Ord-industriens elendighed

Af Vilhelm Nielsen

I nytårskronikken spørger undervisningsinspektør Vilhelm Nielsen, Direktoratet for folkeskole og højskoler, om vi står over for en krise i industrisamfundet eller over for industrisamfundets krise. Har alt det, vi kan kalde industrialisering, kulmineret og skal vi til at interessere os for en helt anden slags udvikling og vækst? For eksempel i at forstå og bruge ord. Måske skal Grundtvigs kamp for samtalens vekselvirkning tages op og udvides til en kamp mod overvurderingen og den overdrevne brug af hele rækken af medier.

Det vanskeligste og vigtigste spørgsmål, vi står over for ved årsskiftet, er spørgsmålet, om krisen i vort samfund er tilfældig og forbigående, eller den er strukturel d.v.s. indbygget i selve produktions- og samfundsformen og dens hastige udvikling i de sidste 20-30 år.

Man kan også sige, at spørgsmålet er, om vi står over for en krise i industrisamfundet eller over for industrisamfundets krise. Løses problemerne blot ved at »få hjulene i gang igen«, at forøge produktion og eksport efter de hidtidige udviklingslinier, eller skal vi begynde at sætte spørgsmålstegn ved selve den accellererende industrialiserings og urbaniserings nytte og gavn for mennesker og samfund i det hele taget?

Er industrisamfundet kommet om ikke til sin ende så til begyndelsen af enden? Har alt det, vi kan kalde industrialisering, kulmineret? Skal produktionsformen laves om fra grunden? Skal udviklingen vendes? Skal vi til at interessere os for en helt anden slags udvikling og vækst? For eksempel i at forstå og bruge ord? Og hvad skal vi i så fald leve af? Eller rettere sagt: Hvor skal vi hente pålægget til det tørre brød, som vi nok kunne skaffe os på anden vis? – Disse spørgsmål afgøres ikke på Christiansborg. Der kan højst en ramme lægges som gør de egentlige beslutninger – dem vi selv træffer – mulige og overkommelige.

Men lad os for at komme til noget overskueligt og overkommeligt lægge alt det med produktion og eksport til side – selvom det er vigtigt nok – og blot se på kulturindustrien. Ja, lad os endda indskrænke os yderligere og nøjes med det, man kunne kalde »ord-industrien«.

Der er for så vidt ikke noget mærkeligt i, at vi har fået en kulturindustri. Det karakteristiske ved de sidste 20-30 års industrialisering (og urbanisering) er ikke, at den egentlige industri er vokset, i hvert fald ikke forholdsvis, men at alle andre områder: landbrug, handel, transport, o.s.v. er blevet industrialiserede, og først og fremmest at »menneske-behandlingen«, service-sektoren, altså undervisning, sundheds- og socialvæsen, også er blevet det. Herunder i nogen grad kulturlivet – og kirken? Industritankegang, industrisprog o.s.v. har bredt sig til alle sider af tilværelsen. Som vi før levede i en bondekultur – bortset fra en fåtallig, »dannet« overklasse – lever vi nu i en industrikultur, som med en vis indre logik afføder en kulturindustri. Også kultur-»produkter« massefremstilles og standardiseres, hvilket kan betyde, at en højere kunstnerisk kvalitet udbredes til flere, men samtidig virker fremmedgørende og »tingsliggørende«.

Gælder det også ord?

Kan ord massefremstilles, spredes med maskiner og medier til millioner af mennesker uden at miste deres saft og kraft, deres lugt og smag, deres egentlige karakter som fornemme og fuldgyldige udtryk for det inderste i mennesker, som budbringere og brobyggere mellem personer og grupper?

Dette blads læsere skulle være de sidste til at nedvurdere eller undervurdere ord, al den stund det i kirken hævdes, ikke blot at verden og vi selv er skabt med ord, men også at verdens og vor frelser og forløser er et ord, Guds ord. Ingen gudstjeneste uden ord, ingen dåb, ingen nadver uden ord. Hele kristendommen kan siges, er et ord.

Går man til Grundtvig, bliver det hele endnu tydeligere. Han ville sige: Intet menneske uden rod. Intet folk uden modersmål, ingen skole uden samtale, d.v.s. levende vekselvirkning med ord, ja, ingen stat, intet politisk eller folkeligt liv, intet demokrati uden en sådan levende vekselvirkning med ord, uden en sådan samtale.

Men kan en sådan samtale overhovedet føres med medirs og maskiners mellemkomst? De fandtes ikke på Grundtvigs tid. Hans front var mod bøger og skrift, mod blæk og tryksværte, når han skulle forsvare det lydelige, mundtlige ord i sin magt og herlighed. Pennen og bogen var de eneste medier, han kendte, til fastholdelse og konservering af ord, og han udviklede en vågen sans for, at enhver nedskrift er en nedskrivning, en devaluering, en reduktion, ja et drab på det »levende«, »lydelige«, »højrøstede«, »fuglevingede« ord, der hersker som en konge blandt sine fjender.

Jeg skal ikke her søge at opregne alt det onde, han siger om bøger og skrift, selvom der er sproglige pragtpræstationer iblandt, eller alt det poetiske og yndefulde, han siger om munden og det mundtlige. Jeg skal heller ikke prøve at oprede udviklingsgangen hos ham selv fra den mest fundamentalistiske bibeltro og tiltro til bøger og skrift i det hele taget og til det standpunkt, som blev hans, og som han hævder med stigende styrke, trods mange tilbagefald og tværtimod sin egen praksis. Jeg skal, blot henvise Henning Høirups bog »Fra Døden til Livet«, kapitlet »Ordets Liv og Ordets Død«, som igen henviser til »Skolen for Livet«, et af Grundtvigs kendteste højskoleskrifter. Uden at være enig med Høirup i et og alt vil jeg endvidere henvise til andet afsnit af den berømte indledning til Nordens Mytologi, 1832, med overskriften »Myther og Mythologier«, som iøvrigt også citeres af Høirup, og som næsten ligeså godt kunne hedde: »Mundtlig fortælling og skrevne bøger«.

Ligeså lidt som et nodehæfte er musik eller en kogebog mad, er biblen Guds ord, eller for så vidt en hvilken som helst skreven eller trykt tekst er menneskers ord. Det vigtigste, det levende, det egentlig menneskelige – eller guddommelige – mangler. Spørgsmålet er, om ikke Grundtvigs kamp mod bøger og skrift og for den mundtlige kommunikation eller vekselvirkning i kirke, skole og stat bør genoptages og udvides til en kamp mod overvurderingen og den overdrevne brug af hele rækken af medier, som er kommet til siden, og som stadig udvikles og kombineres på nye måder. Spørgsmålet er, om ikke alle medie-produkterne er ligeså færdige og døde som bøgerne?

Plader og bånd kan fastholde og konservere stemmer og ord, og selvfølgelig skal vi have et stemmearkiv – som en slags musæum. Radio kan sprede ord til millioner af tilhørere på een gang, men hvad med svar og gensvar? Kan der etableres en samtele, eller er mediet i selve sin tekniske natur diktatorisk?

Orkestre og sangere annonceres undertiden som optrædende »live«, hvilket vel betyder »levende« og åbenbart er en attraktion. Ligger der heri en spirende utilfredshed med en selv nok så perfekt plade- eller båndgengivelse? Et ønske om at høre direkte, uden medium, og udtrykke fælles begejstring eller forkastelse direkte overfor de udøvende, med andre ord et ønske om en slags levende vekselvirkning?

Billederne er en sag for sig, som i høj grad har været i stand til at fortrænge de skrevne ord eller stille dem på en underordnet plads i aviser, blade og bøger – ikke mindst børnebøger. Men billederne er også blevet »levende« på film og fernsyn, og også her stiller de ofte ordene på en underordnet plads. Mange er af den opfattelse, at ordenes rolle, samtalens, det direkte mødes rolle er udspillet både i undervisning og i kultur og politik i det hele taget. Det industrialiserede ord, kommbineret med avanceret billedteknik med farve og lyd, er langt mere effektivt og underholdende. Det kan standardiseres og synkroniseres efter behag. Hvad videomaskinerne og mikroprocessorerne kan, står det endnu tilbage at se.

Jeg tillader mig at tvivle. Det er nok ikke tilfældigt, at det folkelige vid har døbt apparatet »Tossekassen« eller »Flimmerkassen«. Længslen efter svar, efter samtale, efter lejlighed til bare at spørge, kan blive overvældende. Vi har lige oplevet et valg, som var et fjernsynsvalg med all den begrænsning, uvirkelighed, skyggeagtighed, som følger med. Spørgsmålet er, om ikke fjernsynet fjerner os; fra tingene og fra mennesker i stedet for at bringe os tæt på dem, om ikke skærmen uvægerlig afskærmer? I hvert fald kan en almindelig seer ikke føre samtale med sit fjernsyn, så lidt som med en plade eller bånd, en film eller et billede. Der kommer ikke noget svar, i hvertfald kun hvis det er programmeret ind på forhånd. Hvor længe vil vi finde os i det?

Den megen tale om non-verbal kommunikation eller kropssprog kan nok give anledning til betænkeligheder, hvis man mener, at ord er de egentlig menneskelige – for ikke at tale om det guddommelige – det, som grundlæggende adskiller os fra dyr og maskiner. Er vi på vej til at opgive at lære alle mennesker at benytte ord? De mange ordløse skilte, som man ser allevegne, er et andet skræmmende tegn.

Eller bliver 1982 det år, hvor vi begynder at indse, hvad der går tabt, hvis vi fortsat underkaster os ord- og billedindustriens hårde herredømme?

Jeg tænker ofte på situationen under besættelsen, hvor vi fortsat havde aviser og radio og til en vis grad også offentlige møder, men hvor behovet for små fortrolige møder blev stærkere og stærkere, små kredse, hvor man kunne stille sine spørgsmål og få svar, hvis svar kunne gives, hvor man kunne drøfte tingene uforbeholdent. Måske er den nuværende krise lige så alvorlig som dengang. Det kan bl. a. ses af, a vi måske skulle have en samlingsregering. Ordets, samtalens, vekselvirkningens krise er måske så alvorlig, at flere og flere forsager fjernsynet som folkeoplysningens fornemste middel og forlanger »rene ord« for pengene. Nærdemokrati ved hjælp af fjernsyn er vist en selvmodsigelse.

Boglig eller praktisk skole er et falsk alternativ. Der findes – eller fandtes – en mundtlig.

Tekster er ikke ord, men kun skygger af ord.

Et islandsk kvad er kun til, når det fremsiges i høvdingehallen, ikke når det står skrevet på pergament eller trykt i en bog.

En bekendelse er kun en bekendelse, når den kommer fra hjertet og udtrykkes med munden – i givet fald på bekostning af ære, liv og gods. En skreven eller trykt formular, en side i en katekismus, er ikke en trosbekendelse. Og så videre.

Men alt dette meget banale og fundamentale, denne omvæltning i tankegangen, dette »Kæmpeskridt op af Graven«, som Grundtvig ville kalde det, kan man nok ikke fremkalde med en avisartikel. Det kan nok kun tages i praksis.

Måske er flere, end man tror, parate til et famlende forsøg i 1982.

Vilhelm Nielsen