Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Lovændringer?

Af Vilhelm Nielsen

Højskolebladet, Årg. 111, nr. 16 (1986), s. 245-248

Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. – Red.

Højskolebladets redaktion har sendt mig et bilag 1. af 13. marts 1986 fra Foreningen af Folkehøjskoler om »Lovgrundlag og -fællesskab«, samt et tilsvarende fra »Foreningen af frie Ungdoms- og Efterskoler«, som har været drøftet på deres årsmøde. Når dertil kommer Else-Marie Boyhus' kommentar i bladets nr. 13, er det klart, at spørgsmålet om mulige lovændringer for alvor er sat på dagsordenen, hvad det ikke har været i al den tid, jeg har haft med lovens gennemførelse og administration at gøre.

Vedtagelsen af lov nr. 259 af 4. juni 1970 var grunden til, at den stilling blev oprettet, som jeg bestred fra 1971 til 1983, og naturligvis rejste spørgsmålet sig gang på gang, om lovgrundlaget var i orden og var hensigtsmæssigt. Der er altså for så vidt god mening i at bede mig skrive noget om, hvorvidt lovændringer er påkrævede nu, men man skal ikke overse, at det snart er tre år siden, jeg trådte fra, og at mine tjenstlige erfaringer ikke uden videre er mine. De tilhører snarere embedet, og jeg ønsker ikke at forstyrre min efterfølgers eller mine overordnedes cirkler. Alligevel kan det måske være både rimeligt og nyttigt, at jeg kommer frem med en række overvejelser og spørgsmål ud fra 12 års arbejde med at få folkehøjskolerne til at trives under den nye lov af 1970, som altså nu er ved at blive gammel – eller måske moden til revision. Som man vil se, ligger mine overvejelser tildels på linie med foreningens.

Lad mig indledningsvis understrege, at hvis man ønsker, at højskolerne skal genvinde deres saft og kraft, sker det ikke ved lovgivning eller lovændringer. Jeg har fornylig i anden sammenhæng haft anledning til at sætte mig ind i folkeskolens og læreruddannelsens historie i Danmark og er blevet slået af, i hvilken grad den er vidnesbyrd om statens og lovgivningens afmagt, når det gælder virkeliggørelsen af iøvrigt fortræffelige og nødvendige hensigter. Først når folket selv tager fat og forstår nødvendigheden, bliver det til noget. Det gælder naturligvis i endnu højere grad, når der er tale om frie skoler, som mere eller mindre er et modtræk mod selv det bedste fra statens og det offentliges side.

Jeg advarer altså mod at tro, at lovændringer er af væsentlig betydning.

Men når det er sagt, vil jeg godt nævne en række punkter, hvor man ud fra erfaringerne siden 1970 i det mindste kan spørge, om ikke ændringer kunne være på sin plads og hensigtsmæssige.

(Ja, det sidste er et bedragerisk ord, som aldrig burde benyttes, før hensigten er klargjort og fastlagt. Det er manipulerende at forudsætte enighed om en ikke klart udtalt hensigt.)

1) Ordet »almendannende«, det »kløvende, stærke« i lovens første paragraf, folkehøjskolernes formålsparagraf, bør nok udskiftes med »folkeoplysende« eller noget tilsvarende, måske udbygget med en kort forklaring eller tilføjelse. »Livsoplysning« vil jeg fraråde. Det er ikke lovsprog. »Folkeoplysning« er ved at blive det, ikke mindst i kraft af de Radikales 10 punkts program, som jo egentlig er anledningen til, at spørgsmålet om lovændringer overhovedet er blevet aktuelt. Deri tales bestandig om »folkeoplysning« og »voksenundervisning« som to sammenhængende og dog forskellige ting. Det er vigtigt at klarlægge både forskellen og sammenhængen. Man kunne måske ligefrem sige, at har man ikke fornemmelse af forskellen, ved man ikke, hvad folkehøjskole er.

Folkeoplysning vedrører naturligvis folket, handler om landet og folket, dets sprog og historie. Men ikke isoleret. Folkeoplysning er for det andet folkelig i sin form, tilgængelig for alle, men heller ikke hvad det vil sige, kan fastlægges nøjagtigt en gang for alle. Det skulle dog være muligt at forklare begge dele i en »bemærkning«, som nogenlunde holder sig til det gængse lovsprog. En simpel udskiftning af de to ord er ikke nok.

2) Men dernæst kommer spørgsmålet, om ikke den »fremtrædende plads« må defineres lidt nøjere.

Jeg vil forsøgsvis foreslå følgende tilføjelse: »som dog ikke kan omfatte mere end halvdelen – for korte kurser tre fjerdedele – af undervisningen«.

Formålet er ikke først og fremmest at gøre direktoratets arbejde lettere. Problemet viste sig først ved de korte kurser. Hvad er en »fremtrædende plads« ved et vævekursus eller et svømmekursus f.eks.? Er det 50% eller 90% af timerne, evt. 100%? Og »inden for denne«, altså inden for den almendannende undervisning, hvordan skal det forstås og praktiseres? Det hele sejler, hvis ikke skolen selv, skolens ledelse, vil være »højskole«, og det vil sige, har noget andet og mere at meddele end væveteknik og svømmeteknik og lidenskabeligt ønsker at meddele dette mere, fordi det er det, den er til for. Folkeoplysning med andre ord, i en eller anden forstand.

Men problemet viste sig også på lange kurser på skoler af velrenommeret og veletableret grundtvigsk observans, hvor enkelte interessebetonede fag af tvivlsom folkeoplysende – eller for den sags skyld: almendannende – karakter fik lov til at beslaglægge over halvdelen af den enkelte elevs undervisningstid. Var det lovgivernes hensigt med den »fremtrædende plads«? Og endnu vigtigere: Er det klogt og rigtigt af højskolerne selv, på langt sigt, både i forhold til tidligere, nuværende og kommende elever og i forhold til de lovgivende og bevilligende myndigheder, således at tilsidesætte den folkeoplysende virksomhed, som var grunden til både myndighedernes og almindelige menneskers tillid – ja, kærlighed – til højskolerne, og i stedet lade individuelle, mere eller mindre hobbybetonede særinteresser få hovedvægten?

Igen: Lovgivning hjælper ikke, skaber intet. Men med en omskrivning af Paulus kunne man måske sige: Alt er tilladt, men ikke alt er tilskudsberettiget. Og meningen med »betingelsesloven«, som den kaldes, og specielt med dens første paragraf, formålsparagraffen, var og er, som det hedder i bemærkningerne til den (s. 8, anden spalte, midten), at give »mulighed for en klar afgrænsning af, hvad der med rette må kunne godkendes under navnet folkehøjskole, og hvad der bør henvises til at søge støtte under anden lovgivning«.

Dette lykkedes efter min mening ikke. Hvad man frygtede var rettigheds- eller kompetencegivende undervisning. Det ville man udelukke ved hjælp af kravet om »almendannende« undervisning. Men nettet af gymnasier, HF-kurser og enkeltfagskurser blev hurtigt så fintmasket landet over, at frygten stort set var ubegrundet. Derimod er der ikke i loven tilstrækkeligt værn mod, at interessebetonede enkeltfag fortrængte den almene folkeoplysning. Det er ikke til at undres over, at mange elever mente, at de havde fået nok, mere end nok, om dansk sprog og historie, men det må undre, at lærerne og skolerne ikke med lidenskab fastholdt, at her lå hovedopgaven, højskolernes egentlige mening og hensigt, og er der egentlig noget forgjort ved at erkende, at et støttepunkt i lovgivningen i så henseende kan være nyttigt og hensigtsmæsssigt?

Jeg kan henvise til, at man siden 1943 havde haft en bekendtgørelsesbestemmelse om, at elever på »fagafdelinger« skulle deltage i den almindelige højskoleundervisning i mindst 24 ugentlige timer (Bemærkningerne, s. 9, anden spalte), det vil efter datidens forhold sige ca. halvdelen af undervisningstiden. Denne bestemmelse blev erstattet med ordene om den »fremtrædende plads«. Spørgsmålet er, om det var klogt og tilstrækkeligt.

3) Er der fortsat brug for den særlige bestemmelse om ungdomshøjskoler, §1. stk. 3.? En er ophørt, tre eksisterer fortsat, ingen nye er oprettet siden 1970. Måske burde det undersøges, om de tre ikke uden større vanskeligheder kunne finde sig tilrette under de almindelige bestemmelser om folkehøjskoler. En tilsvarende undersøgelse kunne man ønske i den anden ende af aldersskalaen. Pensionisthøjskolerne, hvoraf der findes fire, beror på en dispensationsadgang i § 11, stk. 3. Adskillige almindelige højskoler har i mellemtiden gjort mange erfaringer med kurser for ældre. Mon det er klogt at isolere dem på særlige skoler? Ja, man kunne spørge, om det i længden er klogt at isolere dem på særlige kurser? Mon ikke både deres udbytte og deres bidrag ville blive større, hvis man magtede at bringe generationerne sammen på tilfredsstillende vis?

4) Kostskolebestemmelserne i §5, som er fælles for de fire skoleformer, er ikke ganske klare og har aldrig været det, skal måske heller ikke være det. Det har alle dage været muligt at optage enkelte hjemmeboende elever og at godkende skoler, som ikke var kostskoler.

Men 10 punkts programmet og fremkomsten af ganske mange såkaldte »daghøjskoler« synes at have vakt tvivl i foreningen af folkehøjskoler, om man skal fastholde kostskolelinien.

Efterskolerne er ikke i tvivl. Det hænger utvivlsomt sammen med elevalderen. Landbrugsskoler og husholdningsskoler har længe været i tvivl. Mon ikke det hænger sammen med deres mere faglige sigte? Igen ser man lovgivningens magtesløshed. Ifølge den er det kun landbrugsskolerne, der kun har et fagligt sigte – som ganske vist fra gammel tid var en livsform (!) og ikke et fag – og der har da også vist sig tegn i sol og måne til at nogle landbrugsskoler vil give plads for almendannende eller folkeoplysende undervisning.

Husholdningsskolerne er ifølge lovgivningen helt på linie med folkehøjskolerne m.h.t. almendannende undervisning, ja, man skulle synes, at tilføjelsen »med særligt henblik på hjem og familie« ville give en øget interesse for udnyttelse af kostskoleformens muligheder. Ikke desto mindre er kendsgerningen, at der findes adskillige husholdningsskoler, som ikke er kostskoler, og at den positive udnyttelse af fritiden ofte føles som et byrdefuldt problem mere end som en velkommen mulighed.

Sagen har flere sider. For det første skal man ikke overse, at lærernes lave timetal på folkehøjskoler og landbrugsskoler – og reduktionsordningerne på efterskoler og husholdningsskoler – er begrundet i kostskolekravene og ikke blot i en mere kvalificeret voksenundervisning. Men for det andet må det erkendes, at den højere elevalder og iøvrigt hele den moderne samfundsudvikling gør en naturlig og frugtbar udnyttelse af kostskolevirkeligheden vanskelig og uvant for lærere og elever. På den anden side: hvor og hvis det lykkes, kan det være særdeles frugtbart, næsten befriende – netop på baggrund af moderne erfaringer iøvrigt.

Mon ikke højskolerne her bliver nødt til at træffe et klart valg? Store dele af tilskudssystemet – ikke blot lærernes timetal – forudsætter kostskoleformen og kan ikke med rimelighed og med rette opretholdes, hvis den opgives. Og mon ikke man på de fleste skoler har fundet en form for kostskoleliv for voksne, som er nogenlunde tilfredsstillende for alle parter? Lovgivning i detaljer på dette område må i hvert fald frarådes. Nye problemer og perspektiver vil bestandig vise sig.

Tilladelsen til at oprette skoler »uden elevkollegium« bør vist stryges. Selve ordet elevkollegium er et fremmedelement i højskolesammenhæng, hvor man forlængst har opgivet at skelne bygningsmæssigt mellem elevboliger og andet. Bestemmelsen har mig bekendt ikke været benyttet siden 1970.

5) Men nu kommer vi til noget vanskeligt og vigtigt i samme §5, nemlig bestemmelserne om kursuslængder.

Når jeg vil rejse spørgsmålet om ændringer her, hænger det naturligvis sammen med de øvrige nævnte punkter: Kostskoleformen og folkeoplysningen. Begge dele kræver tid. Kostskoleformen kan ikke udfoldes og udnyttes på et kort kursus og en meningsfuld folkeoplysende undervisning heller ikke.

Man kunne også sige, at spørgsmålet er, om højskolerne i det hele taget kan og vil og skal være skoler?

Siden 1970 har kurser af en uges varighed kunnet godkendes, men elevstøtte forudsætter to ugers varighed som minimum. Sådanne 14 dages kurser har kunnet godkendes siden 1955, men i de seneste 14-15 år er de korte kurser vokset til at omfatte næsten en fjerdedel af højskolernes samlede virksomhed. Heraf udgør ugekurserne godt en trediedel eller en 8-9% af den samlede virksomhed. På de tre andre skoleformer er den praktisk talt uden betydning.

Jeg vil hermed rejse spørgsmålet, om kurser af kun een uges varighed fortsat bør kunne godkendes? Jeg ved meget vel, at et sådant forslag ikke er populært overalt, men jeg mener, det er en alvorlig overvejelse værd, om højskolerne ikke tjener deres egen sag bedst ved at sige: Vi er skoler, og vi ønsker at give en undervisning af et vist omfang, af en vis længde og med en vis bredde og variation. Vi kan gå ind for kurser af to ugers længde som et supplement til længere kurser, og de kan og bør samles om bestemte, veldefinerede emner eller fag, som folk ønsker at høre om og arbejde med. Men i almindelighed er een uge for lidt og for kort både til en tilfredsstillende behandling af et væsentligt emne og til en frugtbar oplevelse af et højskolemiljø.

»Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt«, sagde Paulus, og det gælder også her: Alt er tilladt, men ikke alt er tilskudsberettiget. Der findes da også mange eksempler på, at skoler har arrangeret ikke-godkendte kurser og haft held med det og glæde af det. Fornylig har en veltjent højskolemand oprettet en ikke-godkendt højskole, som drives med ikke godkendte ugekurser. Man kan kun ønske ham held og lykke. Ingen kan eller vil formodentlig forbyde ham at kalde sin skole en højskole, men man kunne nok ønske en nøgtern redegørelse for denne skoles erfaringer om nogle år, både når det gælder elevtilgang, undervisning og økonomi.

I fortsættelse af det her anførte vil jeg endvidere foreslå en ændring eller tilføjelse i § 11 om tilskud, hvor det i pkt. 1. hedder, at skolen skal have enten et 20 ugers eller to 12 ugers kurser, og i pkt. 2. at den som gennemsnit i de sidste tre år skal have haft mindst 18 årselever. Jeg vil foreslå, at de 18 årselever skal være opnået ved kurser af den nævnte længde. Det vil understrege, at de lange kurser er grundlaget for skolen og dens godkendelse.

6) Jeg vil endelig rejse spørgsmålet, om ikke reglerne for godkendelse af vedtægter og forstander bør strammes.

Samtlige højskoler er i dag selvejende institutioner med godkendte vedtægter, men det mærkes stadig, at der her i virkeligheden er tale om et ganske drastisk traditionsbrud, som var en betingelse for statslån og de store driftstilskud. Igennem de første hundrede år var skolen forstanderen og forstanderens. (Undtagelsen var Askov, som helt fra begyndelsen af var kollektivt styret og ledet). Systemet havde sine fordele, men også sine mangler. I hvert fald er det fortid. Enhver højskole har i dag sin bestyrelse og formand, sin skolekreds, repræsentantskab eller generalforsamling, men der hersker stadig megen usikkerhed – mangel på tradition – ikke så meget m.h.t. hvilke opgaver og hvilket ansvar disse instanser har, som med hensyn til hvordan de skal varetages i konkrete tilfælde. Formelt er det ikke et lovgivningsspørgsmål, og jeg vil blot foreslå, at den eksisterende vejledning m.h.t. vedtægter underkastes en revisison på grundlag af erfaringerne siden 1970.

Heller ikke for forstandergodkendelser inde holder loven regler eller bestemmelser. De stadig hyppigere forstanderskift er næppe nogen styrkelse af skoleformen som helhed, selvom det siger sig selv, at jo mere skolerne bliver institutioner, jo mindre betydning får forstanderstillingen. Jeg vil alligevel foreslå, at tre års fuldtidsbeskæftigelse som højskolelærer gøres til en forudsætning for godkendelse som forstander. Grunden er, at praktisk erfaring af kostskolevirksomhed og folkeoplysende undervisning for voksne kun fås på denne måde. Vil man dertil sige, at det vil afskære mange fra at blive forstandere, vil jeg svare, at det ikke vil afskære dem fra at blive højskolelærere først, og det var måske ikke en dårlig ide. Forstanderskift bør nok forudses og planlægges i god tid.

Men det nytter altsammen ikke noget, hvis højskolerne ikke kan levere noget, som folk for ingen pris vil undvære, og som staten og alle politiske partier derfor nødvendigvis må agte og respektere.

Lovgivning gør det som sagt ikke, penge heller ikke, selvom begge dele er nødvendige. Ingen af dem kan undværes. Det afgørende er, om der i højskoleundervisningen og højskolelivet opstår en vekselvirkning mellem voksne – lærere og elever – som er intet mindre end hjertelig. Af og til må man sige tingene ligeud. Saglighed og kendsgerninger, javel. Men hjertet skal med. Derfra udgår livet, deri fornys og forplantes det – med eller uden millioner, med eller uden lovgivning.