Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A. Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Kan Grundtvigs historiesyn bruges i dag?

Af Vilhelm Nielsen

Dansk udsyn, Årg. 55, nr. 3 (1975), s. 133-145

I sin redegørelse: »Hovedtræk af Grundtvigs Kulturfilosofi eller Historiesyn« (særtryk af Højskolebladet 1974) besvarer Erica Simon ikke dette spørgsmål. »Redegørelsen indskrænker sig til at fremstille Grundtvigs ideer uden at underkaste dem en kritisk prøve« hedder det i indledningen. Redegørelsen er rent historisk eller idehistorisk.

Hun lægger altså bevidst en vis afstand mellem sig selv og Grundtvigs tanker og syn, og dog kan man vanskeligt undgå en fornemmelse af en vis betagelse hos hende, som fremstillingen skrider frem, selvom hun – som den videnskabsmand hun er – strengt overholder dette program og da også i ikke medtagne passager udtrykker sig endnu klarere herom.

Som oversætter må jeg imidlertid erkende, at det ikke bare er af rent historisk eller idehistorisk interesse, at jeg har givet mig i kast med arbejdet, men også fordi jeg har en fornemmelse af, at der her kan være hjælp og opmuntring at hente til at løse den opgave, som i virkeligheden påhviler os alle og – hvadenten vi ønsker det eller ej – faktisk løses af os alle, nemlig den at danne eller forme vores egen verdenshistorie. At nægte at løse den er også en løsning – omend ikke en særlig tilfredsstillende.

Den svenske forfatter Vilhelm Moberg har skrevet en bog, som han kalder »Min Sverigeshistorie«. Den er også oversat til dansk. Han udvælger der bevidst kendsgerninger og synspunkter, som for en stor del er i modstrid med de sædvanlige, og gør dem til sine. Om det er lykkedes ham at nå frem til en nogenlunde sammenhængende og forsvarlig helhedsopfattelse er et andet spørgsmål, som ikke skal behandles her. Men i virkeligheden former ikke blot enhver lærer, men også enhver elev – ethvert menneske – bevidst eller ubevidst sin verdenshistorie eller Danmarkshistorie, simpelthen i kraft af det han beholder eller ikke beholder af kendsgerninger – eller formodede kendsgerninger – og synspunkter af historisk art.

For de fleste af os er der nok tale om løsrevne brokker uden megen sammenhæng, dels fordi vi ved for lidt, præsenteres for et alt for begrænset udsnit af de faktisk foreliggende kendsgerninger, dels fordi vi savner et samlende synspunkt at tolke den viden, vi tilegner os, ud fra. Vi er sjældent opmærksomme på, at allerede udvalget af kendsgerninger, ikke bare som det foretages af historiebøger og historielærere, er udtryk for et synspunkt eller en tolkning, men også som det foretages af vor egen hukommelse eller forståelse. Hvad vi forstår og kan bruge på en eller anden måde, hvad der betyder noget for os, husker og beholder vi langt lettere, end hvad vi ikke forstår og føler uvedkommende. På den måde former enhver af os »sin verdenshistorie«, hvad enten vi vil det eller ej.

Kunsten er i en vis forstand at få tingene og tiderne til at hænge sammen i en helhedsopfattelse, hvori selv nok så forstyrrende kendsgerninger kan indpasses og nok så fremmedartede synspunkter vurderes. En sådan helhedsopfattelse må naturligvis – hvis den overhovedet er mulig – være under bestandig revision, men vi har ikke brev på, at den i det hele taget er mulig. Måske er menneskeslægtens levnedsløb i sig selv så modsigelsesfyldt og forvirrende, at sammenhæng ikke findes, at enhver helhedsopfattelse i sig selv er løgn og bedrag. Og selv heroverfor, kunne man med en vis ret hævde, må mennesker nødvendigvis – for at forsvare og bevare sig selv som mennesker – skabe sig noget af en sammenhængende helhedsopfattelse alligevel. Forstår man ikke sig selv og sin samtid i sammenhæng med forudgående og efterfølgende slægter og generationer, er man ikke længere menneske, kunne man sige.

Hvad vi stilles overfor i Erica Simons redegørelse er altså – hverken mere eller mindre end – »Grundtvigs verdenshistorie«, eller hovedtræk af den, og hvis man iøvrigt er enig med ham i en række grundlæggende synspunkter eller holdninger, kan man naturligvis også lære og tilegne sig noget af hans syn på historien, selvom ansamlingen af historiske kendsgerninger – for det første – er løbet videre, siden han levede og arbejdede, og selvom indsamlingen af viden om de historiske tidsrum, der også for ham var historie, for det andet – også er løbet videre, og selvom denne forøgede viden – for det tredje – medfører ændringer af nogle af de grundlæggende synspunkter, som er hans.

Erica Simons redegørelse falder i fire kapitler eller hovedafsnit. Det første: Menneskets gåde, handler om det gådefulde ved at være menneske trods al trang til klarhed og indsigt. Det er principielt og på en måde dialektisk. Klarhed nås ikke af noget enkelt menneske eller i nogen enkelt tidsalder, men først når det historiske forløb er til ende og kun på grundlag af dette.

Andet afsnit handler om det historiske forløb til dato, til »skrivende stund« så at sige, det vil sige ca. år 1800. Det afgørende er her inddelings- og udvælgelsessynspunkterne, hvoraf mange er yderst originale – undertiden både i dette ords positive og negative betydning. Men de er nok værd at stifte bekendtskab med, selvom man ikke vil eller kan godtage dem alle.

Tredje afsnit handler om nutiden og fremtiden, det vil sige det 19. århundrede eller tiden efter den franske revolution. Denne nye epoke var ganske vist begyndt og kommet et stykke på vej, men den egentlige udfoldelse tilhørte fremtiden, hvis tegn kun kunne tydes ud fra en intuitiv forståelse af kendsgerninger i Grundtvigs nutid og samtid – og ud fra en forståelse ikke blot af den nærmeste fortid eller af hele det nogenlunde kendte historiske forløb, som er behandlet i andet afsnit, men først og fremmest ud fra det, der trods alt er levnet os fra menneskeslægtens allertidligste tid, dens barndom og ungdom. Det sidste er et overraskende synspunkt.

Fjerde afsnit handler derfor om de græske og nordiske myther, som stammer fra denne barndom. Den underliggende påstand er, at der er samsvarighed mellem det, som menneskeheden i sin ubevidste barndom drømte og digtede, og det, den nu som gammel, henimod livsløbets afslutning, i erfaringens og eftertankens livsafsnit, virkelig forstår og indser. Deraf mythologiens eminente betydning. Deraf også alderdommens betydning.

Allerede med dette lille rids er nogle vigtige sammenhænge og synspunkter antydet. Men lad os se på nogle enkeltheder i hvert afsnit og forsøge en slags besvarelse af spørgsmålet, om man kan bruge noget af det i dag.

1) Det gådefulde ved menneskelivet, det stykkevise ved enhver erkendelse og forståelse af dets mening og hensigt, er det efter min mening mere aktuelt end nogensinde at fastholde. For Grundtvig er det en protest mod fransk oplysning og tysk filosofi, men det er et spørgsmål, om en formulering som: »Ethvert philosophisk System er som et Heelt en stor Løgn, hvor megen Sandhed det end i det Enkelte kan have« ikke lige så fuldt rammer eksempelvis Marxismen i de fleste af dens udformninger som datidens tyske og franske modefilosofi. Og om der ikke dermed er sagt nej til den mere vage tro på videnskabens evne til efterhånden at klare eller løse alle gåder, som nærmest er blevet en slags folkereligion i vort århundrede. Der kan være grund til at advare mod alle, som siger: »Det ved vi ikke tilstrækkeligt om endnu ...« Underforstået: Men det kommer. – Det kommer ikke. Det gådefulde forbliver.

Hævdelsen af det gådefulde har imidlertid også en slags positiv baggrund, som det er ligeså vigtigt at fastholde i dag. Den kan vanskeligt udtrykkes med andet end ordet: ånd, hvor uklart det så end er. Mennesket er ånd, først og fremmest ånd. Ånd er »ingenlunde noget Luftveir, men en stor og mægtig Livskraft«, ånd er »noget Kongeligt og Guddommeligt«. Mennesket er »Jordens Konge og Kæmpe for Udødelighed«. Mindre kan målet ikke være, og heller ikke udgangspunktet for menneskelivet, trods – eller måske netop i kraft af – »den indvortes og udvortes Strid, hvori han staaer, det Misforhold mellem Ø1nske og Evne, den Overflyvning af sig selv, man ikke kan nægte ...« Nægter man denne overflyvning, dette misforhold og denne strid, er man ikke af ånd. Så er man en jætte, som det senere kom til at hedde. Man kan ligeså godt erkende, at visse forudsætninger er nødvendige, for at Grundtvig overhovedet siger en noget, og dertil hører, at mennesket fundamentalt er ånd. Konsekvent marxisme kan det næppe forenes med. Dertil hører i virkeligheden også at kæmpe for udødelighed. Kæmper et folk for mindre, er det ikke sandt menneskeligt ifølge Grundtvig.

Vigtigt er det videre at lægge mærke til, at denne stærke fremhævelse af ånd ikke betyder en nægtelse eller nedvurdering af det materielle eller sanselige. Åndens fornemste udtryk: ordet, er sanseligt, lydeligt, det kan høres, selvom dets vigtigste funktion er at afmale noget usynligt. Det er en bro mellem åndeligt og legemligt, en bro, som er aldeles nødvendig for det menneske, som intet er uden sit legeme og altså hører hjemme i begge verdener, den åndelige og den materielle.

Ordet er endvidere en bro mellem fortid og fremtid, eller rettere sagt, det gør os, som lever nu, til et muligt bindeled mellem kommende og tidligere slægter. Ved hjælp af det kan menneskehistorie overhovedet formidles mellem generationerne, sammenhæng overhovedet skabes, en tilnærmet, menneskelig form for udødelighed overhovedet opstå. Det kan synes en banalitet, men er måske alligevel værd at overveje i tider, hvor den »verbale kommunikation« må stride med den »non-verbale« om pædagogernes agtelse og omsorg.

Såvel ånd som ord forbliver gådefuldt.

2) I gennemgangen af Grundtvigs syn på den indtil da forløbne verdenshistorie i andet afsnit møder vi straks tre kendte grundtvigske inddelings- og udvælgelsessynspunkter:

  • Sidestillingen af de tre tidsrum: oldtid – middelalder – nyere tid med de tre aldre i det enkelte menneskes liv: barndom/ungdom – manddom – alderdom.
  • Udskillelsen af hovedfolk.
  • Inddelingen i »Natur-Folk« og »Konst-Folk«.

Disse synspunkter er naturligvis – og har været – meget omstridte. Selvom man er tilbøjelig til at anse dem for både frugtbare og inspirerende, i det mindste en grundig overvejelse værd, forekommer det nødvendigt i dag at tage to forbehold, inden man går i enkeltheder.

For det første er vores synskreds i den grad blevet udvidet i dette århundrede, at Grundtvigs behandling – eller rettere sagt: ikke-behandling – af de ikke-europæiske folkeslag og kulturer forekommer helt urimelig, når det er menneskeslægtens levnedsløb, det drejer sig om. Kina, Indien, Afrika og Amerika kan ikke i den grad skubbes til side, end ikke udfra hans egne kriterier for hovedfolk. Selv hans behandling af det Øst-romerske rige, af Rusland og Araberne er uholdbar. Menneskeheden er for ham først og fremmest den europæiske menneskehed, og det var måske rimeligt nok i første halvdel af det 19. århundrede, men det må klart erkendes, at det er uholdbart i dag. Hvis man vil, kan man jo så prøve at anvende hans synspunkter på den langt mere mangfoldige »verden« og »menneskehed«, vi i dag har ikke så lidt historisk viden om. Det gør det jo ikke lettere at finde frem til en sammenhængende helhedsopfattelse.

For det andet er hans synskreds begrænset i tid af en ret så håndfast og bogstavelig respekt for Det gamle Testamentes skildring af menneskehedens tilblivelse og første tid. Det kan ikke forenes med den viden, vi har i dag, og knap nok med hans egen samtids. Også her kan man spørge, om det er muligt at indordne hele denne viden i en forsvarlig sammenhæng ved hjælp af hans synspunkter. Af betydning er det her, at vi i hvert fald føres tilbage til »før-mythologiske« tidsaldre. Man kommer heller ikke uden om moderne religionshistories syn på myther som noget forholdsvis sent og sekundært – i forhold til riter. Endvidere falder en ikke uvæsentlig støttepille for Grundtvigs helhedsanskuelse; nemlig at jødernes og de kristnes historie tilsammen omfatter hele menneskehistoriens tidsmæssige forløb. Hverken i tid eller rum er det muligt at fastholde dette.

Det betyder ikke, at man nødvendigvis må opgive den opfattelse, at Kristus-begivenhederne er de afgørende i al menneskehistorie. De fandt forøvrigt sted i Asien og ikke i Europa, eller i det område, hvor Asien, Afrika og Europa støder sammen. Men det er ikke afgørende, lige så lidt som om de fandt sted nogenlunde i »Tidernes Midte«. Hverken geografisk eller historisk kan opfattelsen underbygges. Den er en ren trossag. Ganske vist fik Kristusbegivenhederne eminent betydning i Europas historie, og de kan for så vidt endnu få det i den øvrige verdens, men det må klart erkendes, at store dele af menneskehedens historie – både i tid og rum – indtil videre har været uberørt af fortællingen om dem.

Skal parallellen mellem det enkelte menneskes livsaldre og verdenshistoriens perioder have nogen betydning for forståelsen, for overblik og sammenhæng, kræver det iøvrigt nok som grundlag en klarere forståelse af sammenhaengen i det enkelte menneskes liv. Også det hører til den folkelig oplysning, som langtfra er trængt igennem. Grellest er vel den næsten helt manglende sans for alderdommens betydning og opgave, og det er ret afgørende, eftersom vi ifølge Grundtvigs skema befinder os i menneskehedens alderdom. Skyldes det den stadig længere undervisningspligt og den for flere og flere forlængede uddannelsestid, som kan anskues som et kæmpemæssigt og altomfattende forsøg på at gøre barndom og ungdom til en forstandens og eftertankens tid, stik imod hvad der ifølge Grundtvig er naturens orden? Kan man ikke godtage og indrette sig efter, at barndom og ungdom er fantasiens tid, den modne alder følelsens og handlingens tid og først alderdommen forstandens og eftertankens, nytter det lidet at overføre denne betragtning på de enkelte folks eller menneskehedens levnedsløb. Hvis ikke man i sit eget og sine nærmestes liv ser og føler denne rytme med de skiftende livsafsnits karakteristiske træk, nytter det ikke meget at søge at overføre den på historiens gang.

Men rent bortset fra dette vigtige spørgsmål, om baggrundserfaringen er for hånden, må man nok sige, at smidigt og læmpeligt anvendt kan denne jævnførelse mellem det enkelte menneskes liv og udvikling og menneskeslægtens kaste lys over mange forhold og sammenhænge – dog næppe så mange som Grundtvig mente. Skema'et anvendes af ham ikke blot på verdenshistorien som helhed, men også indenfor de enkelte hovedperioder og på de enkelte hovedfolk. Ikke så sjældent føles det noget hårtrukkent.

At samle sig om visse hovedfolk er iøvrigt næsten en nødvendighed, hvis ikke arbejdet skal svulme op til det uformelige. Det interessante er efter hvilke kriterier de udvælges. Grundtvig stiller to krav for at kalde et folk et hovedfolk:

  1. det skal have skabt historie, have »grebet ind i det Heele«,
  2. det skal have draget omsorg for at skrive historien, at bevare den for senere slægter.

Det sidste er det mærkeligste, ikke mindst når det er Grundtvig der stiller kravet, han, der ellers altid råber op om de døde bogstaver, om skriftens og pennens afmagt o.s.v. Men historien er menneskehedens erfaring. Uden erfaring ingen visdom. Det er menneskeslægtens opgave i sin alderdomsperiode, som nu er inde, at nå frem til visdom og indsigt. Denne opgave er kronen på værket, og den er umulig uden skreven historie. Hovedfolkene har netop vist sig som hovedfolk – ikke ved tilfældigvis at have en historisk hobby – men ved at have sans for denne opgaves løsning' som er mindst ligeså væsentlig som manddommens dåd og bedrift (Middelalderen) eller ungdommens fantasifulde drøm (Oldtiden). Uden afsluttende indsigt og visdom var begge dele på det nærmeste spildt.

»Konst-Folkene« er først og fremmest jøderne og de kristne, hvis historie og hele tankegang er »overnaturlig«, samt romerne, hvis anskuelser og indsats i historien er »unaturlig«. Grækerne og Nordboerne derimod er »naturfolk« og samtidig hovedfolk. Deres »naturlige« tankegang kommer først og fremmest til udtryk i deres myther, der som barnlig drøm og digtning rummer dybe sandheder om dem selv og om menneskelivet i det hele taget, sandheder, der nu i forstandens og eftertankens tidsalder skal udfoldes i en gennemtænkt filosofi, en såkaldt »universal-historisk Videnskabelighed«, som det først og fremmest tilkommer nordboerne at udforme. Gør de ikke det, svigter de deres historiske opgave, sammenhængen i menneskeslægtens levnedsløb går tabt, uden at kronen bliver sat på værket, hvad »forsynet« aldrig kan tillade.

Til denne kæmpemæssige opgave skal nordboerne – hvortil både angelsakserne og islænderne hører – dog have hjælp af Grækerne og Hebræerne. Bibelen og hele den klassisk-græske litteratur udgør sammen med den nordiske (inclusive den islandske og angelsaksiske) fundamentet for denne universelle kulturfilosofi, som dog karakteristisk nok kun kan udfoldes af levende mennesker og folk på deres eget levende modersmål. Derfor lægger han afgørende vægt på; at en ny-græsk udvikling er i gang efter oprøret i 1821 og venter sig meget af den – også mere end vi endnu har set. Staten Israel og den ny-hebræiske udvikling, hvor Det gamle Testamentes sprog igen er blevet et levende folkesprog, forudså han ikke, men det er ikke svært at forestille sig, hvad han ville have tænkt og sagt derom.

Alt dette kan naturligvis betragtes som det rene fantasteri, men noget af det kan også forekomme inspirerende og en overvejelse værd. Man kan sætte spørgsmålstegn ved opfattelsen af hebræerne som et »overnaturligt« kunstfolk uden egen naturlig tankegang. Moderne gammeltestamentlig forskning vil vel netop finde en sådan i bibelen, ganske vist ikke upåvirket af omgivende forasiatisk religion og kultur, men alligevel særpræget og karakteristisk for dette lille folk, hvis folkelighed nok er religiøs – det er flere andre folks også – men derfor ikke nødvendigvis overnaturlig eller kristelig.

Man har ligeledes sat spørgsmålstegn ved hans skarpe fordømmelse og næsten helt igennem negative vurdering af romerne og alt romersk som unaturligt, umenneskeligt, ufolkeligt, usædeligt og ugudeligt. Den sproglige udtrykskraft, som hadet gang på gang inspirerer til er rent ud fantastisk – og i sig selv nok et bekendtskab værd. Men også indholdsmæssigt forekommer betragtningen mig at være en overvejelse værd som modvægt mod den i virkeligheden ganske udbredte godtagelse af den store røvers og undertrykkers synspunkter.

At de kristne opfattes som et særligt folk eller rige – ganske vist et »konst-folk«, men afgjort et hovedfolk – kan ligeledes undre. Det opfattes nærmest som hovedfolket i europæisk middelalder – følelsernes og handlingens store tid. Og endnu mer vil det vel undre, at hovedbedriften er korstogene, som sandt at sige ikke er i høj kurs i moderne historieskrivning. At samle middelalderens historie om »Kirke-Rigets« historie kan iøvrigt både sagligt og pædagogisk have meget for sig. Det vigtige for sammenhængen er, at dette hovedfolk formidler et kendskab, skaber en forbindelse, mellem oldtidens vigtigste frembringelser og nyårstidens hovedfolk, mellem den gamle kulturkreds omkring Middelhavet og den nye omkring Østersøen, hvormed renaissancen og den såkaldt romersk-italienske kultur fra Dante til den franske revolution, hvis epoke opfattes som afsluttet, skubbes til side og mister i betydning. En helt afgørende hovedbegivenhed er, at kristendommen kommer til England – på fredelig vis – formidlet af Pave Gregor den Store og Benedikts munke o. år 600. For en gangs skyld tvinges Grundtvig til at yde både Rom og munkevæsenet en vis anerkendelse. End ikke modersmålet blev undertrykt. Og derfra bredte kristendommen sig på ligeså fredelig vis til den nye kulturkreds. Angelsakserne og islændingene er middelalderens mirakler. Fra dem venter fornyelsen. Deres gamle litteratur på modersmålet er grundlaget for en ny-folkelig udvikling.

Adskilligt flere enkeltsynspunkter kunne der være grund til at nævne, men pladsen tillader det ikke.

3) Noget af det første, man støder på – og må undres over – i tredje afsnit er omtalen af Napoleon og den i en vis forstand høje vurdering af hans bedrift, som simpelthen indvarsler eller udråber det nye tidsrum, som begynder med det 19. århundrede.

På en måde står vi her ved en af de mærkeligste modsætninger eller selvmodsigelser i Grundtvigs tankeverden: På den ene side den vældige begejstring for heltens dåd og bedrift, som han aldrig vokser fra, på den anden side den bestandige lovprisning af fred og jævnhed, af folk som flest og det liv og den verden, de føler sig hjemme i og trygge ved. Man kan selvfølgelig sige, at det der begejstrer ham aldrig er kamp for kampens skyld, men kamp med et højere åndeligt formål: fred og frihed, liv og glæde, eller hvordan det nu udtrykkes. Men helt bestemt kamp, og enkeltmandens kamp. Man kan også sige, at pædagogisk kan meget tale for at samle alt om de store heltepersonligheder, hvad kildematerialet iøvrigt ofte gør nærliggende, men det er ligesom ikke forklaring nok. Der banker stadig i ham et varmt drengehjerte for den store eners heltedåd – samtidig med at han har mere sans end de fleste for den jævne mands jævne medvirken og ligefrem kan idealisere hans – og afgjort også hendes – stræben og mål i livet. De to ting bliver stående i hans sind som en uformidlet modsætning.

Forklaringen på, at Napoleon fremhæves på dette punkt, er igen kravet om sammenhæng i verdenshistorien: Hans bedrift, først og fremmest toget til Ægypten, er en kommentar til Oldtidens store bedrifter, en illustration, en levendegørelse af det, der fortælles om Aleksander, Cæsar og Augustus. Pludselig bliver det klart, at hvad der gemmer sig på støvede pergamenter og papyrusruller kan blive levende og gentages på nutidens vilkår.

I og for sig er Grundtvig ikke spor begejstret for Napoleon. Han er fransk – eller i det mindste korsikansk – hans ideal var de romerske feltherrer, han er en ufolkelig undertrykker og ensretter o.s.v. Men han øvede unægtelig en dåd og bedrift, som pludselig afslører det 18. århundredes snusfornuft i al sin latterlige indskrænkethed og selvklogskab. Grundtvig kan ikke nægte ham betinget beundring. Han skaber med sin bedrift mulighed for sammenhæng i verdenshistorien, for forståelse, ja, genoplivelse af oldtiden. Hans dåd kan og skal efterfølges af andre langt større, bedre og menneskeligere. Oldtiden behøver ikke at forblive drøm og digt, gemt væk på bibliotekernes hylder, kun til glæde for lærde bogorme. Nej, lignende bedrifter som de største i oldtiden kan udspilles for vore øjne, og vel at mærke ikke blot militære og politiske, men også kulturelle og kunstneriske. Alt kan genoplives og fornyes. »Alderdom er ingen Brøde«. Ikke blot kan og skal der i dette sene tidsrum øves dåd, men dåden kan sættes ind i et forståelsens lys, som er et resultat af den erfaring og eftertanke, som kun er mulig og naturlig i sidste livsafsnit.

Og her er vi ved den dåd, som først og fremmest påkalder sig opmærksomhed og kræver udførelse og virkeliggørelse nu: en universalhistorisk videnskabelighed, en levende folkelig, ny-dansk udvikling, eller hvad det nu kaldes. Og denne opgave tilkommer det først og fremmest nordboerne at løse. Nu er deres tid kommen. Den dåd, de skal øve, er en skole- eller oplysningsdåd for det hele folk, ikke en enkeltmands- eller heltedåd i sædvanlig forstand, ikke blot en folkelig højskole – omend først det – men en altomfattende menneskelig og folkelig videnskabelighed, filosofi eller kultur, som vil kræve det ypperste, vi kan mobilisere af talent og tankekraft, varme og vilje, hvis den skal virkeliggøres.

Det mest nærliggende er at vrænge: Fantasteri. Nordisk selvovervurdering og selvglæde, som er helt ude af proportion, helt uden forbindelse med de faktisk foreliggende realiteter.

Og det kan man jo så gøre. Tilbage står, at Erica Simon har fundet det umagen værd at give en så vidt muligt objektiv, historisk eller idehistorisk redegørelse for disse ideer – og undervejs kommer til at skrive sig varm, hvis jeg ikke tager fejl. Vel er der tale om et profetisk syn, som næppe nogensinde virkeliggøres bare for en brøkdels vedkommende. Men på en eller anden måde griber det alligevel. Det nynner sagte for sig selv som en kilde eller en bæk. Måske burde man kende det bedre, inden man irriteret smider det på møddingen. Måske kan det trods alt inspirere til et og andet.

4) Blandt andet kunne det måske inspirere til en fornyet interesse for de græske og nordiske myther. Erica Simon giver i fjerde og sidste afsnit 3 eksempler, et græsk, et nordisk og et nordisk-græsk. Jeg skal ikke referere yderligere.

Myther er ikke historie. Efterhånden har man udeladt dem af historiebøgerne. De kunne ikke stå for den historiske kritiks domstol. De var ikke »sande« i historisk forstand.

Mon ikke den tid kommer, hvor man kan se og føle, at de er sande i en anden og dybere forstand. Når romerne fortalte som de gjorde om byens grundlæggere og om ulvinden, så siger det nok ikke noget om, hvordan byen faktisk blev grundlagt, men trods alt siger det måske alligevel noget – også noget sandt – om dem selv.

Ligesom vi må have de gammeltestamentlige fortællinger frigjort fra det åg at skulle bevidne den sande kristendom eller gudstro, må vi have alle folks gamle sagn og myther frigjort fra den videnskabelige og historiske sandheds åg. At de er blevet husket, og at de er blevet husket eller formet netop som de er, meddeler undertiden en menneskelig og folkelig sandhed, undertiden måske en universel visdom, som nok er værd at lytte til, og som ikke behøver at forkastes eller gå i glemmebogen, fordi enhver velbegavet student kan bevise, at de hverken meddeler historiske kendsgerninger eller sand kristendom i den form de har.

I en vis forstand er sagn og myther måske jævne menneskers egen historie, det, som de har fundet det ulejligheden værd at huske og fortælle videre – i enkelte tilfælde fået skrevet ned – og i den form, som man har fundet det rigtigt at beholde det i sin egen og i sine børns og børnebørns hukommelse.

Måske bør meget mere af dette stof også indgå i vores – og vore børns og børnebørns – verdenshistorie og Danmarkshistorie.

Vilhelm Nielsen.