Modersmålet i industri- og servicesamfundet

Af Vilhelm Nielsen

Modersmål-Selskabets årbog 1980, s. 135-150.

Modersmål-Selskabets bestyrelse har bedt mig om ved denne lejlighed at uddybe nogle synspunkter, som jeg har fremført i en artikel i undervisningsministeriets tidsskrift »Uddannelse« i oktober sidste år (nr. 8. 1979) under overskriften »Om forskning og undervisning i modersmålet«.

Det gør jeg gerne, og jeg har selv foreslået den lidt ændrede overskrift. Men jeg skal måske indledningsvis understrege, at jeg dermed ikke mener at tale på selskabets vegne – og endnu mindre på undervisningsministeriets, hvor jeg er ansat — men kun på egne vegne. Det centrale Uddannelsesråd, CUR, har ønsket en bred debat om modersmålsundervisningen og har selv lagt op til den med det såkaldte CUR-bilag 345, inden man afgiver sin betænkning eller redegørelse, og mit indlæg her er kun at betragte som en ikke særlig sagkyndigs svar på denne opfordring.

Lad mig straks sige, at jeg endvidere føler trang til indledningsvis at tage et andet forbehold, som jeg bedst kan udtrykke med første linie af et digt af Tove Ditlevsen, som lyder sådan: »Et menneske er for meget ...« Også modersmålet er for meget. Man kan ikke uden videre gøre sig til herre over det. Vi er vist nok det eneste folk, der har sange om vort sprog. Vi taler og synger gerne og meget om det, hvilket egentlig er lidt bagvendt, når man tænker nærmere efter. Vi kan ikke hæve os over det, stille os uden for det, betragte og undersøge det objektivt. Det er en del af os, vi er underlagt det. En vis ydmyghed er på sin plads. Det er det, jeg gerne vil udtrykke med en omskrivning af Tove Ditlevsens digt: Modersmålet er for meget ...

Men ellers har jeg lært, at når man vil holde et mundtligt foredrag, skal man først sige, hvad man vil sige; dernæst skal man sige det; og endelig skal man sige, hvad man har sagt! Denne anvisning vil jeg nu nok ikke følge helt igennem, men der er tre ting, jeg vil sige noget om:

For det første vil jeg understrege, at modersmålet er mundtligt og ikke noget, man lærer i en skole eller i en formaliseret undervisning.

For det andet vil jeg hævde, at industri- og servicesamfundet, som det har udviklet sig i Danmark i de sidste 25 år, har givet modersmålet stadig ringere vilkår og betingelser. For det tredje vil jeg rejse spørgsmålet om, hvad vi så skal – og kan – gøre, om vi skal lappe på forholdene under de givne betingelser, eller vi bliver nødt til at se i øjnene, at de skal laves om.

I.

Modersmålet er det mundtlige, ubevidst lærte sprog, som børn tilegner sig fra deres nærmeste efter naturmetoden.

Jeg skal gerne erkende, at selve udtrykket for så vidt er kønsdiskriminerende – akkurat ligesom fædrelandet. Landet er ligeså meget mødrenes som fædrenes, og sproget er ligeså meget fædrenes som mødrenes. Udtrykkene hører tydeligvis hjemme i et samfund, eller en produktionsform, som gav moderen hovedansvaret for pasning og opdragelse af børnene i hvert fald i de første år. Der herskede en anden arbejdsdeling og en anden balance mellem mand og kvinde end nu om dage, hvor det ikke er rimeligt at lægge et større ansvar på mødrene end på fædrene, når det gælder videregivelsen af det talte sprog. Gør vi os det klart, behøver vi ikke kassere udtrykkene, som unægtelig har hjemstedsret i sproget – efter min mening.

At modersmålet er mundtligt er andet og mere end en selvfølgelighed. I den grad lever og ånder vi i en boglig og skriftlig kultur og har gjort det i mere end 500 år siden bogtrykkerkunstens opfindelse. Ifølge Grundtvig synes ingen kultur at kunne leve og blomstre i mere end 500 år, og intet viser måske tydeligere, hvor boglige og skriftlige vi er, end vores brug af de nye mundtlige medier, vi har fået i dette århundrede. Jeg tænker naturligvis først og fremmest på radio og fjernsyn. Ingen kan vist nægte, at de er mundtlige i selve deres tekniske art og karakter. Men de færreste er i stand til at bruge dem mundtligt. Papiret knitrer hele tiden både i radio og fjernsyn. Universiteternes forelæsningstradition synes at være stærkere end folkehøjskolernes mundtlige foredragsform. Det hænger måske sammen med journalisternes dominans i de nye medier. De har i bedste fald lært at skrive, men ikke nødvendigvis at tale uden at læse op af et stykke papir, hvilket er en sjælden og lidet agtet kunst. Det skriftlige og boglige er – bevidst og ubevidst – kilde og udgangspunkt, mønster og forbillede i næsten alle sammenhænge. Intet afslører det mere end medierne.

Modersmålet lærer man ved at lytte og efterligne. Det forudsætter naturligvis, at der er noget, som er værd at lytte til, og nogen til at hjælpe og gentage i et kærligt og muntert sammenspil. Al tale om passiv lytten bør forstumme. At lytte kræver en fantasivirksomhed, hvor man selv skaber eller danner sig sine egne billeder af det fortalte, en fantasivirksomhed, som i høj grad kan være opdragende og udviklende, også følelsesmæssigt. Lad mig minde om historien om Uffe hin Spage, det dorske drog, som pludselig vågnede op til dåd. Man har især hæftet sig ved dåden, handlingen, den vældige styrke og legemskraft, som gjorde, at han sprængte brynjerne, splintrede sværdene og var i stand til at kæmpe med to saksere på en gang og vinde. Men man skal ikke overse, at han hidtil havde været tavs og aldrig blandet sig i snakken eller forhandlingerne. Pludselig får han mund og mæle, er i stand til at sige et ord i rette tid, som alle, forbavsede, lytter til. Han må have lyttet meget til de andre – og lært. Hans opvågnen er ligeså meget en opvågnen til at tale med, soin en opvågnen til dåd. Uden evnen til ord kunne han ikke blive og være konge og leder. Men forud gik lytten og – tilsyneladende – søvn.

Eller lad mig minde om et andet ejendommeligt fyndord, som vist nok går tilbage til Christen Kold. Jeg har fundet det hos Frode Jakobsen i hans erindringer. Han har nok været en opvakt og fremsagt dreng, som gerne snakkede med, så gerne, at hans bedstemor ved en lejlighed følte sig foranlediget til at sige til ham: »Luk din mund, dreng, ellers bliver dit hjerte koldt«. En besynderlig parole overfor et barn! Men meningen må være, at han skulle lytte noget mere, inden han talte. – Man kunne også minde om, at vi har fået to ører, men kun een mund, hvilket kunne tyde på, at vi bør lytte dobbelt så meget, som vi taler. Eller man kunne citere Grundtvig, som siger, at man »nok har seet Børn fødes med Tunge og Øren, men ikke med Bøger under Armen eller med Pennen i Haanden«.

Men hermed er vi ovre i det næste, nemlig skolens muligheder og opgaver, når det gælder modersmålet. Bøgerne og pennen, læsning og skrivning hører hjemme i skolen, ikke i det egentlige modersmål. Skolen kan i det hele taget ikke lære børn noget, som med rette kan kaldes et modersmål. Den kan derimod udvide og supplere det med andre sprog, et skolesprog, et bogsprog, et avis- og mediesprog, forskellige fag- og specialistsprog osv. Og det kan være både nyttigt og nødvendigt. Men den kan også ødelægge modersmålet, lære børnene at foragte og forkaste det, de har lært af deres nærmeste, især hvis det er dialektpræget eller på anden måde afviger fra normerne.

Først og fremmest bør skolen gøre sig forskellen mellem mundtligt og skriftligt klar. Enhver nedskrift er en nedskrivning, kunne man sige, en devaluering, en reduktion. Det skrevne eller trykte er kun en skygge af det talte eller hørte, hvor nødvendig end denne stive, kolde og døde skygge er i et moderne samfund. Det talte og hørte kommer først og er det afgørende. Menneske kan man meget vel være uden at kunne læse eller skrive. Alt andet ville være en nedvurdering, ikke blot af vore små børn, men af millioner i samtid og fortid, som man ikke kan frakende menneskeværd.

I de sidste århundreder har vi forsøgt – jeg havde nær sagt: med vold og magt – at lære alle at læse og skrive, og bestræbelserne er på det nærmeste lykkedes – dog til liden glæde for en eller anden procentdel, for hvem det er forblevet noget besværligt og byrdefuldt, en mekanisk tillært færdighed, som benyttes mindst muligt. At høre og tale er lettere og naturligere, men det regnes ikke, det skriftlige og boglige er bevidst og ubevidst mønster og forbillede.

Oprindelig skulle almueskolen her i landet lære børnene at læse og skrive og ikke befatte sig særligt med de to mundtlige færdigheder: at høre og tale. Det gik man ud fra, at børnene havde lært hjemme. Det kunne og skulle nok opøves, men grundlaget var lagt. I dag er læreres klagesang over børns manglende sproglige »stimulation« almindelig. I virkeligheden har man flyttet store dele af den mundtlige modersmålsindlæring fra hjemmet til skolen, fra forældrene til pædagoger og lærere, hvorved deres arbejde og opgaver er blevet væsentligt forøgede. Det er ikke sket bevidst, i kraft af en planlægning. Ingen har i og for sig villet det. Det er bare »udviklingen«. Men det har medført, at de fremmeste dansklærere i høj grad har sat de to mundtlige færdigheder: at lytte og at tale på skolens og danskundervisningens dagsorden – som regel dog således, at de hver får en kvart spalte eller så foran i undervisningsvejledningerne, hvorefter man går over til det egentlige: at læse og skrive, de boglige eller skriftlige færdigheder, som så får fem sider hver. Tekster og tekster og tekster igen. Man kan endog støde på udtrykket: mundtlige tekster!

Det er et stort spørgsmål, om det mundtlige egentlig er egnet til skole- eller klasseundervisning. Man kan nok høre i flok, men det vurderes jo ikke højt og bør naturligvis suppleres med øvelser i at tale, og det kan næsten kun gøres i en individuel undervisning, som forældrene gør det med deres barn eller børn. Børneflokke er jo ikke så almindelige mere. I en klasse er der – som ofte påvist – for lidt tid til den enkelte, og i gruppearbejde svigter vejledningen. Læreren kan ikke være i en 4-5 grupper hele tiden. Det ender da også som regel med en skriftlig rapport, hvad alle finder i sin orden, bedre og vigtigere end en ordentlig mundtlig.

Jeg vil advare mod at dynge flere opgaver over på skolen. Hver gang man opdager et eller andet problem i samfundet, er der straks en klog mand, der siger: skolen, det må skolen tage sig af. Er det galt med færdselen, så indfører man færdselslære. Er der noget i vejen med hjemmet, indfører man hjemkundskab. Er der problemer med seksuallivet, indføres seksuallære i skolen. Og lærerne er villige, altfor villige, synes man undertiden. Det er ikke deres fejl, at – eller hvis – der er krise. Lærere og pædagoger gør deres bedste. Det er os, der har overladt for meget til dem. Overlader vi dem den første sprogindlæring, bliver der ikke noget, der med rette kan kaldes modersmål.

Vi har fået udvidet undervisningspligten fra 7 til 9 år uden at det samlede resultat er forbedret væsentligt. Det næste, der sker, er antagelig en udvidelse på en anden led, nemlig skolegang fra 7-17 i stedet for fra 8-14 eller 15.

II.

Men dermed er vi ovre i mit andet hovedpunkt: at det industrialiserede samfund har givet modersmålet bestandig ringere vilkår og betingelser i de sidste 25 år. Det skyldes nemlig ikke kræfter inden for skolen eller undervisningen, hvis skoletiden skal forlænges til 10 timer fem dage om ugen. Det er ikke et pædagogisk krav; det kommer hverken fra lærere, forældre eller elever. Det stammer fra industri- og servicesamfundets produktions- og arbejdsforhold, hvorfra det overføres eller smitter af på bl.a. skolens forhold. Uden at være marxist må man erkende, at produktionsforholdene er de afgørende og grundlæggende.

I vor sammenhæng er det vigtigste imidlertid ikke skolens forhold, men modersmålets, d.v.s. vekselspillet sprogligt mellem forældre og børn allerede i førskolealderen. Min påstand er, at dette vekselspil har fået stadig mindre tid, mindre plads og mindre stof at behandle. Forældrene har færre kræfter, mindre lyst og overskud til at tage opgaven op.

Først forlod manden hjem og familie i arbejdstiden, som var lang og omfattede seks dage. Allerede det var en halv skilsmisse.

Samtidig blev boligen lille, som regel en etagelejlighed i en snæver gade eller baggård med meget lidt lys og luft og plads til at lege eller udfolde sig i det hele taget.

Trangen til en større bolig med have meldte sig med styrke. Over kolonihaven endte man i parcelhuset med have og bil. Men den bedre bolig medførte som regel øget transporttid, som yderligere forringer samværsmulighederne og gør den forlængede skole- eller pasningstid påkrævet.

Endelig kom kvindernes oprør. Også konen vil have arbejde, af to grunde først og fremmest. Dels er det nødvendigt med to indtægter for at anskaffe og opretholde et parcelhus, som man altså ikke har mulighed for at være i og bruge de fem dage om ugen fra 7 til 17. Dels vil hun være noget, hun søger sin identitet, som man siger, og søger den i et arbejde, i et samvær med kolleger på en arbejdsplads, i en selvstændig indtægt. Men dermed falder modersmålets sidste og egentlige skanse. Bortset fra barselsorlovsperioden overlades barnets sproglige udvikling i det væsentlige til professionelle passere og plejere, pædagoger og lærere – sammen med hele barnets udvikling iøvrigt. Kun i fritiden er forældrene tilstede, trætte og uoplagte. Deres egentlige liv foregår på arbejdspladsen. Hjemmet/familien er kun en forbrugs- og fritidsenhed, ikke i nogen henseende en produktionsenhed. Al tale om at styrke hjemmet eller familien er ren og skær skønsnak, hvis ikke man vil gøre det til en produktionsenhed igen, og det kan man ikke, i hvert fald ikke sålænge vi vil have og betale for industrivarerne. Prisen er ikke bare penge, men bl.a. også en forringelse af modersmålet.

Jeg kan ikke lade være med her at nævne en ejendommelig modsætning mellem Grundtvig og Marx, som man meget forenklet kunne stille op således: For Grundtvig er det sproget, ordet, som er det afgørende kendetegn på et menneske i modsætning til et dyr. Vi kan tale og høre, derved gør vi os til mennesker. For Marx er det arbejdet, den materielle produktion, hvorved mennesker gør sig til mennesker, finder deres identitet. Man kunne være tilbøjelig til at sige, at begge har ret. Vi trænger i lige så høj grad til et levende arbejde, som til et levende ord. Hvorfor ikke finde os selv og være os selv i begge sammenhænge?

Blandt andet fordi det småborgerlige system endelig – med 100 års forsinkelse – er brudt sammen her i landet i perioden efter 1950. Jeg bliver vist nødt til at forklare mig lidt nærmere, så foragtet og nedvurderet er alt småborgerligt, at man sikkert vil forbavses over at høre det omtalt positivt.

Marx regner egentlig kun med to samfundsklasser: borgerne eller kapitalisterne på den ene side og arbejderne eller proletarerne på den anden. Forskellen er i og for sig ikke, at borgerne er rige og arbejderne fattige, men at borgerne er rige på produktionsmidler, mens arbejderne ingen har. De har kun deres arbejdskraft, som borgerne eller kapitalisterne derfor næsten med nødvendighed kommer til at udnytte og udbytte.

Men Marx er godt klar over, at der imellem disse to klasser indtil videre findes en tredje, småborgerne, som ved midten af forrige århundrede tilmed var den største, men den tilhører fortiden, den vil forsvinde, blive knust og udslettet i kampen mellem de to andre.

Sådan gik det bare ikke i Danmark – i hvert fald ikke før efter midten af dette århundrede. Småborgeren ejer og bruger sine egne produktionsmidler, ikke mere. Han har måske en svend eller to, et par medhjælpere, men de har rimelige muligheder for selv at komme til at eje egne produktionsmidler, hvis de er flittige og sparsommelige. Småborgeren er ikke interesseret i revolution, men i at beholde og bevare sit eget. Derfor er han en pestilens, en uting for enhver renlivet marxist. Adskillige af vore udmærkede modersmålsforskere gør sig store anstrengelser for at gøre hans dyder og tankegang til grin. De interesserer sig ikke blot for litteratur, men for litteraturens samfundsbaggrund, hvad man ikke kan bebrejde dem, men de har svært ved at forklare, at det småborgerlige system i Danmark fra midten af forrige til midten af dette århundrede blev en succes både økonomisk og kulturelt. Man må huske, at til småborgerne hører ikke blot håndværkere og småhandlende, men også bønder og husmænd. I vid udstrækning lykkedes det dem at sprænge deres snævre horizont, gennem højskolerne og andre bevægelser at tilegne sig et åndeligt indhold, som ikke bare bestod i Morten Korch og den såkaldte skolelærerlitteratur, men i guldalderlitteraturen og først og fremmest langt ældre frembringelser, som i kraft af mundtlig overlevering i en helt anden forstand hører til modersmålet: ordsprog og sange, myther og sagn, viser og krøniker, saga'er og eventyr m.m. Det småborgerlige behøver ikke nødvendigvis være indskrænket og snæversynet, bigot og gammeldags, selvom det også fra borgerskabets og de dannedes side var genstand for inderlig foragt og nedvurdering.

Under alle omstændigheder havde modersmålet langt bedre vilkår under det småborgerlige system, end det har i dag. Hjem og arbejdsplads var eet, eller lå i det mindste tæt ved siden af hinanden, ofte sammenbyggede. Barnet kendte sin fars og sin mors arbejde af selvsyn, deltog ofte i det, legede sig ind i det, nyttiggjorde sig i det. Hvis det er arbejdet, som giver identitet og menneskeværd, så er det en meget vigtig ting. Der var plads, der var tid, der var stof til sproglig udfoldelse. Hvis børnene ikke blev misbrugt og udnyttet udover deres alder og kræfter – hvad naturligvis også skete – var der en ting til, som måske er skolens største problem i dag. Der var naturlig arbejdserfaring. I dag er det blevet nødvendigt med et fag, der hedder arbejdskendskab i skolen. Det kan forekomme fuldstændig bagvendt og molboagtigt, at noget sådant skal læres i skolen, og det bliver dyrt ikke bare i penge, hvis det skal ske i skolens »regi«, som det hedder, men industri- og servicesamfundet har stort set ikke plads til børn og unge i det egentlige arbejds- og produktionsliv.

Men alt dette er forbi. Det småborgerlige samfund er slået over ende siden 1950. Danmark er blevet gennemindustrialiseret. Ikke blot er industrien vort hovederhverv, som vi alle sammen lever af. Industrieksporten har for længst overfløjet landbrugseksporten. Landbruget beskæftiger kun 7% af befolkningen, en tredjedel af landbrugene er nedlagt, to tredjedele af de mennesker, der arbejdede i landbruget er væk. I tusindvis af småhandlende har givet op til fordel for supermarkeder, storkøbscentre o.l. Handel og transport er gennemindustrialiserede og bliver det mere og mere. De tilbageværende landbrug ligeledes. Håndværket er i vid udstrækning blevet til småindustri, undertiden også til storindustri.

Men service-sektoren da, som har været den store mandskabssluger. Der findes folk, som anser service-samfundet for et postindustrielt samfund. Efter min mening er også dette område gennemindustrialiseret. Undervisning og forskning, pasning og pleje af børn, syge og gamle sker fortrinsvis i store institutioner med industrielt præg. Vi lever kort sagt i en industrikultur, og det er kun logisk, at det fører til en kulturindustri.

Man kan nævne utallige eksempler på, at industrinormer, industritankegang og industrisprog smitter af på snart sagt alle områder – bevidst og ubevidst. I denne modersmålssammenhæng skal jeg nøjes med at nævne nogle sproglige afsmitninger, som det kan være nyttigt at være opmærksom på, fordi det efter min mening medfører en umærkelig, snigende og farlig reduktion af det, som ordene skulle betegne og betyde. Men at der her er tale om andet og mere end noget sprogligt er indlysende. Hvorfor har vi fået femdagesuge i skoler og på hospitaler og plejehjem, endog på kostskoler? Normen er hentet fra industrien og slår igennem uanset at den er uden indre forbindelse med det, som foregår i disse institutioner, som er deres mening og hensigt. Og der kunne nævnes adskillige andre eksempler.

Men lad os gå til det sproglige, og lad mig nøjes med at tage nogle eksempler fra undervisningsområdet.

Her kan man konstatere en klar tendens til at ordet undervisning erstattes af ordet uddannelse. Er jeg den eneste, der umiddelbart hører en forskel? Uddannelse er noget målrettet, som kan planlægges og beregnes, den skal give bestemte kundskaber og færdigheder, den skal ende med et resultat, et produkt. Undervisning er mere ubestemt.

Jeg hører til dem, der mener, at det bedste i en undervisning er det, som ikke kan beregnes og planlægges på forhånd. Det hænder faktisk, at det slår gnister mellem elever og lærer og stof, så der åbnes for ny indsigt og forståelse. Hvis ikke der sker noget uforudset i en undervisning, kan den næppe kaldes god. Det hænger sammen med, som jeg sagde indledningsvis, at »Et menneske er for meget ...« Universiteter og højere læreanstalter taler ubesværet om, at de har en kandidatproduktion uden tilsyneladende at tænke på, at de dermed nedvurderer, begrænser, reducerer mennesker. Man taler om »ressourcer«, og mener dermed ikke bare bygninger, inventar, bøger og andre døde ting, men også mennesker, »ressource-personer«, som det hedder. Det kan lyde ganske uskyldigt, men rummer en snigende gift. Tager jeg ikke meget fejl, så man fornylig Danmarks lærere kalde alle børn for ressourcer?

I Danmark har vi endnu en undervisningsminister – selvom vi måske inden længe snarere burde ændre betegnelsen til »Pasnings- og undervisningsminister«. I Sverige har man forlængst fået en uddannelsesminister og et uddannelsesministerium. Da Folketinget fik faste udvalg, fik det ikke et undervisningsudvalg, men et uddannelsesudvalg. Da Undervisningsministeriet begyndte at udgive sit eget tidsskrift, kom det ikke til at hedde »Undervisning«, men »Uddannelse«. Ministerens rådgivende organ hedder »Det centrale uddannelsesråd«, ikke Det centrale undervisningsråd. På samme måde med de fire såkaldte sektorråd o.s.v.

Eller tænk på vores udstrakte anvendelse af ordet: fungere, funktion i snart sagt alle sammenhænge. En maskine eller maskindel skal kunne fungere, har en bestemt, velafgrænset funktion. Kan den ikke fungere, skal den repareres eller udskiftes. Men skal et menneske egentlig fungere? eller et samfund? Er jeg den eneste, der hører noget indskrænkende og reducerende i det ord? Er vi uden egentlig at ville det i færd med at reducere os selv og andre mennesker til maskiner eller maskindele? På Grundtvigs tid var faren, at mennesker var tilfredse med at være og leve som dyr, dvs. uden at bruge ord, umælende. I vor tid har vi meget få dyr og meget lidt med dyr at gøre. Faren er snarere, at vi betragter og behandler hinanden som maskiner. Samfundsmaskineriet taler vi om, samfundsmekanismer, ja, endog sjælelige eller psykologiske mekanismer.

Der kunne nævnes mange andre eksempler på industrisprogets afsmitning. Tør jeg nævne ordet beskæftigelse? Er jeg den eneste, der føler noget nedværdigende i det ord, som er blevet centralt i al politik? Men er det egentlig passende og værdigt for mennesker at blive beskæftigede livet igennem? Det kan være nødvendigt for syge, måske også af og til for gamle og børn, men det kan ikke være meningen med livet, det kan ikke give identitet. Men vi har lært industrisamfundets skjulte pensum, som ligner skolens. Det ene hedder: du kan ikke arbejde selv, du skal beskæftiges af en arbejdsgiver, dit arbejde skal gives dig af en anden, som leder og tilrettelægger det. Du er kun en del af et maskineri. Fungerer du ikke, skal du repareres eller kasseres. Det andet hedder: du kan intet lære uden i en skole, hvor læreren tilrettelægger og leder arbejdet efter højere anvisninger. Hvad du kan lære dig selv, er spredt og tilfældigt og uden virkelig betydning.

III.

Men hvis jeg har ret i, at modersmålet er mundtligt, at det ikke kan læres, men kun suppleres eller ødelægges i en skole, at det har langt ringere vilkår og betingelser end førhen i vort industrialiserede, urbaniserede servicesamfund, hvad kan der så gøres?

Efter min mening, må vi klart erkende, at der er sket intet mindre end en revolution i vort samfund i de sidste 25 år, en utilsigtet, ikke-planlagt revolution, hvis ubehagelige bivirkninger først nu for alvor trænger sig ind på os. Det handler ikke blot om modersmålets forringede vilkår, men om mange andre ting: vold, hærværk, kriminalitet, bander, narkotika, alkoholmisbrug, lede og vantrivsel o.s.v. Revolutionen består i gennemført industrialisering og urbanisering, opbygning af et service-samfund. Grundlaget er ændringerne i produktionen.

Spørgsmålet er, om vi vil og kan gøre noget ved disse ændringer, hvad næppe kan være Modersmål-Selskabets opgave, eller vi skal nøjes med lapperier? Selvom vi skal det, skal vi alligevel se de faktiske forhold i øjnene.

Ligesom den skete revolution er foregået gradvis og ikke planlagt, kan noget tilsvarende gentage sig med en ny omvæltning. Den kan ske nedefra, folk kan stemme med fødderne, som Lenin sagde om de russiske soldater, der deserterede.

1. Der kan ikke være noget forgjort ved at kalde forældre og bedsteforældre frem til indsats for det egentlige modersmål, at give dem selvtillid og opmuntring trods al forståelig træthed og uoplagthed.

2. Derimod vil jeg advare mod at dynge mere på skolen og pædagogerne. De gør deres bedste. Det er ikke deres skyld, hvis der er krise i skolen. Det er snarere vores som forældre. Vi skal snarere befri dem for de værste byrder.

3. Jeg vil også advare mod at vente for meget af forskningen. Den skal selvfølgelig få sit skud, men det er nu, der skal handles, og det er en dårlig trøst, at vi måske om fem eller ti år vil vide mere.

4. Endelig kunne man måske foreslå en fjernsynsfri dag af hensyn til modersmålet, rullende, begyndende med mandag, næste uge tirsdag, o.s.v. Man kunne gøre det som et forsøg over et halvt år og derefter vurdere resultatet. Måske ville folk blive ligeså glade for det som for den bilfri søndag i sin tid. Jeg erkender, at det er en slags tvang, at folk selv kan lukke, bør lære selv at kunne lukke, men undertiden behøver vi et spark eller et skub for at lære noget.

Jeg erkender også, at disse forslag er lapperier, men det er ikke til at se, hvordan vi skal komme frem til et jævnt og muntert, virksomt liv på jord under en stadig accelererende industrikultur.

Ved midten af forrige århundrede kunne man forme sætningen: Al vor fortræd er tysk ... I dag kunne man fristes til at sige: Al vor fortræd er industriel ... Hvis det er rigtigt, hjælper en styrkelse af modersmålet nok ikke meget. Men derfor skal det gøres alligevel. Vi lever af industrien, men mennesker lever ikke af brød alene, tværtimod de dør af brød alene. De lever heller ikke af arbejde alene. De lever også af sprog, af ord. Det er livsvigtigt at kunne bruge og høre ord.

Lad mig slutte med to vers af Grundtvig, for det første det, hvor han klarest og jævnest siger, at det er sproget, talen, der gør forskellen på mennesker og dyr:

Umælende som hest og hund
er alle dyr i dale,
men folk gav verdens skaber mund
til med ham selv at tale.

Også med hinanden, begribeligvis.

Det andet vil jeg udlægge med en tilføjelse. Det lyder sådan:

Nu i Nord forstår vi bedre
end et kvad af vore fædre
Østens høje billedsprog.
Modersmålet dybt sig bøjer,
let og lifligt det sig føjer
efter Herrens tankegang.

Javel, – men også efter industriherrens, industrikulturens. Måske var det en opgave for dette selskab at igangsætte en undersøgelse af, i hvor høj grad vort sprog er blevet et industrisprog, og en overvejelse af, om industrikulturen er så udbredt og så blivende, at det er rimeligt og rigtigt, at denne produktionsform sætter et afgørende præg på vort fremtidige modersmål.