Grundtvig og Illich

Af Vilhelm Nielsen

Fra: Grundtvig och folkupplysningen – en samling artiklar som knyter an till N. F. S. Grundtvigs tankevärld. Nordiska Folkhögskolerådet. Nordens Folkliga Akademi. Kungälv, 1978, s. 83-93.

Ivan Illich er bedst kendt i Danmark og i de nordiske lande for sin bog om »Det skoleløse samfund«.

Det er egentlig uretfærdigt og forkert af flere grunde.

For det første er oversættelsen ukorrekt. Bogen hedder på engelsk »Deschooling Society«, altså: nedskoling eller afskoling af samfundet. Der er med andre ord tale om noget gradvist eller tilnærmet, ikke om noget absolut. Man har gjort ham endnu mere provokerende, end han er.

For det andet kunne man med ligeså stor ret fremhæve, at han går ind for et hospitalløst eller et bil- og motorvejsløst samfund som et skoleløst. Hans kamp mod skolen – eller rettere sagt mod den tvungne skolegang – må ses i en større sammenhæng. Men også på disse områder er der tale om noget gradvist eller tilnærmet, ikke om noget absolut. Hvad han vil, er en nedbygning af det institutionaliserede skole- og sundhedsvæsen, af biltrafiken o.s.v., ikke en afskaffelse slet og ret. Men han siger det ofte på særdeles provokerende måde.

Dertil kommer, at de nævnte konkrete fænomener, som han ganske rigtigt bekæmper, kun er at opfatte som udenværker, som eksempler på eller afsmitninger af det, han egentlig vil sætte spørgsmålstegn ved, nemlig den industrielle produktionsform.

For det tredje må man huske, at Illich har hjemme i en U-landssammenhæng, nemlig Latinamerika; hvor store dele af befolkningen endnu ikke er berørt af skole- og uddannelsessystemet. Der er forskel på at ville afskaffe et eksisterende og indarbejdet skolesystem og at rejse spørgsmålet, om man i et U-land bevidstløst og hovedløst skal kopiere et amerikansk eller europæisk system, hvis indbyggede svagheder og utilsigtede bivirkninger bliver mere og mere mærkbare og åbenbare, eller om man måske skulle finde sin egen model og gå sin egen vej ud fra de faktiske forhold og omstændigheder i hvert enkelt land. Det er det sidste, Illich anbefaler, og ud fra vore erfaringer i Grønland i de sidste 25 år skulle det vel ikke være så vanskeligt for os at forstå en sådan problemstillings berettigelse og nødvendighed.

Endelig kunne man sige, at når netop hans kamp mod skolen har vakt en sådan opsigt og i den grad er sat i centrum, er det et indirekte bevis på, at skolen er vores »hellige ko«, som han siger, har afløst kirken som det, hvoraf vi venter os »frelse«. Vi pålægger hele befolkningen tvungen skolegang med endnu bedre samvittighed end den, hvormed man i tidligere tider pålagde alle tvungen kirkegang!

Man kan være tilbøjelig til at afvise Illich som fantast og utopist. Om man gør det eller ej, afhænger – såvidt jeg kan se – af, hvor dybt man føler industrilandenes krise. Mener man, den er forbigående, at vi kan producere os ud af den, og at vi snart igen vil komme ind i vækst og fremgang, vil man afvise – eller fortrænge – ham. Mener man derimod, at den er strukturel, at øget vækst og fremgang i industriproduktion, med alt hvad dertil hører af storbyer, storinstitutioner, storvirksomheder o.s.v., i sig selv rummer så skadelige og farlige bivirkninger, at det bliver svært at tale om og tro på »fremgang« og »udvikling« ad den vej i det hele taget, at »væksten« med andre ord er kræftagtig, er man mere parat til at lytte til ham og tage hans paradoksale og provokerende argumentationsform alvorligt – trods åbenbare overdrivelser og urimeligheder.

Men hvad mening er der i at sammenstille Illich med Grundtvig? – Det er måske nok lidt søgt. Det er heller ikke min ide. Jeg er provokeret til det! Jeg fik emnet opgivet.

Men for det første skal den slags sammenstillinger foretages, hvis Grundtvig stadig skal placeres ind i nutidens situation og diskussion, hvis han ikke skal smides på affaldsbunken som forældet gods.

For det andet kunne det hænde, at man fik øje for, hvor provokerende Grundtvig i virkeligheden er, at også han taler om »afskoling« eller »nedskoling«, at også han er imod industrialisering o.s.v. Og omvendt kan man måske ved en sådan sammenstilling opdage, hvor lidt poetisk Illich er, hvor lidt rodfæstet han er i en bestemt national kultur, hvor rørlig og letbenet han i virkeligheden er overfor den langt tungere og vægtigere modpart. Men det skal erkendes, at sammenstillingen hverken er nærliggende eller naturlig. Den er snarere søgt og uretfærdig.

Og dog ligner de hinanden i hvert fald på fire punkter.

For det første er de begge i en vis forstand sækulariserede i deres samfundsmæssige argumentation. Der er for begges vedkommende tale om en tillært eller tilkæmpet sækularisering. Begge kommer de ud af en kristelig tradition, som giver deres sprogbrug og tankegang dybde og perspektiv. De forlader ikke denne tradition, ingen af dem er dogmatisk kættere, tværtimod, men i deres samfundsmæssige argumentation holder de sig så vidt muligt til samfundsmæssige argumenter og giver afkald på kristelige eller religiøse.

For det andet er de begge imod skolegang, Illich mindre og Grundtvig mere end almindeligt antaget. Når Illich f.eks. foreslår, at man i stedet for en årrækkes tvungen og uafbrudt skolegang som barn og ung skulle have ret til en måneds uddannelse om året livet igennem, er han helt i overensstemmelse med Grundtvigs kamp mod »Drenge-Videnskabeligheden«, så vidt jeg ser. Lad os endnu en gang citere hans berømte udtalelse om børneskolen – en af de få man overhovedet kan finde hos ham – som intet savner i tydelighed: »Den eneste gode Drenge-Skole, jeg har nogen Forestilling om, er dygtige og driftige Borgeres Huse, hvor Drengene kan faa baade Lyst til Syslerne, de siden skal drive, og Greb paa dem, medens al Indespærring i skolastiske Forbedringshuse er for det virksomme Borger-Liv den rene Fordærvelse: Indpodning af Kælenskab, Dovenskab, Ubehjælpsomhed, Bogormevæsen og alle borgerlige Udyder«. (Det danske Fiir-Kløver, 1836).

For det tredje ser begge klart industrialiseringens farlige og skadelige virkninger. Grundtvig havde set det i England og håbede og regnede med, at Danmark kunne undgå både industrialisering og proletarisering, at det kunne bevares og udvikles som et samfund af selvejende bønder med håndværkere, handels- og søfolk i nødvendigt omfang. Illich har set det højindustrialiserede og højkapitalistiske samfund i Nordamerika og foreslår for alvor, at Latinamerika skal springe den industrielle tidsalder over og gå lige ind i en moderne post-industriel epike. New York anno 1950 har skræmt Illich, som London anno 1830 skræmte Grundtvig.

For det fjerde kæmper de begge lidenskabeligt for den jævne mands selvstændighed og selvhjulpenhed. »Tools of Conviviality« hedder den centrale bog i Illich's produktion. »Conviviality« kan måske allerbedst oversættes ved »Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord«. Der er næppe tvivl om, at Illich af fuldt hjerte ville kunne godtage denne berømte grundtvigske parole som »målsætning« for alverdens samfund – og vel at mærke med ligelig understregning af alle tre led i den: jævnt, muntert, virksomt. Det skal jeg vende tilbage til.

Men hvem er denne Illich?

Det er ikke så meget, man ved om hans person, men nogle hovedpunkter i hans biografi kan dog oplyses.

Han er født i Wien i Østrig i 1926 som søn af en kroatisk fader og en sefardisk jødisk moder. Om hans modersmål er tysk eller spansk er ikke oplyst, ejheller hvornår hans moders slægt udvandrede fra Spanien, eller om den forinden lod sig døbe. – Hvordan han og hans slægt klarede sig gennem Hitler-tiden og Anden Verdenskrig foreligger der heller ikke noget om, men han har studeret historie ved universitetet i Salzburg, hvilket afsluttedes med en afhandling om Arnold Toynbee. Det kunne tyde på, at han – som Grundtvig – har sans for sammenhæng og helhed i verdenshistorien. Endvidere har han studeret filosofi og teologi ved det gregorianske universitet i Rom og blev i 1951 præsteviet som katolsk præst.

Straks derefter finder vi ham som hjælpepræst i New York med særlige opgaver overfor fattige indvandrede Puerto Ricanere, som var et vanskeligt problem i årene efter 1945 både for de amerikanske myndigheder i almindelighed og for den katolske kirke i særdeleshed.

Man var tilbøjelig til at behandle Puerto Ricanerne som alle tidligere indvandringsbølger: Polakker, Italienere, jøder o.s.v., altså integrere dem, hjælpe dem til hurtigst muligt at blive Amerikanere, lære sproget og klare sig selv. Men den unge hjælpepræst opponerer hurtigt og skarpt mod en sådan fremgangsmåde. Hans fremragende evner til at iagttage, analysere og forstå – og drage konklusioner – kommer straks til udfoldelse.

For det første er Puerto Ricanerne amerikanske statsborgere i forvejen. Det er selve grunden til, at de kan indvandre – eller rettere: flytte – fra deres tropiske ø til storbyen New York.

For det andet kommer mange af dem ikke for at blive, men for at tjene penge og vende tilbage til deres ø med en startkapital til en butik, en håndværksvirksomhed eller et landbrug.

For det tredje er de forsvarsløse – eller i vildrede – overfor den »american way of life«, de pludselig plantes ind i i New York. Teknisk og økonomisk er den deres egen kendte kultur langt overlegen. Ser man sig ikke for, kommer de uvægerlig til at nedvurdere deres eget og beundre det amerikanske næsegrus.

Illich reagerer anderledes end amerikanere som flest i denne situation, også anderledes end de fleste katolske præster og nonner, som han samarbejder med.

Man kan i nogen grad følge hans reaktioner i hans første bog: »Celebration of Awareness«, som er en samling taler og artikler fra midten af 1950 erne til o. 1970. Den udkom i 1971 – med et forord af psykologen Erich Fromm – og er ikke oversat til dansk.

Under arbejdet med Puerto Ricanerne i New York fra 1951 til 1956 grundlægges hans harme og vrede mod amerikansk livsform, mod industrikulturen i det hele taget. Selv er han ikke Amerikaner og bliver det aldrig, og han ser ikke noget formål i at hjælpe Puerto Ricanerne til at blive det. Han vender tingene på hovedet: Det er ikke Puerto Ricanerne, som skal lære engelsk, det er de katolske præster og nonner – og alle velmenende amerikanere, som vil hjælpe disse nye fattige – som skal lære spansk. Det er ikke os, der gør fremmede en tjeneste ved at lære deres sprog, siger han, det er dem, der giver os en stor og vidunderlig gave ved at give os del i deres sprog. Og et sprog er ikke blot ord og sætninger, det er også tavshed, pauser, alt det uudsagte. Han har et foredrag, som hedder: »Tavshedens grammatik«!

Efter fem år i New York bliver han vicerektor for det katolske universitet i selve Puerto Rico – om det så skyldes, at han trods alt blev for besværlig for New Yorks ærkebiskop, kardinal Spellmann, eller det er en anerkendelse af hans arbejde og synspunkter, en forfremmelse, er ikke oplyst. Men også her vender han op og ned på tingene: Han benytte sine dimmissionstaler til at angribe troen på skolegang og uddannelse i deres nuværende form og under de givne forhold. Tvungen skolegang er ligeså nytteløs for samfundsmæssig eller dennesidig »frelse«, som tvungen kirkegang i sin tid var det for religiøs eller hinsidig frelse, siger han til unge – og deres forældre – som har sat alt ind på at skaffe sig længst mulig uddannelse og nu står ved afslutningen med beviset i hånden. Det kan simpelthen ikke være mere provokerende. Men dertil kommer, at uddannelsespyramiden i Latinamerika ikke er en pyramide, men en obelisk eller en raket (!), smal og slank helt ned til fundamentet. Kun et lille mindretal får gavn af de vældige summer, det koster. Flertallet stemples for altid som »restgruppe«. Og hvad er den overordnede hensigt andet end industrialisering, »amerikanisering«?

I 1961 grundlægger han CIDOC, Center for Intercultural Documentation, i Cuernavaca, Mexico, hvor han har arbejdet siden. I dag tilhører han en international junta eller elite af fremragende skribenter, hvis bøger og artikler oversættes og udgives overalt i verden.

Spørger man, hvor han hører hjemme, hvor han har rod, hvorfra hans verden går, er det ikke så ligetil at give et klart svar. For Grundtvigs vedkommende er der jo ingen tvivl.

Måske er spansk hans modersmål, men han skriver på engelsk, og langt fra et dårligt engelsk, såvidt jeg kan bedømme. Men han digter ikke på engelsk, er næppe digter i det hele taget, hvad Grundtvig vel er mere end noget andet.

Han er hverken kroater eller jøde, selvom denne hans oprindelse måske kan forklare noget af hans temperament og lidenskab, hans rørlighed og tilpasningsevne.

Er han da rodløs internationalist, uden fundament og kerne, en intelligent iagttager, analytiker og kritiker, men ubunden, uforpligtet, blot og bar provokatør?

Det er ikke mit indtryk. Så vidt jeg kan se hører han til to steder: dels i Latinamerika og dermed i U-landene, den tredje verden og dens problemstilling; der føler han sig lidenskabeligt forpligtet, og derigennem anskuer han verden som helhed; dels i den katolske kirke, som er den første og største institution i verden, den myndigste og mest altomfattende, men også en af de mest modsætningsfyldte. Han har ganske vist måttet opgive sin præstelige funktion – vistnok på grund af spørgsmålet om fødselskontrol. Han kan kritisere denne kirkes praksis og organisation særdeles radikalt, dens samfundsmæssige holdning o.s.v., men man leder forgæves efter kritik af dens centrale dogmer.

Det dybe tilhørsforhold til denne kirke kan efter min mening forklare to vigtige hovedlinier i al hans tænkning: hans kamp mod enhver stor institution og hans kamp mod enhver umyndiggørelse af jævne mennesker. I virkeligheden er der tale om to sider af samme sag. Man kan også sige det positivt: hans kamp for hvert enkelt menneskes selvstændighed, selvhjulpenhed, selvstyre og hans kamp for små, overskuelige, levende fælleskaber, både når det gælder arbejde og produktion, og når det gælder uddannelse, sundhed, trafik og hvad tilværelsen iøvrigt består af og indeholder.

Som nævnt hedder hans første bog »Celebration of Awareness« med undertitlen: »A Call for Institutional Revolution«, hvilket antyder, at det er institutionerne, han vil til livs. De er i sig selv manipulerende og undertrykkende. De er udtryk for en industrialisering af vigtige livsområder. De har nået en størrelse, som teknisk og økonomisk måske kan have visse fordele, men hvis skadelige og farlige virkninger for menneskelig selvstændighed og fælleskab bliver mere og mere åbenbare. Det gælder både byer, fabrikker, skoler, hospitaler og meget andet.

»Celebration« betyder fejring, højtideligholdelse, fest. Man kan vanskeligt undgå at tænke på Vilhelm Grønbechs understregning af festens, højtidens betydning for livets sejr og fornyelse i alle såkaldt primitive religioner og kulturer, eller på Grundtvigs kæmpeindsats for at gøre den danske gudstjeneste til en fest. Ikke blot har han med sine salmer festliggjort de store højtider: jul, påske og pinse, men også den almindelige søndagsgudstjeneste har han gjort det muligt at fejre som en fest i langt højere grad end tidligere. Også »folkelivet« i alle mulige arter af forsamlinger og sammenkomster har han festliggjort med sine sange, skabt mulighed for munter, styrkende højtid i alle sammenhænge, hvor danskere mødes. Om man vil, kan man jo godt kalde dette reaktion, en tilbagevenden til eller genoplivelse af vigtige træk i ældgammel primitiv religion og kultur, men man kan med ligeså stor ret kalde det fremadrettet fornyelse – på et gammelt grundlag ganske vist.

I den katolske kirke »celebreres« messen, forvandlingens under fejres. Det er hjertepunktet i al katolicisme, som det aldrig kunne falde Illich ind at angribe. Men med »awareness«: årvågenhed, parathed, beredthed, ser han dette forvandlingens mysterium i et nyt samfundsmæssigt perspektiv. I et foredrag eller en artikel taler han om forandring som evangelisk dimension, som på en – eller mange – måder må sættes i forhold til den »verden i forandring«, som vi lever i. Han er parat til hensynsløst oprigtig analyse, til bestandig at ændre opfattelse ud fra de faktiske forhold. Men han er også klar over, at der er en grænse for forandringen, hvis mennesker skal bevare en fornemmelse af, at de kender et sprog, som har mening, en lov og en ret, som har gyldighed. Hvad sker der med bjergindianeren, som bliver fabriksarbejder i en by? Kan han stadig bruge sit sprog? Ved han, hvad der er lov og ret? Er forandringen ikke for stor for ham? – såvel som for grønlænderen – og vel i virkeligheden for mange af os i løbet af en livstid med den fart, udviklingen har taget.

Hvor Grundtvig har hjemme, kan ingen være i tvivl om: i Danmark og Norden. Han er så dansk, at han nærmest er uoversættelig. Men mange opfatter ham som nationalist eller nationalromantiker, har ikke fattet, at han under fastholdelse af dette udgangspunkt bestandig anskuer hele verden. Intet mindre, end hele menneskeslægtens levnedsløb ser han i denne krystalkugle af myter, historie og poesi. Man skal kende hele konteksten – eller leve i en tilsvarende – for at forstå ham. Det er måske lettere for afrikanere end for svenskere.

Illich er ikke uhjælpelig bundet i en national kultur. Han skriver på engelsk, ikke på sit modersmål. Han er snarere journalist end historiker. Han er provokatør, ikke poet. Hans krystalkugle hedder den tredje verden og den katolske kirke. Derigennem anskuer han nutidens og fremtidens samfund og mennesker.

Provokatøren og poeten ligner hinanden i ikke at have et klart udformet program. Begge kan derfor med en vis ret beskyldes for tågetale. Men der ligger mere i programløsheden end som så. Illich ville slå sig selv på munden hvis han udformede et klart og detaljeret program, forudsat at jeg har ret i, at jævne menneskers selvstændighed og selvhjulpenhed er en hovedsag hos ham. Det er – og må være – uvist og uprøvet hvad mennesker kan finde på, skabe og forme, hvis de først får mod og munterhed til at gå i gang i fælleskab.

Grundtvig kan som historisk-poetisk folkeoplyser lige så lidt komme med et konkret program for, hvad folk skal gøre. Hvad han ønsker, er at berøre og beånde dem dybest inde, på det sted, hvorfra livet, handlingerne, følelserne udgår. Han kalder det hjertet. Men han må overlade det til folk selv at forme det i praksis. Hvor bliver det poetiske ellers af?

Det er naturligvis en svaghed – medmindre vore problemer er af en sådan art, at der skal folkelige, sub-politiske bevægelser til for at løse dem. Måske kan statsmagten, det politiske demokrati slet ikke løse dem – medmindre folkelige bevægelser bærer eller tvinger magthaverne frem til det.

Begge kan med en vis ret beskyldes for at være stærkest i det negative, klarest i kritikken af den bestående samfundsorden eller kultur, men usikre og uklare, når det gælder at tegne et billede af det, som skal sættes i stedet.

Provokatøren vil fremkalde nytænkning, vende op og ned på det selvfølgelige og vedtagene, poeten vil skabe nye syner, nye følelser, ny vilje i mennesker, sætte kræfter fri, men ikke herske over hvordan, hvornår og hvortil de skal bruges. Han kan ikke, men han vil heller ikke. Det er helt afgørende at fastholde dette.

Den centrale bog i Illich's produktion er som nævnt: »Tools of Conviviality« fra 1973, (dansk oversættelse: »Det omvendte samfund«, samme år). Forud går »Celebration of Awareness« fra 1970 og »Deschooling of Society« fra 1971, (dansk oversættelse: »Det skoleløse Samfund«, 1972). Bagefter følger »Energy and Equity« fra 1974, (dansk oversættelse: »Fartens Tyranni«, 1975) og »Medical Nemesis. The Expropriation og Healt«, 1975, (dansk oversættelse: »Grænser for lægevidenskaben. Lægevæsenets Nemesis«, 1977).

»Conviviality« er et sjældent ord i engelsk, men det er – som han selv fortæller – valgt bevidst og med omhu, imod hans venners råd. Det betyder noget i retning af festligt eller munters samvær eller fællesliv. Det skal stå for det modsatte af den moderne industri- og storbykulturs glædesløse ensomhed og passive overflod.

»Tools« betyder redskaber eller værktøj af enhver art, lige fra de ældste og simpleste, som blot forlænger og forstærker det menneskelige legemes egen energi, til de mest indviklede og selvregulerende maskiner og fabrikker, de mest komplekse institutioner og kommunikationssystemer.

Hvad han vil provokere os til, er egentlig blot at overveje de mangeartede redskaber, vi faktisk bøjer os for og bruger – eller bruger resultaterne af. Det er iøvrigt bemærkelsesværdigt, at det er tingene, værktøjet, han vil have lavet om, ikke menneskene. Dem har han – som Grundtvig – lært at godtage, som de er. Men redskaberne deler han i tre: de gode, de tålelige og de skadelige. For hvem, vil man spørge, og svaret er også tre-delt: for os selv, for naturen og for andre mennesker. Vi skal i gang med at forkaste det værktøj, som ikke tjener os, men gør sig til herre over os og vor tilværelse, som betjener sig af os. Vi skal tilpasse redskaberne til os – og ikke tilpasse os til redskaberne. Al menneskelig snilde og teknologi skal sættes ind på denne opgave.

Lykkes det, vil det føre til et jævnt liv. Vi må se i øjnene, at vi må give afkald på en lang række varer og produkter – også arbejdsbesparende produkter – som vi har vænnet os til, men ikke alle. – Det vil føre til et muntert liv. Vi vil opleve glæden ved at gøre tingene selv og i fællesskab, glæden ved at give afkald på det overflødige, glæden ved en ny balance mellem frembringelse og forbrug, glæden ved ikke blot at være forbruger. – Og vi vil komme til at opleve et virksomt liv. Vore hænder og kroppe skal i brug igen, og det vil de have godt af. Ikke i umenneskeligt og forkrøblende slid, men hjulpet af mangeartet, tilpasset teknologi. Vi skal ikke tilbage til en teknologisk primitiv fortid, men frem til en natur- og menneskevenlig produktion.

Det er Illich's påstand, at ethvert redskab, som får lov at vokse og udvikle sig – i kraft af videnskaben eller i kraft af sin egen iboende teknisk-økonomiske dynamik – når en grænse, hvor det bliver mere skadeligt end gavnligt, hvor det fra at være et middel bliver et mål. Det gælder først og fremmest den industrielle produktionsform. Produktionen er grundlaget. For så vidt kan han siges at være marxistisk i en vis forstand. Men derfra breder det sig til alle andre livssfærer. Et storhospital er et industrialiseret hospital, en storskole er en industrialiseret skole o.s.v. Naturligvis er der fordele ved de store enheder, tekniske og økonomiske fordele, først nu begynder vi at mærke og tænke på, hvad der går tabt. Det skæbnessvangre ved Marx er, at han accepterede den industrielle produktionsform som et fremskridt, som et gode, blot ejendomsforholdene blev ændret. Illich vil frem til en post-industriel produktionsform og kultur. Hele hans tankegang er på en måde post-marxistisk. Derfor kan marxisterne ikke lide ham, men kalder ham reaktionær, en beskyldning, som han af al kraft værger sig imod. Post-industriel betyder ikke primitiv. Industriens metoder og resultater skal vejes og vurderes, ikke uden videre afskaffes. Men økonomiske og tekniske kriterier skal ikke som en selvfølge stå øverst på listen. Hvad det fører til, har vi set for meget af.

Spørgsmålet er, om det vi oplever er en krise i industrisamfundet, eller det er selve industrisamfundets krise. Er det sidste tilfældet, er Illich's analyser og forslag måske alligevel værd at lytte til, hvor fantastiske de end kan forekomme. Men måske skyldes meget af det fantastiske – eller det, som forekommer de fleste amerikanere og europæere fantastisk – hos ham, at hans udgangspunkt er den tredje verden, hvis problemer er fantastiske. Men hvad interesse har en samfundsanalyse i dag, som ikke medindbefatter denne del af verden?