Nyt om Norden - eller gammelt?

Af Vilhelm Nielsen

Højskolebladet, 120. Årgang, nr. 32 (1995), S. 516-518

Anmeldelse af: De Nordiske Fællesskaber: Myte og realitet i det nordiske samarbejde. Den jyske Historiker Nr. 69-70, 1994. Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. Afsnitsoverskrifter tilføjet. – Red.

Myter og ånd, eller videnskab?

Tidsskriftet "Den jyske Historiker" nr. 69-70 fra december 1994 er et dobbelt- og temanummer om "De Nordiske Fællesskaber". Det er svulmet op til en hel bog på ca. 250 sider og består af ikke mindre end 13 afhandlinger eller artikler, skrevet af nordiske historikere - 7 af danske, 3 af svenske, 2 af norske og een af en finsk. Her er rig lejlighed til at få sin viden om udviklingen i de nordiske lande og det nordiske samarbejde ført a jour. Litteraturfortegnelserne henviser næsten alle til bøger og artikler fra de seneste årtier og dermed til den nyeste forskning - foruden til ældre klassiske værker.

Undertitlen lyder: "Myter og realitet i det nordiske samarbejde", og dermed karakteriserer redaktion og forfattere på en måde sig selv. Myter - også de gamle nordiske - bryder de sig ikke meget om. Troen på, at de ved forskning og videnskab kan afdække virkeligheden, realiteterne, sættes der ikke spørgsmålstegn ved. Ånd er et ord, som næppe forekommer i deres ordbog. Vel nævnes Grundtvig, det kan næsten ikke undgås, men folk som Bukdahl eller C.P.O. Christiansen f.eks., som dog har formuleret ret så originale tanker og synspunkter på det nordiske, er ganske uomtalte.

Men lad os med tak tage imod, hvad disse - unge - forskere giver og yder. Dels er der sket meget nyt på den nordiske front siden anden verdenskrig, dels har man kulegravet og endevendt en del gamle problemstillinger, hvorom der havde dannet sig "myter", som ikke alle er holdbare. Og endelig er hele spørgsmålet om Norden og nordisk samarbejde kommet ind i en helt ny belysning i kraft af de europæiske - og internationale fællesskabers vækst og betydning i samme periode. Også det redegøres der grundigt for.

Først lidt om de forskellige emner og afhandlinger.

Ingen nordisk identitet?

Bogen åbnes med en lang artikel af den snart allestedsnærværende og allevegneskrivende Uffe Østergård, som på en måde omfatter og sammenfatter det hele - eller i det mindste de tre skandinaviske lande. "Norden, - europæisk eller nordisk?" hedder afhandlingen. Trods grundigt kenskab til og fremhævelse af de enkelte landes "identitet" (som folkeligheden jo hedder nu om dage) er han mest tilbøjelig til at nægte eksistensen af noget sådant. De skandinaviske nationaliteter er "arven efter to multinationale imperier, som i århundreder kæmpede om overherredømmet i Nordeuropa", hedder det, og det er jo ikke forkert, men er det hele sandheden? Der siges artige og morsomme ting om Danmarks og Sveriges "fortrængning" af deres faktiske historie. "Først sent opstod det nuværende Sverige" og Danmark, men var der alligevel ikke en identitetsbærende kerne - måske ubevidst - som kunne udvikle sig og blomstre efter kraftig beskæring? Akkurat som der viste sig at være det i Finland og Norge? Og kan disse identiteter reduceres til "variationer på europæiske temaer", som det hedder i den tredie afhandling "Är Finland ett nordiskt land?" Var der trods alt et fælles grundlag i den islandske litteratur, i myter og saga'er m.m. som vel var europæisk, men ikke sydeuropæisk, hverken græsk eller romersk af oprindelse?

Hvor meget rigtigt og morsomt der end kan være i Uffe Østergårds hånlige og nedladende gennemgang af den nynorske rejsning i det 19. århundrede, er heller ikke det hele sandheden. Det er ikke altid så ligetil at skifte sol og vind lige mellem myte og realitet, som forskerne tror.

Den anden afhandling er Vagn Wåhlin's om "Island, Færøerne, Grønland og det nordiske". Det er historien om de gamle danske "koloniers" vej til selvstændighed, som kun for Islands vedkommende er kommet til en ende. De to andre synes endnu længe at behøve danske subsidier for at overleve, selvom identitetens kerne næppe fejler noget. Derefter følger den nævnte afhandling om Finland er et nordisk land. Det er farlige sager at gå nærmere ind på, men spørgsmålet besvares bekræftende. Også sproget hævdes at være mere nordisk, end man før har hørt. De fire mere principielle indledende afhandlinger sluttes med Lorenz Rerups om "Nationalisme og skandinavisme indtil første verdenskrigs udbrud".

Nordisk samarbejde

Derefter følger ikke mindre end 9 afhandlinger om mere specielle og begrænsede emner eller områder, hvis titler dels kan give anledning til løftede øjenbryn, dels til forventninger om ret så kedsommelige sager, men som viser sig både at indeholde vigtige og væsentlige faktiske oplysninger om det nordiske samarbejde frem til idag og interessante sammenfatninger og vurderinger, som ofte falder anderledes ud, end den almindelige avislæser på forhånd forventer.

Det begynder med "Den skandinaviske møntunion", som er det første eksempel på, at det nordiske samarbejde lever af sine nederlag. Skandinavismen døde i og med 1864, men mange af studenterne, som senere i århundredet var blevet jurister og embedsmænd, virkeliggjorde i praksis nogle af deres ungdoms tanker og drømme, bl.a. i form af en møntunion, som holdt til første verdenskrig, men også i form af mere eller mindre ensartet lovgivning. Der må have været noget, der hvar stærkere end det forsmædelige nederlag.

Men hvad skal vi i en sådan bog med 15 sider om "Nordisk lærerindesamarbejde omkring 1900"? Er - eller var - det virkelig så vigtigt? I vore dage er betegnelsen Lærerinde næsten forsvundet af sproget, og det skildrede samarbejde blev da også i høj grad båret af og blev en inspiration til kamp for kvinders ligeret og ligestilling i undervisningsvæsenet og overalt. Men dertil kom en kamp for nordisk indhold i skolens undervisning i både sprog, litteratur og historie, som er al ære værd.

Der fortsættes med Foreningerne Nordens arbejde. De blev stiftet i 1919 og har eksisteret lige siden som offentligt støttede folkelige bevægelser eller foreninger. Undertiden har de været genstand for nedladende betragtningsmåder, og iøjnefaldende resultater har de vel ikke opnået, men de har overlevet, har ikke kunnet kvæles eller dø. Man fristes til igen at sige, at der må være et eller andet levedygtigt nedenunder.

Arbejderbevægelserne har i høj grad arbejdet sammen i Norden både fagligt og politisk - også i international sammenhæng, så meget, at det undertiden har været på nippet til at kunne skade den almindelige tilslutning til det nordiske samarbejde af frygt for at det skulle blive for social-demokratisk! Man må huske, at både i Norge og i Sverige havde Social-Demokratiet i perioder absolut flertal.

Men så kommer vi til efterkrigstidens ambitiøse nordiske projekter: forsvarsforbund og økonomisk samarbejde. Begge dele led som bekendt skibbrud, forsvarsforbundet i slutningen af 1940'erne og "Nordek" i slutningen af 1960'erne. De forskellige faser i forhandlingerne gennemgås udførligt, men man skal ikke overse, at også her voksede der ud af nederlagene noget nyt, som stadig trives. Groft sagt kan man hævde, at det første nederlag affødte oprettelsen af "Nordisk Råd" i 1952 og det andet "Nordisk Ministerråd" i 1972. Begge dele er ganske vist undertiden blevet betragtet med en vis overbærende nedladenhed. Der er hverken blevet tale om et statsforbund eller en forbundsstat, men kun om et nyttigt og besværligt samarbejde.

Hermed standser vi gennemgangen af de mange afhandlinger, som tilsammen udgør en dygtig forskningsoversigt over begivenheder, som man som interesseret avislæser nok kender i hovedtræk, men ikke i sammenhæng og med overblik. Dertil kommer vurderingerne, som naturligvis kan diskuteres.

Nordisk samarbejde – europæisk union

Lad mig til slut fremhæve og understrege ordet samarbejde, som her virkelig er på sin plads. Det er der efter min mening ikke som hovedord, når talen er om den europæiske union, hvor det idelig anvendes - i hvert fald i dansk sammenhæng. Spørgsmålet er, om det ikke er falsk varebetegnelse med mere eller mindre bevidst vildledende hensigt. Union betyder sammenslutning, ikke samarbejde mellem selvstændige parter. Man skulle i det mindste tro, at Venstre og Konservative var helt klare over forskellen efter deres sammenslutningsplaners forlis i 1960'erne. Men sagen er jo, at forudsætninger for en virkelig union mere og mere viser sig ikke at være tilstede, så man må nøjes med et samarbejde mellem selvstændige parter. Helt klart bliver det, hvis de hasarderede planer om udvidelsen mod øst bliver virkeliggjort. Her kunne man måske lære af det nordiske samarbejde. Man begynder nedefra, tager små, forsigtige skridt, ser vanskelighederne i øjnene som de realiteter, de er. Men man opgiver ikke. Og hvorfor ikke?

Der må være et eller andet, som er uovervindeligt, en "Fugl-Fønix-effekt", som det hedder et sted i en af afhandlingerne. Det nordiske dukker uvægerligt op igen, når det synes kvalt og helt mislykket. Måske er der noget her, der har med ånd at gøre, som ellers ikke rigtig regnes i politik. Historikerne synes at henregne det ikke til realiteternes, men til myternes verden. Måske tager de fejl.

Måske er det nordiske samarbejde trods alt mere realistisk end den europæiske unionsdrøm. Måske bygger de nordiske fællesskaber på en fastere og sikrere grund, går mere nøgternt til værks, ja, måske har de endog i det lange løb større chancer for at nå varige resultater.

De Nordiske Fællesskaber: Myte og realitet i det nordiske samarbejde. Den jyske Historiker Nr. 69-70, 1994. 248 sider, kr. 250,-