Om forskning og undervisning i modersmålet

Af Undervisningsinspektør Vilhelm Nielsen

Som et apropos til CUR-undersøgelsen om modersmålsundervisningen siger Vilh. Nielsen bl. a.:

– Man kan ikke lære børn et modersmål i skolen. Man kan lære dem en række andre sprog i tilknytning til det, man kan udvide det til et skolesprog, et fagsprog, et mediesprog osv., og man kan først og fremmest ødelægge det, hvis det findes, lære børn at foragte det, foragte det til fordel for et pædagogisk kragemål, et eller andet intellektualiseret begrebssprog, et kunstsprog eller hjernesprog.

Et hjertesprog kan man kun lære af sine nærmeste på grundlag af en kærlighed, som er selvfølgelig og uden for diskussion.

I sin sidste større tilkendegivelse som undervisningsminister, talen til Det centrale Uddannelsesråd i november 1978 (se Uddannelse nr. 10. 1978, s. 605 ff.) tog Ritt Bjerregaard med vanlig energi fat på modersmålsundervisningen. Hun ønskede en undersøgelse af dens mål og midler i hele det danske uddannelsessystem, set under et, og specielt af den forskningsbaserede uddannelse til varetagelse af denne undervisning.

Dermed stillede hun rådet over for en ny opgave, af samme omfang som U-90, men med et helt andet indhold. Hun bad det i virkeligheden om at bevæge sig fra formen eller strukturen til indholdet, eller i det mindste til den vigtigste del eller side af indholdet: »opbygningen og udviklingen af det kommunikative fællesskab på dansk, som hun sagde i et sprog, uddannelsesrådets medlemmer må formodes at kunne forstå. Dette kommunikative fællesskab »er mediet, der er fælles overalt i uddannelsesvæsenet«.

Men hun brugte også udtrykket modersmålet og modersmålsundervisningen, velsagtens i et behjertet forsøg på med sine ord at nå udover denne celebre forsamling til alle almindelige mennesker, hvis mening om denne sag – som hun sagde – er lige så vigtig som pædagogers og planlæggeres, simpelt hen fordi »alle har været udsat for modersmålsundervisning, og alle, der har børn, har medvirket i den som undervisere. Derfor ønskede hun en bred debat om mål og midler for denne undervisning, og man kan ikke nægte, at eksperterne: pædagoger og planlæggere fik et par kraftige skud for boven eller rap over fingrene ved samme lejlighed. Vel stryger hun dem med hårene, roser CUR for U-90 og anerkender pædagogers »iver i embedet«, men skole og uddannelse er ikke »selvberoende«, er kun et supplement – omend et vigtigt – til den påvirkning, børn og unge i øvrigt udsættes for. Hun hævder, at forældrene faktisk i almindelighed har den afgørende indflydelse, og det må respekteres og være det ufravigelige udgangspunkt for fagfolkenes arbejde og planlægning.

Modersmålet og modersmåls-undervisningen er med andre ord en folkelig sag og skal vedblivende være det, selv om CUR anmodes om at foretage en omfattende undersøgelse – med al mulig hjælp og støtte fra forskningen. Det eneste U-90 kritiseres for, er, at det ikke lykkedes i højere grad at inddrage forskningen i udarbejdelsen. Denne fejl skal ikke gentages ved udarbejdelsen af denne CURs anden store redegørelse – hvis det står til Ritt Bjerregaard.

Man spørger uvilkårligt sig selv, om der ikke foreligger noget af en selvmodsigelse her. Hvordan kan modersmålsundervisningen på n gang være en folkelig sag, som alle kan have en mening om, der er lige så gyldig og vigtig som eksperters og fagfolks, og samtidig være en sag, som forskningen har et så afgørende ord at sige om? Uden forbehold lægges der afgørende vægt på den forskningsbaserede uddannelse til varetagelse af denne undervisning, samtidig med at det forhold, at vi alle har været udsat for den, og som forældre deltaget i den, giver os alle adkomst til at udtale os om den med samme vægt som fagfolkene.

Er grunden den, at Ritt Bjerregårds anvendelse af ordet: modersmål og modersmålsundervisning ikke er helt velovervejet og gennemtænkt, når det kommer til stykket?

Modersmålet er det mundtlige, ubevidst lærte sprog, som børn tilegner sig fra deres nærmeste, efter naturmetoden, på en ikke-skolemæssig og ikke-undervisningsmæssig måde.

Allerede i dets mundtlige karakter ligger der en vanskelighed for forskningen. Det kan nok sættes på dåse, konserveres, ved hjælp af en båndoptager, men bliver det sjældent. Det kan egentlig ikke nedfældes skriftligt uden at miste sin karakter af »mål«, modersmål.

Men dertil kommer en anden ting. Lige så lidt som man kan gøre sin moder til genstand for videnskabelige undersøgelser – derved ville hun misite sin karakter af moder – kan man gøre det med sit – eller andres – modersmål. Modersmål er vort hjertesprog, hedder det i sangen. Det er »sødt«, hvilket langt fra er nogen videnskabelig kategori. Ser man bort fra denne kategori, objektiverer man, tingsliggør, er der ikke længer tale om modersmål.

Modersmål er altså en kvalitativ betegnelse for noget mundtligt, og både det flydende og flygtige ved alt mundtligt og det kvalitative, det personlige og levende, gør det egentlig uegnet som forskningsobjekt.

Man kan endda spørge, om det (egentlig) egner sig for undervisning i skole- eller uddannelsesmæssig sammenhæng, om det ikke netop er karakteristisk ved at være tilegnet på ikke-skolemæssig måde, uden bevidst og planlagt undervisning, som et spontant udtryk for spøg og liv, kærlighed, munterhed og alvor mellem et barnet og dets forældre, først og fremmest dets moder.

Modersmålet udvides eller suppleres, til dels allerede i førskolealderen, med en række andre sprog, først et (lege)kammeratspiog, som ofte er ikke så lidt forskelligt fra modersmålet, et børnehavesprog, et skolesprog, et avissprog, et mediesprog, et fag- eller uddannelsessprog, et arbejdspladssprog osv.

Alle disse sprog bygger i en vis forstand på modersmålet, som gerne skulle udgøre et bredt og fast fundament for dem, men de kan være højst forskellige fra modersmålet, både i ordforråd og på anden måde, og de fortjener ikke betegnelsen modersmål, hvor nødvendige de end er og hvor beslægtede de end kan være med det. Det fører kun til begrebsforvirring.

Jeg vil med andre ord sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet kan forskes og undervises i modersmålet, uden at det derved mister sin karakter af modersmål. En forskningsbaseret uddannelse til at undervise i det er en dobbelt uhyrlighed. Hvis det er modersmålet der skal fremmes og dyrkes, skal vi et helt andet sted hen, nemlig til mødrene og deres sproglige mod og munterhed – ikke nødvendigvis deres uddannelse og skolegang. Det, de skal bruge, skulle de helst have lært før og uden skole, og det vil være en meget betænkelig sag at søge at opfriske eller forbedre det ved hjælp af formaliseret undervisning. Hvad der behøves er snarere opmuntringer, tillidserklæringer.

Men hos mødrene (og fædrene) støder vi på helt andre forhold, som ærlig talt truer modersmålets fremtidige eksistens. Masser af mødre – formentlig de fleste – har simpelt hen ikke tid, kræfter, lyst og plads nok til at tale, fortælle, synge, lege med deres børn i et sådant omfang at de derved får lagt grundlaget for »det kommunikative fællesskab«. Kendsgerningen er, at modersmålet i et eller andet omganng, som vel nærmer sig de 50 pct., er afløst af et eller andet pædagogisk kragemål, simpelt hen fordi børnene allerede tidligt 5 dage af ugen overlades til velmenende og veluddannede pædagoger, som har mere tid, flere kræfter og vel også mere lyst og plads til at fremme deres sproglige udvikling. Men kan resultatet kaldes et modersmål?

En mangel er fælles for institutionen og det moderne hjem, nemlig mangelen i på stof, på begivenheder, som gør spontan sproglig udfoldelse og indlæring naturlig og nødvendig. Industrialiseringen har gjort hjemmet/familien til en fritids- og forbrugsenhed. Det er ikke længere en arbejds- og produktionsenhed. Der sker for lidt, som børn kan deltage og nyttiggøre sig i, der er for lidt stof og indhold som naturligt kræver behandling og indlæring. Når dertil kommer, at forældrene kun er hjemme i fritiden, hvor de er trætte og vil have fred, må børnene – og altså modersmålet – betale prisen.

Modersmålets krise er altså i høj grad en samfundskrise, en produktionskrise som vil bestå og forværres i takt med den industrielle produktionsforms udvikling og vækst. Den har jo allerede bredt sig til landbrug, handel, sundhedsvæsen, skolevæsen, offentlige kontorer osv. Den vokser ikke bare i bredden, men også i dybden ved hjælp af automatisering, edb osv., og det vil den nok blive ved med, sålænge vi vil betale prisen for produkterne, de varer, den frembringer, prisen, ikke bare i penge, men også i børns opvækstvilkår med alt hvad dermed følger, bl.a. et forsømt modersmål.

Disse samfunds- og produktionsforhold kan skolen og uddannelsessystemet ikke ændre, men kun afspejle, tage bestik af.

En eller anden erstatning for mødrenes (og fædrenes) i høj grad forklarlige og forståelige forsømmelser i videregivelsen af modersmålet må til. Hidtil har vi overladt det til småbørnspædagogerne. Børnebibliotekarerne har dog også meldt sig på området. Og man skal ikke overse radioens og fjernsynets bestræbelser – eller børneteatrenes. Men modersmål i egentlig forstand er det ikke, og kan det aldrig blive.

Var der noget forgjort ved at sige til forældrene, at trods træthed og manglende tid, trods alle forhindringer, og alt hvad der vanskeliggør og modarbejder det, skal de tale så meget som muligt med deres børn, fortælle, synge, læse for og med dem ved enhver given lejlighed og helst dagligt og regelmæssigt. Det vil trods alt give også dem selv en stor glæde og tilfredsstillelse. Det er under alle omstændigheder bedre og vigtigere end fjernsynet, og virkningerne på langt sigt er uoverskuelige.

Og dernæst må man sige, at den bedste erstatning for et egentligt modersmål er et »bedstemodersmål«. Igen støder vi på den kendsgerning, at samfundet er sådan indrettet, at der normalt er stor afstand mellem bedsteforældre og børnebørn. Det skyldes boligforhold og mange andre forhold, hvoraf de fleste hænger sammen med industrialiseringen og urbaniseringen. Næst efter mødrene (fædrene) er bedsteforældrene og de gamle den vigtigste »ressource«, når det gælder modersmålet. Alle gamle bør have at vide, at de har en vigtig og væsentlig opgave i at fortælle, synge, tale med førskolebørn, først og fremmest deres egne børnebørn, men også andre. Alle gamle har en historie at fortælle, om ikke andet så deres egen, som skal ud i brug og vel at mærke i deres eget naturlige sprog, hvor uskolet og dialektpræget det end måtte være.

Kort sagt man bør sige til CUR:

1. Den vigtigste »ressource«, når det gælder modersmålet, er mødrene – og fædrene. Sørg for at styrke deres selvtillid og opmuntre dem til bevidst sproglig udfoldelse over for deres børn.
2. Overse ikke de ressourcer, som de gamle er og har. Kald dem frem til brug, selv om de ikke hører hjemme i uddannelsessektoren.
3. Overvurder ikke forskning og formaliseret undervisning, når det gælder modersmålet. I almindelighed er vi alt for skolefixerede – og forskningsfixerede – i vores tankegang. Det ville egentlig være rart for en gangs skyld at se pædagoger og uddannelsesplanlæggere pege på værdien af noget andet end skole, uddannelse og forskning.

Skal skolen og uddannelserne gøre noget for modersmålet, skal man først og fremmest respektere det – eller det, der endnu måtte findes af det.

Maxim Gorki, som blev opdraget af sine bedsteforældre – også sprogligt – fortæller i sine erindringer en lærerig episode fra sin skoletid. Han brød sig ikke om at gå i skole, lærte kun modvilligt og mangelfuldt, hvad man bød ham der, men bedsteforældrenes fortællinger, legender, sange og viser huskede han som den simpleste sag – ikke mindst bedstemoderens bønner, hvor hun udøste sit hjerte for Herren – og for drengen – gjorde indtryk på ham. En gang kom en gammel biskop, som havde overopsyn med skoleundervisningen, på tilsynsbesøg, og børnene blev overhørt. Det så sort ud for Maxim Gorki, indtil han fik lov at komme frem med det, han havde lært af bedsteforældrene, blot ved at høre. Det var åbenbart den enste gang, hans modersmål blev respekteret og værdsat i skolen, både form og indhold. Det sidste var næppe ganske i overensstemmelse med den rette lære. Men biskoppen var klog nok til at opmuntre og godtage, respektere det ikke-skoleindlærte sprog og indhold og lade det stå ved sit værd.

Det er den første og vigtigste forudsætning, hvis skolen overhovedet skal befatte sig med modersmålet.

Man kan ikke lære børn et modersmål i skolen. Man kan lære dem en række andre sprog i tilknytning til det, man kan udvide det til et skolesprog, et fagsprog, et mediesprog osv., og man kan først og fremmest ødelægge det, hvis det findes, lære børn at foragte det, foragte det til fordel for et eller andet intellektualiseret begrebssprog, et kunstsprog eller hjernesprog.

Et hjertesprog kan man kun lære af sine nærmeste på grundlag af en kærlighed, som er selvfølgelig og uden for diskussion.