Lidelsen som frihedens pris

Af Vilhelm Nielsen

I anledning af Elie Wiesels selvbiografiske bøger: »Natten«, »Daggry« og »Dagen«

Frihed medfører lidelse. Kun gennem lidelse opstår broderskab. Måske var parolen fra den franske revolution mere realistisk, hvis ordet lighed blev til lidelse, skriver fhv. undervisningsinspektør Vilhelm Nielsen. Vi lever i visheden om nazismens krematorier, der aldrig kan glemmes.

Tilfældigvis kom jeg en gang i efteråret til at læse Elie Wiesels tre små selvbiografiske bøger: Natten, Daggry, og Dagen i ugen før 15. søndag, efter Trinitatis, hvor evangelieteksten er talen om himlens fugle. og markens liljer. Altså, om ikke at bekymre sig, for Gud ved hvad vi trænger til og giver os det; akkurat som han sørger for fugle og blomster, og for øvrigt kan vi hverken gøre fra eller til. Vi kan hverken lægge en alen til vor vækst eller en time til vor livstid, og hver dag har nok i sin plage. De fleste af os overser eller overhører måske, at de liljer, vi sammenlignes med, »står i dag og i morgen kastes i ovnen«. Noget tyder på, at Jesus ikke overser, at vor lod er ligedan – trods al Guds storhed og godhed.

Elie Wiesel var en from jødisk dreng på 15 år, der mistede sin tro, da han blev deporteret til Auschwitz sammen men med sin familie og hele den jødiske befolkningsdel i en lille by i Siebenburgen, som dengang, i 1944, var under ungarsk herredømme. Ikke bare sin gudstro tabte han, men sin tro overhovedet, al tro, sin tro på livet, sin tro på mennesker, troen på, at noget i det hele taget var noget værd.

Og man forstår det så vel, når man læser hans skildring af Auschwitz. Den er helt på linie med Victor Frankls i »Psykologi og eksistens« eller Primo Levis i »Hvis dette er et Menneske«, ja, den er forfærdeligere, end mere grufuld, fordi der er tale om et barn, der ser sin mor og sin søster blive vinket til den forkerte side, den der ender lukt i røgen fra gaskammeret, »kaminen«, som det hedder i lejrens slang. Han er en dreng, der holder fast i sin faders hånd længst muligt, hjælper, ja, tvinger ham til arbejdsduelighed og livsvilje, men oplever, at faderen til sidst bukker under, ja, oplever det, som han umuligt kan tilgive sig selv, at han føler sin faders død som en lettelse, ligesom han selv og andre, der overlever, forråes til total følelsesløshed over for døende og døde.¨

Man mindes uvilkårlig talen om møllestenen, hvis plads er om deres hals, som forarger børn. Forargelse betyder at fratage tro.

Nu kan man selvfølgelig sige, at Elie Wiesel var og er et følsomt gemyt, der som barn eller ung blev udsat for en enestående modbydelig, ondskabsfuld og svinsk oplevelse, som intet menneske kan overvinde og lægge bag sig, selv med den mest intense psykologiske bearbejdelse. Hvad nytter sorgarbejde over for en sådan sorg? Bør den overhovedet kunne forvindes og glemmes?

Og dog kan man modsat hævde, at det særlige ved Auschwitz kun er systematikken, industraliseringen af mord og ødelæggelse, nedværdigelse og udryddelse af mennesker. I princippet er det hele set og kendt før, til alle tider i historien. Børn er til enhver tid blevet fader- og moderløse. Meningsløs død for ét menneske kan slå lige så hårdt som drab på tusinde eller millioner. Er det hysterisk, når Wiesel tilsyneladene ikke senere i sit liv kan genvinde troen og viljen til liv – hverken som frihedskæmper i Palæstina eller som emigrant i New York?

Ingen, som ikke selv har været i Auschwitz, har nogen ret til at sætte sig til doms i det spørgsmål. Men hvis man har levet sig ind i Wiesels skildring, så godt som man nu kan, bliver det meget svært at synge Grundtvigs poetiske omskrivning af teksten til 15. søndag efter Trinitatis:

Lille Guds barn, hvad skader dig?
Tænk på din fader i himmerig.
Han er så rig, han er så god.
Ingen kan stå hans magt imod.
O, Gud ske lov.

Det samme gælder andre udmærkede salmer, der bruges denne søndag. Spørgsmålet er, om det tyvende århundredes erfaringer har været af en sådan art, at det 19. århundredes poesi ikke længere kan bruges. Billederne dækker ikke, er ikke stærke nok. Ja, man kan endda rejse spørgsmålet, om det billedsprog, Jesus bruger ifølge evangelierne er stærkt nok.

Lovprisningen af den almægtige er et gennemgående led i de jødiske bønner, som Elie Wiesel var opdraget med og daglig bruger af. Men hans mund stoppes. På en nat bliver han stum. Det er ikke tilfældigt, at den første lille bog hedder »Natten«. Det er den første nat i koncentrationslejren: Han skilles fra sin mor og sin lillesøster og indser med gru, hvad det betyder, han ser små børn blive dræbt og brændt, han oplever på nært hold systematisk udryddelse af ålle arbejdsudygtige jøder. Der er virkelig noget, der »skader dig«. Der er virkelig nogen, der »kan stå hans magt imod«.

Er der virkelig trøst at hente i det gamle ord, der citeres i en mere realistisk Grundtvig-salme: »Est du modfalden, kære ven?«: Hver djævel har sin tid? Djævelens tid blev jo i dette tilfælde temmelig lang og tilintetgjorde temmelig mange mennesker uigenkaldeligt.

Eller i Jobs bog i det gamle testamente. Også der fik djævelen en vis tid og et vist herredømme. Job selv overlevede og fik alt igen, også børn og svigerbørn. Men hvad med dem, der gik til? N’Job protesterer lidenskabeligt, men bøjer sig til sidst for Jahves suverænitet. Det gør Wiesel ikke. Han fik ikke sin mor og sin søster igen eller sin fader. Han nægter at bede og lovprise Gud. Han sammenfatter således:

»Jeg glemmer aldrig denne nat, den første i lejren, som har gjort mit liv til en lang nat, låst med syv låse.

Jeg glemmer aldrig denne nat.

Jeg glemmer aldrig de små ansigter på disse børn, hvis kroppe jeg havde set forvandle sig til røgspiraler under en stum azurblå himmel.

Jeg glemmer aldrig disse flammer, som for al evighed fortærede min tro.

Jeg glemmer aldrig den natlige stilhed, som i al evighed har berøvet mig lysten til at leve.

Jeg glemmer aldrig disse øjeblikke, som myrdede min Gud og min sjæl, og mine drømme, som antog udseende af en ødemark. Jeg glemmer aldrig dette, om jeg så blev dømt til at leve lige så længe som Gud selv. Aldrig!«

Er det for stærkt? Tager han for store ord i sin mund?

Man skal aldrig sige aldrig, siger vi ganske prosaisk. Livet går videre. Det er trods alt det stærkeste.

Måske.

Men et andet sted fortæller han noget, som måske kan lede til en slags forståelse, give en slags svar. Tre dødsdømte fanger, hvor iblandt en dreng, skal henrettes på appelpladsen, ved hængning i hele lejrens påsyn. Bagefter skal alle defilere forbi til skræk og advarsel. »Hvor er Gud? Hvor er han?«, hører Wiesel en medfange sige bag sig, Og en gang til: »Hvor er dog Gud?« Intet svar naturligvis, men så hedder det:

»... jeg følte i mig en stemme, som svarede ham: Hvor han er? Haner her – han er hængt i denne galge. Den aften smagte suppen af lig«.

Fra Elie Wiesels side er det måske ment som en anden måde at forkynde den kendte »Gud er død teologi« på. Gud døde altså ikke i det l9. århundredes videnskabsdyrkelse, fremskridtstro og industrialisering, men først i det 20. århundredes koncentrationslejre – og i Hiroshhima.

Det kan næppe tænkes at han som jøde hentyder til Jesu død på korset. Jesus er for jøden ikke Gud eller Guds repræsentant, tværtimod. Nej, det er Jahve, den eneste Gud selv, faderen, der demonstrerer sin afmagt – for ikke at sige sin ondskab – i denne scene. Han hænges i galgen. Han er væk. Han er intet.

Lidt senere fortæller Wiesel om en polsk rabbiner, der fromt havde bedt dag ud og dag ind i lejen, men til sidst gav op: »Det er sket. Gud er ikke længere med os«, siger han, »Hvor er Guds barmhjertighed? Hvor er Gud? Hvordan kan jeg tro?« Og med selvopgivelsen følger døden, som også Frankl hævder det og viser med eksempler.

Da den russiske front nærmer sig, og håbet om befrielse rejser sig, afviser en anden døende jøde det med henvisning til Hitlers løfte om at udrydde alle jøder: »Han er den eneste, som har holdt sine løfter, alle sine løfter, til det jødiske folk«.

Er Hitler da en profet, spørger drengen Wiesel, og den døende jøde svarer bekræftende.

Bitrere kan det ikke være.

Det vil sige, det allerbitreste kommer til sidst i bogen: al broderskabs opløsning, al anstændigheds undertrykkelse, også mellem søn og fader.

Forholdet mellen søn og fader er helligt i jødedommen. »Ær din Fadcr og din Moder« er ikke tom snak, men gennemlevet livs- og kulturgrundlag.

Men Guds søn, Jesus – selve tanken om en sådan er en skændsel:for jøden, flerguderi er en grufuld formastelighed, en hån; ikke mod det fjerde bud, men mod det første og helt fundamentale: Du må ikke have andre guder ...

Derved går jødedommen glip af noget – eller man kan, sige: i og med kristendommen indføres noget nyt og hidtil uset: den eneste, suveræne Gud bliver menneske og broder, skåber grundlag for broderskab.

Når Wiesel siger, at Gud er her, midt i den værste lidelse og død, er det måske mere sandt og sandt i en anden forstand, end han tænker sig. Vel dør han, både i Auschwitz og på Golgatha, men derfor er han ikke død, ifølge kristendommens påstand.

Nu har vi lige været igennem 200-året for den franske revolution, og vel er det uklart, om den tre-leddede parole: Frihed, Lighcd og Boderskab går helt tilbage til 1789, men den blev snart alle frihedsvenners og senere arbejderbevægelsens vigtigste slagord. Måske var det mere realistisk at sige: Frihed, LIDELSE og Broderskab.

Lidelse er en nødvendig følge af friheden. Hvor der er frihed, vil den blive misbrugt. Det er frihedens pris og vilkår. Så stor er Gud, eller så store er Guds mennesker ikke, at det kan undgås. Kain og Abel er de næstførste mennesker. Hvis Gud skabte mennesket med frihed, må det være en stor lidelse for ham at betragte os, og det har han i givet fald vidst på forhånd: Derfor bestemte han også på forhånd selv at gå ind i denne lidelse og derved skabe mulighed for broderskab. Derfor søgte Jesus til Jerusalem, selv om alle odds var imod ham.

Broderskab opstår ikke af sig selv. Det kan ikke vedtages ved lov. Det kan være svært nok at fastholde det blandt rigtige brødre. Det koster altid hensyn og omsorg, altså lidelse. Og skal det virkeliggøres med alle og under alle forhold, stiller det overmenneskelige krav. Dem opfyldte Jesus, hævder vi. Han satte sig ved siden af toldere og skøger, døde mellem to røvere, fjernt fra forældre og søskende, venner og tilhængere. Det er ikke uberettiget at påstå, at ingen lidelse er ham fremmed – selv om han ikke var i Auschwitz.

Måske har vi misforstået og misfortolket hans tale om himlens fugle og markens liljer. Andetsteds siger han jo uden videre, at spurven falder til jorden, og den eneste trøst, han tilføjer, er, at det ikke sker uden Gud. Og markens blomster visner uvægerligt som græs trods al deres pragt. Han har aldrig lovet, at vi ikke skulle lide og dø, men at døden skulle overvindes. Men ikke uden først at gennemleves og gennemlides.

I det lys er meget af digternes trøst falsk. Også salmedigternes. På baggrund af Auschwitz virker det som skønsnak, som ikke holder, og som ikke svarer til det, som Jesus faktisk siger og gør. Som ikke dur i det 20. århundrede.

Frihed medfører lidelse. Kun gennem lidelse opstår broderskab. Derfor: Frihed, LIDELSE og Broderskab.

VILHELM NIELSEN