Hvorfor ikke Grønbech?

Af Vilhelm Nielsen

Her er noget for græsrodsbevægelserne, de økologiske, de holistiske, de nyreligiøse: – med William Blake som profet og Jesus som helt

Med rette kan man undre sig over, at en række af de såkaldte græsrodsbevægelser ikke i langt højere grad har trukket på og udnyttet det arsenal, der foreligger i Vilhelm Grønbechs forfatterskab. Han var religionshistoriker og kulturkritiker om en hals, vel den største og mest originale af den art i første halvdel af dette århundrede. Han døde i 1948, 75 år gammel midt i en meget produktiv periode. Flere mindre ting blev udgivet posthumt, og adskillige af hans bøger er blevet genudgivet i de følgende årtier, nogle flere gange.

Hvorfor har bevægelserne, de økologiske, holistiske, nyreligiøse og andre stort set ikke benyttet den våbensamling, som hans livsværk udgør?

Ja, hertil kan der være flere grunde.

For det første var og forblev han videnskabsmand, ganske vist af en egen art, som ikke altid fandt nåde for forskerlaugets øjne. Hans vigtigste værker er store, tykke bøger, som det kræver betydeligt arbejde at sætte sig ind i. Dertil kommer, at hans metode er original og kan virke fremmedartet. Den kræver vilje til omstilling, medfører af og til en snakkende bredde og en mangel på »facts«, som kan irritere den ukyndige, måske også vildlede.

Endelig kan hans sprog virke sært og gammeldags i dag. Hvad siger f.eks. bogtitler som »Kampen for en ny sjæl« eller »Livet er et fund« unge mennesker i dag?

Begynder man at læse, bliver man imidlertid hurtigt klar over, at han er en sprogets mester, selv om det, han vil udtrykke eller fremstille, ofte er så ejendommeligt og fremmedartet, at der så at sige må et helt nyt sprog til for at få det frem. Uvilkårligt får ordene under- og overtoner, som giver dem en ny eller en dybere, en mere omfattende betydning. Det hænger sammen med, at han oprindelig var filolog, sprogvidenskabsmand, og man kan ligefrem sige, at hans nyvurderinger af religioner og kulturer beror på sproglige iagttagelser og deraf følgende nytolkninger af hovedord og hovedbegreber i gammel livsopfattelse og livsudfoldelse. Det gælder også ord som »sjæl« og »liv«,

Man kan f.eks. undre sig over, at den mytologiske fløj af højskolebevægelsen ikke i langt højere grad har bakset med og udnyttet hans første tore værk »Vor folkeæt i oldtiden«, som udkom 1909-12 og blev genudgivet i 1955. Som undskyldning kan anføres, at først i den engelske oversættelse fra 1931 tilføjede han det afgørende kapitel om kultdramaet med en original tolkning af Vøluspå, som ingen grundtvigsk mytolog ses at have taget alvorligt. Grønbech måtte selv først have gennemarbejdet de gamle indiske kulttekster, inden han kunne dechifrere de kultisk-dramatiske elementer, som han mener de gamle nordiske tekster indeholder. Men har han ret i, at disse tekster indeholder rester eller ruiner af et kultisk drama? Og hvad betyder det i så fald for forståelsen og brugen af dem? Eller er de »kun« litteratur, digtning? Har de kun værdi som bilied- eller »SindbilledSprog«, som Grundtvig hævdede? Og hvilken værdi har så det? Hvad kan det bruges til? Grundtvig havde tilstrækkeligt med kult og ritualer andetsteds. Det var ikke det, han søgte i det gamle Norden. Men i vore dage synes behovet for ritualer at blive stærkere og stærkere. Grønbech kan måske hjælpe os til at forstå, hvad et ritual og en kult egentlig er, hvad der kræves for at det skal have kraft og betydning og ikke bare være mode, konvention – eller tomme efterligninger.

Omvendt kunne der ligge en opgave i at påvise, at Grønbech kunne have hentet meget hos Grundtvig, ikke blot når det gælder de gamle nordboeres kultur og religion, men også når det gælder Hellas og Hellenismen. Men det er en anden historie. Sagen er, at Grønbech – som Grundtvig i øvrigt – ikke brød sig om sekundærlitteratur, men gik til de originale tekster på det originale sprog, trods det kæmpearbejde det krævede.

Hvor finder man på dansk bedre og grundigere gennemgang af indisk religion og kultur, Østens mystik, buddhisme og yoga m.v., som i vore dage er blevet så efterspurgt i alle vestlige lande? Grønbechs indlevelse, »generfaring« som han selv kaldte det, var så dyb, at mange troede, at han selv var eller blev mystiker. Det var nok tæt på, især i bøgerne om Eckehart og Blake, men rigtigere er det nok at sige, at han efter et dybt dyk arbejdede sig igennem mystikken og kom ud på den anden side, en farlig erfaring rigere. Men det er jo ikke sikkert, at moderne ny-religiøse tanker ønsker at komme ud på den anden side, ej heller at de er i stand til og har vilje til at arbejde sig igennem så tykke bøger.

Det er heller ikke sikkert, at ret mange moderne mennesker har smag for hans gennemgang af »Religiøse strømninger i det nittende århundrede« fra 1922, et mere overset værk blandt hans større bøger. Det var led i et stort samleværk om det 19. århundrede, redigeret af Aage Friis, og det handlede ikke om den kristne eller kirkelige religion – kirkehistorien tog Valdemar Ammundsen sig af – nej, det var videnskabens eller fornuftens religion eller religiøsitet, der måtte holde for. Den betragtedes nærmest som en forvansket kristendom, lige så verdensfjern og urealistisk som kirkens. Renæssancen er ikke en genoplivelse af Hellas, men af Hellenismen med dens sjæledyrkelse og enkeltmandsreligion. Det 19. århundredes myte er udviklingen, »evolutionen«, som ser det europæiske, arbejdsfri ånds- eller kulturmenneske som højdepunktet, hvortil alle »vilde«, »primitive« naturfolk skal løftes op under skånselsløs udnyttelse af jord og natur, løftes ikke længere ved hjælp af kristendom og kirke, men ved hjælp af dannelse og kultur, som i kraft af industrialiseringen er ganske adskilt fra arbejde og produktion.

Den fundamentale dualisme mellem krop og sjæl, mellem ånd og materie, stammer fra Hellenismen, som det udførligt påvises i bogen af samme navn fra 1940 (anden – forkortede – udgave 1953). Den overtages af kirken og fortsætter i renæssancen og videnskaben, i romantikken og på en måde også i det 19. århundredes udviklingslære, evolutionismen. Målet for »pilgrimsvandringen« her på Jorden er blot ikke længere en overjordisk lyksalighed hinsides, men en åndfuld, arbejdsfri tilværelse som europæisk gentleman eller kulturpersonlighed, dannet og oplyst, beskæftiget fuldt ud med kunst og kultur. Foragten for det legemlige og materielle – specielt legemligt arbejde – er fælles. Det er noget lavere, som skal forsages eller hensynsløst benyttes som materiale.

Men alle parter overhales indenom af industrialiseringen i løbet af århundredet. Og det betyder, at arbejde og produktion, som er sat uden for kultur og religion, dæmoniseres og tager magten, selvstændiggør sig og til sidst bliver en hård herre. For tusinder, ja, millioner, bliver arbejdet slid og udbyttet fattigdom. Kultur og religion – som er uden indflydelse på det skabende liv, på arbejde og produktion, er hul og død, fortjener ikke sit navn.

Interessen for krop og sansning, respekten og ærefrygten for naturen og jorden, for dyr og planter – for slet ikke at tale om mennesker, konkrete medmennesker, kan hente masser af ammunition hos Grønbech, men vel at mærke en krop, en jord, et legemligt arbejde, som er gennemtrængt af sjæl eller ånd. Den »nye sjæl« han kæmper for, er på ingen måde løsgjort fra kroppen og det materrielle. Tværtimod, ulykken er, at ikke bare jorden og tingene, men dyr og mennesker restløst betragtes og betegnes som »materiale« eller som »resourcer« for produktion og profit – og i sidste end for frit svævende åndsliv og kultur. Hvad han profeterer om er, at vi må genfinde tingene og menneskene.

Størst opsigt vakte hans bøger om Jesus, Paulus og Kristus. De tirrede til modsigelse og modstand i næsten alle kirkelige kredse, særlig den første. Men man skal ikke overse, at den hedder »Jesus menneskesønnen«. Det er ikke Guds søn, han interesserer sig for, men mennesket Jesus, som han er betaget af. Det er hans tilværelse som menneske her på Jorden, som skildres, ikke en eventuel tilværelse i himlen før eller efter. 0pstandelsesberetningerne skæres fra, og det samme gælder naturligvis fødselslegenderne. Man kunne også sige, at det er hans egen Jesus, som optager ham – også i den positive betydning, at det er en personligt tilegnet Jesus, som skildres. Men vel at mærke godkender han stort set alt hvad der fortælles om ham i de tre første evangelier, både hans ord og hans handlinger, ja, han skærper det til et sandt saltsyrebad for den traditionelle kirkelige forkyndelse. Radikaliteten både over for den jødiske lovreligion og den hellenistiske frelsesreligion træder frem i tilspidset skarphed.

Selv om man fra kirkelig side afviser dette Jesus-billede, fordi det forkaster eller udelader afgørende ting i den kirkelige tradition, bliver man ikke så nemt færdig med det, der siges positivt om mennesket Jesus, og kirken har jo trods alt altid hævdet, at Jesus var et sandt menneske, som levede og døde en normal mennesketilværelse, samtidig med at han var Guds søn fra evighed og til evighed. På den anden side kan moderne mennesker med sindsro prøve at tilegne sig Grønbechs Jesus-opfattelse. Der stilles intet krav om trancendens, om noget metafysisk eller overnaturligt – ud over at Grønbech her som overalt håner videnskabens indsnævrede virkelighedsopfattelse. Han er ikke det mindste interesseret i at tage afstand fra dæmonuddrivelser eller helbredelser, tværtimod. Tro og tillid, at give og tilgive er sagen. Deraf blomstrer livet. Og livet er for Grønbech identisk med Gudsriget. Bogen demonstrerer klart, hvad han mener med, at »Livet er et fund«. Mennesker, medmennesker, findes, opdages bestandig.

Måske burde man advare til slut. Grønbech skaber uro i alle faste og færdig meninger. Han hadede dogmer og læresætninger – og ikke bare de kirkelige. Han er farlig for alle fastlåste standpunkter. Hans profet var William Blake, og hans helt var Jesus, af hvem han har tegnet et sådant billede, at enhver kan have gavn af at bide skeer med det, før man alt for sikkert fastlægger sin egen menneskeopfattelse.

Med andre ord: Hvorfor ikke Grønbech?