig nedtonede det statsmæssige i sit program. Han opblødte det med poesi, med sang og historie. Men han glemte eller nedtonede aldrig det folkelige perspektiv.

Jeg skal slutte med en kort omtale af daghøjskolerne, der – som nævnt har fået deres eget ganske fyldige kapitel i rapporten, og med rette.

Det er tydeligt, at det er en del af »virkeligheden«, at vi har fået eller lavet os et samfund, hvor der er et ganske talrigt C-hold, for hvem fritidsundervisning er en meningsløshed, for de har ingen »fritid«, eller de har ikke andet end fritid. Det er dem, der ikke har arbejde, eller ikke kan arbejde: arbejdsløse, handicappede, syge, folk på efterløn eller førtidspension, en stor del af pensionisterne i det hele taget.

Her er virkelig mange, der har en lav – også en for lav – selvfølelse, som har mistet livsmod og handleevne, slået ud af et uddannelsesforløb eller et fast arbejdsforhold. Der er ingen grund til ikke at give dem heltidsundervisning i en periode, hvis de selv ønsker det og kan magte det. Og der er al mulig grund til at eksperimentere med undervisningens art, tilrettelæggelse, helhed og sammenhæng, med alle mulige aktiviteter og samværsformer. Tilsyneladende har de eksisterende daghøjskoler opdaget nogle af højskolemulighederne og -omkostningerne. Problemet er, om den egentlige og højt værdsatte højskolevirkning: livsmod, glæde og en rimelig selvtillid, kan opnås under daghøjskolevilkår. Det kan kun afgøres ved forsøg, og det kan det måske ikke engang. Hvem kan måle livsmod eller selvfølelse? Der er tale om et kompliceret vekselspil, hvor ledere og lærere ikke undgår også at sætte sig selv og deres evt. livsmod m.v. på spil.

Men et afgørende problem er jo rigtignok betalingen, pengene, dels fordelingen mellem stat, amt og kommune, evt. mellem undervisnings- og socialministeriet, dels spørgsmålet om det hele uden videre er pengene værd, og dels endelig spørgsmålet om deltagerbetaling. Hvor ville det hele være lettere og enklere, hvis alle former for dagpenge og pension var af en sådan størrelse, at der med rimelighed kunne kræves en væsentlig og følelig deltagerbetaling. Dels ville det være et meget sikkert måleinstrument for værdien, den værdi deltagerne tillægger projektet, og den må jo være afgørende, når det hele skal ske på deltagernes betingelser, dels ville det gøre den deltagerstyring, som tydeligvis tilstræbes, men er svær at opnå, reel. Man kan nemlig efter min mening med rette spørge, om selvstyre egentlig findes uden selvfinansiering? Forudsætter deltagerstyring ikke deltagerfinansiering? Kan færten af skole eller social institution, fornemmelsen af at være »genstand« for forsorg eller pædagogik, overhovedet fjernes uden ved hjælp af reel selvfinansiering? Men det ville jo kræve en klækkelig forhøjelse af pensioner og dagpenge, så alle almisse-tillæggene kunne fjernes og C-holdet få ansvaret for at prioritere deres udgifter. Men det ville jo også betyde, at millionerne skulle dirigeres ad andre kanaler, hvor det hurtigt ville vise sig, at de er ganske utilstrækkelige. Men man får aldrig et ansvarligt – eller medansvarligt – C-hold, før de får ansvar for deres egen økonomi, herunder en mærkbar del af hvad deres undervisning koster. Det kunne forhøje den »lave selvfølelse«, foruden at det kunne Øge »motivationen« i aktiviteterne eller undervisningen.

Men »I virkeligheden« har vi altså et stort og stadig voksende C-hold, og vi har – eller er ved at få – en »projektbranche« af et ganske stort omfang. Spørgsmålet er, om projekterne skal fortsætte og forøges og på hvilke betingelser, om man kan finde en eller anden brugelig bloktilskudsordning, som giver projekterne og »projektørerne«: deltagere, medarbejdere og ledere tilstrækkelig frihed og sikkerhed.

Det bliver ikke let. Men det er nok nødvendigt, sålænge vi har et C-hold. Og »I virkeligheden« er »projektbranchen« som beskrevet kun en dråbe i havet – eller smuler fra de riges bord.