Morten Korch: Højskolens chefideolog!

Af Vilhelm Nielsen

Højskolebladet, Årg. 99, nr. 42, 15. november 1974, s. 672-675

Højskolebladets læsere bør ikke forholdes kendskab til, hvad der i Introduktionshæftet til TRIVI-serien (Munksgaards forlag, forfatter: Olav Harsløf, redaktion: Henning Salling Olesen m. fl.) siges om højskolen (!) og dens litteraturundervisning.

Hæftet er udstyret med noget så fint som et sagregister, og ved hjælp af det kan brugerne (gymnasie-, HF-, seminarie- og aftenskoleelever) ifølge forordet »finde frem til de oplysninger I har brug for under beskæftigelsen med arbejdshæfterne og de forskellige genrer«. (Der er foreløbig kommet 4 hæfter, og yderligere 4 er under forberedelse). Vi befinder os i en afsluttet verden, hvor al nødvendig viden kan rummes på 46 sider. Henvisninger til supplerende litteratur, evt. af anden opfattelse synes unødvendig.

Slår man i sagregisteret op under højskolen, henvises man til side 33, og jeg skal citere et stykke, idet jeg dog for at få lidt sammenhæng i tingene begynder på side 32:

»En tysk litteratursociolog har givet følgende forklaring (på årsagerne til triviallitteraturens opståen):

»Triviallitteratur er et masseresultat af den vestlige verdens industrialisering og er godt på vej til at blive en universalkultur. – Landboerne og småhåndværkerne lærte ganske vist at læse og skrive af erhvervsmæssige grunde, men de fik ikke af den grund fritid og komfort – som nydelsen af den traditionelle bykultur nu engang fordrer. Men da de samtidig mistede deres smag for folkekunsten og i stedet måtte frygte for at komme til at lide af almindelig kedsomhed, øvede denne store befolkningsgruppe et pres mod samfundet for af det at blive forsynet med et kulturprodukt som svarede til gruppens behov. – Denne erstatningskultur blev triviallitteraturen.«

(C. Greenberg)

Den danske triviallitteratur

Af denne sociologiske forklaring ser vi at det ikke blot er industriproletariatet der får ændret sine kulturelle vaner gennem den såkaldte industrielle revolution. Også bønderne og småhåndværkerne præges af den. Dette er specielt interessant for os der vil undersøge den danske triviallitteraturs historie. – I Danmark startede den industrielle udvikling sent; først o. 1880. Danmark var et landbrugsland og det var bøndernes politiske rettigheder og åndelige udvikling debatten drejede sig om i sidste halvdel af forrige århundrede. Derfor får den danske triviallitteratur en noget anden karakter: en dydig litteratur skrevet af præster og skolelærere til højnelse af først og fremmest landbefolkningens moral.

»Bondevenstre« eller »Det forenede Venstre« som landboernes parti hed i slutningen af forrige århundrede var i allerhøjeste grad et produkt af de ændrede forhold på verdensmarkedet. Billigt amerikansk og russisk korn pressede hjemmemarkedsprisen så langt ned at en aktion var nødvendig. Resultatet blev den kendte omlægning af landbruget fra kornavl til smør- og kødproduktion. Denne aktion fandt sted samtidig med forfatningskampen – Venstres kamp mod Højres ulovlige styre (Provisorierne). Systemskiftet i 1901 kommer da til at markere Danmarks overgang til parlamentarisk demokrati, men også en tilpasning til det nye verdensmarked den industrielle revolution havde skabt.

Bondepartiet Venstres aktiviteter var således naturligt nok dikteret af umiddelbare politiske og økonomiske interesser. – Et fælles grundlag i vælgerskaren var der dog i religiøsiteten, og først og fremmest i grundtvigianismen. Man diskuterede i samtiden nytten af de mange højskoler og resultatet – de såkaldte 'højskolebønder' – unge karle og piger der havde opholdt sig en vinter på en af disse skoler. Kritikken var hård fra bl. a. Georg Brandes og Henrik Pontoppidan der mente at man indhyllede de unge i urealistiske forestillinger om hvad åndelig frihed var.

Den litteratur man beskæftigede sig med på højskolerne var den dydigt-moralske præste- og skolelærerlitteratur; hertil kom den romantiske Litteratur ('guldalderdigtningen'). Her stiftede eleverne bekendtskab med en idealisme der lå milevidt fra den realisme de kom fra – og jo skulle tilbage til igen. Det var ikke uden grund mange satte spørgsmålstegn ved den gavn et sådant højskoleophold kunne have.

Skal man prøve at karakterisere Venstre-bevægelsen må det blive ved en blanding af den tidlige økonomiske liberalisme (frihandelstanken), højskolernes grundtvigianisme, traditionel moralisme og stærk modvilje mod kulturel eksperimentering.

Morten Korch

Venstres 'livssyn' udtrykkes af en forfatter som Morten Korch. Specielt efter 1900 har der været flere danske »bondeforfattere«; f. eks. Aakjær, Skjoldborg, Marie Bregendahl. Men den der mest dybtgående både i sin fremstilling og i sin ideologiske tilknytning repræsenterer Venstre er Morten Korch. – Han skrev ud fra et grundtvigiansk livssyn, ud fra en liberalistisk tro på de frie kræfters spil, ud fra »folkeånds-tankens« historiesyn (jvf. s. 24), ud fra god borgerlig moral, ud fra en tro på skæbnens indgriben, og ud fra en stærk modvilje mod det gammeldags og forældede og mod voldsomme og pludselige fornyelser.«

Slår man hen på side 24, finder man der – under overskriften »Fordrejet bevidsthed« – bl. a. følgende:

»Fra religiøs og officiel side var den hierarkiske samfundsmodel den grundlæggende. Og nu kom der med organismetanken i den romantiske og romantistiske litteratur et forsvar for denne model – og først og fremmest en populær forklaring på hvorfor den var rigtig. Forfatterne appellerede til folkeånden, til fornemmelsen af at være forbundne med tidligere slægter langt tilbage i historien, og til en forestilling om en social samhørighed de enkelte samfundsgrupper imellem. Bedst kendt for denne »politik« er Ingemanns romaner ...

Det er væsentligt at kende og beskæftige sig med organismetanken hvis man vil forstå vores eget århundredes ideologiske modsætninger. Tanken er med sine værste sider blevet grundlaget i den fascistiske ideologi, men indgår også – omend i mere moderat form – både i de borgerlige og social-demokratiske partiers ideologi.«

Som man ser, kommer forfatteren her næsten på højde med Mads Nissen Styrk i antydningens fine kunst: Hvad der ikke ligger til venstre for Socialdemokratiet i aktuel politik har idegrundlag fælles med fascismen – sammen med Ingemanns romaner! Man kunne med samme ret hævde, at det samme gælder alt, hvad der kalder sig socialistisk, eftersom den tyske afart vitterlig hed National-socialismen. Er det virkelig det niveau, man ønsker oplysningen givet og diskussionen ført på?

Iøvrigt må man for det første undre sig over, at nogle linier af en tysk litteratursociolog kan bruges som fyldestgørende forklaring på dansk triviallitteraturs baggrund, uagtet dansk industrialisering kommer senere, uagtet Danmark var et landbrugsland og uagtet danske landbrugere var i stand til at løse vigtige erhvervsøkonomiske problemer på en måde, som ikke kan forklares. Hvornår vil vore hjemlige marxister begynde at interessere sig for de faktiske produktionsforhold og andre forhold her i landet og tage udgangspunkt i dem i st. f. i tyske eller engelske analyser og teser? Den eneste marxist der mig bekendt hidtil har ladet sig anfægte af danske kendsgerninger, som ikke uden videre passer med Marx' teorier, er Eivind Larsen, hvis bog forfatteren kunne lære meget af, når det gælder de her behandlede forhold. Han ved i det mindste noget om disse politiske og kulturelle sammenhænge.

Man må for det andet undre sig over en række oplysninger om partiet Venstre omkring århundredskiftet. Det skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på her. Jeg skal blot nævne, at Det forenede Venstre hører hjemme i 1870erne, dets saga er faktisk ude o. 1880. Hvad der menes med »Bondevenstre« er ikke ganske klart. Noget tyder på, at forfatteren her har overtaget en nedladende national-liberal betegnelse, hvadenten det så er sket ubevidst eller ud fra en fordrejet og fordrejende bevidsthed. Visse ting i vurderingen af højskolen, som jeg straks kommer til, tyder på, at han ukritisk øser af sådanne kilder. Forfatteren synes ubekendt med, at hele fløje af grundtvigianismen ikke sluttede sig til Venstre og at hele fløje af Venstre ikke var grundtvigske – eller »religiøse«, f. eks. Edvard Brandes.

Størst forundring må imidlertid en tredie påstand vække: »Den litteratur man beskættigede sig med på højskolerne var den dydigt-moralske præste- og skolelærerlitteratur; hertil kom den romantiske litteratur ...« Skolelærerlitteratur er en ikke helt ukendt rubrik i ældre litteraturhistorier. Er det den, der hentydes til? Traskes der her videre i dette let diskriminerende spor? I kapitlets indledende afsnit hedder det ellers, at forfatternes private og personlige forhold ingen rolle spiller i triviallitteraturens historie – i modsætning til den fine litteraturs. Men hvad er præstelitteratur? At det er triviallitteratur, der er tale om er klart nok. Det hedder jo tidligere i det citerede: »Derfor får den danske triviallitteratur en noget anden karakter: en dydig litteratur skrevet af præster og skolelærere.... « Og den må være skrevet efter ca. 1890, da triviallitteraturen jo er et svar på behov, der opstår som følge af industrialiseringen, som i følge forfatteren først sætter ind i Danmark ca. 1880. Med andre ord: Hvilke dydigt-moralske bøger skrevet af præster og skolelærere, skal vi sige fra 1890 og fremefter, er det, som udgør intet mindre end »Den litteratur, man beskæftigede sig med på højskolerne?« (Hvortil så i anden række kom guldalderdigterne). Det spørgsmål må vi have besvaret, og der må grundige skolehistoriske og sociologiske undersøgelser til, hvis der skal gives tilstrækkelig dokumentation for en så kategorisk påstand. Ikke mindst da påstanden forleder forfatteren til en – ganske vist forsigtig udtrykt – dom over højskolernes virksomhed i det hele taget: »Det var ikke uden grund mange satte spørgsmålstegn ved den gavn et sådant højskoleophold kunne have«. Hvem er de »mange«? Det skulle vel ikke være repræsentanter for »de dannede, de begavede og formuende«, som har formuleret sig litterært? Var det egentlig ikke i bedre overensstemmelse med forfatterens grundopfattelse at lade højskoleeleverne selv afgøre, om et højskoleophold var gavnligt – og for hvem – om det var tiden og pengene værd?

Og så kommer endelig forfatterens scoop: Morten Korch som partiet Venstres chefideolog, »den der mest dybtgående både i sin fremstilling og i sin ideologiske tilknytning repræsenterer Venstre«. Jeg har ingen aktier i dette parti og skal derfor lade denne side af sagen ligge, men det hedder også, at han skrev »ud fra et grundtvigiansk livssyn« og »ud fra 'folkeånds-tankens' historiesyn«, og når dertil kommer, at hæftet på det nærmeste identificerer Venstre-bevægelsen med »højskolernes grundtvigianisme«, må det vist være berettiget at sige, at det efterlader gymnasie- eller seminarieeleven med det indtryk, at Morten Korch også er højskolens chefideolog, – for nu at bruge et sprog, som forfatteren formentlig forstår.

Dertil er at sige, at det er meget tænkeligt, at mange højskoleelever har læst Morten Korch både før og efter deres højskoleophold. Jeg mener endda at vide, at man tog ham under behandling på enkelte højskoler allerede for 25 år siden eller mere – netop som triviallitteratur – selvom denne reklame- og salgsfremmende betegnelse, som sikkert er virkningsfuld på skolebogsmarkedet i vort kapitalistiske konkurrencesamfund, dengang endnu ikke var opfundet.

Det bedes bemærket, at ordet indoktrinering ikke er brugt. Når dette hæfte må forkastes, er det ikke fordi det er marxistisk, men fordi det er for ringe. Det er udtryk for en akademisk ny-seminarisme, som man kan frygte vil brede sig i de kommende år – trods den megen snak om forskning: Forfatter og redaktører er ikke trængt så langt ind i deres stof, at de ved, at der er meget, de ikke ved. I hvert fald er de meget forsigtige med at lade deres læsere få det indtryk.

Vilhelm Nielsen.