Guds ord blev aldrig bundet

Af Vilhelm Nielsen

Radioudsendelser i serien "Ved dagens begyndelse", 19. - 23. september 1983.

I.

Guds ord blev aldrig bundet –

Sådan lyder første linie af en salme af Grundtvig, som nok ikke hører til hans mest kendte og brugte.

Overskriften, begyndelseslinien: Guds ord blev aldrig bundet – smager både af Luther og Grundtvig og egner sig derfor til motto for nogle udsendelser ved dagens begyndelse mellem de to store jubilæumsdage 8. september og 10. november i år.

For begge de to giganter er "Guds Ord" det afgørende – ikke bare i deres kristendomsopfattelse, men i deres tilværelsesforståelse i det hele taget. For dem begge er det, som Guds ord vil fremkalde, troen, noget, der kun kan leve og trives i frihed. På disse to punkter er de i hvert fald helt enige.

Og man kunne tilføje: Hvis noget ord er Guds, hvis noget, som vi kender til, overhovedet kan kaldes Guds ord, kan det naturligvis ikke bindes. En Gud, som kan bindes, er ikke længere Gud. Hvis ord er hans væsentlige udtryksform og meddelelsesmiddel, og det er det efter begges opfattelse, så kan hans ord naturligvis ikke bindes.

Hvad vil det overhovedet sige: at binde et ord? Billedet er ikke særlig vellykket, og det er måske salmens svaghed. Er det noget med reb og lænker, bolt og jern? Er det ikke snarere ordføreren, som ikke vil tie, der kan bindes? Man kan kneble ham, skære tungen ud på ham, hvis man er særlig barbarisk. Eller fængsle og isolere ham, henrette ham, men dermed er det ikke givet, at hans ord bindes. Det viser al historisk erfaring.

Guds ord blev aldrig bundet,
end ikke i den nat,
da mørket havde vundet sin største sejr og skat:
Da Judas hjalp vor fjende
Vor Herre selv at binde
i dødens urtegård.

Jesus selv kunne bindes, men hans ord ikke. Andetsteds kaldes han ellers selv Guds ord, selvom han var et menneske, kvindefødt og undergivet de almindelige love for livet. Men her betyder Guds ord åbenbart hans ord, hans tale.

Det eksemplificeres i de følgende vers, først under selve tilfangetagelsen:

Midt i den mørke time,
hvis mage ingen så,
som kirkeklokker kime,
det klang: "Lad disse gå;"
Og ordet havde kræfter,
de retted sig derefter,
som stænger bar og blus.

Jesus forlanger, at hans følgesvende skal gå fri, selvom han selv bindes, og voldsmændene adlød. Hans ord klang "som kirkeklokker kime", og dette billede kommer igen, da han i et følgende vers svarer røveren på korset i selve dødstimen:

Ej Kirkeklokker kime
om julemorgen så,
som i den sidste time
det klang fra læber blå:
Idag, trods al vanære,
du sandelig skal være
med mig i paradis:

Kirkeklokkens kimen julemorgen – i Udby – det er for Grundtvig indbegrebet af lykke og fred. Et stærkere billede, en kraftigere sammenligning kan vanskeligt tænkes.

En række andre eksempler nævnes i de følgende vers: End ikke i dødsriget kunne hans ord bindes. Paulus og Peter kunne fængsles, men deres ord kunne ikke bindes. Enten gik de fri på underfuld måde, eller fængslet og fangenskabet blev en anledning til at tale:

Guds ord blev ikke bundet,
men har i lænken fundet
sin bedste ledetråd.

Salmen er en advarsel til al verdslig, politisk og militær magt om dens grænse. Og den er en trøst til menigheden. Guds ord blev aldrig bundet –

II.

Guds ord blev aldrig bundet –

Nej, ikke af den verdslige magt. Det viser al historisk erfaring. Romerriget måtte opgive og gå i forbund med kirken efter 300 års kamp. Men det var ikke uden problemer, heller ikke for kirken eller menigheden.

Den fik del i magten, fik farlige våben i hænde.

Jesus var væk. Han havde sendt sin ånd i stedet.

Men hvor var han? Hvem havde den? Hvor hørte man nu Guds ord? Til at begynde med havde man apostlene, som var udsendt og bemyndiget af Jesus selv, og over hvem ånden var udgydt. Men kristendommen var for alle, kvinder og børn, slaver og forbrydere, sværmere og fanatikere. Kravet om apostoliskhed opstod næsten af sig selv. Direkte forbindelse, håndspålæggelse og indvielse, i uafbrudt rækkefølge fra apostlene og dermed fra Jesus selv, gav dog en vis sikkerhed. Og det endte i hele den storslåede organisation eller struktur, som den katolske kirke var og er, med Paven i toppen som Peters efterfølger, ja, som Kristi Statsholder på jorden og det indviede præsteskab som garant og sikkerhed for Guds ord.

Guds ord blev bundet til præsteskabet, til hierarkiet, til den magtfulde kirke? Herimod protesterede både Luther og Grundtvig – men accepterer de fleste af os det ikke stadig stiltiende i praksis? Stort set mener vi vel, at det nok er bedst og sikrest at holde sig til præsteskabet også i dag.

Selv bygger ånden kirke bedst,
trænger så lidt til drot som præst.
Ordet kun helliger huset.

hedder det i en meget kendt salme af Crundtvig, Men virkeligheden er en anden. "Drotten" overtog kirken ved reformationen og beholdt den helt frem til grundloven. Og vi har stadig et indviet præsteskab, ordination og bispevielse. Præsteskabets stilling kan synes urokket. Men samtidig anerkender vi det almindelige præstedømme, som Luther proklamerede: Alt, hvad der er krøbet ud af dåben, er præst, pave og biskop, som han sagde. Det vil sige, at enhver af os har ret og pligt til at tale Guds ord til vor næste og nabo, tilsige ham eller hende syndernes forladelse og kødets opstandelse. Vi bruger bare ikke denne ret, opfylder ikke denne forpligtelse. Vi overlader det helst til præsten. Ubevidst og utilsigtet måske, er vi med til at binde Guds ord til præsteskabet.

Og det værste er måske, at vi ikke engang bruger præsten, eller i hvert fald bruger ham alt for lidt. Han har pligt til at høre på os, hvis der er noget, der trykker vor samvittighed, han har pligt til at tie stille med det – også overfor myndighederne – og hans helligste ret og pligt er at tilsige os Guds yndest og tilgivelse, hvad vi så end har gjort. Men vi lader ham være i fred.

Den samme ret og pligt har enhver kristen overfor sin næste. Og læg vel mærke til, det er i en sådan tiltale, Guds ord lever. Det lever ikke sagt ud i det blå, til alle og ingen. Jesus talte til bestemte mennesker, i bestemte situationer. Som røveren, f.eks. Hans ord var replikker, svar på tiltale. De forudsætter en eller flere, der hører. Det er ikke generelle, teoretiske eller abstrakte betragtninger. Det er billeder og historier, som der måske nok kan drages en lære af for en konkret situation, men som det er meget vanskeligt eller umuligt at bygge en generel filosofi på, og det er heller ikke meningen.

Præster og biskopper skal naturligvis have den ære og respekt, som tilkommer dem, og som er nødvendig, for at de kan røgte deres embede. Men vi kunne bruge dem meget mere, dels ved at gå i kirke, dels ved at gå til dem, når der er noget, som trykker os. Eller vi kunne gå til hinanden i samme ærinde og frimodigt optræde som præster for vore medmennesker, tale Guds ord til dem, tilsige dem syndernes forladelse, fred og frihed.

Jo, Guds ord er i høj grad bundet til præsteskabet – i kraft af vor tilbageholdenhed. – Og dog: Guds ord blev aldrig bundet –

III.

Guds ord blev aldrig bundet –

Nej, ikke af den verdslige, militære og politiske magt, og heller ikke af den kirkelige. Men det blev forsøgt – i den bedste hensigt – og det forsøg, der lykkedes bedst, var måske ikke forsøget på at binde det til præsteskabet, men derimod til bogen, bibelen eller det nye testamente, ligeledes i den bedste hensigt.

Man måtte have sikkerhed, man måtte holde fast ved den ægte, apostoliske overlevering og fortælling om Jesus og hans ord og om apostlenes ord. Det var faktisk det bedste, man kunne gøre.

Nu skal man ikke overse, at det i virkeligheden ikke havde den store betydning før bogtrykkerkunstens opfindelse, og før alle – eller så godt som alle – fik lært at læse. Og det varede længe.

Og man skal heller ikke glemme, at der gik årtier, inden de nytestamentlige skrifter overhovedet blev skrevet, og århundreder inden de blev samlet til en, bog. Grundtvig har oplagt ret i, at menigheden eller kirken ikke bygger på bogen, men omvendt: Bogen er skabt af og til menigheden. Menigheden var der først.

Bogtrykkerkunsten blev opfundet lidt før Luther og er på mange måder en forudsætning for hans reformation. Man kan med god grund spørge, om han ikke har et hovedansvar for, at Guds ord i så høj grad blev bundet til bogen eller skriften, hvor reformationen trængte frem. Svaret er både ja og nej.

Det var ved bibelstudium, han fandt løsningen på sit problem og blev sig selv. Hverken i kirken eller i klosteret kunne han høre Guds ord, så det hjalp ham. Hans hjerte var et åbent sår, som tørstede efter et klart tilsagn – uden forbehold – om retfærdighed og fred, men ingen kunne sige det til ham, så det virkede. Han studerede bibelen videnskabeligt, men han læste den samtidig "med våde øjne", som Grundtvig siger, og kæmpede sig frem til en ny og klar forståelse, som løste hans problem. Han måtte skære igennem, gå til det ældste og mest oprindelige, han kunne finde.

Men bibelen var altså ikke det oprindeligste. Der var noget før den. Det var det Grundtvig opdagede. Han havde for så vidt været igennem en tilsvarende oplevelse som Luther. I hvert fald havde bibelens ord standset ham, slået ham i stykker, knust hans hovmodige drømme. I mange år, ja, i sine bedste år: fra midt i tyverne til omkring de 40, var han en svoren tilhænger af, at bibelen var Guds ord, hele bibelen. Men det var i kirken eller menigheden han omsider fandt løsningen på sit problem, først og fremmest i noget mundtligt, som der blev sagt direkte som en tiltale til hver enkelt og til alle i fællesskab. Dette mundtlige var ældre end det nye testamente, ja, var forudsat i dette. Det er et spørgsmål, om ikke hans "mageløse Opdagelse" først og fremmest er en opdagelse af noget mundtliqt, som kan høres. Ja, man kunne gå videre og spørge, om Guds ord overhovedet findes i anden form end som et mundtligt menneskeord.

Der er fornylig kommet en bog om Luther, som hævder, at retorik spillede en stor rolle i al hans tænkning og teologi. Retorik betyder talekunst, læren om hvordan man former en henvendelse, så den gør indtryk og når sin hensigt. Trods sin høje vurdering af skriften, bibelen, undervurderede Luther aldeles ikke det mundtlige, hørte tilsagn.

Det skrevne er en beskrivelse, og det kan være en udmærket beskrivelse. Bogen kan være den bedste oplysninqsbog om den første menighed og dens liv og tro, og sådan vurderer Grundtvig bibelen – hele sit liv – men den er ikke direkte tiltale og meddelelse af liv og ånd. Det sker kun mundtligt – hvis det sker.

Kirken er et mund-hus, ikke et penne-hus, siger Luther. De to giganter ligner hinanden i, at deres sprog, også når de skriver, i vidt omfang er mundtligt, konkret og billedrigt.

Men i århundrederne efter Luther blev Guds ord i høj grad bundet til bogen, til læresætninger, katekismen. Vi lider under det endnu. og dog: Guds ord blev aldrig bundet

IV.

Guds ord blev aldrig bundet –

Jamen, bandt Grundtvig det da ikke til trosbekendelsen? Også her er svaret både ja og nej.

Det vil nok være rigtigere at sige, at hvis han binder det til noget, så er det til Jesu egen mund, hvor det oprindelig hører hjemme, som det også siges i salmen, og det er et spørgsmål, om det overhovedet kan kaldes at binde det, for, som ordsproget siger: Ordet går, men skriften står. Det mundtlige ord bevæger sig, er levende, skriften står, fast og stille, den er død, uden liv.

Grundtvigs såkaldte mageløse opdagelse består i, at han finder den levende Jesus selv, ikke som et genfærd eller et spøgelse, men måske nok som en ånd, Helligånden. Synlig og legemlig er han ikke mere tilstede, men ånd – og det gælder også Helligånden – udtrykker sig altid i ord.

Man kan sige, at han tager det alvorligt og bogstaveligt, hvad Jesus ifølge evangeliet siger, at hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, der vil han selv være tilstede iblandt dem. Det sker i kirken eller udenfor, men det sker i hvert fald også i kirkens gudstjeneste.

Så højt er hans ambitionsniveau med hensyn til gudstjenesten, at det der ikke drejer sig om oplysning og viden, men om liv og ånd, genfødelse og frelse, fred og salighed, intet mindre, og det kan kun meddeles og forplantes ved et mundtligt ord af Jesus selv. "Mig blev det givet at opdage den store naturlov for åndens virkning og forplantelse", siger han i et af højskoleskrifterne. Mundens fortrin fremfor bogen gælder overalt, hvor der er tale om ånd, ikke blot i kirken, men først og fremmest i kirken.

"Høres vil Guds ord", hedder det i en af hans salmer. Høres, ikke læses eller skrives. Det skrevne er kun en skygge, ikke sagen selv. Men hvad er det for ord, som er hans, som han selv siger eller taler i kirken?

Lad os begynde med Fadervor, som måske er det bedste og klareste eksempel, og som også hører hjemme og bruges ved dåben – uden at være bundet til dåben.

Alle vil nok være enige om, at Fadervor stammer fra Jesus selv, oprindelig er sagt af ham. Det findes omtrent enslydende i to af de fire evangelier. Hvis Jesu ord er Guds ord, så er det altså et Guds ord. Men det er samtidig vores. Det er os, der beder det – efter Jesu egen anvisning – det er vores bøn i hans navn. Og dets indhold, at Gud er vores fader, at vi er hans børn, er overvældende vigtigt. Det er vel derfor det bruges ved dåben. Det udtrykker dåbens betydning og mening. – Men det er ikke en formular. Det skal ikke læses, men bedes. Det er egentlig rystende at tænke på, i hvilken grad og i hvilket om fang det – i den bedste hensigt – er blevet indterpet som en lektie gennem århundreder. Det er ikke mærkeligt, hvis sansen for, at det kan og skal komme indefra, ja, at det kommer fra Jesu egen mund og hjerte, er uddød. At det er meninghedens bøn, og ikke præstens befalede formular.

Noget tilsvarende gælder ordene ved nadveren. Også de findes i det ny testamente i fortællingerne om hans sidste måltid med apostlene. Ved dette måltid indstiftede Jesus altså en handling eller en skik, som lige siden er blevet gentaget under anvendelse af hans egne ord. Påstanden er, at han selv har sagt dem og nu siger dem igen med præstens mund. Men de kommer fra ham, det er ham selv, der siger dem igen.

Når det gælder fadervor og nadverordene er der al rimelig overensstemmelse mellem den ældste mundtlige og den ældste skriftlige overlevering. Den skriftlige forudsætter den mundtlige.

Det springende punkt er dåben og trosbekendelsen, som også for Grundtvig er hovedpunktet. Det er ved dåben, man optages i menigheden, genfødes til et nyt liv i Kristus eller et Kristusliv i os, og det er i bekendelsen, menigheden sammenfatter og udtrykker sin tro.

Bindes Guds ord til den? Det skal jeg sige lidt om i morgen. Guds ord blev aldrig bundet –

V.

Guds ord blev aldrig bundet –

Ja, blev det nu ikke det? Forsøgte Grundtvig og hans tilhængere ikke at binde det til trosbekendelsen ved dåben?

I en lille bog om den angelsaksiske eller oldengelske heltedigtning hævder Andreas Haarder, at denne heltedigtnings sted er hallen, høvdingens hal, hvor han selv sidder i højsædet og hans mænd på bænke langs siderne med bålet i midten og drikken på bordet. Halfællesskabet bæres af gensidig forpligtelse og troskab, som kommer til udtryk i høvdingens gaver til sine mænd og deres ubrydelige troskab. En høvding skal være gavmild og rundelig i sine gaver, og hirdmanden skal kæmpe for høvdingen, hævne ham eller falde. Dette halfællesskab bekræftes og styrkes, ja, skabes, med ord, bl.a. heltedigtene, som fremsiges eller synges i hallen. Hallen er deres sted, halfællesskabet er deres grundlag og forudsætning. Uden det og uden for det kan de ikke forstås. Nogle af dem blev altså nedtegnet, andre blev ændret og omdigtet, mange forsvandt. Og vi kan stirre på bogstaverne, analysere, kritisere og vurdere ud fra vore begreber, men heltedigtningen lever ikke i bogstaverne, i det nedskrevne. Den lever kun mundtligt i hallen og halfællesskabet.

På samme måde med trosbekendelsen. Den er ikke en side i en katakismus. Den er ikke en formular, som skal læres udenad, og som skal benyttes for at sikre, at dåben er ret. Dens sted er ikke papir og bogstaver, men menneskers hjerter og menighedens fællesskab. Den er mundtlig først og fremmst.

Min mund og mit hjerte
de gjorde en pagt:
i fryd og i smerte
af al deres magt
hinanden at følge
og aldrig fordølge,
hvad i dem er levende lagt.

Man skal ikke overse, at bekendelsen stammer fra en tid, hvor fristelsen til at dølge, hvad der faktisk var ens hjertens mening og tro, kunne være stor. Det kunne koste livet at bekende.

Man skal aldrig overse, at trosbekendelsen er en bekendelse. Som Fadervor skal bedes, skal bekendelsen bekendes. Ingen af dem skal læses eller læres. Der er tale om, at mennesker ikke dølger, hvad der bor i hjertet:

I hjerter og munde,
med ildtungen rød,
har han, som det kunne,
har Faderen sød
lagt bod for al vånde
med kærligheds ånde
lagt ordet, som frelser fra død.

Igen støder vi på et ord, som frelser, et Guds ord, som ikke kan bindes. Det er lagt i vort hjerte "med ildtungen rød", d.v.s. med Helligånden, det er lagt der af Faderen selv, som kan alt.

Men går pagtens ord, trosbekendelsen, tilbage til Jesus selv? Det har jeg altid haft svært ved at forstå. Når Grundtvig hævder det, begrunder han det på to måder, dels logisk: Dåbsbefalingen fra ham ville være menigsløs uden "vilkåret", som han kalder det, betingelsen, som er, at troen bekendes med netop disse ord, som er troens og kirkens kendemærke, dels psykologisk: det giver fred og glæde at tage disse ord af Jesu egen mund, det giver tryghed ved dåben, som enhver vil kunne erfare. Er denne argumentation overbevisende?

Trosbekendelsen kaldes jo ellers den apostolske, og det lyder rimeligt nok. Er den ikke snarere de første kristnes famlende forsøg på at sammenfatte deres tro? Den findes ikke i ny testamente som Fadervor og nadverordene. Jesus døbte ikke, hverken apostlene eller de små børn, som der fortælles om ved enhver dåb.

Det er os, menigheden, der bekender, som det er os, der beder Fadervor. Det er vores bekendelse, det er apostlenes, det er alle kristnes til alle tider. Vi vover at sammenfatte, hvad Gud har gjort og givet i disse ord. Tro er også vovemod, risiko, at risikere sig selv. Vi vover at tro, at Gud godtager disse vore ord og gør dem til sine, som han gør det med så mange elendige præsteord og menneskeord.

Guds ord blev aldrig bundet –