Hvad gør industrikulturen ved vores sprog?

Af Vilhelm Nielsen

»Vil du med ud og så?«, sagde jeg til mit barnebarn, da hun var på besøg i maj. Hun er knap fem år.

»Hvad er 'så`?« , spurgte hun.

»Ja, kom nu med. Vi skal så persille og salat. Jeg skal vise dig, hvad det er«.

Det kan godt være rækkerne ikke blev helt lige, og at frøene blev lidt ujævnt fordelt, men den lille person oplevede med hele den iver og ildhu, som hører alderen til, at deltage og nyttiggøre sig i et voksent arbejde. En umådelig tilfredsstillelse tilsyneladende. Og nogle uger efter så hun resultatet – eller begyndelsen til det. De grønne spirer og blade var kommet op.

Nogle uger efter igen gik vi forbi en grøn bygmark. Jeg plukkede et strå og viste hende aks og vipper, kærne og strå. »Og når det bliver gult og modent, skal det høstes ...«

»Hvad er 'høstes'?« afbrød hun mig. Og så måtte jeg til at forklare det med ord, og ligeså med 'tærskes'. Hvad er 'tærskes'? spurgte hun.

Morfaderen faldt i tanker. – »Hvad et menneske sår, skal det også høste«. »Som sæd, så høst«. »Den, der sår vind, skal høste storm«. »Høsten her og høsten hist«. »Som glæden er om høsten... « »En sædemand gik ud at så ...« Og så videre i det næsten uendelige.

Det er måske ikke så mærkeligt, at en femårs pige, som ellers er vågen og ivrig nok, ikke ved, hvad det er at så og høste. Hun er opfødt i storbyen, har været i dagpleje og børnehave, tryg og glad hos sine forældre, som begge arbejder, og i sine omgivelser, som er et hus med en meget smal strimmel have med nogle få buske og blomster og en legegade med mange andre børn. Af byforhold kan det næsten ikke være bedre.

Men så og høste kender hun altså ikke, og hvad værre er: hun har meget små chancer for at lære det at kende som noget alvorligt og livsnødvendigt; nok som en hobby i en villahave eller som noget interessant på en søndagstur, men ikke som en livsbetingelse, en del af hverdagen.

(I parentes bemærket: Hobby betyder kæphest, men hvad forstår børn ved det, når de ser så få heste? Som legetøj er den vel afløst af cyklen eller trædebilen. Og som grundlag for billedsprog?)

Spørgsmålet er, om industrikulturen ligeså stille fjerner kommende slægtleds grundlag for at opfatte og forstå et billedsprog, som ikke er tusind år gammelt, men fem tusind eller mere, skabt og formet af den bondekultur, som vi har levet i siden ældre stenalder.

Og spørgsmålet er endvidere, om det i så fald gør noget, om ikke indust-realiteten i stedet giver os grundlag for et andet billedsprog, som kan være lige så godt?

Vel er bondekulturen ældgammel, men evig er den ikke. Forud for den gik en fanger- eller jægerkultur de fleste steder. Også den havde sit billedsprog, gav grundlag for et billedsprog. Man fortæller, at Hans Egede kom i vanskeligheder, da han skulle oversætte Fadervor. Brød fandtes ikke i Grønland. Hvordan oversætte »Giv os i dag vort daglige brød«? Så vidt jeg ved, skar han igennem og sagde: »Giv os i dag vort daglige sælkød«. Og det var jo en god og rigtig oversættelse.

Naturligvis kan også industrikulturen give grundlag for et billedsprog. Jeg så forleden et eksempel i en avis. »Vi vil gerne være en motor i menighedslivet«, sagde en nytiltrådt højskoleforstander i et interview. Meningen er sikkert god nok, men er billedet heldigt? Kan menighedsliv drives frem af noget, der kan sammenlignes med en motor? Hvor bliver Helligånden af? Er han måske benzinen? Rummer billedet ikke noget, der trækker i retning af, at menighedsliv beror på menneskeligt snilde og kunnen, på menneskeskabt mekanik? Det var næppe meningen, men kan industrikulturens billeder overhovedet sige andet?

Bondekulturens billeder rummer modsætningsvis en fornemmelse af, at det egentlige ikke beror på, hvad vi gør og kan. Bonden sover og står op, og sæden spirer og vokser uafhængigt af ham. Naturligvis skal han pløje og så, luge og beskære osv. Han skal kunne sit kram. Men det er ikke alt, eller altafgørende. Væksten, udbyttet, beror til syvende og sidst – også – på en række ting og forhold, som han ikke har herredømme over: vind og vejr, sol og regn, kulde og varme osv. Der er plads og grund til ydmyghed. I industrikulturen beror alt på menneskers indsats og dygtighed – tilsyneladende da. Noget tyder på, at industrien er ved at blive klar over, at den ikke behersker sine ubehagelige bivirkninger eller sidevirkninger, både på mennesker og miljø. Det samme gælder urbaniseringen, storbykulturen, som vel er en af disse sidevirkninger.

Det store spørgsmål er i dag, om industrikulturen og storbykulturen har kulmineret og er ved at blive afløst af noget andet, som vi endnu ikke kender og kan give navn. Det er der meget, der tyder på, og så meget mindre grund er der til at lade vores tankegang og sprog præge af den. Den kom i så fald kun til at vare et par hundrede år og for en stor del af den danske befolkning endnu meget kortere.

Måske burde jeg indledningsvis have gjort det klart, at det ikke er industrien som sådan, det gælder. Det er et hæderligt erhverv som alle andre. Industri og industrikultur er imidlertid ikke det samme. Den sidste betegnelse dækker den i og for sig ejendommelige kendsgerning, at industrinormer, industritankegang og industrisprog i de sidste 25-30 år har bredt sig til alle områder af samfunds- og kulturlivet, samtidig med at den egentlige industri nok er vokset og blevet det, vi først og fremmest lever af, men også synes at have passeret sit højdepunkt, når det gælder at beskæftige mennesker – akkurat som vor eneste storby, København, har passeret sit højdepunkt og i virkeligheden kæmper for livet.

Jeg burde måske også have sagL, at det selvfølgelig ikke er industrien eller industrikulturen, der gør noget ved vores sprog. Det er os selv. Dorske og lade følger vi bare med, efteraber uden at tænke os om, uden at opøve og skærpe sansen for sproget, hørelsen, så vi bruger ord og billeder, hvor de passer, og sådan at de siger det, som vi ønsker sagt.

Måske er udtrykket industrikultur egentlig selvmodsigende. I en UNESCO rapport fra 1980 siges det i hvert fald, at selve udskillelsen af begrebet kultur fra produktionslivet, fra det økonomiske og erhvervsmæssige, som et særligt område, er et forholdsvis nyt fænomen i menneskehedens historie. Det sker først med den industrielle produktionsforms indførelse. Eller man kan sige, at fra da af udskiller økonomien og produktionen sig fra den øvrige livssammenhæng, kulturen, som et selvstændigt og selvgyldigt område, en »sektor«, som jernhårdt bestemmer betingelserne for samfundslivet iøvrigt, deriblandt sproget.

Vores egen kulturminister siger i sin redegørelse til folketinget (april 1981) bl.a.: »Kulturpolitik og fritidspolitik er sider af samme sag«. Og lidt senere: »Kulturpolitik, fritidspolitik og familiepolitik er sider af samme saga«. Med andre ord: Kultur har med fritid at gøre – og med familieliv. Arbejdslivet, produktionslivet er ikke kultur. Det har heller ikke noget med familien at gøre. Den er en forbrugsforanstaltning – ikke en produktionsenhed. Den har lige så lidt som fritiden noget med arbejde og produktion at skaffe. Kultur har hjemme i fritiden og i familien. Kulturministeriet har intet med økonomi og produktion at bestille.

Det er ikke nogen tilfældighed, at vi her i landet først fik udskilt et selvstændigt kulturministerium i begyndelsen af 1960'erne. Først da var industrialiseringen – af alle andre områder end den egentlige industri – skredet så langt frem, at det var naturligt og nødvendigt. Først da blev industrien til industrikultur.

UNESCO rejser i den nævnte rapport fra Beograd i 1980 faktisk krav om to nye menneskerettigheder, som er værd at se på i vores sammenhæng, nemlig retten til kulturel identitet og retten til kommunikation. Det er selvfølgelig udviklingslandene, man først og fremmest tænker på.

Dermed rejser man i virkeligheden hele spørgsmålet om udviklingsbegrebet. Er udvikling overhovedet tænkelig og mulig uden industrialisering? Eller man kunne vende det om: Hvis man erkender, at industrialisering nødvendigvis slår helhedskulturen i stykker, spalter kulturen ud som et særligt område, adskilt fra arbejdsliv og produktion, selvstændiggør produktion og økonomi som det overordnede, bærende og drivende i et samfunds udvikling, hvordan kan man så samtidig hævde ethvert folks ret til at skabe og fastholde sin kulturelle identitet som grundlag for sin fremtid? Har man nogensinde set et industriland, hvor den folkelige kultur var andet end folklore, altså en smuk og uskadelig museumsgenstand uden betydning for arbejds- og produktionslivet? Har man nogensinde set en industrikultur, der virkelig fortjente den sidste del af denne betegnelse? Kan industri overhovedet være eller blive kultur, altså et udtryk for et folks samlede helhedserfaring af tilværelsen? Betyder industri ikke, at tilværelsen nødvendigvis splittes op i arbejde og fritid, i produktion og forbrug?

Skal vi finde os i og fastholde denne brug af ordet kultur som en fritidsforanstaltning? Skal vi finde os i følgerne for sprog og billedsprog, for modersmålet?

Det er udmærket, at UNESCO rejser kravet om ret til kulturel identitet, ikke mindst for U-landenes vedkommende. Men skal den være og blive moderskødet for en »endogen«, dvs. en hjemmegroet, udvikling, som det siges, bliver der næppe tale om en industriel udvikling. Industri fødes i det hele taget næppe af noget moderskød. Her må man hellere tale om et »kraftcentrum« – eller en motor som det fremdrivende.

Men er man virkelig parat til at afstå fra industrialisering, som hele vort udviklingsbegreb er bastet og bundet til. Er I-landene, som giver udviklingshjælp, og – endnu vigtigere – er U-landene, som modtager hjælpen? Det er et meget afgørende og vidtrækkende spørgsmål, som man nødvendigvis må se lige i øjnene.

Og dernæst: Retten til kommunikation. Dermed tænker man først og fremmest på nyhedsformidlingen gennem presse og massemedier. Hvordan skal den blive selvstændig overfor de internationale nyhedsbureau'er, et udtryk for landets og folkets kulturelle identitet, uden at havne i statsdirigering og statskontrol? Og hvordan skal man få opbygget det tekniske apparatur, som er nødvendigt, kommunikationens infrastruktur, som man siger? Trykkerier, papirforsyning, elektricitetsforsyning, radio- og fjernsynsstationer, modtagerapparater, evnen til at betjene og benytte disse medier hos tiistrækkeligt mange og evnen til at læse, høre og se med forståelse og selvstændig vurdering hos alle.

De to nye menneskerettigheder – retten til kulturel identitet og retten til kommunikation – må ses i sammenhæng. Ingen af delene er gode ord eller udtryk. Begge hører de hjemme i industrikulturen, forstået som den internationale, abstrakte civilisationsfernis, der sammen med industrialiseringen breder sig over hele kloden med en vis indre nødvendighed. Ingen af dem hører hjemme i modersmålet. Kulturel identitet er intet andet end hvad man i grundtvigske kredse og i højskolesammenhæng kaldte og kalder folkelighed, som vel også for mange er et kunstigt ord, en abstraktion. Men det behøver nu ikke at være ordets skyld eller at skyldes det, det dækker. Kommunikation betød oprindelig samfærdsel eller samkvem, men betyder idag først og fremmest udveksling af nyheder og viden – med en biklang af, at det skal gå ind, modtages og forstås, medføre en virkelig vekselvirkning – hvilket iøvrigt er et hovedord hos Grundtvig, som påvist af moderne Grundtvig-forskning. Jo sjældnere det sker, jo vanskeligere det er, jo mere yndest får dette fremmedord. Men meningen er altså retten til information – eller gensidig information. Heller ikke information er et godt ord. Det hed i gamle dage oplysning eller folkeoplysning. Hvad er forskellen? Man fristes til at sige, at information består af data, og dermed bruger man et andet moderne udtryk fra industrikulturen, som sikkert vil blive mere og mere gængs i de kommende år. Data betyder det givne, kendsgerninger, de oplysninger, som kan sættes på maskine, og som er nødvendige for maskiner og deres rette brug. Det er kolde kendsgerninger, som kan reduceres til tal. Al menneskelig følelse og fantasi, vilje og selvstændighed ses der bort fra. Data-sproget er et reduceret sprog, et maskinsprog, ikke et menneskesprog, slet ikke et modersmål.

Bladet Information svarede oprindeligt til sit navn. Det indeholdt faktiske meddelelser om forholdene i Danmark under besættelsen, kildestof for de illegale blade. Lyset og varmen måtte de selv sætte til og på, og det gjorde de.

Oplysning er, som ordet siger, først og fremmest lys over tingene og – i hvert fald ifølge Grundtvig – også varme, akkurat som solen ikke blot kaster lys over alt på kloden, men også giver varme og dermed vækst. I dag ved vi, at solen giver meget andet og mere, men billedsproget er i og for sig lige godt for det. Det forstås umiddelbart. Der sker ingen reduktion. Folkeoplysning er lys og varme på et folks livsbetingelser og forhold og på en sådan made, at alle, hele folket, kan fatte og forstå det, akkurat som solen skinner på alt og alle. Kun med lys og varme af denne art kan den kulturelle identitet eller folkeligheden blive et moderskød for den fremtidige historie og udvikling.

Jamen, det er jo derfor, alle skal lære at læse og skrive, alle skal have aviser, radio og fjernsyn og hvad der ellers dukker op af »informatik« i de kommende år, og det bliver nok ikke så lidt.

Ja, måske. Men måske er der noget, der er vigtigere, hvis der skal blive tale om oplysning eller folkeoplysning og ikke bare om kommunikation og information.

Man kunne måske lære to ting af gamle Grundtvig og hans folkehøjskole til gavn for enhver indsats i U-landene af denne art.

Jeg har fornylig haft lejlighed til at læse i første bind af en stor ny Afrikas historie, som udgives af UNESCO og skal omfatte otte tykke bind. Den skrives fortrinsvis af afrikanere, og på to punkter stemmer de mærkeligt overens med Grundtvig. For det første forlanger de, at afrikansk mytologi skal tages alvorligt, ikke nødvendigvis som religion, men som billedsprog, som centralt og væsentligt udtryk for afrikansk kulturel identitet. For det andet forlanger de, at mundtlige overleveringer skal tages alvorligt. Uden dem kan man slet ikke få fat i Afrikas egen og egentlige historie. Helt op til vor tid var hukommelsen hos visse stammemedlemmer, hvis embede det var at bevare og videregive overleveringerne, så udviklet og stærk, at nøjagtigheden og sikkerheden meget vel tåler sammenligning med tilsvarende skriftlig overlevering.

Grundtvig forlangte det samme for den nordiske mytologi. Den skulle ikke bare anerkendes på linie med den græske, men bruges, genoplives, nyttiggøres som billedsprog. Deri afspejledes vores inderste væsenskerne og livsopfattelse, vores kulturelle identitet.

Og myterne var mundtlige fortællinger, gendigtet eller genfremstillet ved festerne, folkets, stammens eller familiens, indpasset i årets eller livets rytme. Al undervisning på folkehøjskolen skulle være mundtlig. I begyndelsen var samtalen, kunne man sige. Et resultat af den moderne videnskabelige Grundtvigforskning er, at foredraget, enetalen, egentlig er en misforståelse som fremmeste pædagogiske form på folkehøjskolen. Det var samtalen, man skulle frem til, en naturlig, levende og munter vekselvirkning mellem elever og lærere på modersmålet.

Man kan ikke føre en samtale med en radio eller et fjernsyn, med en båndoptager eller en grammofon, med en avis eller en bog. Man kan ikke få noget svar, i hvert fald ikke et levende, højst et på forhånd programmeret. End ikke med den kommende mikroprocessor kan man føre en samtale. Den hævdes ganske vist om få år at kunne reagere på den menneskelige stemme og svare med en syntetisk stemme på et mundtligt spørgsmål. Men kan den sige andet, end hvad den i forvejen er programmeret med og til? Et levende menneskeligt svar kan den ikke give. Modersmålet kan den ikke benytte, trods al teknisk vidunderlighed.

Grundtvigs front var mod bøgerne, det skrevne og trykte. Det var det eneste medium, som fandtes på hans tid. Der fandtes knap nok aviser, som vi kender dem. Men ingen moderne medier kan erstatte medmennesket eller medmennesker i en samtale. Intet medium kan svare, i hvert fald ikke med andet end data. Måske kan vi nå til at udveksle data med et medium. Udveksling af data kan vel kaldes kommunikation, men kan det kaldes samtale? Hører der ikke fantasi og følelse, vilje og handling til, for at vi kan nå hinanden, komme i forbindelse med hinanden, hvad vel er hensigten med al kommunikation. Nej, i begyndelsen var samtalen, og den vil komme til ære og værdighed igen.

Jeg vil anbefale, at vi forkaster ordet kommunikation – såvelsom information og data – når det gælder levende vekselvirkning mellem mennesker, samtale på modersmålet. Vi skal ikke lade os tyrannisere af industrikulturen. Lad den holde sig inden for sine egne enemærker. Lad maskinerne opbevare data og kommunikere dem som information til det begrænsede brug, de er egnede til. Men lad os som mennesker fastholde samtalen både som ord og som virkelighed, som det hvori modersmålet lever, røres og er.

Så vil jeg forøvrigt foreslå, at Modersmål-Selskabet hylder Svend Auken med en buket tidsler og tjørn som den, der i 1981 har sat det grimmeste ord i omløb: Jobskabelse. Er jeg den eneste, der synes, at ordet halter, at sammensætningen er helt ude af balance? Eller falder det simpelthen ikke folk ind at kræve ordentligt sprog af arbejdsministeriet? Det har jo ikke med kultur at gøre, men med anderledes alvorlige sager: bekæmpelse af arbejdsløsheden. Det er økonomi og produktion, så det batter. Hvad har sproglige overvejelser, hensyn til modersmålets skønhed og klarhed, der at skaffe?

Ville det ikke klæde Modersmål-Selskabet en gang om året at gå humoristisk til værks?

Indbyd Svend Auken til næste årsmøde og lad ham forsvare sin sproglige nyskabelse.

Jeg må indrømme, at jeg som teolog nok er noget belastet med hensyn til ordet skabelse. Det rummer for mig – bogstavelig talt – en hel verden, hele verden. Det er noget tvivlsomt, om mennesker overhovedet kan skabe. Jeg ved godt, at ordet anvendes meget i pædagogisk sammenhæng, skabende fag f.eks. Jeg foretrækker formning. Det er ligesom mere overkommeligt. Og i hvert fald er det vel ikke fag, men mennesker, der er skabende – eller formende.

Men hvorfor: job? Hvorfor ikke arbejde, stilling, erhverv, gerning eller arbejdsplads? Job er kortere, vil man svare, men er det også klarere eller kønnere?

Under alle omstændigheder: det fatale er sammenføjningen af de to ord. En mere uskøn mangel på balance kan næppe tænkes.

Lad ham få en præmie!