Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv

Af Vilhelm Nielsen

Anmeldelse af Henrik Yde: Det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv. Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. – Red.

Der er to ting, som overrasker i denne titel – især når man ved, at det drejer sig om en disputats, altså en temastyret, videnskabelig afhandling. Det er det sidste ord: liv og det første: (det) grundtvigske.

Begge forekommer helt udefinerlige. Må deres indhold og betydning ikke først afgrænses og klarlægges, hvis deres indbyrdes forhold skal gøres til genstand for en videnskabelig forskning? Men kan de det?

På den anden side, forfatteren skal roses for, at han på forhånd har gjort sig klart, at »det grundtvigske«, hvis det er noget, er liv. Han kunne have gjort sig sagen lettere, hvis han i stedet havde valgt at skrive om det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs værker eller i hans tanker, især de politiske.

Men det »grundtvigske«? Og i hans »liv«? Det er en svær, ja en uformelig og uoverkommelig opgave, som ikke desto mindre her løses af en begavet ung litteraturmand, en »socialistisk højskolelærer«, som han selv siger.

Mødet med det grundtvigske

For de fleste vil det nok være en overraskelse, at Nexø var så grundtvigsk, som det her vises, at han var, og at han blev ved med at være det så længe, ja faktisk hele sit liv – selvom han i sine erindringer sætter spørgsmålstegn ved visse sider af det eller elementer i det. Han har modtaget det ved to højskoleophold, og det er først og fremmest højskolesiden af det grundtvigske, han repræsenterer og arbejder med.

Men først og fremmest gælder det altså om at forstå, at det grundtvigske kom til ham som et liv og blev en del af hans liv, fyldte og ændrede hans liv og dermed naturligvis også hans tankegang eller livsanskuelse.

Han mødte det første gang på Bornholm i Rønne Højskoleforening og Højskolehjem og på Bornholms Højskole, der dengang lå i Øster Marie og blev ledet af Alfred og Cæcilie Foverskov. Hos dem tog Nexø 1889-91 de første skridt på sin dannelses- og uddannelsesvej.

Askov-tiden

Næste station på vejen blev Askov Højskole, og gennem Ydes skildring – og illustrationerne – får vi så at sige et øjebliksbillede af Askov, dens lærere og undervisning i begyndelsen af 1890erne. For Nexø betød åbenbart Poul La Cour og Holger Begtrup med deres naturfags- og danskundervisning mest. Schrøder bryder Nexø sig åbenbart ikke om, selvom han varmt anbefaler Nexø til støtte, og alt tyder på, at Nexø lærte og tilegnede sig meget af hans undervisning om Grundtvig og hans menneske- og historiesyn.

I anden sammenhæng fortæller Yde, at Nexø tilsyneladende aldrig selv læste Grundtvig, selvom han ejede Rosenbergs 10-binds udgave af hans Udvalgte Værker fra 1930. Schrøder er for kristelig og for dogmatisk grundtvigiansk, afvisende over for udviklingslære og Darwinisme. Samme indvending rettes ganske vist mod la Cour, men her lægger noget andet sig imellem. Han er, som den ældre Nexø siger, bestandig »emanerende«, han har udstråling, en kærlig udstråling, som Nexø ikke kan stå for.

Også de øvrige lærere anerkendes og godkendes, ikke mindst Eline Begtrup, Holger Begtrups søster, som ledede en friskole i Askov, og som underviste i zoologi og engelsk. Hun turde tale om Darwin, hvad La Cour nægtede. Det forstyrrer dog ikke hans forhold til la Cour, men det kaster en skygge over hans vurdering af Schrøder og det giver ham varm sympati for Eline Begtrup, som han iøvrigt mener, at det »bigotte« og »bornerte« Askov behandlede og lønnede meget dårligt. Yde synes helt at tilslutte sig denne vurdering.

I sommeren 1892 mellem de to vinterskoler bliver han indkvarteret hos fru Molbech i »Spurvely«, enke efter digteren Chr. F. Molbech. Han var syg og hun og hendes døtre passer og plejer ham. Han bliver boende under vinterskolen 1892-93 og bliver efterhånden nærmest en slags plejesøn i de følgende år helt frem til århundredeskiftet, hvor der indtræffer et katastrofalt og tragisk brud, som nok er karakteristisk for Nexø og tjener ham til liden ære. Lad gå med, at han i »Lotterisvensken«, sit første egentlige litterære værk, ryster hende med en overordentlig barsk fattigdomsskildring fra Bornholm, som i højeste grad bygger på egne erfaringer.

Men da han nogle år senere giver fru Molbech novellen »En Moder« at læse, førte det til et ulægeligt brud. Hun kunne kun læse den som en nøgleroman, der kastede smuds på hende selv og hendes hus på en sådan måde, at forholdet måtte ophøre. Nexøs forsvar: at han måtte være sig selv, gå sin egen vej og betale prisen, virker ikke overbevisende. Taknemlighed var næppe hans stærke side.

Grundtvigsk kan man måske ikke kalde fru Molbech, bortset fra at hun havde slået sig ned i og sluttet sig til et grundtvigsk miljø – måske også i højere og inderligere grad, end Nexø lader skinne igennem. Her er et af de punkter, hvor Yde korrigerer Nexøs erindringer. Men hertil kommer hendes menneskelige varme og omsorg, for ikke at sige kærlighed, over for den noget forhutlede og forsømte skomagersvend og digterspire.

Askovkredsen skaffede Nexø midler til en næsten toårig rekreations- og dannelsesrejse i Syden 1894-95. Hjemkommen ville Nexø ikke »blive ved sin læst«, men for snart sagt enhver pris være »åndsarbejder«. Han blev gæstelærer på enkelte højskoler, gennemgik Statens eetårige Lærerkursus i København, var en tid lærer ved Gregersens Friskole på Frederiksberg, men fra 1901 lykkedes det ham at leve af sin pen.

Det grundtvigske i Nexøs liv

Hidtil havde han suget til sig, nu begynder han at give fra sig. Spørgsmålet er så om det, han giver fra sig, er grundtvigsk og i hvor høj grad.

Yde indlader sig ikke på at påvise noget grundtvigsk i hans bøger, heller ikke i hovedværkerne: Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn.

Derimod nævner og kommenterer han en række digte, artikler og taler, f.eks. i anledning af Triers død, højskolernes 50 års jubilæum i 1894, en nekrolog over Poul La Cour i 1908, en tale på Skjoldborgs »Dynæs« i 1913, en artikel til Askovs 50 års jubilæum i 1915 og en tale på Esbjerg Arbejderhøjskole i 1917.

Man kan undre sig over, at Nexø tilsyneladende først får forbindelse med denne skole syv år efter dens grundlæggelse, og over at han ikke deltager i den debat, der gik forud i Socialdemokratiet om arbejderhøjskoler. I det hele taget synes han at stå tøvende over for Socialdemokratiet, som han dog i en periode var medlem af.

Spørgsmålet er, om han var så stærkt bundet af sin gennemgribende oplevelse af den grundtvigske højskole, at han måtte se med nogen skepsis på de tanker, man i arbejderbevægelsen gjorde sig om højskolearbejde. Eller er forklaringen hans revolutionære tilbøjeligheder, styrket af barndommens oplevelse af fattigdom og nød. I hvert fald har han ved første verdenskrigs afslutning megen sympati for det anarkistiske eller kommunistiske røre iblandt danske arbejdere.

Men Yde konstaterer – med en vis undren – at han kort efter under sit ophold i Tyskland 1923-29 ikke søger og ikke får forbindelse med de mere revolutionære og socialistiske strømninger, men derimod kommer i nær forbindelse med folkeoplysere og højskolefolk, som tørster efter kendskab til Grundtvig og dansk folkehøjskole. Begge dele holder han mange foredrag om.

Er sagen den, at han på baggrund af sit »liv« i højskoler og højskole-miljøer tydeligt sanser forskellen mellem agitation og folkeoplysning og klart er tilhænger af det sidste? Der skal være plads til poesi, rum til selvstændighed, tid til personlig udvikling.

I det danske Socialdemokrati drøfter man i 1920erne at lave to slags skoler: Agitatorskoler og højskoler, og man laver faktisk begge dele. Spørgsmålet er, om man ikke ender med at blande dem sammen. Man opretter to højskoler: Esbjerg 1910 og Roskilde 1930, men man opretter ikke halvtreds, hvad partiets og bevægelsens vækst egentlig gjorde berettiget. Sagen er nok, at arbejderbevægelsens medborgeropdragelse helt fra begyndelsen først og fremmest har bestået i organisationsarbejde af meget bredt tilsnit i fagforeninger, sygekasser, partiforeninger, ungdomsbevægelse m.v. og at det på sin vis har været en lige så god skole som bøndernes højskoler. Man lærte i det mindste solidaritet, og en nødvendig solidaritet. Men Nexø havde åbenbart oplevet noget andet og mere på sine højskoleophold. Eller er sagen den, at Nexø simpelthen af natur var en fri fugl, som ikke lod sig indfange, selv om han fuldt ud anerkendte parolen solidaritet?

løvrigt har Yde ret i, at Nexø på mange måder virker som «gesandt« for Grundtvig og det grundtvigske både i Tyskland og i Rusland i mellemkrigstiden og helt frem til sin død i 1954. Med størst held i Tyskland.

Men efter Tysklands-opholdet begynder tvivlen på det grundtvigske åbenbart at nage, tvivlen om hvorvidt den danske folkehøjskole alligevel var kørt fast, at den ubehjælpeligt tilhørte fortiden, ikke var fremadrettet, men bagudvendt. Denne tvivl kom til udtryk i romanen »Midt i en Jærntid« fra 1929, foruden i forskellige taler og artikler efter hjemkomsten. Den fører også til, at han i 1933 bliver kommunist og accepterer det sovjettiske landbrugs kollektivisering, Moskva-processerne og til slut betragter Finlands-krigen 1939-40 som en kamp mod fascismen på linje med den spanske borgerkrig. At Yde på den baggrund kan undre sig over, at meget få højskoler indbød ham til at holde foredrag i -30erne, forekommer besynderligt. Derimod tror jeg, at han undervurderer højskolernes brug af de to store romaner. »Pelle« og »Ditte«, ikke mindst til at give bønderkarle og -piger et levende indtryk af arbejderbevægelsens solidaritet.

Nexø og Borup

Bogen slutter med en ret udførlig redegørelse for forholdet og venskabet mellem Nexø og Johan Borup, som han havde mødt allerede før århundredeskiftet som en levende litteraturlærer ved Statens eetårige Lærerkursus. Han er den eneste, som får samme karakteristik som Poul La Cour: »emanerende«. Han havde konstant udstråling. Men en egentlig arbejderhøjskole kan man vel ikke sige, at Borups Højskole nogensinde var eller blev. Det var et behjertet forsøg på at nå storbyens unge, deriblandt arbejderne, som lykkedes bedre end noget af det foregående. Men Yde overser, at kun arbejderne selv og deres foreninger og ledere kunne lave arbejderhøjskoler. Kan man overhovedet bebrejde de grundtvigske højskoler, at industriarbejderne, hvis tal jo var stærkt stigende, ikke kom og ikke følte sig hjemme på disse skoler? Det gjorde Nexø jo – i hvert fald i meget høj grad.

En stor bog

Alt i alt er det en interessant, velskrevet og spændende bog, Henrik Yde har skrevet og vundet doktortitlen på. Selve teksten er på mere end 600 sider, hvortil kommer et par hundrede sider noter og registre, tillæg og tysk resume. Den bygger naturligvis på tidligere forskning, først og fremmest Børge Houmanns, men der er gennemført talrige og tidkrævende selvstændige undersøgelser af et stort og mangeartet, samtidigt materiale – helt ned til højskolekammeratemes poesibøger! – og det giver fremstillingen liv og farve. Dertil kommer et fortræffeligt billedmateriale.

Jeg har kun to indvendinger: for det første at bogen er i to bind med noterne bagest i andet bind, hvilket medfører, at man skal arbejde med dem begge på een gang, hvis man under læsningen vil tilgodegøre sig med noterne, som ofte indeholder vigtige oplysninger. Det er meget besværligt, ikke mindst fordi – for det andet – bindene som så mange bøger i vore dage – er samlet og hæftet på en sådan måde, at de ikke kan »falde op«, men bestandig lukker sig. Man må altså hele tiden have een eller flere fingre eller bogmærker i klemme. Tilsidst fandt jeg på at benytte en gammeldags tøjklemme! Det er vist det, man kalder fremskridt eller udvikling!

Lad mig slutte med at citere nogle linjer af et digt, som Askov-læreren dr.phil. Marius Kristensen skrev til Nexøs 60 års fødselsdag i 1929, selvom det ifølge Yde mere er en hyldest til deres fælles værtinde og plejemor, fru Molbech, end til Nexø selv, men som også fremhæver noget væsentligt og blivende i Nexøs værk:

Hun havde tro på, du blev til noget,
måske, fordi hun så dybest ind,
hun kendte, mer end de fleste andre
dit varme, kærlige barnesind

det barnesind, der har kunnet skænke
os børneskikkelser, som består,
når meget af, hvad du ellers digted,
som andet menneskeværk forgår.

Det kan lyde sentimentalt. men måske er hermed sagt det vigtigste om det grundtvigske i både fru Molbechs og Martin Andersen Nexøs liv.

Henrik Yde: Det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv. 1.-2. 766 s. ill, Vindrose, kr. 400.