Om at læse Grundtvig

Af Vilhelm Nielsen

Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. – Red.

Det hænder undertiden, at yngre højskolelærere eller andre spørger om råd og vejledning m.h.t. at læse Grundtvig. Hvor skal man begynde, og hvor skal man ende? Hvilke skrifter, hvilke udgaver, evt. hvilke bøger om Grundtvig skal man tage fat på?

Det er ikke nemt at svare på sådanne spørgsmål. Det kan næsten kun gøres ved at fortælle om, hvordan man selv kom igang og kom videre, men det er jo ikke sikkert, det hjælper ret mange. Folk er forskellige, tiderne er anderledes, andre problemstillinger er i centrum end for tyve, tredive, fyrre år siden. Og man løber en risiko for at blive alt for selvcentreret. Det kan komme til at smage af personlige erindringer uden almen interesse. Men selv med disse begrænsninger og farer in mente, vover jeg at gøre et forsøg. – Først må det siges, at vil man virkelig i gang, må man skaffe sig en af de to standardudgaver: Udvalgte Skrifter I-X (1904-09) ved Holger Begtrup og Værker i Udvalg I-X, (1940-49) ved Georg Christensen og Hal Koch.

Begtrups udgave omfatter væsentlig prosaskrifterne, bl.a. hele »Haandbog i Verdens-Historien« (1833-43) og hele »Nordens Mythologi 1832«. Derimod udelader han højskoleskrifterne og »Mands Minde«, som var udgivet særskilt i 1870erne. Han udelader ligeledes stort set prædikener og salmer, som også fandtes i særlige udgaver. Endvidere tager han hensyn til Svend Grundtvigs udgave af »Poetiske Skrifter«, hvis første 7 bind var udkommet 1880-89. Bind 8-9 udkom først 1929-30 ved Georg Christensen. Men når det gælder prosaskrifterne er Begtrups 10 bind fortsat den bedste og mest omfattende. »Værker i Udvalg« består af 6 bind prosaskrifter, 2 bind digte og 2 bind salmer. Den repræsenterer altså for så vidt et uddrag af tre tidligere udgaver: 1. Udvalgte Skrifter ved Holger Begtrup. 2. Poetiske Skrifter ved Svend Grundtvig og Georg Christensen og 3. Salmerne, udgivet i 5 bind 1868-81 (og igen i 6 bind 1944-64). Men det er værd at bemærke, at her er de såkaldte højskoleskrifter medtaget og ligeledes et uddrag af »Mands Minde«. Til gengæld er kun indledning til Nordens Mythologi 1832 medtaget, ikke selve fremstillingen, og kun uddrag af Haandbog i Verdens-Historien.

Lad mig allerede her sige, at et af mine forslag til en begynder, der vil gøre noget ved det, er at tage fat på »Værker i Udvalg« bind IV, som bl.a. indeholder højskoleskrifterne og indledningen til Nordens Mythologi 1832. Hvilken oplevelse dette bind i sin tid var for mig selv, skal jeg vende tilbage til.

Tre ting endnu må nævnes. For det første den såkaldte »Haandbog i N. F. S. Grundtvigs Skrifter«, I-III, 1929-31 ved Ernst J. Borup og Frederik Schrøder. Der er tale om korte uddrag, citater, af Grundtvigs skrifter fra o. 1824 og fremefter, sammenstykkede i kronologisk orden under synspunkterne: Skoletanker (bd. I), folkelige grundtanker (bd. II) og kirkelige grundtanker (bd. III). Det er klart, at udvalget og fremgangsmåden kan diskuteres, ligesom de til grund liggende synspunkter i dag i nogen grad kan føles forældede. Men alligevel må det siges, at Borup og Schrøder gjorde en prisværdig indsats med denne håndbog.

For det andet et bind i serien »Udødelige Tanker« (Martins Forlag), som udkom i 1950 ved Hal Koch. Foruden en indledning på et halvt hundrede små sider, indeholder det nogle af de vigtigste af højskoleskrifterne, indrammet af »Kirkens Gienmæle« fra 1825 og uddrag af »Den christelige Børnelærdom« fra 1850erne. Indledningen er naturligvis en sammenfatning og a jour føring af Kochs bog om Grundtvig fra 1943, som igen bygger på hans berømte forelæsninger i efteråret 1940.

For det tredje 6. bind i Gyldendals bibliotek: N. F. S. Grundtvigs Skrifter i udvalg. Udgivet med en efterskrift af Kaj Thaning. Det drejer sig om ca. 350 små sider, indeholdende talrige mindre brudstykker af en mangfoldighed af Grundtvigs skrifter, tematisk samlet under en række overskrifter. Tilsammen skal de belyse Grundtvigs opgør med sig selv, som Thaning så indgående har belyst det i sit trebindsværk fra 1963 »Menneske først – «. Efterskriften omfatter godt en halv snes sider og giver kun det nødtørftigste til forståelse af teksterne.

Men hermed nærmer vi os spørgsmålet, om det trods alt er bedst at begynde med bøger om Grundtvig, ikke skrifter af ham. Det er det muligvis. Det skal jeg vende tilbage til. Foreløbig giver jeg mig dristig i lag med at fortælle om min egen vej ind i labyrinthen i håb om, at det kan være til nytte og opmuntring for andre.

Det var først i mine sidste studenterår – i slutningen af trediverne – at Grundtvig begyndte at gå op for mig. Hvordan det gik til, er svært at sige. På en eller anden måde lå det i tiden. I hvert fald sad jeg i det teologiske studenterråd sammen med bl.a. Arvid Pontoppidan Thyssen, som var født grundtvigianer, og Jørgen Bøgh, nuværende domprovst i Århus. Helt sløve var vi vel ikke. De storpolitiske begivenheder, krigsudbruddet, Finlands vinterkrig og ikke mindst besættelsen ruskede kraftigt op i os. Bl.a. så vi det som en opgave at skaffe de teologiske studenter værdifulde bøger til nedsat pris. Ved hjælp af forskellige forbindelser til forfattere og forlag fremskaffede vi således Anders Nørgaards trebindsværk om Grundtvigianismen, som havde vakt en vis opsigt og debat i teologiske og kirkelige kredse, til favørpris, og jeg læste i det mindste bind I og III. Bind 11 gik jeg i stå i. Jeg kan se, at jeg kun har skåret de første halvhundrede sider op. Det kan jeg altså ikke anbefale at begynde med.

Vi fremskaffede også den førnævnte Haandbog i N. F. S. Grundtvigs Skrifter I – III ved Borup og Schrøder. Andet bind – om de folkelige grundtanker – virkede som en ren åbenbaring på mig i sommeren 1940, men situationen var jo også helt speciel. Ingen, der ikke har oplevet det, kan forestille sig den forvirring og uro, ikke helt sløve unge mennesker kastedes ud i i denne mærkelige sommer. Dertil kom, at jeg efter mere end et års hård eksamenslæsning havde taget første del af teologisk embedseksamen i forsommeren og skulle til anden del ved juletid. Man kunne nok have behov for at læse noget helt tredje. For første gang fik jeg et føstehåndsindtryk af Grundtvigs munterhed, hans overraskende, intuitive indsigt ikke bare i dansk folkekarakter, men i engelsk, tysk, romersk o.s.v., hans sprog, stil, billedbrug m.m., når den er bedst. Jeg har aldrig siden helt kunnet forstå, når folk siger, at Grundtvigs sprog er svært og vanskeligt, nærmest ulæseligt Det gælder i hvert fald ikke de afsnit, som er taget med i dette bind. Dette mit første møde med hans prosa var festligt og befriende. Jeg læste bindet fra ende til anden. Men situationen og omstændighederne var jo også enestående, og den gentager sig ikke. Jeg kan kun med forbehold anbefale begyndere at tage fat her. Så kom Hal Kochs Grundvig-forelæsninger i efteråret 1940. Jeg overværede dem alle – der var vist 14 – selvom jeg burde have siddet hjemme og læst til eksamen, og selvom manuskripterne blev trykt i Berlingske Aftenavis. At fastslå deres indflydelse på min Grundtvig-læsning lader sig ikke gøre. Foreløbig var der ikke tid til at gå videre. Eksamen skulle afsluttes og blev det i januar 1941, og straks efter blev jeg ansat som sekretær i Dansk Ungdomssamvirke, hvilket ikke gav tid til større Grundtvig-læsning, men i høj grad gav anledning til besøg på højskoler og forbindelse med grundtvigske kredse og personer af mange forskellige slags og afskygninger. Indirekte styrkedes lysten ved at møde disse levende eftervirkninger af hans indsats.

En skønne dag fik jeg mulighed forat erhverve Begtrups udgave af Grundtvigs Udvalgte Skrifter. En af mine venner var blevet gift, og om det nu var ham eller hans kone, der havde arvet de 10 tykke bind, husker jeg ikke. I hvert fald ville de ikke have de sorte bind med brune læderrygge til at stå og fylde op i deres reoler. De var klar over, at de aldrig fik dem læst – eller blot læst i dem – og de var åbenbart også klar over, at jeg var interesseret. Jeg tror, jeg fik dem for 40 kr. Og så kom de altså til at stå og fylde op – og pynte – på min reol. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle begynde eller ende. Fra min studietid var jeg interesseret i kirkehistorie og prøvede derfor at tage bind X med som rejselekture – jeg var rejsesekretær – men det gik ikke. Jeg gik i stå. Bøgerne beholdt jeg dog – til bedre tider.

Snart begyndte »Værker i Udvalg« at udkomme, ja, det var allerede begyndt. Dansk Ungdomssamvirkes blad, »Lederbladet«, skaffede sig anmeldereksemplarer, og jeg blev sat til at anmelde – mod naturligvis at få bøgerne. Jeg var egentlig glad for at få pisken over nakken, havde ingen betænkeligheder ved at forpligte mig til at læse disse mange hundrede sider og skrive om dem. Vi kom lidt sent i gang. Jeg fik de tre førstudkomne bind på een gang (bind I, II og VII), men det passede egentlig meget godt, for de indeholdt stort set det vigtigste af Grundtvigs produktion frem til 1825, og jeg skrev fire tættrykte sider i bladet for marts 1942 under overskriften »Den unge Grundtvig«.

Varmt anbefalede jeg folk – foreningsledere og andre – at gå i gang med disse tre bind, men i dag må jeg nok fraråde begyndere at tage fat her. Det, som var nyt for mig, var, i hvilken grad og i hvilket sprog Grundtvig her går ind for, at kun den kristne tro kan rejse og genføde et folk. Alle vore dages kristelige folkepartier kan gå hjem og lægge sig. Der var nok i det, jeg skrev, en del oppositionslyst overfor den megen skønsnak i Ungdomssamvirket om, at alt skulle ske på et »nationalt og kulturelt« grundlag og i gensidig tolerance og forståelse. Man havde godt af at møde en bidsk og intolerant Grundtvig – og tilmed en ung.

Dertil kom, at jeg selv på det tidspunkt ingenlunde havde viklet mig ud af min tilknytning til Oxford-gruppe bevægelsen og derfor i høj grad personlig var anfægtet af sådanne synspunkter, som jeg – overraskede – fandt så skarpt og klart fremført af Grundtvig. Jeg opholdt mig navnlig ved »Verdens Krønike 1812«, »Til Fædrenelandet« 1813 og »Helligtrekongerslyset« 1814, men nævner dog også dagbøger og breve, samt tidsskriftet »Danne-Virke«, som peger frem mod en anden Grundtvig.

Anmeldelsen var således et temmelig ensidigt forsøg på at aktualisere den unge Grundtvig. Hal Koch var absolut ikke tilfreds med, at jeg lod det stå hen i det uvisse, om Grundtvig senere tog afstand fra den meget skarpe, til dels sværmeriske holdning, som navnlig »Helligtrekongerslyset« er udtryk for. Naturligvis anerkendte han, at jeg havde læst og forstået teksterne, og det kunne aldrig falde ham ind at ville røre eller rokke mit personlige standpunkt, men jeg burde have vidst og tilføjet, at Grundtvig skiftede standpunkt senere og tog afstand fra sig selv. Det må jeg give ham ret i.

Som sagt kan jeg i dag ikke anbefale de tre bind til begyndere, måske med undtagelse af bind VII: et udvalg af Grundtvigs digte indtil 1824, inclusive Nyaarsmorgen. Man behøver jo ikke læse hele bindet i sammenhæng, og her er mange perler. Nyaarsmorgen er ikke blot et højdepunkt, men måske højdepunktet af hans digtning i det hele taget, men det kræver nok en vis fortrolighed med hans hele univers og hans sprog, hvis man skal have rimeligt udbytte. Også artiklerne fra »Danne-Virke« er af interesse den dag i dag, men om det er velegnet for begyndere, kan nok være tvivlsomt. Grundtvigs ungdomsudvikling med de mange kriser og brud skal man nok læse om – f. eks. i Hal Kochs bog om Grundtvig – inden man går til teksterne. Jeg må erkende, at havde jeg ikke hørt Kochs Grundtvig-forelæsninger, og havde jeg ikke haft min anmelderpligt, var jeg næppe kommet igennem disse bind.

Næste ombæring var bind III og VIII, som begge udkom i 1942. De indeholder henholdsvis de vigtigste teologiske og kirkelige skrifter 1826-42 og udvalgte digte 1824-72. Bind III blev læst og anmeldt kort i foråret 1943 – med noget forbehold over for Lederbladets læserkreds, hvoraf kun et fåtal kunne tænkes at være teologisk og kirkeligt interesserede. Jeg anbefalede at læse i hvert fald nogle af de prædikener fra »Søndags-Bogen«, som findes i dette bind, og anbefalede uden forbehold »Skribenten N. F. S. Grundtvigs Literaire Testamente«, som kun fylder en snes sider og er en slags optakt til de folkelige skrifter fra 1830erne og 1840erne, som igen er hovedindholdet af det følgende bind IV. I dag må jeg nok fraråde begyndere at gå i gang med bind III, også det »Literaire Testamente«. Det må nok komme efter bind IV. Anmeldelsen var kort, gør nærmest indtryk af at være pligtarbejde, hvad den også var, men hinden blev læst. Med hensyn til bind VIII bebudes en samlet anmeldelse af bind VII og VIII – altså hele udgavens udvalg af digte – senere. Den kom aldrig, men bindene fik jeg, og der blev læst i dem. Derimod læste jeg bind IV i et stræk, da det udkom i 1943, og anmeldte det i en længere artikel i Lederbladet for april 1944 under overskriften: »Skolen i Soer«. Bindet begynder med den berømte indledning til »Nordens Mythologi 1832«, som måske kan siges at være Grundtvigs hovedværk, når det gælder prosaskrifterne, og det bringer iøvrigt alle »Højskoleskrifterne«, samt et fyldigt uddrag af »Mands Minde«, de berømte foredrag på Borchs kollegium i 1838. Det var ikke uberettiget at gøre højskoletanken til hovedlinien i disse tekster, og det var særlig fristen de og nærliggende, da Ungdomssamvirkets højskoleplaner, som siden blev til Krogerup Højskole, netop ved denne tid blev drøftet i vide kredse.

Der er tale om et bind på næsten 500 sider, men det var forholdsvis letlæst, måske fordi det føltes så aktuelt, men også fordi Grundtvig endelig er blevet frigjort og munter, har fundet sig selv og sit ståsted.

Denne gang roste Hal Koch anmeldelsen. »De kan jo skrive«, sagde han, og det har jeg så troet på siden! I hvert fald vil jeg godt stadig stå ved denne artikel og være den bekendt.

Men derved blev det også i denne omgang. Der udkom ganske vist endnu fire bind, to bind udvalgte salmer (IX og X) og to bind prosa, (V og VI), hvori hovedsagen er uddrag af »Haandbog i Verdens-Historien« og af tidsskriftet »Danskeren«, samt artikelserien »Den danske Sag« (bind V), og »Den christelige Børnelærdom« (uafkortet) og uddrag af »Christenhedens Syvstjerne« (bind VI). Noget af dette blev nok læst, men bindene blev ikke anmeldt.

Sagen var den, at det gik tilbage med både Ungdomssamvirket og Lederbladet fra 1944 – af letforståelige grunde. Det var svært at blot skaffe papir til at trykke bladet på, trafikforholdene blev ringere og ringere, det var næsten umuligt at rejse eller holde møder; andre mere håndfaste ting lagde beslag på arbejdskraft og interesse, hvor meget man så kæmpede for at holde tingene i gang. Selv kom jeg ud i noget af en krise. Min stilling var uholdbar. Der var ikke længere brug for en rejsesekretær. Jeg blev redaktør af det indskrænkede lederblad, men det var ikke nogen heltidsstilling. Hal Koch indbød mig en aften til at snakke tingene grundigt igennem. Han tilbød mig faktisk at blive undervisningsassistent på universitetet i kirkehistorie og foreslog, at jeg samtidig skulle gå i gang med et større arbejde om Grundtvig, specielt indledningen til Nordens Mythologi. Han havde tillid til både, at jeg kunne – eller kunne lære mig – tilstrækkeligt med kirkehistorie til at undervise studenter, og at jeg ville kunne læse Irenæos og andre kirkefædre, og hvad der ellers hørte sig til som forudsætning for en behandling af dette Grundtvigs hovedværk. På mange måder var det fristende, og en sådan tillid gjorde naturligvis godt, men jeg var ikke parat til at lukke mig inde i en universitets- og studieverden. Det ville være blevet »drengevidenskabelighed« og dermed en selvmodsigelse. Jeg ville hellere være højskolelærer, hvis der åbnede sig en mulighed. Mit forhold til Oxford-gruppe bevægelsen var heller ikke afklaret, men blev stadig mere pinefuldt og kritisk, fordi den på den ene side havde betydet meget for mig personligt og rummede mine bedste og næreste venner, men på den anden side ikke kunne stå for, hvad jeg havde lært af mit teologiske studium, ikke mindst i kirkehistorie, og hvad jeg havde lært i Ungdomssamvirket. Grundtvig-forsker blev jeg altså ikke.

Det varede imidlertid ikke så længe, inden jeg fik brev – eller rettere sagt: to brevkort, samtidig! – fra C. P. O. Christiansen, om jeg ville være lærer på Frederiksborg Højskole. Det endte det med i 1946, men først efter at jeg havde været i USA med »Moral Re-Armament« og derefter blev sikker i min sag og kunne bryde totalt, men uden åben konfrontation, med en lang række mennesker, som havde gjort og betydet meget for mig. Jeg har aldrig haft lyst til at spytte i den skål, jeg selv har søbet. Men også i denne sammenhæng har Grundtvig-læsning spillet en ikke uvæsentlig rolle.

Når jeg havde så stor lyst til at blive højskolelærer skyldtes det ikke blot Grundtvig-læsning eller det indtryk af højskolernes liv og arbejde, som Ungdomssamvirket naturligt medførte. Jeg havde også fået lejlighed til at læse og anmelde en lang række af de bøger, der udkom i anledning af folkehøjskolernes 100 års jubilæum i 1944 – først og fremmest Roar Skovmands disputats: »Folkehøjskolen i Danmark 1841-92«. Jeg fornam vel hos mig selv en lyst og evne til at undervise almindelige mennesker i den frie form og i den jævne og hjemlige atmosfære, som var så karakteristisk for højskolerne. Det skulle i hvert fald prøves.

Margrethe Christiansen (Pip) havde for vane at holde en række foredrag om Grundtvig for hvert elevhold, men hun blev syg den første vinter, jeg var der, og jeg blev opfordret til at prøve min lykke. Det blev til fire foredrag, hvoraf de tre handlede om den unge Grundtvig. Jeg fornam klart, at jeg hverken havde tilstrækkelig viden eller erfaring og modenhed til at løse en sådan opgave. Jeg var kun vikar i en nødssituation, og eksperimentet blev ikke gentaget, men det skærpede trangen til yderligere Grundtvig-læsning – og dyberegående fordøjelse af det læste.

»Grundtvig-Selskabet« meldte jeg mig ind i fra starten i 1947, og jeg læste altid årbogen: »Grundtvig-Studier« – i hvert fald det meste – og har dem alle stående. Det er måske nok ikke begynderstof, men kan ofte anspore til læsning eller genlæsning af Grundtvig selv. Ligeledes anskaffede jeg og læste de fleste af de bøger og doktorafhandlinger, som blev udgivet af dette selskab i de følgende år. Særlig bør nævnes Henning Høirups doktorafhandling: »Grundtvigs Syn paa Tro og Erkendelse«, Magnus Stevns: »Fra Grundtvigs Salmeværksted« og – noget se nere – Kaj Thanings og K. E. Bugges afhandlinger: »Menneske først – « og »Skolen for Livet«. Høirups bog vil nok forekomme mange højskolelærere meget teologisk (og filosofisk), men Grundtvigs tanker om kirken er nu en gang en væsentlig del eller side af hans totalanskuelse og kan ikke holdes ude eller skæres fra, hvis man vil forstå ham. Men der kan måske være grund til at nævne en anden – lille – bog af Høirup, også udgivet af Grundtvig-Selskabet: »Fra Døden til Livet«. Den er langt lettere tilgængelig (seks forelæsninger, ca. 100 sider) og har den særlige interesse, at den bl.a. rummer et opgør med Hal Kochs kendte artikel i Krogerups årsskrift 1950-51, hvori Grundtvig kritiseres. Thanings bog kan måske virke afskrækkende ved selve sit omfang, men møjen lønner sig. Den er – som Bugges – vedkommende, æggende, igangsættende, ikke mindst for højskolefolk. Det kan nævnes, at der i »Kirkehistoriske Samlinger« for 1965 findes en meget grundig gennemgang og kritik af bogen af docent A. Pontoppidan Thyssen (ca. 50 sider), bl.a. rummende et sammendrag af bogens 800 sider på 8 sider! Jeg tror, mange vil kunne have glæde og nytte af dette dygtige referat. Man kan også nævne Thanings egen bog »For Menneskelivets skyld«. Den er naturligvis mere overkommelig end den store, men efter min mening ikke nær så spændende. Bugge har suppleret sin afhandling med en udgave af de tekster – trykte som utrykte – han bygger på: »Grundtvigs Skoleverden i tekster og udkast«. Indledningen, som fylder en snes sider, kan siges at give et sammendrag af hans store afhandling, og teksterne omfatter både »Højskoleskrifterne« og interessant utrykt materiale. Jeg må erkende, at jeg har haft svært ved at komme igennem flere af de lærde afhandlinger, selskabet har udgivet (Scharlings, Toldbergs, Michelsens f.eks.). Der skal for mig ikke blot en foranledning til at gå i gang, men også en indre drivkraft – et synspunkt, en problemstilling, jeg vil have klaret – til for at fortsætte. Ellers går jeg i stå på halvvejen. Det samme gælder Grundtvigs store værker. Thanings bog ansporede mig til at læse hele Nordens Mythologi 1832, også selve fremstillingen, samt »Brage-Snak«, en række foredrag, hvor græsk og nordisk mytologi sammenstilles. Bugges bog gav anledning til genlæsning af højskoleskrifterne og Mands Minde. Begge ansporede til – spredt – læsning af digte og salmer, som de henviser til, og det er jo næsten sådan, at slår man op i Sangværket eller Poetiske Skrifter har man svært ved ikke at læse videre. Den store »Haandbog i Verdens-Historie« fik jeg først pløjet mig igennem efter nogle samtaler med Hanne Engberg om hendes arbej de med Kolds benyttelse af dette stof i sin undervisning. Vi kan formentlig ad åre forvente en særdeles interessant bog fra hendes hånd om dette spørgsmål.

Også Erica Simons store afhandling på fransk: »Reveil national et culture populaire en Scandinavie« fra 1960 bør nævnes og ikke mindst den dertil knyttede »De l'union culturelle du Nord«, en fransk oversættelse af »Om Nordens videnskabelige Forening« med en udførlig indledning. Man skal ikke lade sig afskrække af det franske. Det er faktisk muligt at læse begge på grundlag af almindelige gymnasiefransk, evt. med en ordbog ved hånden. Jeg har faktisk på dette grundlag oversat indledningen til dansk, fordi den forekom mig at rumme en bedre og klarere redegørelse for Grundtvigs historiesyn, end vi ellers har på dansk (trykt i Højskolebladet 1974, udgivet som særtryk).

Selve det at skaffe sig teksterne – især hvis man vil eje dem – er et problem. Den nye udgave af »Sangværket«, som begyndte at udkomme i 1944, fik Lederbladet til anmeldelse, og første bind blev i det mindste omtalt. Også bind II og III fik jeg fat på, men derefter gik der kludder i det. Bind VI med varianter og noter har jeg købt senere, men bind IV og V er aldrig dukket op. Så har man altså en torso stående. Ærgerligt. Og det skal nok vise sig, at når man støder på noget, man gerne vil slå efter, findes det netop i de to manglende bind.

På lignende måde er det gået mig med »Poetiske Skrifter«. Først fik jeg bind VIII og IX, de sidst udkomne, idet C. P. O. Christiansen på en eller anden måde fik fingre i restoplaget eller en del af det og delte ud til højre og venstre. Til en rund fødselsdag ønskede jeg mig så bind I-VII, og det lykkedes minsandten at skaffe dem antikvarisk – dog undtagen bind IL Igen en kedelig lakune, som det må anses for håbløst at få fyldt ud. »Mands Minde« skaffede jeg mig som vederlag for at føre tilsyn med en salgsudstilling fra Askov boghandel af Grundtvig-literatur ved et kursus for »Venner af Grundtvigs Goteborgtanke«, som blev holdt på Frederiksborg Højskole i 1951. Jeg har læst den flere gange, ikke mindst som kommentar til studenter- og ungdomsoprøret. Den handler i høj grad om revolution contra folkeoplysning. Den kan meget vel tænkes at være egnet til at begynde med, men er svær at opdrive.

Mens Grundtvigs Saxo-oversættelse er udgivet flere gange, også i billigbogsudgave, er Snorre-oversættelsen sjælden. Jeg faldt for nogle år siden over den i et antikvariat. Man bør ikke snyde sig selv for at læse dette værk, men der findes naturligvis andre oversættelser og udgaver.

Oversættelsen af Beowulf er det aldrig lykkedes mig at få fat på. Det samme gælder Grundtvigs oversættelse af Irenæos, »Krønikerim« og flere andre ting. Vil man udover det, som findes i standardudgaverne og i Sangværket og Poetiske Skrifter, kommer man hurtigt i vanskeligheder. Principielt skal bibliotekerne jo kunne skaffe alt, men flere ting er så sjældne, at man ikke må tage dem med hjem, kun bruge dem på bibliotekets læsesal, som ikke altid er velegnet. Når man har sit arbejde at passe ugen igennem, kan det være højst utilfredsstillende.

Skal jeg sammenfatte tilsidst, vil jeg sige:

1. Begynd med højskoleskrifterne. De findes som sagt i Værker i Udvalg bind IV og i Bugges »Grundtvigs Skoleverden« med noter og kommentarer.
2. Gå videre med indledningen til »Nordens Mythologi 1832«, som findes i begge standardudgaver, henholdsvis bind V og bind IV.
3. Fortsæt dernæst med – jeg havde nær sagt – hvadsomhelst fra 1830erne og 1840erne. Det er efter min mening Grundtvigs bedste periode. Han har fundet sig selv, og han er endnu ikke blevet gammel. Alderdom er ingen brøde. Der er fine ting også fra de følgende årtier, såvel som fra de foregående. Hvad man vil vælge, afhænger af ens synspunkt. Det kommer jeg straks til.
4. Læs ind imellem digte og salmer, gerne samlet, men også gerne spredt. Her finder man ofte de bedste formuleringer. Grundtvig er nok allerstørst som digter, men det er langt fra altid, han er på højden.
5. Derefter må man selv finde vej, forfølge sine synspunkter og interesser. Der er nok – og meget forskelligt – at vælge imellem.
6. At sige noget om, hvad man som begynder skal læse om Grundtvig, er straks vanskeligere. – Jeg ville nok først nævne Hal Kochs indledning til bindet om Grundtvig i »Udødelige Tanker«. I det hele taget skulle man måske begynde med at anskaffe sig det, hvis det stadig kan fås; det indeholder ikke mange skrifter, men de er væsentlige og ubeskårede med undtagelse af to. Indledningen er uden den pathos, som er så fremtrædende i Kochs bog om Grundtvig fra 1943, og som var naturlig og berettiget i 1940, da forelæsningerne blev holdt, men som han iøvrigt selv var meget betænkelig ved. – Man kan også nævne Johan Borups bog om Grundtvig, som udkom samme år, men er vidt forskellig fra Hal Kochs. Begge er efter min mening læselige og læseværdige i dag. Det samme gælder næppe Rønnings store, klassiske biografi. Jeg kan ikke affinde mig med dens sprog og stil, men det kan jo være min fejl. – Derimod har jeg lyst til at nævne Vilh. Grønbechs berømte artikel: Kierkegaard og Grundtvig, som findes i bogen: Kampen om Mennesket (2. udg. 1943). Den kan måske være igangsættende – i mangel af inspirerende mundtlige foredrag om Grundtvig, som nok var det allerbedste for begyndere. løvrigt må man selv finde vej og finde frem. Kan man ikke det, får man næppe heller et rimeligt udbytte af anstrengelserne.

Sagen er nemlig den, at man ved videregående læsning af Grundtvig må anskaffe sig et synspunkt. Det skal helst være et, som giver sig af sig selv ud fra ens egen situation og problemstilling, ikke et man vælger, mere eller mindre kunstigt og konstrueret. Det skal naturligvis også helst være et, som er væsentlig for eller hos Grundtvig. For mig var besættelsestidens problemstilling og spørgsmålet om at finde og fastlægge mit eget ståsted i tilværelsen det helt naturlige udgangspunkt og synspunkt for min første Grundtvig-læsning.

Senere skiftede det til spørgsmålet om højskolens nutid og fremtid, om folkeoplysning som det nødvendige grundlag for folkestyre.

Eivind Larsens bog: »Grundtvig – og noget om Marx« fra 1974 fik mig til at genlæse store dele af Grundtvig ud fra spørgsmålet om hans forenelighed med Marx. Den fik mig iøvrigt også til at læse Marx i en vis udstrækning.

På samme måde kan man meget vel læse Grundtvig ud fra et moderne kvindebevægelsessynspunkt. »Kvindelighed« betyder meget mere for og hos Grundtvig, end man i almindelighed har gjort sig klart.

Man kunne også vælge synspunktet: Alderdommens betydning og opgave. Det ville være mindst ligeså berettiget som spørgsmålet om ungdommens, måske fordi Grundtvig først finder sig selv, da han er omkring de halvtreds og har sine bedste og mest produktive år mellem halvtreds og halvfjerds.

Man kunne spørge, om Grundtvig egentlig ikke er modstander af alt, hvad vi forstår ved skole, især børneskolen, og hvorfor han er det? I hvor høj grad er højskolen ment som en anti-skole? Og sådan kunne man man blive ved. I de senere år har jeg bestandig haft spørgsmålet om det mundtliges plads og betydning i baghovedet under min Grundtvig-læsning. Alle erkender, at han vurderer det mundtlige langt højere end det skriftlige og boglige, men han bliver ved med at være »bogorm og bogmager« – som han siger – hele sit liv. Og det er ligesom, ingen tager synspunktet virkelig alvorligt.

Til allersidst blot to praktiske – næsten banale – råd, når det gælder at læse Grundtvig: For det første: læg mærke til kommasætningen. Hans sætninger og sætningskæder er tit lange og vidtløftige, navnlig når han kommer i ånde. Undertiden kan de ofte være fortænkte og forskruede, men oftest er det, fordi det flyder for hurtigt og for let. Det kan undertiden hjælpe at standse ved komma'erne, når man skal fastholde tråden og opfange meningen.

For det andet: bevæg læberne – eller læs ham højt. Jeg ved godt, at det anses for barnligt. Det er noget, børn, som lige har lært at læse, gør. Men jeg tilråder frimodigt – forsøgsvis – at blive som børn også på dette punkt. Det kan undertiden hjælpe, og det hænger naturligvis sammen med, at hans sprog er så mundtligt eller mundret – undertiden også bevidst og tilstræbt mundtligt – i sin form. Men forøvrigt er stillelæsning en forholdsvis sen opfindelse i menneskehedens historie. Kirkefaderen Augustin, som bestemt ikke manglede læsefærdighed, undrede sig over, at den berømte biskop Ambrosius i Milano, da han besøgte ham – det var o. år 400 efter Kr. – læste stille uden at bevæge læberne. Det var »mod datidens sædvane«!

Måske var »datidens sædvane« god. Måske er stillelæsning slet ikke for alle, som vi uvilkårligt regner med i vores boglige kultur. Måske forstår mange af os bedre indholdet, når vi bevæger læberne eller lader stemmen lyde. Der kan være nogle mekanismer på spil her, som kan hjælpe flere end de egentlig læsehæmmede.

Men ellers: God vind til dem, der har fulgt med så langt. Jeg er betænkelig ved, at det blev så meget om mig selv, men anderledes kunne jeg ikke gøre det. Jeg har i det mindste bestræbt mig på at gøre Grundtvig og læsning af ham til hovedsagen.

Vilhelm Nielsen