Grundtvig i Tyskland

Af Vilhelm Nielsen

Gengivet med tilladelse af Højskolebladet. – Red.

I sammenhæng med Köln's universitets 600 års jubilæum i 1988 afholdtes dersteds en dansk-tysk Grundtvig-kongres 7.-10. september, altså i dagene omkring Grundtvigs 205 års fødselsdag. Den blev ledet af professor dr. Paul Röhrig fra Koln og var tilrettelagt af et udvalg med bl.a. formanden for det danske Grundtvig-selskab professor Chr. Thodberg, Aarhus, og forstander Hans Henningsen, Askov, som medlemmer.

At arrangere en Grundtvig-kongres i Tyskland er i sig selv noget af et vovestykke trods officiel opbakning fra ingen ringere end dronning Margrethe, fra Köln's overborgmester og universitetets rektor. Der deltog en lang række videnskabsmænd og folkeoplysere fra en række lande. Ialt deltog ca. 200 i de tre dages foredrag og diskussioner under motto'et »Um des Menschen willen«, og man har nu - i 1991 - tre år efter haft penge og energi til at udgive en stor rapport eller dokumentation på over 300 trykte sider med foredragsmanuskripter og diskussionsreferater, dels fra de fælles hovedforedrag, dels fra arbejdet i de tre sektioner, kongressen var opdelt i: 1) pædagogik/voksenundervisning, 2) teologi/religionspædagogik og 3) nordisk sprogvidenskab.

Kongressens motto »Um des Menschen willen« smager jo tydeligt af Thaning, og han holdt da også et af de fire hovedforedrag, hvor han opridsede grundtræk af Grundtvigs antropologi. Selve åbningsforedraget blev holdt af ingen anden end franskmanden Erica Simon (»N. F. S. Grundtvig - ein Däne mit weltweiter Bedeutung«) og de øvrige to hovedforedrag af Poul Engberg (Folkelighedens nationale, sociale og demokratiske komponenter) og af professor, dr. Otto Dann om Herder. Det sidste forekommer mig at være det mest interessante i hele den store bog, som jeg er blevet bedt om at læse og anmelde. Det skal jeg vende tilbage til.

Der skal iøvrigt ikke her gås nærmere ind på de mange danske indlæg. De er naturligvis alle på tysk, men tankegangene vil for en stor del være tilgængelige og kendte på dansk i andre sammenhænge. Det spændende er de tyske reaktioner, både overfor Grundtvig i det hele taget og som helhed og over for folkehøjskolerne, både i teori og praksis.

Kun føler jeg mig forpligtet til at anholde et par fejlagtige og vildledende oplysninger i Ebbe Kløvedal Reich's indlæg om Grundtvig, folkehøjskolen og kvindefrigørelsen. Mig bekendt fandtes der ingen højskoler, der indbød mænd og kvinder til de samme kurser, før den udvidede højskole i Askov begyndte i 1878. Det er heller ikke rigtigt, at Grundtvig i sit skrift »Bøn og Begreb...« fra 1840 forestillede sig noget sådant. Endelig indførtes sådanne kurser ikke i Vallekilde af Trier, men først i 1950'erne hvor en lang række højskoler gennemførte denne reform. Ebbe Kløvedal Reich's oplysninger på disse punkter er forkerte og direkte vildledende, og det må undre, at ingen af de mange tilstedeværende danske højskolefolk tilsyneladende har protesteret, og at »oplysningerne« derfor nu uimodsagt trykkes i rapporten fra kongressen. Det er nærmest en skandale.

Herder

Herder. Hvad kender en dansker til ham? Og hvorfor er han så spændende i denne sammenhæng?

Grundtvig-forskerne har søgt at klarlægge Herder's indflydelse på Grundtvig, mest udførligt W. Michelsen i sin disputats fra 1954 »Tilblivelsen af Grundtvigs Historiesyn«, men det er den unge Grundtvig, det er tilblivelsen af hans historiesyn, dog med sideblik – eller fremblik – til den senere Grundtvig. Som ung er Grundtvig særdeles kritisk over for Herder, opfatter ham nærmest som rationalist, han er ikke nær ydmyg og kristelig nok, men det betyder ikke, at han ikke påvirkes, indoptager tankegange, som han ganske vist sætter sit eget stempel på. Det er næppe for meget sagt, at han i 1830'erne og senere frem meget vel ville have kunnet "holde skole" sammen med ham, om han havde levet, men den senere Grundtvig har aldrig gjort sit forhold til den længst afdøde Herder op. Herders indflydelse synes i høj grad at have været indirekte, underjordisk, hvad også Bukdahl fremhæver, som vi skal se.

Allerede i sin indledning nævner Otto Dann fire ting, som gjorde, at Herder ikke var særlig yndet i Tyskland før første verdenskrig: 1) han var – selv prøjser af fødsel og opdragelse – meget kritisk over for Frederik den Store og Prøjsen. 2) han fordømte europæisk kolonipolitik. 3) han var åben og anerkendende over for små folk og deres ret til egen national udvikling og kultur og 4) han var en varm tilhænger af fred.

Han levede fra 1744 til 1803, endte som generalsuperintendent (biskop) i Weimar og hørte således sammen med Goethe og Schiller m. fl. til det fineste fine i tysk kultur o. 1800. Men han var født i Østprøjsen og afskyede allerede som ung den prøjsiske stat og specielt dens hær, som han ikke ønskede at tjene i, eftersom han ikke kunne føle Prøjsen som sit fædreland. Han studerede ved universitetet i Königsberg, bl.a. under Immanuel Kant, tilbragte nogle ungdomsår i Riga som lærer og præst i den tyske koloni og menighed der og opdagede nok allerede der, at der var en slags lettisk underklasse med sit eget sprog og med krav på sin egen kultur. Han kom på en længere udenlandsrejse til Nederlandene og Frankrig, som endte i Strassburg, hvor han traf sammen med den unge Goethe og andre unge tyskere o. 1770, tyskere, som begyndte at spørge sig selv, hvad Tyskland egentlig var.

Det var ikke Prøjsen eller den prøjsiske stat, som havde ført krig mod andre tyskere: Østrigerne, kejserdømmet. Men var det da dette tysk-romerske kejserdømme fra Middelalderen, Habsburgerne, eller var det hele horden af fyrstehoffer og fristæder, mere en 300 hertuger, grever o.s.v. som formelt var underlagt kejseren. Eller var det nogel sprogligt, kulturelt, alle der skrev og talte tysk, og hørte i så fald den jævne bonde og håndværker ikke også med?

Det endte med, at Herder dykkede ned i folkedigtningen, ikke kun den tyske, men alle - også små - folks, også jødernes! En af hans kendteste bøger handler om den hebræiske poesi. Grundtvigs levende interesse for ordsprog og folkeviser synes helt parallel med Herders, men er den inspireret af ham? Herder er naturligvis gammel, hører ikke engang hjemme i det 19. århundrede, men i det 18., men måske er han Tysklands Grundtvig, eller den i Tyskland, der kommer nærmest til en tilsvarende position. Bukdahl beundrede ham, men fik aldrig skrevet en ordentlig bog om ham, slet ikke een, som man kunne anbefale tyskere at læse! Det nærmeste er et essay fra 1947 på godt 100 små sider: »Norden og Europa«, som på en måde er højaktuelt i vore EF-tider. Bukdahl vil der gøre gældende, at der først må national eller folkelig fundamentering til, før der kan blive tale om et sundt og bæredygtigt europæisk fællesskab. Og en sådan fundamentering er i vid udstrækning sket i de nordiske lande i det 19. århundrede. Det er det, bogen handler om. »Sænkekassere« står på havbunden, så en solid bro kan bygges. Målet, perspektivet er nemlig ikke nationalt, men europæisk eller verdensvidt, men vel at mærke på grundlag af og med udgangspunkt i noget folkeligt eller nationalt tilegnet.

Der er ingen tvivl om, at Bukdahl der har fat i noget væsentligt hos Herder, som han gennem hele sin produktion søgte at eksemplificere på de nordiske lande. Spørgsmålet er, om det også kan blive noget væsentligt i tysk og europæisk selvforståelse.

Siden Nazismen og krigen har man jo - ikke uforståeligt - lidt af en stærk berøringsangst over for al tale om nation og nationalitet, eller om nogetsomhelst folkeligt i Tyskland. Det kommer frem flere steder i de tyske indlæg. Disse gloser er i den grad misbrugt og kompromitteret, at man må fristes til at lade dem udgå af sproget. Men kan de undværes? Kan den mellemform mellem det universelle og det individuelle, som folket er, undværes? Grundtvig og folkehøjskolen har altid tilstræbt ikke blot individuel og universel, men folkelig vækkelse og oplysning.

Tysk folkeoplysning

Man spørger sig selv, om de gode tyskere ikke burde oprette et Herder-Akademi som brændpunkt for tysk folkeoplysning. Ja, man kan få den kætterske og dristige tanke, at det måske burde oprettes i Strassburg, hvor Herder o. 1770 traf sammen med Goethe og andre unge tyskere, der var begyndt at værdsætte tysk sprog og kultur i modsætning til Frederik d. Stores og andre fyrsters og adeliges beundring for det franske, ja, som endog ville inddrage almindelige borgere og bønder i en national kultur.

Men det bliver jo tyskernes egen sag. Man kan blot konstatere, at det ikke er så ligetil for dem at bruge Grundtvig som samlingsmærke eller inspiration for et folkeoplysningsarbejde, og sådan har det vel egentlig været hele vejen op gennem 19. og 20. århundrede. Det var jo Prøjsen, der med hård hånd gennemførte Tysklands forening.

Man kan hæfte sig ved, at Grundtvig i høj grad var påvirket af tysk romantik, filosofi og digtning i ungdomsårene, men bearbejdede og tilegnede sig det på sin egen måde. Nogle af hans skrifter, bl.a. Dimisprædikenen fra 1810 og Kirkens Gjenmæle fra 1825 blev oversat og udgivet på tysk. I en vis forstand var han – og dansk kultur – dengang en del af det tyske kulturområde. Men det blev jo anderledes, ikke mindst i kraft af Grundtvig.

Man kan også hæfte sig ved, at den allerførste folkehøjskole ikke blev oprettet i Rødding i 1844, men i Rendsborg 1842. Man kan skændes om, hvorvidt det var en højskole eller en landbrugsskole, hvad man ikke skelnede så klart imellem dengang. En »højere bondeskole« var det i hvert fald, men pragmatiske danskere vil vel snarere hæfte sig ved, at den gik ned i 1848 og ikke som Rødding genopstod og levede videre efter krigen 1848-50.

I parentes bemærket har de tyske højskolehistorikere tilsyneladende ikke bemærket det fænomen, der hedder »Kloster-Politikken« og Grundtvigs forbindelse til denne, uagtet de iøvrigt stærkt fremhæver hans frihedsforståelse. Hvad hjælper det, at Rendsborg-skolen muligvis var selvstændig overfor Grundtvigs højskoletanker, hvis skolen ikke var levedygtig, hvadenten det så skyldtes Holstenernes åndløshed eller den begyndende tyske industrialisering? Noget ganske tilsvarende opleves i de første årtier af dette århundrede, hvor der oprettes fire folkehøjskoler på tysk initiativ i Slesvig og Holsten, hvoraf kun den i Tinglev overlever – som efterskole! I stedet for nøje at studere deres pædagogiske teorier og undervisningsplaner, burde man måske anvende energien på at finde ud af, hvorfor de gik ned, hvorfor de ikke var levedygtige.

Tysk folkehøjskoles store tid er Weimar-republikkens tid efter første verdenskrig, brat afbrudt af Hitlers magtovertagelse i 1933. Der er ingen tegn til nogen højskolebevægelse i hele anden halvdel af 19. århundrede. Hvorfor ikke? Det er jo dansk højskoles store Gründer-periode. Det skyldes formentlig dels den hårdhændede politiske samling af landet fra oven (Bismarck), dels den tidlige og kraftige industrialisering, som i Danmark først kom senere og langsomt. Her er en fortid, som der måske burde gøres op med.

Men også kendskabet til og forståelsen af Grundtvig oplever en bemærkelsesværdig opblomstring i Weimartiden. Det skyldes først og fremmest A. H. Hollmann's bog fra 1909 om Grundtvig og den danske folkehøjskole, som kom i flere reviderede oplag og blev oversat til en lang række sprog, samt Johs. Tiedje's tobinds udgave af en række Grundtvig-tekster, navnlig pædagogiske, fra 1927. Men det skyldes også en række praktiske folkeoplysere af høj kvalitet og med dyb hengivenhed for sagen. Mange af dem opholder sig i længere tid på danske folkehøjskoler i 1920'erne. Men man bør nok hele tiden være opmærksom på, at langt det meste er, hvad vi ville kalde aftenhøjskoler. Egentlige »Heimvolkshochschule«r er i mindretal og har iøvrigt efter 2. verdenskrig fået stadig sværere ved at samle folk til længere kurser. Det samme gælder åbenbart i Østrig og det tysktalende Schweiz. Dermed nærmer dansk (nordisk) og tysk højskole sig nogle vigtige fælles problemstillinger.

Men som sagt, det forekommer mig, at det mest interessante for en dansk er nogle af de tyske indlæg. Vi kender for lidt til de tyske bestræbelser og forsøg på folkeoplysning og deres historie, og vi kan lære en hel del af dem, direkte eller indirekte. Det gælder som nævnt det store foredrag om Herder, men også den egentlige leder og initiativtager til kongressen, Paul Röhrigs indlæg. Han har iøvrigt skrevet en udmærket artikel i »Dansk Udsyn« 1/1989, og det gælder flere andre, bl.a. dr. Martha Friedenthal-Haase, som særlig behandler Wiemartidens forståelse af Grundtvig. Der gælder endvidere dr. Norbert Vogel og dr. Hermann Scheile, som allerede i 1983 i anledning af Grundtvig-jubilæet i serien »Weiterbildung« udgav et bind med titlen »Lernort Heimvolkshochschule«.

Meget tyder således på, at tysk folkeoplysning – måske trængt af den moderne tids udvikling – søger tilbage til sine rødder og dermed i nogen grad til Danmark og Grundtvig. Men vi kender som sagt for lidt til de tyske bestræbelser. Hvem ved f.eks. at Bayern's folkehøjskoler udgiver et smukt tidsskrift: »das forum - vhs«, som i sit nr. 4/1991 egentlig ville have behandlet de to Tysklandes forening, men opgav det, da det var for uoverskueligt, og i stedet refererer en konference i Rendsborg om højskolernes oprindelse og historie, bl.a. med endnu en artikel af Paul Röhrig.

Det er tydeligt, at man søger en identitet, ikke bare for højskolebevægelsen, men for Tyskland. Kan dansk folkehøjskole hjæpe? Vi kan i hvert fald godt lægge enhver overlegenhed og bedreviden til side. Vi har på mange måder de samme problemer. Men intet er vigtigere for fremtidens Europa end en sund tysk folkeoplysning.

Paul Röhrig (Hrsg.):
Um des Menschen willen
Grundtvigs geistige Erbe als Herausforderung für Erwachsenenbildung,
Schule, Kirche und soziales Leben, 328s, Deutscher Studien Verlag. Weinheim 1991, DM 49.