”Mundens Tronbestigelse”

Af Vilhelm Nielsen

Vi trænger til en anden vægtfordeling mellem mundtlig og skriftlig kultur, hævder undervisningsinspektør Vilhlem Nielsen – især i førskole og skole, i radio og TV – og i Folketinget.

UDTRYKKET er Grundtvigs – naturligvis.

Det flyder ham i pennen i et af udkastene til hans første egentlige højskoleskrift: ”Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet” fra 1836, men det fandt ikke vej til det trykte skrift. Det fik lov til at samle støv i manuskriptdyngerne, indtil K. E. Bugge fremdrog det af glemselen i sin disputats fra 1965 om Grundtvigs pædagogiske tanker: ”Skolen for Livet”.

Det er imidlertid et markant og malende udtryk for en af hans hovedtanker, som han ustandselig slog til lyd for i de sidste fyrre år af sit lange liv: Mundens afgørende fortrin og forret fremfor ”pennen” eller ”bogen”, en tanke, som ikke har været uden virkninger på en lang række områder helt frem til idag, men som også er blevet betragtet som en af de griller eller særheder, som man må bære over med hos en så storladen digter og tænker, præst og profet, eller hvordan man nu vil forsøge at karakterisere og rubricere ham.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage netop denne tanke alvorligt, om ikke en meget stor del af den sproglige og kulturelle misere, vi er havnet i, af den politiske og pædagogiske uro og ulyst, som er så mærkbar, i virkeligheden hænger sammen med manglende og mangelfuld mundtlighed.

Stort set lever vi i en skriftlig og boglig kultur, præget af en helt selvfølgelig nedlandende og nedvurderende holdning over for alt mundtligt. Vel har det mundtlige sine svagheder og farer, især når der næsten ingen opøvelse eller uddannelse sker hverken i at tale eller høre, men det har også sin styrke, som imidlertid ikke kommer til sin ret, når det skriftlige bestandig er det store og ubevidste forbilled og mønster.

Jeg skal indledningsvis og antydningsvis nævne fire ting, som viser et behov for mere – og mere bevidst – mundtlighed og efter en udflugt til Grundtvig for at få lidt mere perspektiv og dybde i betragtningen behandle dem lidt udførligere hver for sig.

1. Klagerne over at børn i førskolealderen får for ringe sproglig stimulation er vidt udbredte og højlydte. – Det turde være indlysende, at problemet kun kan løses mundtligt.
2. Folkeskolens danskundervisning har i mere end 150 år haft som hovedformål at lære alle at læse og skrive – altså været boglig og skriftlig. Hvor stor en del der har tilegnet sig disse færdigheder som mere end noget mekanisk, der bruges mindst muligt, er et spørgsmål. Det er endnu uprøvet, hvor langt man kunne nå ved en systematisk og bevidst opøvelse af evnen til at lytte og tale. Interessen for det mudntlige er tydeligvis stigende blandt dansklærere.
3. Massemedierne er mundtlige, radio helt of aldeles, fjernsyn i det mindste halvt, og den anden halvdel er ikke skriftlig eller boglig, men billedlig. Aviserne er – eller skal man sige var – skriftlige. Tør man antyde, at der kunne være et positivt aspekt i avisdøden, nemlig at noget skriftligt afløses af noget mundtligt – vel at mærke hvis radio-fjernsyn virkelig lever op til sine mundtlige muligheder og får frihed til at fremføre mindst fire forskellige synspunkter eller holdninger hver dag.
4. Folketingssalen er indrettet på mundtlighed, men misbruges. Der høres for lidt, fordi for lidt er værd at høre på. Man fortrækker at læse selv fremfor at høre på oplæsning af manuskripter. Folketinget burde være det fornemste udtryk for et vekselvirkningens og samtalens samfund. Det er svært at se, om det er evnen til at lytte eller evnen til at tale, det skorter mest på. Hvad er årsag, og hvad er virkning? Men meget tyder på, at uden mundtlighed kan hverken menigmand eller medlemmerne fatte og fastholdes af forhandlingerne.

ALLE FIRE steder – og der kunne nævnes mange flere – tiltrænges en ”Mundens Tronbestigelse”. Men hvad skal det sige og betyde? Er det overhovedet andet end bragesnak og utopi? Kan man tænke sig, at der kan gøres og ske noget, som hjælper? Kan det tænkes, at vi kan få vendt op og ned på tingene, så det mundtlige finder sin naturlige førsteplads fremfor alt skriftligt og bogligt?

Anledningen til at Grundtvig bruger udtrykket – og til hans første højskoleskrift, som det altså ikke kom med i – er de rådgivende Stænderforsamlingers første session, hvis forløb han fulgte nøje gennem Stændertidende. Han var ikke særlig begejstret for de synspunkter, der fremførtes i forhandlingerne, men selve det, at valgte repræsentanter for folket havde fået ordet, havde fået taleret over for den enevældige konge og hans embedsmænd, som altså åbenbart ønskede at høre, gjorde et overvældende indtryk på ham. Det hænger sammen med to ting: dels at han så det i historisk perspektiv: urgammel dansk statsskik, hvor frie mænd mødtes på tinge med kongen, som havde magten, men ikke brugte den, uden at hans mænd havde haft frit ord, var blevet genoplivet efter århundreders vanrøgt, hvor adel og gejstlighed havde tilranet sig magten.

Dels hænger det sammen med hans høje vurdering af ordet, den mundtlige tale. Folkets røst har simpelt hen fået lyd, munden er ”kommet på gang”, er sat i højsædet, kommet på tronen. Frit ord giver ikke magt, men det giver indflydelse, vel at mærke hvis den eller de, der har magten, vil lytte, og hvis den eller de, der skal tale, ved hvad de taler om og kan udtrykke deres hjertens mening. Det sidste kan det nok skorte på, derfor en folkelig højskole, hvor alting på modersmålet drejer sig om fædrelandet. Skal der være mening i en ”mundens Tronbestigelse” i politik, må den underbygges af en tilsvarende i skolen. En folkehøjskole, som ikke er mundtlig, er ikke en folkehøjskole i grundtvigsk forstand.

Men bagved ligger en tredie ”Mundens Tronbestigelse”, som formentlig er den afgørende i Grundtvigs opfattelse, og som giver den det dybeste perspektiv. Den såkaldte ”mageløse” opdagelse et tiår tidligere betød, at det, der betegnes med det meget krævende – og ofte meget [...] brugte – udtryk Guds ord, kun foreligger i mundtlig form. Også når det gælder det aldeles uhåndterlige og overmennesklige, som efter sigende meddeles i kirken eller menigheden, et det mundtlige bæredygtigt. Når det skriflige, ”den hellige skrift”, bogen, ikke er bæredygtig for dette, hænger det karakteristisk nok sammen med, at det, der for Grundtvig meddeles i menigheden, ikke blot er en lære eller en anskuelse, oplysning eller viden, rigtige meninger eller dogmer, men simpelt hen liv, genfødelse af dette gamle dødsmærkede menneskeliv her og nu og i al evighed.

Når det mundtlige nødvendigvis skal på tronen også i skole og politik, hænger det sammen med, at ”Lys uden Varme er Helvedes Kval” også i disse sammenhænge. Der vil mere til end oplysning.

HVIS DET kun drejer sig om at meddele noget teknisk eller objektivt, er det skriftlige mindst ligeså velegnet et middel som det mundtlige. Ja, man kunne endog klare sig med et fremmed sprog, som det blev foreslået en gang i sommer. Hvis man foreslår noget sådant, eller hvis man mangler sansen for det mundtliges værdi og muligheder, afslører man noget om, hvor lidt man ønsker meddelt mellem mennesker, hvor fattig og farveløs en vekselvirkning man er tilfreds med. Det er man dog næppe i de intime forhold mellem mennesker, mellem forældre og børn, f. eks. Eller mellem elskende. Der vil man dog vist komme til at [...] nuancer , som kun modersmålet - og kun det mundtlige modersmålk, som gensidig tiltale – kan udtrykke. Men det er et spørgsmål om skolelærdom og politisk forståelse overhovedet kan vidergives og udveksles uden den varme og den nuancering, som er betinget af mundtlighed. Grundtvig mente nej.

EN ANDEN vægtfordeling mellem mundtligt og skriftligt er påkrævet på de fire områder, der blev nævnt i indledningen.

1. Hvis vi har en samfundsudvikling, som medfører, at en tredjedel af børnene i førskolealderen må tilbringe tiden i daginstitutioner, burde mundtlig sprogbrug være hovedfaget i uddannelsen af disse institutioners medarbejdere, og evner og anlæg i den retning være hovedkriteriet ved optagelse på uddannelsesstederne for disse medarbejdere. Hvis forældrene ikke har tid og kræfter til i et ømt og kærligt spil under leg og munterhed at lære deres børn modersmålet – i øvrigt et kønsdiskriminerende udtryk – og stimulere deres sproglige udvikling, så må pædagogerne jo gøre det, og det må være en hovedsag i deres uddannelse selv med fare for, at modersmålet erstattes af et ”pædagogmål”.

Eller ligger der her en upåagtet og uerkendt ogave for bedsteforældrene? Den bedste erstatning for et modersmål er vel et bedstemodersmål. Intet kan være lykkeligere og mere påkrævet end at sige til de gamle i vort samfund, pensionisterne, at der er brug for dem, at de har en vigtig opgave. – Vi trænger til en ”Landsforening til Fortællekunstens Genoplivelse”. Selv på et 14-dages pensionistkursus på en højskole, som der arrangeres mange af, kunne der gives betydningsfuld vejledning og opmuntring til at tage en sådan opgave op. Det er såmænd ikke så meget, der skal til. Det må være tilladt at opmuntre både forældre og bedsteforældre til – på deres egne betingelser – at tage opgaven op. I mange tilfælde er det formodentlig kun opmuntring, der behøves. Det drejer sig – som Grundtvig siger i anden sammenhæng – om at komme naturen til hjælp. Mange ældre kan i virkeligheden yde meget mere og noget meget mere værdifuldt, end de selv tror.

2. HVIS MAN opdeler skolens danskundervisning i fire discipliner: lytte, tale, læse, skrive, bør hovedvægten forsøgsvis lægges på de to første, som er mundtlige. Det vil sige, at der bør ske en ligeså bevidst og systematisk tilrettelagt opøvelse – med opgaver af stigende omfang og sværhedsgrad – i disse to discipliner som den, der har været tradition for i læsning og skriftlig fremstilling. Man kan ikke gå ud fra, at børn kan lytte og tale, når de kommer i skole. De har ligeså meget behov for opøvelse i de mundtlige discipliner som i de skriftlige.

Det er en overset kendsgerning, at den samfundsmæssige baggrund for en omfattende undervisning i tale- og samtalekunst (retorik og dialektik), som forsvandt, da det gamle græske demokrati gik til grunde, genopstod med det moderne demokrati. Det er ikke underligt, at disse klassiske dannelsesfag i resten af oldtiden og middelalderen forfaldt til formalisme og absurditet, men det skulle være muligt at genoplive dem, når behovet er til stede.

Det var et hovedformål med folkehøjskolen at afhjælpe den manglende og mangelfulde mundtlighed, og det lykkedes at skabe en i alt væsentligt mundtlig undervisning og at fortsætte og udvikle den i en generation eller to. Lærerne lærte sig virkelig den kunst, at fortælle og eleverne at lytte. Men er det ikke gået i forfald i dette århundrede? Fik eleverne […] ”Munden på Gang” is større omfang ... bortset fra sangen, som er vigtig, men som også er afgørende svækket? Sker der gennem den megen snak i studiekredse og gruppearbejde en bevidst opøvelse i mundtlig sprogbrug og i at lytte? Man kan nok have sine tvivl om, hvorvidt der på højskolerne kan hentes inspiration til en anden vægtfordeling mellem mundtligt og skriftligt, eller om at nogen skoleform overhovedet kan bryde den forheksede tryllekreds af skriftligt og bogligt, som omslutter os alle. Men behovet for at sprænge den er åbenbart.

3. EFTER MIN mening burde manuskripter forbydes i Folketinget – bortset fra vigtige regerings- eller partierklæringer af principiel natur. Hvad der er skrevet, bør læses, ikke høres.

Adskillige politikere kan kunsten at tale mundtligt, men de har næppe lært det i nogen form for skole. De har måttet lære sig den selv ad den hårde vej, og den manglende vejledning viser sig undertiden – som hos præster og lærere – i visse unoder eller uvaner, som ingen har mod og barmhjertighed – eller ubarmhjertighed – nok til at gøre dem opmærksom på og rette. Alle der taler meget burde benytte båndoptagere regelmæssigt til en slags selvjustits eller selvkorrigering. Også i undervisningssammenhæng kan dette redskab finde rig anvendelse, hvis man giver sig ud på en systematisk opøvelse i mundtlig sprogbrug.

Derimod er politikere næppe bedre opøvede i at lytte end alle os andre, og det kan blive katastrofalt for vort politiske liv, for dets karakter af samtale eller vekselvirkning, hurtigere end man måske tænker sig. Hvis modparten ikke kan eller vil høre og forstå, hvad man siger, og hvorfor man siger det, eller hvis man ikke selv er i stand til at udtrykke sig med ord, så man bliver forstået, må man gribe til andre midler. Man demonstrerer, man bruger kroppen. Jo flere kroppe, jo større indtryk, tror man. Ord degenererer til slagord, råbt i kor eller malet på lærred, gentaget i det uendelige. Meningen er ikke, at de skal høres eller forstås, men at de skal slå eller tvinge. Kun lyden af dem skal høres, jo stærkere, jo bedre. Vi er på vej mod diktatur, massernes diktatur måske, men diktatur – uden vekselvirkning og samtale. Også det hænger måske sammen med manglende og mangelfuld mundtlighed.

4. I RADIOEN knirker manuskripterne som på Folketingets talerstol. Ikke tydeligt måske, men hørligt. Det er næppe overdrevent at sige, at universiteternes ældgamle forelæsningstradition i højere grad er mønster og forbillede end højskolernes foredragstradition – til trods for rækken af højskolefolk som foredragschefer (Jens Rosenkjær, K. B. Andersen, Arne Fog Pedersen). Hvor megen vejledning i og opmuntring til mundtlighed gives der mon til folk, der skal tale i radio?

Fjernsynet er i sig selv totalt uskriftligt og ubogligt. Bogstaver og tal er en uting på skærmen, ligegyldigt hvor fikse og moderne flanellografer o. l. man anvender. Nyhedsoplæseren sidder som en god gammeldags lærer på sit kateder og læser op for os. Nogle af journalisterne forsøger at lære deres manuskripter udenad og stirrer så længe som muligt ud på […], andre forsøger at gemme små sedler i hånden eller med andre fiksfakserier at give indtryk af mundtlighed, og endelig er der dem, der står ved deres jounalistiske identitet og åbenlyst læser deres koncentrerede og ofte fint formede artikler op, men ingen fortæller en historie, og næsten ingen kommer med en virkelig mundtlig kommentar. Journalister har nu engang lært at skrive – ikke at tale. Har de lært det har de lært sig selv det, ad den hårde vej, i praksis. Der gives så at sige ingen uddannelse eller opøvelse i det – bortset fra private talerskoler! Danmaks Radio buder lave sin egen.

De bedste fjernsynsudsendelser er efter min mening gamle mennesker, der får lov til at fortælle uden alt for mange afbrydelser og spørgsmål, og enkelte rolige samtaler mellem to, der får rimelig tid og ikke alt for uvedkommende billeddækning. Det værste er diskussioner mellem 8 eller 15, som aldrig bliver til levende vekselvirkning, men kun til meningsløs og utilfredsstillende afveksling, og så billedserier med oplæst kommentar, der stinker langt væk af død skriftlighed.

TIL SLUT nogle linjer af et vers af Grundtvig. Det stammer fra en salme, som næppe synges meget. Det lyder:

Bladet fra Munden!
Glem ei, hvad Tale betyder i Grunden,
At det er Hjertet på Tungen!
Glemme sig selv over Gavnet, Man giør
Det giør Man helst naar Man tør

– I øvrigt er denne artikel een stor selvmodsigelse. Man kan ikke skriftligt slå til lyd for det mundtlige.

VILHELM NIELSEN