Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Grundtvig og sproget

Af Vilhelm Nielsen

Højskolebladet, Årg. 108, nr. 34 (1983), s. 546-549

Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. – Red.

Hvordan hænger det sammen med Grundtvigs høje vurdering af sproget og tilsvarende lave vurdering af bildende kunst? – Spørgsmålet er bl.a. stillet af Mette Thomsen med henblik på de grundtvigske højskolers undervisning frem til anden verdenskrig eller så. Og ser man på udviklingstendenserne i de seneste årtier såvel i højskolernes undervisningstilbud som i undervisningsbegrebet i det hele taget og i undervisningsteknologien, bliver spørgsmålet endnu mere berettiget.

Grundtvig og sproget – det er en ordentlig mundfuld at give sig i kast med. I første omgang veg jeg tilbage for det, da redaktionen henvendte sig i anledning af jubilæet, men gik alligevel ind på at overveje. Emnet kan angribes på mange måder, men på forhånd ved man, at det ikke kan behandles fyldestgørende og tilfredsstillende. Dertil er såvel sproget som Grundtvig for omfattende størrelser, og dertil omklamrende, forstået på den måde, at de er en del af os selv. Det er umuligt at stille sig udenfor i en nøgtern og objektiv betragtning. Altså må man – mere eller mindre – skrive indefra.

»Moders-Målet«

Da CUR for nogle år siden af Ritt Bjerregaard fik stillet den opgave at redegøre for modersmålsundervisningen, opdagede man forskellen eller afstanden. Denne høje forsamling og dens eksperter blev nærmest tvunget til at bruge og behandle dette arkaiske udtryk og fænomen: modersmålet. Det blev da også hurtigt til »dansk-faget« eller dansk-undervisningen i det meste af debatten, undtagen altså i de officielle rapporter, hvor man var nødt til i nogen grad at holde sig til kommissoriets sprogbrug. Hvad ligger der i det, hvad skyldes det, at Grundtvig åbenbart ikke ynder at tale om det danske sprog – eller for den sags skyld om fædrenes sprog – men af hjertens lyst siger: »Moders-Maalet«, og uvilkårlig konkretiserer helt ned til: Ordet, det enkelte ord, som selvfølgelig ikke skal tages eller forstås for sig, men som eksempel eller som udtryk for det talte sprog i det hele taget. Er han bare barnlig? Er det et »aspekt« af hans moderbinding (jvf. Ejvind Larsen), et udtryk for hans manglende abstraktionsevne eller -vilje? Forblev han i så henseende hele sit liv på et barnligt stade? Eller er det pædagogisk at forstå? Tilpasser han sig det uoplyste og udannede folk, som han for enhver pris søgte sit grundlag i og ville vække og oplyse?

Det kan man spekulere over til dommedag uden at komme nogen vegne. Klogere er det nok at holde sig til, hvad han siger, men det er desværre mange slags, især hvis man drager tonsvis af utrykt materiale med ind i vurderingen og ikke gør forskel på, hvad han siger og skriver eksempelvis før 1820 og efter 1830. Men hvis man holder sig til den modne Grundtvig, d.v.s. ham fra 1830'erne og 1840'erne, tror jeg man kan sige følgende: Når han vurderer sproget/modersmålet/ordet så højt som han gør, hænger det naturligvis sammen med hans efterhånden afklarede menneskesyn – eller lad os sige menneskeopfattelse, for at fjerne os lidt fra sædvanlig grundtvigsk sprogbrug. Og her har han front både mod ortodoks Lutherdom og mod romantik. (Han har naturligvis også front mod rationalisme, men det er ikke så vigtigt længere. Måske er det det i dag, men det er en anden sag, som vi kommer til, hvis vi når det). Mod den lutherske ortodoksi (NB: ikke så meget mod Luther selv) hævder han, at mennesket ikke er det rene fordærv og ondskab. Vel er det gået fejl af sin bestemmelse og kan ikke redde sig selv, men det har stadigvæk liv og ånd, og det har stadigvæk ord og sprog. Og det er afgørende. Med sine fejl og fald, sin forvirring og sin fordærvelse, har det ikke kunnet ophæve eller afskaffe det grundlæggende gode, som Gud har skabt det med og til: liv, ånd, sprog og ord – forudsat at man kan finde sig i, at der tales om disse ting i skabelsesmyternes billedsprog. Ellers ved jeg ikke, hvordan man skal sige det.

Man vil bemærke, at liv og ånd kommer først, men at ord og sprog på det nøjeste hænger sammen dermed. Uden ord og sprog kan der nok tænkes liv, men ikke menneskeliv. Ejheller åndeligt liv. De målløse skabninger kan nok have liv, men ikke ånd, ejheller det hvormed ånd udtrykkes: ord og sprog.

Hans anden front er som nævnt mod romantikken. Den består ikke i, at mennesker – som mennesker, uanset kristendom eller ikke-kristendom – har eller er ånd. Hvis det er romantik, så er han romantiker. Men den består i, at han ikke tror eller mener, at mennesker kan klare eller redde sig gennem tilværelsen, gennem livet og døden i kraft af denne ånd. Der vil mere til. Men han er villig til at lade det komme an på en prøve, at drøfte og diskutere det til dagenes ende, at endevende de historiske erfaringer og vidnesbyrd, som efter hans mening tydeligt taler til gunst for, at der må intet mindre end en genfødelse, fornyelse eller opstandelse til for at klare sagen, og det er hårde ord for en idealistisk romantiker, der mener at guddomsgnisten i mennesket kan og skal klare sagen ved egne kræfter. Siden Nikodemus' dage har det også været hårde ord for alle retskafne og fornuftige mennesker.

Hvad skal der overhovedet forstås ved genfødelse eller opstandelse? Det ligger uden for fornuftens rige, det er simpelthen ufatteligt og uforståeligt. Det er et spørgsmål om tro, eller om barnlighed – måske om kvindelighed, hvis man – i den bedste mening – tør antyde noget sådant. Det er i hvert fald ikke en forstandssag. Men han vil gerne drøfte det som en forstandssag. Han vil gerne holde skole sammen med romantikere, give dem fuld frihed til at gøre deres erfaringer og synspunkter gældende. Han vil derimod ikke holde skole sammen med folk, der nægter ånd. Det ville blive meningsløshedernes meningsløshed. Nu var der på hans tid ikke mange, der benægtede, at mennesker er eller har ånd. I dag er der nok flere. I hvert fald er ordet kommet i miskredit og vanry. Vi bruger det ikke gerne. Også fordi det er så udflydende og udefinerbart. Det er blevet brugt og misbrugt i så mange uklare og vage betydninger. Når Grundtvig skal definere det, kalder han det den usynlige livskraft, og det gælder i alle sammenhænge, både når der er tale om folkets ånd og menneskets ånd – og for så vidt Guds ånd. En usynlig, men virksom livskraft, som afslører og tilkendegiver sig i handlinger og ord – som også er handlinger. Han vil gerne være med til at afmystificere ordet, men ikke til at opgive sagen, som simpelthen er, at der findes en sådan usynlig kraft i ethvert menneske og i ethvert folk, en kærne, en identitet, eller hvad man nu vil kalde det. Det er ikke blot en bevidsthed, hvilket synes at være det nærmeste marxistisk tænkende moderne mennesker kan komme til ordet ånd. Vel indbefatter ånd bevidsthed og selvbevidsthed, men i mine ører er bevidsthed et rent receptivt organ, ikke en kærne eller identitet. Bevidstheden kan optage og modtage alt gennem sanserne og kan måske efterhånden opbygge en identitet, i kraft af hvad den tager imod og forkaster, danne en kærne. For så vidt kan man sige, at det hele er en strid om kejserens skæg, men man skal huske, at for Grundtvig drejer det sig ikke blot om, at det enkelte menneske har eller er ånd, det drejer sig også om folket, ethvert folk, og menneskeslægten eller menneskearten som helhed. Og endelig drejer det sig om Gud og Guds ånd. Det giver et andet perspektiv, end hvis man blot overvejer og drøfter spørgsmålet på individuelt plan. Der er tale om et kosmos, omfattende hele menneskeslægtens levnedsløb, indbefattende alle folk og alle enkeltmennesker. Det forløb har efter hans opfattelse både begyndelse og ende, beroende i Guds ånd – eller hånd, som man nu vil. Og det er i dette kosmiske perspektiv, hans vurdering af sprog, ord, modersmål skal ses for at få mening og sammenhæng.

Udtrykke – afbilde

Lad os igen bruge skabelsesmyternes billedsprog, som siger, at Gud med sin egen mund indblæste det første menneske livsånde, så det blev en levende sjæl. Grundtvig kan godt lide udtrykket livsånde, som afslører den nære forbindelse mellem liv og ånd, et ordpar, som forekommer særdeles hyppigt hos ham, netop som ordpar. Men først former Gud mennesket af jordens støv med sine hænder, og først derefter indblæser han det livsånde. Det materielle grundlag: støv, kommer først. Mennesket er støv og ånd i uopløselig forbindelse. Uden støv, intet menneske, og uden ånd intet menneske.

Forud fortælles det i den første skabelsesberetning, at ikke blot mennesket – eller rettere sagt: menneskene, her er der tale om både mand og kvinde, samtidigt og ligestillet – men alt i verden skabes med ord, siges frem til eksistens så at sige. Det er baggrunden for vendingen, at Guds ord skaber, hvad det nævner. Højere vurdering, voldsommere virkning af ord kan man vanskeligt tænke sig.

Det berettes også, at Gud taler til menneskeparret, stiller dem opgaver, giver dem løfter og advarsler.

Forudsætningen er, at mennesker kan høre og forstå ord og sprog, og at de kan svare, at de selv meningsfuldt kan bruge ord og sprog til at udtrykke sig over for Gud og over for hinanden. Det er baggrunden for Grundtvigs høje vurdering af ord og sprog. Hans påstand er, at kun med ord kan mennesker fuldt og helt udtrykke, hvad der bor i dem, og det sammenfatter han altså i den ånd, de har fået af Gud. Som Guds væsen og vilje kommer til udtryk i ord, således også menneskers. Derfor er det så vigtigt at have ører at høre med.

Men det er også vigtigt at gøre sig klart – ikke mindst i vore dage – at der i denne tale om ånd og ord ikke er tale om noget ikke-materielt, noget ikke-sanseligt. Mund, læber, tunge, stemme, røst – altsammen er det noget legemligt, dele af vores krop, sanseligt. Og det samme gælder ørerne, og hvad dermed er forbundet af nervevaner o.s.v. Det gælder også ord og sprog. De har lyd og form, men de kan altså i og med det sanselige/materielle udtrykke noget ikke-sanseligt eller oversanseligt, som øret eller hjertet er i stand til at opfatte. Mundtligt sprog er altså en slags kropssprog.

Man skal endvidere huske, at det ikke blot er i skabelsen, Gud tilkendegiver sig med ord eller sprog, det fortsætter gennem hele jødefolkets og kristenfolkets historie, som efter Grundtvigs opfattelse tilsammen omfatter og rummer hele menneskehedens. (Det er vist det, der hedder den mosaisk-kristelige anskuelse). Grundtvig opfatter skabelsesberetningen anderledes bogstaveligt end det nu er almindeligt, ikke som en myte, men som historie, og han er overbevist om, dels at kristenfolket skal bestå til verdens ende, dels at der kommer en sådan ende. Det skal også med, hvis man vil forstå, hvorfor ord og sprog har en så eminent betydning i hans livs- og verdensopfattelse.

Dertil kommer, at alt i kristendommen eller i kirken kan udtrykkes med ord. I sin spids går det op til, at Kristus selv, som dog var et menneske af kød og blod, født af en kvinde og undergivet alt organisk livs love om vækst gennem livsaldrene, kan kaldes Guds ord. Han skrev eller tegnede ikke, men meddelte sig og sit med munden, ved hjælp af ord. Derfor er kirken et »mundhus«, som Luther siger, ikke et »pen-hus«, en høresal, ikke en læsesal eller en tegnestue. Bekendelse, forkyndelse og lovsang, som er det, der skal foregå eller lyde i kirken, er altsammen mundtlige udtryk i ord og sprog. Dåb og nadver er intet uden ord, de kvalificeres med ord. Ordene giver dem deres indhold, udtrykker deres væsen og mening. Også dette perspektiv skal med, hvis man vil forstå Grundtvigs høje vurdering af ord og sprog.

»Folke-Munden«

Alt i kristendommen kan imidlertid ikke blot siges med ord, men på modersmålet. Også det er bærer af ånd, bæres af ånd, folkets ånd – i modsætning til det korrekte skriftsprog, rigssprog eller tekniske sprog, som bæres netop af korrektheden. Hvordan og hvornår Grundtvig egentlig opdager »Folke-Munden« og kommer til at sætte den så højt, gøre den til sit grundlag og udgangspunkt, mål og rettesnor for sin vurdering af sin egen sprogbrug, kan jeg ikke så nøje sige. Først følte han sig vistnok som »Skjald« hævet over den, som den, der skulle vække og inspirere. Måske var det Saxo- og Snorreoversættelserne, der lærte ham noget andet, en ydmyg og lyttende holdning. Måske var det den gamle danske Rimkrønike og ordsprogene. Han siges at have læst Rimkrøniken flere gange end bibelen, og det vil sige ikke så lidt. Hvor mange højskolelærere kender den overhovedet? Han var en hund efter ordsprog, fordi de var et udtryk for, at der endnu var ånd i folkets sprog. Eller er der her tale om en langsom vækst – med op og ned, frem og tilbage – ikke om en pludselig opdagelse, der »lynslaaer« ham.

I hvert fald: folket har ånd. Der bor en livskraft i det, som afslører sig i dets handlinger og i dets sprog: modersmålet. Hele kuldet af Guldalderdigtere, hvortil han selv hører, er utænkelige uden folkets ånd og sprog. De har ikke skabt sig selv ved en eller anden spekulation eller guddommelig inspiration. Det er ikke deres individuelle gnist af ånd, der har gjort dem til det, de er. De er fremgået af folkets ånd og sprog, deres sang og digtning er utænkelig uden. Med ord og sprog kan vi udtrykke alt, hvad der bor i os af ånd, og vel at mærke så det kan opfattes af alle, der har ører at høre med. Munden er det egentlige og vigtigste åndsorgan. Men hvad kan »Haanden«, som Grundtvig i sin konkretiseringslyst siger, når han taler eller skriver om det, vi kalder menneskers kreative eller formende evner. Hånden er som munden og øret en del af menneskets krop og kan på sin måde, middelbart eller indirekte, give udtryk for den ånd, som bor i os. Den kan afbilde, betegne eller beskrive det åndelige og usynlige. Ikke mindst det sidste er vigtigt og afgørende. Det er med hånden, vi skriver. Men der skal »Pen« og »Papir« til. Skrift er på linie med formende eller bildende kunst i så henseende. Derfor udtrykker det ikke direkte, men indirekte, ikke umiddelbart, men middelbart. Det skrevne eller trykte er en »Skygge«, det mundtlige ord er legemet, som kaster skyggen. Skrift er som noder, tegn på eller for musik, men de er ikke musik i sig selv. På samme måde med al bildende kunst: ikke at den nødvendigvis er åndløs, men dens meddelelse er indirekte og middelbar, mens ord og sprog er direkte og umiddelbart meddelende, og det vil sige i en ganske anden grad egnet til at meddele og forplante liv og ånd.

Højskolen og sproget

Men det betyder på den anden side, at hvis man ikke i højskoleundervisningen tør og vil stå ved, at man vil meddele og forplante noget, som kan betegnes som liv og ånd, er det meningsløst at lægge så stor vægt på ord og sprog, som de første 100 års højskole åbenbart gjorde det. Man kan godt komme til at spekulere på, om det, der kaldes foredragets krise, ikke er udtryk for en langt dyberegående krise, nemlig en svigtende forståelse af, at mennesker som mennesker har og er ånd, at denne ånd kan og skal svækkes, oplives og næres, og at ord og sprog er det bedst egnede, ja, måske eneste egnede middel og redskab for en sådan aktivitet.

Hele denne snak om ånd og ord, modersmål og sprog kan man så grine ad, i sikker forvisning om, at vi er blevet klogere, eller om at samfundsudviklingen har nødvendiggjort en anden pædagogik med andre midler og metoder. Enhver højskole med respekt for sig selv bygger værksteder. De kloge anlægger musiklinier, formningslinier, kunstlinier, dramalinier, o.s.v. Man taler om kropssprog, som om det var et alternativ til ord-sproget (undskyld!). Til det mundtlige sprog er det i hvert fald et falsk alternativ. I selvvirksomhedens hellige navn lader man eleverne dage og uger igennem fra morgen til aften bruge deres hænder og krop i form af projektarbejde o.lign. De danser, fotograferer, væver, spiller, tegner og maler, former i ler og andre materialer i flere uger eller måneder i træk. Ord lægges der ikke vægt på. Det er et tilbagelagt stadium. Det hører hjemme i folkeskolen eller gymnasieskolen. Med tilsyneladende god samvittighed har man opgivet denne den fornemste menneskelige udtryksform, den verbale kommunikation, som den kaldes. Ord-sproget er forsvundet. Det er andre former for sprog, der nu er i vælten. Naturligvis hænger det sammen med industrialiseringen. Den industrielle produktionsform har meget lidt brug for hænder og krop. Det kan naturligvis ses og opleves som en befrielse – nemlig fra tidligere tiders hårde og forkrøblende slid. Men hænder og krop vilbruges – om ikke andet så til hobbies og kondi. Og højskolerne skal naturligvis indrette sig og imødekomme kravet. Men skal det ske på bekostning af det dyrebareste, det, uden hvilket mennesker ikke er mennesker: sprog og ord?

Som sædvanlig får skolen skylden. Eleverne er dødtrætte af dens boglighed. Også her optræder et falsk alternativ. Skolen kan enten være boglig eller praktisk. En mundtlig skole er en by i Sibirien. Dansklærere kender kun tekster. Læs f.eks. deres indlæg i CURs modersmålsdebat: »Svar på tiltale«. Der er ingen tiltale, og heller ikke noget svar, kun tekster og henvisning til tekster, et udvidet tekst-begreb. De fornemmer ingen forskel på modersmålet og »danskfaget«. Men det er nu ikke skolen, der har taget kropsligt og manuelt arbejde og udfoldelsesmuligheder fra eleverne. Skolen har aldrig været eller været ment som et arbejdssted. Dem havde man nok af. Men den er blevet forlænget, har bredt sig som en erstatning for manglende håndens og kroppens arbejde. Tildels uforskyldt bliver den skive for de unges vrede.

Dertil kommer de teknologiske trusler mod sprog og ord. På Grundtvigs tid var det eneste kunstige medium bøger og skrift, men siden da er der kommet et utal til: plader og bånd, film og radio, fjernsyn og videomaskiner. Og vi kan vente os en hel række mere og mere raffinerede. Alle kan de formidle sprog og ord, flere af dem dertil billeder og bevægelser. Hvad computere, datamater og mikroprocessorer kan, vil hurtigt vise sig. Men hvem lægger mærke til, hvad de ikke kan? Efter min bedste overbevisning vil behovet for direkte tale og samtale stige med voldsom kraft. Medier er ikke blot neutrale redskaber til gengivelse af ord og sprog. Spørgsmålet er, om de overhovedet kan formidle det, der kaldes det levende ord eller den levende samtale. Højskoler bør være steder, hvor man fastholder og værdsætter den direkte mundtlige tale og samtale, opøver sig selv og sine elever i den, afmystificerer og nedvurderer de tekniske hjælpemidler og fremskridt, akkurat som Grundtvig gjorde det med bøger og skrift. Hjælpemidler i baghånden, ja vel, trælle og tjenere for munden, lad gå, men mønster og forbillede, ideal og rettesnor, aldrig i livet! Data og informationer kan de viderebringe, men er det nok? Måske er sansen for, at der er forskel på sprog og modersmål, på data og levende ord ved at vågne. Måske venter der os et oprør mod bøgers og mediers velbalsamerede konserves, en uovervindelig trang til direkte samtale og konfrontation mellem mennesker. Højskolen burde være stedet. Måske kan beskæftigelse med Grundtvig vække og nære denne sans. Selv i skriftlig form er hans sprog forunderligt levende.

Der er således ikke noget mærkeligt i, at de højskoler, der kalder sig grundtvigske fortrinsvis arbejder med sprog og ord. Behovet er skrigende. Ingen af os er eller bliver udlærte i den kunst at forstå og bruge det, men mister vi evnen, taber vi det grundlæggende menneskelige særkende. Det er snarere et betænkeligt tidens tegn, at selv grundtvigske højskoler bøjer sig for elevernes – og lærernes? – krav om selvrealisering og selvudfoldelse med andet end ord og gør håndens og kroppens fag til hovedsagen, ja, til eneste fag i uger og måneder af et i forvejen kort højskoleophold.

Bifag, ja vel, det er i orden, men det må have noget bærende at være bifag til, noget som bæres af sprog og ord, hvis det skal være grundtvigsk. Sådan var det vist også på gymnastik- og idrætshøjskolerne og er det forhåbentlig endnu.

Vilhelm Nielsen