Lindhardt, Luther og lysledernettet

Af Vilhelm Nielsen

Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. – Red.

Hvem skulle nu have troet det: Danmarksmesteren i at oplæse et manuskript som folkeligt foredrag, så folk virkelig hører efter og anstrenger sig for at forstå, giver Grundtvig og Luther ret i, at prædikenen er en mundtlig kategori. Det er ikke tekstlæsning eller tekstaflæsning, men tilsigelse af syndernes forladelse og kødets opstandelse, direkte, her og nu, til de tilstedeværende.

Jeg har aldrig hørt P.G. Lindhardt prædike – eftersom jeg ikke er tilhænger af mediernes mellemkomst på dette område – men jeg har flere gange hørt ham holde fordrag – eller rettere: forelæsning. Og han er en fremragende »formulator«, glimrende journalist, fræk og forførende vil nogen måske sige, men altid med manuskript, altid med »Bladet for Munden«. Men såvel i Højskolebladets tema nr. om Luther (nr. 43/1983) som i »Efterskolen« for september 1983 går han stærkt og klart ind for, at en prædiken skal være »levende, mundtlig og direkte«, både efter Luthers og Grundtvigs mening. Man mindes verset:

»Bladet fra Munden!
Glem ei, hvad Tale betyder i Grunden,
At det er Hjertet paa Tungen!
Glemme sig selv over Gavnet, Man giør,
Det giør Man helst naar Man tør«. (GSV I, 171)

Det er næppe mod, Lindhardt mangler. Det er snarere »Hjertet«, han ikke vil frem og ud med. »Hjertet paa Tungen« har han sikkert en indgroet afsmag for, og det forstår man så vel. Men hjerte har han nok alligevel, selvom man skal høre godt efter – eller nærlæse – for at opdage det og høre det banke bag beton-panseret.

Men altså: en prædiken er direkte mundtlig tiltale, ikke noget skrevet eller trykt. Nu plejer man jo at sige, at den lutherske reformation var utænkelig og uforståelig uden bogtrykkerkunsten. Lindhardts artikel i Højskolebladet synes at vise, at den også var uforståelig med bogtrykkerkunsten. Man kunne næsten sige, at dette den gang nye medium blev Luthers tragedie. Han blev læst og forstået vidt og bredt, men kun halvt og fladt, og det førte til de værste ulykker og århundredlang undertrykkelse.

I en fjernsynsudsendelse i efteråret af vesttysk oprindelse så man bl.a. et dramatisk mundtligt opgør mellem Luther og nogle af hans tilhængere, »sværmere«, som blev anførere i bondekrigen. De havde læst hans skrifter, vel også hørt ham prædike, men den dobbelte sandhed, dybden, afgrunden, perspektivet i hans nyopdagelse kunne – eller ville – de ikke fatte og følge: Mennesket er både frit og bundet, mennesket er både herre og træl, synder og retfærdig – på een gang. Gud er både åbenbar og skjult, både retfærdig og barmhjertig osv. Og Luther kunne ikke overbevise dem. Det var for sent. Som en steppebrand var hans ord fløjet over Tyskland og Europa ved hjælp af det nye vidunder: trykpressen, men de blev altså kun halvt forstået, ja, knap nok det. Men man handlede på halvdelen vidt og bredt, til skam og skade for sig selv – og for Luther.

Nu står vi overfor en ny medierevolution – eller midt i den. Måned for måned bliver apparaterne billigere. Højskolebladet skal bestemt ikke have utak, fordi det har taget diskussionen op både om de tekniske, sociale, politiske, kulturelle osv. følger, som denne kommende – eller igangværende – revolution truer os med. Men jeg synes nok, man kunne have tvunget teknikerne til i højere grad at benytte sig af modersmålet. Jeg erkender åbent, at jeg ikke aner, hvad et(?) »modem« er, og hvorfor det hedder sådan. Det er heller ikke blevet mig helt klart, hvad forskellen egentlig er på et lysledernet, et hybridnet (det har ikke noget med græsk hybris at gøre) og et bredbåndsnet (som ikke er særlig bredt, men tykt). Går jeg helt fejl i byen, hvis jeg foreslår, at man i st.f. at tale om »hard-ware« og »soft-ware« (hvad i alverden hedder det i flertal og i bestemt form) gik over til at tale om »gryder« og »grød«, eller til et andet forståeligt billedsprog. Også teknikere har ret og pligt til at bruge deres sproglige fantasi.

Hjemvendt fra Luther-jubilæet i Østtyskland refererer Københavns biskop (Weekendavisen 18/11-83) en amerikansk præsts kritik af kirkerne for ikke at mestre den nye kommunikationsteknik: »Luther anvendte kreativt den nyopfundne bogtrykkerteknik for at formidle det glædelige budskab. I dag står vi overfor langt mægtigere kommunikationsteknikker, men kirkerne har ikke med nogen form for resultater mestret (dem)... Som Luther må vi i vort ansigts sved sætte alt ind på og bede om, at vi meddeler vor verden evangeliet på samme måde som han gjorde det«.

Jesus tog aldrig en pen i hånden. Han skrev intet. Hans disciple skrev, men det er tydeligvis supplement til den mundtlige meddelelse, det er ikke sagen selv, eller det er for at fastlægge og fastholde et skelet af de mange mundtlige historier og fortællinger, der var i omløb. Luther skrev – og lod trykke – men med fuld bevidsthed om, at det var sekundært i forhold til den mundtlige meddelelse i prædiken og undervisning. At Luther arbejdede i sit ansigts sved er der ingen tvivl om, men om han ligefrem arbejdede »kreativt« med bogtrykkerteknikken, er nok tvivlsomt. Der var forretning i det, penge, bogtrykkerne snød ham rent ud sagt. Han var selv forbavset over udbredelsen og resultaterne – og undertiden altså fortvivlet.

Også Grundtvig skrev – ligeså meget eller måske mere end Luther. Men han havde det held, at ingen læste det! Derfor blev hans revolution langsom. Et par gange vakte hans bøger eller skrifter opsigt og kom i flere oplag hurtigt efter hinanden, men hver gang var han uheldig, opnåede det modsatte af det tilsigtede, blev udelukket af det gode selskab. Dimisprædikenen gjorde ham til genstand for det københavnskepræsteskabs harme og had, Verdenskrøniken 1812 betød udelukkelse af det literære og kulturelle miljø i hovedstaden, og Kirkens Gienmæle medførte en injuriedom og livsvarig censur – som dog kun varede i tolv år og kun hindrede een offentliggørelse, bortset fra eventuel selvcensur. Han måtte lære at bie, han måtte have tålmodighed som profet og reformator. De fleste af hans skrifter blev hverken læst eller anmeldt – foruden alle dem, som aldrig blev trykt. En sen eftertid kan så more sig med – og undertiden virkelig få noget ud af – at »anatomere« hans skrift og finde ud af, hvordan sådan et »underligt Dyr i Vorherres Have« som en poet ser ud indvendig.

Men på tre måder blev han mundtlig – efterhånden. For det første som prædikant. Det var slet ikke få, der hørte ham regelmæssigt. For det andet som foredragsholder fra 1838 og fremefter. Måske kunne man ligefrem vove den påstand, at 1838 er det afgørende gennembrudsår i Grundtvigs liv. »Mands Minde« foredragene blev jo fortsat i »Danske Samfund« og andre steder. Han blev i 1840erne en yndet og efterspurgt festtaler og kom ad den vej i forbindelse med mange mennesker og mange forskellige kredse. – Men for det tredie – og det er det vigtigste, men også det langsomste – som digter. Hans salmer og sange blev efterhånden taget i brug. De er ikke blot mundtlige i den forstand, at de kom ud af hans mund, men også i den forstand at de så at sige kom i folkemunde. Og hvis det er sandt, at han bedst og klarest udtrykker sig poetisk, så er deres virkning ganske uoverskuelig. Men den er ikke færdig, den er måske knap nok begyndt. Den grundtvigske reformation – eller fortsættelse af reformationen – er stadig undervejs. Den blev aldrig til en revolution – som Luthers – altså til en hastig omvæltning, gennemført med magt. Den fik lov at vokse og gro langsomt, indefra, ikke altid helt efter Grundtvigs ønske og temperament. Men så meget desto mere sikker er den på at sejre.

I dag synges hans salmer både af Indre Mission og katolikkerne, ja, endog i Sverige er de ved at trænge ind, vel også hos baptisterne og hvad vi ellers har af frikirker. Hvad det vil medføre på længere sigt kan ingen sige. De bedste af dem tåler at slides og bruges i hundrede år – uden egentlig forståelse. Så god poesi er det. Man bør naturligvis sætte alt ind på at tolke og forklare dem, men det er ikke afgørende. Det syngende menneske, den syngende menighed, sanser og oplever andet og mere end det intellektuelt begribelige. Jeg hører til den generation, der først oplevede Højskolesangbogen i 1940. Jeg skammer mig ikke over at have deltaget i Alsangen, denne ejendommelige og typisk-danske førstereaktion på den alvorligste katastrofe i Danmarkshistorien. Følelser, stemning, romantik har man sagt, men hvad er det, der driver os til handling, hvis ikke det er følelser? Ja, endog til erkendelse'? Forstand er ikke andet end en følelse, der bliver sig selv klar, siger Grundtvig.

Jeg har ikke hørt – eller set – Birte Andersens juleprædiken i fjernsynet. Jeg går ikke i kirke for at se, men for at høre – og for at synge. Men meget tyder på, at hendes prædiken ikke har kunnet trænge igennem mediet. Skærmen afskærmer, sier det væsentlige fra. En gudstjeneste egner sig nok, om galt skal være, bedre til radiotransmission end til fjernsynet, hvis det er sandt, at evangeliet skal og vil høres. Ses kan det vel ikke. Men alt muligt andet kan ses, om folk synger med, hvor andægtigt de hører efter, hvad tøj de har på osv. Men det er jo kun forstyrrende biting, som afleder opmærksomheden fra det, der kan og skal høres. Dertil kommer så manipulationerne. Eksemplet med den falske udvandring fra Glistrups valgmøde er skræmmende. Vi har fået en undskyldning, men ingen forklaring. Det er noget af det torskedummeste, nogen har lavet i fjernsynet. Men hvem lavede det? Var det fotografer og teknikere, eller var det redaktionen? Lejligheden til at gøre folk klar over fjernsynets uendelige manipulationsmuligheder bør ikke lades ubenyttet.

Men for det første må man spørge, om det, der sker i en gudstjeneste, overhovedet kan formidles af elektroniske medier? Meget af det kan i hvert fald ikke. For det andet må man spørge, om det overhovedet ville være godt at få det halve, et reduceret evangelium, en kunstig salmesang, et sakramentskuespil spredt på den måde. Erfaringerne fra juleaften synes at sige, at mulighederne for misforståelser er legio, mangedobles af selve mediets art og karakter. Lindhardt skal nok have ret i, at den danske reformation i virkeligheden ikke var luthersk, at reformatorerne kendte meget lidt til Luther, kun i begrænset omfang havde læst hans hovedværker – for ikke at tale om, hvad de havde hørt ham prædike og sige. (Lindhardt gør en undtagelse for Hans Tausen. Dertil vil jeg gerne føje Peder Palladius. Hans Visitatsbog hører til mit husapotek både af sproglige og indholdsmæssige grunde. Han havde været i Wittenberg og hørt Luther, og denne hans bog er åbenbart en opskrift til hans mundtlige belæring af de sjællandske bønder og præster. Jeg er ikke en modstander af, at man skriver sine prædikener, forbereder sig grundigt, men af at man læser dem op af papiret).

Lindhardt har sikkert ret i hele den bedrøvelige skildring af den danske reformations gebrækkeligheder, at den endte som en stiv og doktrinær fyrstekirke. Det, som generer, er den fryd og vellyst, hvormed han sætter sylen eller slagtekniven ind. Og dog var den danske reformation trods alt bedre forberedt end f.eks. den norske eller islandske, som er endnu mere uhyrlige at læse om. Der var opløftende elementer. Igen støder vi på salmesangen. Luther var jo selv salmedigter – eller blev det. Og enkelte af hans salmer blev tidligt oversat til dansk og sunget. Men der var andre, også hjemlige. Der var faktisk ansatser til en reformation, som blev sunget og prædiket, dvs. hørt, frem og igennem, men forfaldet var så stort, forholdene så elendige, at klassekamp og kongemagt blev afgørende.

Det er vist Ritt Bjerregaard, der har sagt, at man ikke behøvede at frygte en marxistrisk indoktrinering i skolen, når man så på resultaterne af den århundredlange »lutherske« indoktrinering gennem både skole og kirke. Luther blev omdannet, reduceret til en doktrin, en lære, en katekismus, som blev påtvunget – eller som Kold ville sige: påklinet – hele befolkningen fra barnsben af. Deraf det »Ubehag ved protestantismen og ved Luther«, som lektor Jørgen I. Jensen beskriver i en særdeles læseværdig artikel om Luther og Grundtvig i »Dansk Kirkeliv 1983/84«.

Man må håbe, at højskolerne vil erkende, at deres undervisning, sålidt som kirkens evangelium, kan »formidles« elektronisk. Information og data, tal og statistik, »latin« af enhver art (grundtvigsk forstået) kan man kommunikere om og med i de nye medier. Men der er noget, som kun kan leve i et direkte møde mellem mennesker, en direkte samtale, en tilsigelse eller modsigelse, og det er ikke det mindst vigtige, selvom mange overser det. Men det er trængt, og det bliver endnu mere trængt i fremtiden. Det gælder om at bevare de »reder«, hvor det kan ruges ud, få kræfter og vinger til at gøre sig gældende overalt. Vartov viste sig at være et sådant redebyggeri, hvor man – tøvende – begyndte at synge Grundtvigs salmer. Hvad betød dog det? Tænk, hvis man havde haft et lysledernet og alt det nødvendige »isenkram« ud over hele landet, så det kunne »kommunikeres« til hele befolkningen? Det var højst blevet en hastig – og hastigt svindende – revolution, uden varig virkning. Det bedste behøver tid og pleje.

Nu fik det lov at gro og brede sig langsomt. Godt det samme.

Lys uden varme ...

Vilhelm Nielsen