Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A. Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Grundtvig og videnskaben

Af Vilhelm Nielsen

Kronik i Kristeligt Dagblad Fredag 30. december 1983

I anledning af »Fremtidens Videnskab. En debatbog om Grundtvigs videnskabssyn og vor tid«. Samleren 1983.

Grundtvig-året rummer stadig store og vigtige nyheder, påviser fhv. undervisningsinspektør Vilhelm Nielsen, som præsenterer os for noget »hidtil uset«, nemlig at en række videnskabsmænd tager Grundtvigs tanker om videnskaben alvorligt. Denne bog bør følges op af yderligere mundtlige drøftelser mellem bidragyderne og andre. Det kunne ske ved et seminar og gerne på en højskole.

Fremtidens videnskab, hedder en bog som Samlerens Forlag netop har udsendt. Den bærer undertitlen »En debat-bog om Grundtvigs videnskabssyn og vor tid«.

Denne bog rummer virkelig noget nyt og hidtil uset, nemlig at en række videnskabsmænd tager Grundtvigs tanker om videnskaben, som de kommer til udtryk i hans skrift »Om Nordens Videnskabelige Forening« fra 1839, alvorligt, søger at tage stilling til dem og gå ind i en debat om dem. Ellers har man kun haft et skuldertræk tilovers for dem fra videnskabelige og fra administrative instansers side, og knap nok det. Kun enkelte højskolefolk har taget synerne alvorligt og spekuleret over deres virkeliggørelse.

Men her møder man bl.a. tre naturvidenskabsmænd: en lektor i biokemi ved Københavns Universitet, en professor i fysik ved Danmarks tekniske Højskole og en docent i astronomi ved Uppsalas Universitet, foruden to lektorer ved Kbh.s Universitet i henholdsvis kirkehistorie og litteratur, en tysk-født professor i idrætshistorie ved Odense Universitet, en speciallæge i psykiatri, en komponist og to forfattere, samt en naturvidenskabeligt uddannet højskolelærer og en norsk lektor ved Nordens folkelige Akademi i Kungälv, som alle har læst dette skrift af Grundtvig og søger at tage stilling til det.

Dertil kommer så forord og optryk af teksten, samt en indledende og afsluttende artikel. Den sidste munder ud i et »Den nordiske videnskabs manifest«, som dog vist må stå for udgivernes regning.

Mest interessant forekommer de to bidrag fra lektorerne i København Jørgen I. Jensen og Erik A. Nielsen at være. Det hænger nok sammen med, at de er velbevandrede i Grundtvigs skrifter i forvejen. Det var dem, der stod for – eller bag – det »Tværfaglige GrundtvigSeminar« på Københavns Universitet i maj 1983, som på flere måder, bl.a. ved morgensang og aftenarrangementer, kunne minde om et højskolekursus. I det hele taget er der næppe tvivl om, at de begge kunne være blevet fortræffelige højskolelærere, og man kan kun håbe – og glaede sig over – at de åbenbart på universitetet er i stand til at organisere og udfolde en undervisning, som minder om højskoleundervisning, når den er bedst.

Jørgen I. Jensen er noget så usædvanligt som en kombination af teologi og musik, kirkehistorie og musikhistorie, og det mærkes tydeligt i hans bidrag, som har overskriften »Universitetet synger«. Dermed går han et skridt videre end Grundtvig. Vel forestillede han sig sin sang som et vigtigt fag eller undervisningsmiddel på den folkelige højskole, men det er ikke nævnt i skriftet om det fælles universitet. Det forestillede han sig ikke syngende. Hans mest revolutionerende tanke er, at undervisningen skal være mundtlig, bygge på det levende ord i foredrag og samtaler, og det er da også denne tanke, de fleste af bogens bidragydere hæfter sig ved.

Der er ingen tvivl om, at det er en hovedsag i skriftet og hos Grundtvig i det hele taget. Man kan kun glæde sig over, at den er kommet så stærkt i forgrunden i 200 året. Men det overses ofte, at den måde Grundtvigs ord for de fleste danskere er blevet levende og mundtlige på, er ved at blive sunget. Derved kommer de fra papiret op i munden igen. Det har der været rig anledning til i 1983, og det er måske det vigtigste og mest løfterige; der er sket.

Foruden kravet om mundtlighed taler Grundtvig om et videnskabeligt »liv« eller »levnedsløb« ved det nye universitet. Et højskoleagtigt kollegieliv med indbyrdes vekselvirkning mellem jævnbyrdige videnskabsfolk lader sig forstå, men hvad menes med et videnskabeligt levnedsløb? Jørgen I. Jensen hævder, at erkendelse forløber i tre faser, hvoraf universiteter og læreanstalter fortrinsvis beskæftiger sig med den anden, den strengt fagopdelte, intellektuelle, som er uomgængeligt nødvendig – også i sin positivistiske form – men forud går en mere umiddelbar, barnlig fase, en oplevelsesfase, og efter følger en tredie fase, som er den Grundtvig beskæftiger sig med, og hvor den store oplevelse er sammenhæng, syntese – hvis den ellers indfinder sig.

I manuskriptet »Statsmæssig Oplysning«, som først er udgivet i 1983, og hvor videnskab og universiteter behandles udførligt, hævder Grundtvig, at videnskaben »endnu alle vegne er i sin Barndom«, at den »endnu leger med dukker«, at enhver videnskabsmand »har sin Kiep-Hest«. Det er en hård kritik, men der er håb forude, for »Man maa være lille, før Man kan blive stor, maa ride Kiep-Hest, før Man kan tæmme Bucephalosl«

Skal erkendelse være levende, et levnedsløb, er det ikke nok at gøre mundtlige samtaler til et program, ja, det kan være farligt og indsnævrende. Ikke bare mund og øre, hjerne og hjerte, men hele kroppen sættes i bevægelse, i svingninger, på grundlag af erfaringer, og det vil sige noget historisk. Den svenske digter Göran Sonnevi citeres:

kroppen är större än språket
språket utan musik är dött

Han ender i et forslag om et »musikum« – som hurtigt ville blive til et »kulturhistorikum« – til afløsning af det hedengangne filosofikum.

Der er ingen tvivl om, at han går videre end Grundtvig, aner og øjner sammenhænge, som han ikke forestillede sig. Det er det spændende ved ham, og det er legitimt. Grundtvig havde intet færdigt program, hverken for den folkelige eller den videnskabelige højskole. Han nævner f.eks. ikke gymnastik eller legemsøvelser, som kom til at spille en stor rolle i højskolen. Kroppen havde han nok ikke rigtig sans for – bortset fra munden, øret og hjertet.

Erik A. Nielsen er skeptisk overfor det omrids af en institution, Grundtvig tegner, hvor hans tanker om videnskab skulle blive til virkelighed, men han er meget betaget af hans forestillinger om, hvad levende videnskabelig erkendelse er, og lader dem kaste lys over den faktiske universitetsundervisning, som den foregår i dag først og fremmest i de humanistiske fag – et både kritisk og konstruktivt lys.

Det er især den alt dominerende »skriftliggørelse«, han er ude efter. Det er en slags »latin«,– hævder han, som naturligvis også gør sig gældende uden for universiteter og læreanstalter. »Igennem et indkoblet medium forvandler det hele sig til latin«, hedder det. »Radio og fjernsyn er medier af dyb skriftlighed«, selv om »enkelte mundtlige dæmoner med deres uforudsigelighed kan skove betragtelige gevinster«!

Selv disputatserne, »universitetets mest dramatiske genre«, er som regel en skriftlig konfrontation og ikke en ægte samtale. Betingelserne for en sådan samtale: at man er villig til at sætte sit eget på spil, villig til at lytte og til at svare, også når det sætter ens egen kæreste erkendelse på spil, gør han meget ud af, og det er nok værd at overveje og drøfte.

Han ser samtalen under dramaets synsvinkel, og har også herom – og som Grundtvigs syn på den dramatiske litteratur og kunst – synspunkter, som påkalder sig en drøftelse.

Overgangen fra skriftligt til a mundtligt ser han som »et kæmpeskridt op af graven«. Derved rykker kristendommen ind som myte- eller symbolbærende underlag også for levende videnskabelig erkendelse. Også det fortjener overvejelse og drøftelse. Nogen må jo vide deres »Levende Råd«, som hans overskrift lyder.

Jesper Hoffmeyer, lektor i biokemi, erkender med smerte, at matematik og naturvidenskab er tvingende nødvendige for at skaffe føde til jordens dens 5 milliarder mennesker. Uden naturvidenskab ingen teknik og industri. Smerten skyldes naturligvis de ulykkelige følger af og de uundgåelige farer ved denne teknik og industri, som unægteligt bliver stadig mere åbenbare og alvorlige. Han anser derfor for Grundtvigs angreb for fejlplaceret. Det er ikke den abstrakte tænkning, men dens dominans over tilværelsen, som skal angribes. Det er ikke den positivistiske videnskab, men knæfaldet for den, der skal modvirkes.

Niels I. Meyer har formodentlig ret i, at der ikke i Grundtvigs skrift er »belæg for ... en unuanceret antipositivistisk videnskabsopfattelse«, og i at der for så vidt er tale om en »normativ videnskabelig forskning«, som Grundtvig som en selvfølge går ud fra, at videnskaben skal være »menneskelig« og forsvare »livet og friheden«. Hvad der ligger i, at videnskaben skal være »menneskelig«, var nok værd at drøfte og overveje nøjere. Det udelukker ikke naturvidenskab, dels fordi mennesket selv er en del af naturen – omend en særegen – dels fordi mennesker nødvendigvis skal leve i og af naturen. Selv om det »særegne« ved mennesket først og fremmest viser sig i den anden store blok af videnskab: »historien«, gør det sig også gældende i naturvidenskaben.

Astronomen Peter Nilson er den eneste af de tre, som berører den helt moderne fysik, kvantemekanik m.m., og formidler en fornemmelse af den fantastiske udvikling, der er sket og vil ske, og hvis betydning ingen kan overskue. Men der er tale om »en lyslevende vidskab«, hævder han, som måske kan føre frem til en slags sækulariseret skabelsestanke.

Mærkeligere er det måske, at de to kunstnere Per Nørgård og Ebbe Reich hver på deres vis fastholder den kritiske fornufts nødvendighed – ved siden af den kunstneriske inspiration.

Ebbe Reich's underfundige skildring af sin omgang med sin muse: Nornen, er nærmest ubetalelig. Grundtvig er mystiker, hævder han. Vel har han ikke som Reich læst den tibetanske dødebog og oplevet dens lys, men alligevel. Ejheller har han udarbejdet nogen mystisk teknik eller metode, men muser havde han, og indfald eller indgivelser fik han bestandig. Han kunne ikke digte uden. Mystik er ellers en ordløs forbindelse med guddommen, og ordløs er Grundtvig i hvert fald ikke. Måske var det klogere at nøjes med at kalde ham poet eller digter, at tale om hans muser eller for den sags skyld: Norner.

Og man skal heller ikke overse, at også han holdt fast ved den kritiske fornuft. Loke kan ikke undværes: »Hvad man end giør, undtagen at gaae i Daarekisten, maa Man jo giøre med sin Fornuft«, hedder det i Mythologien.

At også Reich er digter kan man ikke tvivle om efter at have læst hans bidrag – mere end han er historiker formodentlig.

Også Per Nørgård føler sig midt i sit saglige slid med samklang, rytmer, melodibuer, taktstreger o.s.v. undertiden og vel nødvendigvis som en »drukken seer«. Pligtarbejdet skal gøres, ansvaret skal skuldres, forbindelsespunktet til Grundtvig er, at »Lysten driver Værket«. Lysten tolker Nørgård som begær. Hos Grundtvig er den nok andet og mere.

Ejvind Larsens bidrag er tredelt og har underoverskrifterne: »Forskningen og Folket«, »Øjeblikket« og »Prædiken«. Det første er et afsnit fra bogen »Det levende ord« om Grundtvigs erkendelsesteori. Det andet har berøringspunkter med Erik A. Nielsens indlæg og handler om samtalens betingelser. Det tredie skal jeg ikke kommentere – udover at man kan få den fornøjelige tanke, at han ender som præst. Vandtætte skodder mellem folkeligt og kristeligt hos Grundtvig kan ikke oprettes.

Askovlæreren H.C. Hansen skriver en udmærket artikel om sin forgænger, Poul la Cour, den fornemste repræsentant for naturvidenskab i højskolesammenhæng – og bebuder en bog om ham. Den kan man glæde sig til.

Den norske lektor ved Nordens folkelige Akademi, Olav Klonteig, redegør for sammenhængen – eller den manglende sammenhæng – mellem Grundtvigs tekst og dette akademis oprindelse og virksomhed.

Anne Lindhardt skriver om »Psykiatri og videnskab« og berører spørgsmålet, om den samtale, som er en væsentlig del af psykoanalysens behandlingsform, er en fri og levende samtale i Grundtvigs forstand. Man tvivler.

Henning Eichberg leverer en videnskabelig afhandling med mange fremmedord og litteraturhenvisninger. Den hedder »Ommytologisering« og sidestiller Grundtvigs tekst med Bakunin og Indianernes kulturkritiske ytringer i moderne tid. Han hævder, at videnskaberne har »ommytologiseret« os: Ubevidst tror vi på fremskridt, vækst, rationalitet, produktivitet o.s.v. Indianerne vil ikke vide af skrift. Det er for dem latin, jvf. Erik A. Nielsen. Bakunin vil ikke vide af staten og statsmagten, men falder for videnskabsmyten. Grudtvig har berøringspupnkter med begge parter, omend Eichberg nok overvurderer hans antistatslighed. Trods alt skulle staten oprette og betale både den folkelige og den videnskabelige højskole, som han forudså. Men at der kan hentes inspiration i indianernes og andre »primitive« folks mundtlige kultur er givet.

Endelig den indledende og den afsluttende artikel. Engbergs afhandling om »Göteborgskritets historie« er præget af halve sandheder og alt for kategoriske domme over skoler og forstandere / lærere. Det romantiske i Grundtvigs syn på videnskab overbetones, og der konstruerers en forskel mellem det »syn«, der ligger til grund for Nordens Mythologi, 1832, og »Göteborgskritet« på den ene side og de mellemliggende og efterfølgende »højskoleskrifter« på den anden. Som vejledning for folk uden førstehåndskendskab til højskolerne og deres historie er redegørelsen ikke fyldestgørende eller tilfredsstillende. Mange af dommene er både dristige og urimelige.

Den afsluttende artikel af Karen Marie Mortensen og Per Warming er problematisk af en anden grund: her er ubetimeligt foregrebet en helhed eller en harmoni i Grundtvigs anskuelse, som udglatter spænding og udvisker det trinvise i hans erfaringer, d.v.s. i hans »historie«. Den »mageløse« opdagelse i 1825 gøres til en erkendelsesteoretisk eller videnskabsteoretisk opdagelse, uagtet at den var en kirkelig, og uagtet det tog år og dag, inden den blev gjort gældende i stat (samfund) og skole (videnskab). Den grundtvigske trehed – fantasi, følelse og forstand – bliver konsekvent gjort til en firhed, idet sansningen føjes til som første – og afgørende – trin. Sansning synes at være det nye modeord i Grundtvig-tolkningen – og med en vis ret – men her synes det at fortrænge alt, hvad der hedder tro og sindbillede. Der er ingen »gåde« mere, og derfor heller ikke brug for noget »spejl«. Er Grundtvig uden tro og uden poesi?

Kort sagt: en helhedsopfattelse konstrueres, som løber ud i »Den nordiske videnskabs manifest«. Også manifest synes at være et modeord for tiden. Det er en uhyrlig tanke at fastlægge hans tanker om videnskaben i fem punkter. Det skal dog hverken kaldes barnligt eller ungdommeligt. Det er snarere et udtryk for den tidlige voksenalders dybe trang til »Liv-Stykke« at slås for, et klart mål at kæmpe for, og det er for så vidt al ære værd.

Initiativet til og med denne bog er prisværdigt. Som bog kan den ikke rumme en egentlig debat, kun fritstående indlæg. Den bør følges op af yderligere mundtlige drøftelser mellem bidragyderne og andre, f.eks. ved et seminar eller lignende, og gerne på en højskole.

VILHELM NIELSEN