Hal Kochs nederlag

Af Vilhelm Nielsen

Ærlig talt havde man ventet, at brevvekslingen mellem Hal Koch og K. E. Løgstrup i 1940-43, som fornylig er udgivet, og som blev behandlet i et fjernsynsprogram den 29. august, havde givet anledning til et virkelig dialektisk opgør, så selv de mest skråsikre kom i tvivl.

Men det skete ikke. I stedet brugte man to trediedele af tiden til en repetition af besættelsestidens hovedbegivenheder, illustreret med interessante gamle filmoptagelser – fjernsynet kan som bekendt ikke stå for billeder – ledsaget af to stakkels skuespillere, som ikke fik lov til andet end at skrive med to fingre på gamle skrivemaskiner og skiftevis tænde pibe og cigarer, samt se tænksomme og spekulative ud. Måske lagde de også stemme – men ikke mimik – til de ikke særlig velvalgte uddrag af brevene, men deres hamren på hakkebrædterne forstyrrede bestandig oplæsningen – som så i øvrigt kommenteredes af Frode Jakobsen, hvis autoritative mening man jo har hørt nogle gange før. Niels Højlund må være faldet blandt røvere, fjernsynsrøvere. Kun den sidste trediedel af udsendelsen havde egentlig tilknytning til brevvekslingen og dermed virkelig interesse for det opgivne emne.

Der er jo ikke noget at sige til, at Frode Jakobsen ikke kan se dialektisk på tingene, eller at folk, der – som Tage Skou Hansen – dengang var atten år og satte livet på spil, heller ikke kan det, og dog var der både hos ham og de to øvrige deltagere i samtalen: Connie Hedegaard og Henrik S. Nissen glimt af forståelse af, at Løgstrup og modstandsbevægelsen måske ikke entydigt og indiskutabelt havde ret, ja, Højlund citerede en norsk udtalelse, som svarede til, hvad vi andre blev klar over allerede i 1945, nemlig at man fra norsk modstandsbevægelse slet ikke forstod og accepterede det danske ønske om »norske tilstande« 1940-43.

Den sidste trediedel af udsendelsen, samtalen mellem de nævnte, var interessant og burde have været hovedsagen eller det eneste. Men så skulle vægtfordelingen havde været en anden. Hal Koch's synspunkter og argumenter blev så at sige skubbet helt tilside. Hans nederlag synes fuldstændigt. Løgstrup og modstandsbevægelsen havde sejret definitivt. Der var ikke længere plads og tid – eller vilje – til nuancerog dialektik. Det samme gør sig gældende i de fleste avisartikler i anledning af 50- årsdagen for regeringens tilbagetræden.

Men, men – det skal såmænd nok ændre sig i løbet af de næste 50 eller 100 år! Det er jo allerede sådan, at en række videnskabelige undersøgelser har sat spørgsmålstegn ved modstandens betydning, og der vil komme mere af samme skuffe. Brevvekslingen ligger for så vidt på samme linie. Når to venner, skole- og studiekammerater, højt ansete videnskabsmænd og kulturpersonligheder, kan være så uenige om den rette kurs og holdning i nogle afgørende år for landet, burde man vel uden forudindtagethed – og fordom – lytte til dem begge. Det gjorde egentlig kun Connie Hedegård, den yngste deltager. Og heri ligger et håb.

Modstandsbevægelsens folk har gang på gang klaget over, at historikerne mangler personlig erfaring af besættelsessituationen eller savner tilstrækkelig fantasi og indlevelsesevne. Jeg må give dem ret. Det går efterhånden op for mig, at alle, som er bare 10 år yngre end mig, som altså er født efter ca. 1930, mangler et vigtigt erfaringsgrundlag, hvad man ikke kan bebrejde dem. Og vi, der mener at have dette erfaringsgrundlag, at have oplevet problemstillingen som rødglødende personlig alvor, har ikke magtet at formidle en fornemmelse af, hvad det egentlig drejede sige om, og alvorligt det var. Vi traf beslutninger, ofte på et begrænset grundlag, uden at kende den større sammenhæng, de egentlige muligheder og konsekvenser.

Bagefter skal vi så forklare eller forsvare, hvad vi gjorde eller ikke gjorde, både over for os selv, vore børn osv. Og så møder vi den skråsikre, ensidige vedtagne opfattelse og vurdering, som ofte er let at gennemskue og skyde i sænk. Men her står vi nu med et materiale, hvor to mennesker, som vi respekterer, ja, måske beundrer, er barskt og dybt uenige og giver udtryk for det uden forbehold, og så sovses det til i den vedtagne om modstandsideologi, her repræsenteret af Løgstrup, stort set uden spænding og dialektik. Så enkelt er det ikke, og skam få den, der fremmer en sådan opfattelse.

Var 29. august uden videre et nederlag for Hal Koch og hans linie? Blev regeringens politik ikke videreført af departementscheferne? Fortsatte de danske landbrugsleverancer og de tyske kulleverancer ikke så at sige uændret? Selv blev han arresteret og sat i Horserød, og han var blandt de sidste, der kom ud igen.

Alene det burde måske give anledning til overvejelser. Var han og hans virksomhed så farlig for det tyske herredømme? Eller var de blot for dumme til at se, at han var ufarlig? (Jeg ser helt bort fra de to attentater på hans person som man heller ikke fandt det umagen værd at nævne i fjernsynet.) Det er klart, at hans linie led nederlag, for så vidt som møde- og foredragsvirksomheden, som jo var hans hovedvirksomhed lige fra Grundtvig-forelæsningerne på universitetet i september 1940 til valgkampagnen i marts 1943, stort set måtte ophøre, men var den spildt? Løgstrup håner ham for denne indsats. Det var kun ord! – ikke handling. En ganske betænkelig udtalelse for en folkeoplyser – for ikke at tale om en præst. Løgstrup var begge dele.

Hvis man læser Løgstrups langt senere og på en måde afsluttende vurdering af vennen (Politikens kronik 20. august 1981), vil man se, at der næsten ingen grænser er for hans beundring for hans intelligens, hans aldrig utiltalende overlegenhed, hans formidable succes som videnskabsmand og som ledende samfundsborger.

I brevene bebrejder han ham nærmest, at han tilsyneladende ikke kender til nederlag. Alt går som en leg for ham. Alt lykkes. I virkeligheden ved han ikke, hvad videnskabeligt arbejder er. Løsningerne kom til ham som af sig selv og i fuldendt logisk orden og sammenhæng: Det første nederlag, han nogensinde erfarede, siger Løgstrup, var ikke et personligt, men et folkeligt, nemlig 9. april. Han mangler en vigtig personlig livserfaring. Og derfor skurrer hans stil. Han taler legende let og logisk om noget, der kun kan tales sandt om i brudte sætninger og grådkvalte ord.

Lad det nu være. Sikkert er, at alt lykkedes for Hal Koch til og med Ungdomssamvirket, ja, til og med valget i 1943. Men derefter?

Det lykkedes at drage politisk-demokratiske konsekvenser af den nationale vækkelse og samling, men det lykkedes ikke at drage sociale og økonomiske konsekvenser af den samme samfølelse efter 29. august. Der satte Venstre og landmændene sig på bagbenene – med alvorlige følger for Krogerup Højskole. Det lykkedes dog at starte denne efter krigen og få den i nogenlunde god gænge, men kløften mellem land og by lod sig ikke overbygge eller overvinde – tværtimod.

Det er nærmest rystende at læse i Nyboe Andersens nye bog: »Hal Koch og Krogerup Højskole« dels om det berømte radiotransmitterede møde i Hjørring, hvor ungdomskommissionen blev »jordet«, dels om Hal Koch's mistrøstige depression i sine sidste år på Krogerup 1954-56. I hvert fald led han nederlag i sine bestræbelser på at gøre den til en ungdomsorganisationernes »medborgerskole«. Eleverne var mere interesserede i kunst og kultur, religion m.v. Tendensen til individualisme – for ikke at sige narcissisme – var det umuligt at bekæmpe og overvinde.

Men bagved og nedenunder ligger langt dybere perspektiver. Medbogerskole, javel. Den offentlige sag, politik i bred betydning, frihed til og ansvar for at ordne vore egne sager selv, var hans hensigt og slagord. Men hvad det egentlig gjaldt om, var medmennesket, næsten. Sokrates blev her om ikke erstattet så i det mindste afgørende suppleret af det ny testamente, og her støder vi på den egentlige linie, hovedmotivet i al Hal Koch's virksomhed, og det er egentlig forunderligt, at hverken Løgstrup eller hans mange yngre disciple har fået øje på det.

De tror, at Koch var »irenisk«, som Løgstrup siger, når han bebrejder ham, at han kun gik i strid, når et medmenneske blev krænket uretfærdigt, at han altså ikke kunne provokeres til kamp for en sag eller en mening.

På en måde har de ret. Når det kom til stykket interesserede anskuelser og meninger ham ikke så meget. Mennesker derimod, især de svage. De skulle forsvares og beskyttes. Hvis nogen en gang skulle få den ide at skrive hans biografi, vil jeg anbefale at lægge dette træk til grund som hovedlinie.

Det viser sig bl.a. i hans forsvar for samarbejdspolitikerne, »landsmænd på udsatte poster«, som han kaldte dem i »Vandene skilles«. Det viser sig i hans kamp for social og økonomisk udligning som konsekvens af samlingen under besættelsen og i hans holdning til retsopgøret efter befrielsen. Det viser sig i hans holdning til eleverne på Krogerup, som det i øvrigt langt tidligere havde vist sig i hans holdning til svage studenter på universitetet.

Heldigvis fik han nogle rolige og tilsyneladende gode år på det nyoprettede »Kirkehistorisk Insitut«, efter at han havde opgivet forstanderstillingen på Krogerup. Måske kan man endda sige, at hans højskoleerfaringer kom ham tilgode som leder af arbejdet der, den videnskab, som han nok følte som sit egentlige kald her i tilværelsen – bortset fra det aldrig ophørte og aldrig indskrænkede kald til at være hjemme, når et medmenneske bankede på. Om han led nederlag der, – og det var det vigtigste i livet – må Vorherre og han selv afgøre. Udefra set gjorde han det i hvert fald mindre end de fleste. Han fortjente at være en ligeværdig partner i et dialektisk opgør om 29. august.