Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A. Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Fra samvirke til fællesråd

Af Vilhelm Nielsen

Kapitel 2 i "At politisere ungdommen" – DUF 1940-1980, Dansk Ungdoms Fællesråd 1981, s. 14-20

Jeg kan lige så godt først som sidst tilstå, at overgangen fra Dansk Ungdomssamvirke til Ungdomsorganisationernes Fællesråd altid har forekommet mig at være et åndeligt eller idemæssrgt forfald, hvorfor jeg måske ikke er den rette til at behandle denne periode i et jubilæumsskrift for Fællesrådet.

Imidlertid, redaktøren ønsker ikke »en tonstung historisk afhandling, men »en mosaik stykket sammen af personlige oplevelser, erindringer og synspunkter«, og det kan ikke skjules, at når man har passeret de 60, begynder det at krible lidt i fingrene efter at skrive erindringer, så jeg har lovet at gøre et forsøg. Om det så bliver til glæde og opmuntring for andre end dem, som har været tæt på de samme begivenheder og personer, må tiden vise. Ved DUFs jubilæums-receptionen sidste sommer, som naturligvis blev holdt i DUFs daværende lokaler i Rådmandsgade, undrede det mig, at man havde til huse i nogle – ganske rummelige – tidligere fabriks- eller industrilokaler, blottet for atmosfære eller miljø, bortset fra hvad man selv medbragte eller tilvejebragte. Jeg er senere kommet til at tænke på, at vi i sin tid begyndte i nogle lokaler, som Håndværkerbanken stillede til rådighed. Det var på første sal i afdelingen på Strøget, Amagertorv 24. Det varede dog ikke længe. Vort blivende sted blev en jævn tredjesals lejlighed i Skindergade 20, hvor der var lidt mere plads. Er det symbolsk? Er overgangen fra Samvirke til Fællesråd at ligne ved en overgang fra håndværk til industri? Er det personlige håndsnedkeri blevet til strømliniet masseproduktion? Og fortsætter det ind i mikrodatamaternes post-industrielle serviceverden? – Jeg tror ikke, ordet service var opfundet i 1940, men betjene foreningerne ville vi godt nok. Jeg må indrømme, at jeg i dag er i tvivl om, hvorvidt industri i det hele taget er et fremskridt i forhold til håndværk, ikke blot når det drejer sig om mennesker, foreningsliv og kultur. Men det er en anden historie, som enhver kan overveje med sig selv.

Den 1. februar 1941 stillede jeg på kontoret på Amagertorv og blev sat til – at ordne avisudklip! Det var min første erfaring i organisationsarbejde. Det kunne være meget nyttigt, også for at få et indtryk af og et overblik over, hvad D.U. faktisk var, hvad der skete ud over landet. Men jeg syntes, det varede lidt for længe. Jeg ved ikke, om Gedde ønskede at køre den nybagte cand. teol. lidt stramt til at begynde med. Staben bestod først og fremmest af ham selv som forretningsfører, af de to kontorassistenter, en til at regne og en til at skrive (den ene var en dygtig bogholder, den anden dygtig til stenografi og maskinskrivning), og så det mere »løse«: Gottlieb og mig, de to »studentmagersvende«, som Gedde yndede at kalde os. Han gik vist ud fra som givet, at vi ikke vidste, hvad det var at bestille noget. Og denne stab blev ikke væsentligt eller varigt udvidet sålænge D.U. bestod. En typisk småborgerlig håndværksvirksomhed med andre ord, hvor overordentlig meget beroede på personligt kendskab og tillid – også ud over landet – og meget lidt på fast eller stram organisation.

Her kunne der være grund til at riste en minderune over Knud Gedde og Ib Gottlieb Petersen, mine to nærmeste arbejdskammerater. Men det er ikke så ligetil. Rigtig ind bag arbejdsmasken kom vi vel egentlig aldrig. Vi havde nok alle tre urørlighedszoner, som vi ikke ønskede at blotte, eller at andre skulle trænge ind i, hvilket vi instinktivt og ubevidst forstod og respekterede gensidigt.

Knud Gedde var den personificerede sunde fornuft, jordbunden, varm, praktisk organisationsmand. Sidst havde han været forretningsfører for KU, men hvad han ellers kom af, blev mig aldrig klart, udover at han havde været landmand som ung. Han var national og forsvarsven naturligvis. Men han blev fo!kelig. Han bleven meget efterspurgt taler og foredragsholder i ungdoms- og foredragsforeninger, ikke mindst i Vestjylland, og det var ikke blot i kr:aft af de fortrolige oplysninger, han bestandig skaffede sig, men også – og måske først og fremmest – i kraft af den sunde fornuft, hvormed han vurderede dem, en fornuft, som aldrig var kold eller kølig, men i nøje forbindelse med en bunden varme og lidenskab. Men til daglig sad han på kontoret og passede organisationsarbejdet med omhu og udelt interesse. Han havde som nævnt ikke megen respekt for studenter, altså heller ikke for Gottlieb og mig. Om der til grund lå et slags mindreværd, ved jeg ikke. Men jeg tror, han lærte at sætte pris på os og fik tillid til os, blev kammerat og jævnbyrdig trods aldersforskellen og andre forskelle.

Gottlieb var en langt mere sammensat natur, og dog var måske også han ganske enkel. Hans baggrund for at blive redaktør af »Lederbladet« var, at han havde redigeret »Studenterbladet«. Men det var også en uhyre vågen sans for, hvad der foregik og rørte sig i tiden. Hans antenner var utroligt følsomme. Han var i det hele taget følsom, ikke blot varm. På en vis måde var han ubeskyttet, uden panser og forsvarsværker, måske også uden fast struktur. Han var stud. polit., men fik aldrig gjort sine studier færdige. Og han fik heller ikke brudt sig en anden bane af varig karakter. På en måde var hans åndelige hjem Studenterforeningen, som bl.a. bragte ham i varig forbindelse med Kaj Munk, hvis død næsten slog ham helt ud. Men der var nok alligevel dybere reserver. I hvert fald betød det daglige samvær og samarbejde med denne altid vågne intelligens og igangsættende følsomhed overfor andre mennesker og tidens problemer uhyre meget for mig. Begge døde alt for tidligt, mere eller mindre slidt op eller slidt ned, ikke blot af besættelsestidens problemer og krav, men også af deres egen måde at tage tingene og tilværelsen på. Ingen af dem ville undskylde sig i så henseende. Vi andre, som fulgte middelvejens moral, holdt længere.

Men organisation skulle der til. Det hele byggede på foreninger og deres samarbejde, lokalt og centralt, og på personer og tillidsmænd. De skulle besøges og knyttes sammen, støttes og hjælpes. Men deres eget egentlige arbejde ug formål skulle respekteres som det første og vigtigste.

Det varede ikke længe, før man fik et indtryk af enhver »paraply«-organisations indbyggede svaghed. Desværre varede det heller ikke så længe, inden man blev klar over også de til grund liggende foreningers og organisationers svaghed. Det var jo dem, det hele skulle bygge på, ikke blot i praktisk, organisatorisk forstand. Selve foreningslivet var en væsentlig del af ideen, den demokratiske ideologi, om man vil. Herigennem opøvedes evnen til at tage et ansvar og gøre sig gældende i fællesskab ud fra et overordnet formål. Foreningslivet var den frivillige, men grundlæggende demokratiske skoling, uden hvilken modstanden mod de fremmede stod på lerfødder og egentlig var uden mening og indhold.

Men var fundamentet virkelig i orden? Det kunne nærme sig landsforræderi at sige andet. Også den gang arbejdede vi naturligvis med tal og statistik. Men hvad dækkede de i virkeligheden af aktiv, samfundsmæssig, kulturel og demokratisk indsats? 60.000 i VU, 30.000 i DsU og KU, 100.000 i De danske Ungdomsforeninger, 200.000 i De danske Gymnastikforeninger om jeg husker ret. Men når man kiggede det nærmere efter i sømmene, kunne man godt få sine tvivl om betydningen som demokratisk opdragelse og skoling. Var det mere end enlige svaler, der kom ud af det som ansvarsbevidste og velformulerede ledere i fremtidens samfund?

Sådan noget sagde man ikke højt. Tværtimod. Tvivlen – hvis den var der – blev omsat i en ansporing til at forbedre de bestående tilstande, og her skal jeg særlig nævne to ting. Men forinden vil jeg dog gerne sige, at en rejse til USA kort efter krigen – bl.a. for at studere ungdomsforeningsarbejde – overbeviste mig om, at der trods alt i det lille Danmark var en højst bemærkelsesværdig struktur i ungdomsforeningsarbejdet, som næsten ganske savnedes i det store land, især når det gælder politiske ungdomsforeninger med et seriøst oplysningsarbejde. Hos os forelå der faktisk et mønster, som gjorde det overskuelige, som vort land trods alt må siges at være, endnu mere overskueligt, gav det formløse form, trak linier og sammenhænge på kryds og tværs til et ganske fintmasket net, hvis betydning man måske først rigtig ser udefra, og hvortil der næppe findes noget tilsvarende uden for de nordiske lande.

Men to ting blev der taget initiativ til for at styrke og forbedre foreningsarbejdet. Begge mislykkedes; af vidt forskellige årsager. Det ene var en landsomfattende agitations– eller »ungdomsuge«, henvendt til de »foreningsløse« for at hverve medlemmer, ikke til paraply-organisationen D.U., begribeligvis, men til de egentlige foreninger. Der blev gjort et stort forarbejde, bl.a. udarbejdet en udmærket pjece, hvor hver forening på en side beskrev sig selv. Men uheldigvis var ugen planlagt til oktober 1942, og på det tidspunkt tilspidsedes situationen korteleligL Ikke blot vor Frikorps Danmark hjemme på orlov, hvilket i sig selv førte til højspænding og sammenstød, men man satte derfra en »hvervekampagne« i gang, og på den baggrund måtte »ungdomsugen« føles som et modtræk, hvad den vel også i realiteten var, men slet ikke tænkt eller planlagt som. Kort sagt »ugen« blev forbudt som landsomfattende (men kunne gennemføres lokalt) af regeringen, af forsigtighedshensyn. Men hvad værre var, kort efter blev regeringen selv forbudt af de tyske myndigheder. I hvert fald måtte statsministeren og en række andre ministre træde tilbage. Lavpunktet af officiel dansk modstand, højdepunktet af dansk tilpasnings- etler eftergivenhedspolitik blev nået i de samme uger – til meget lidt glæde og tilfredsstillelse for de unge og deres foreninger. Hvem kunne interessere sig for foreningsliv og – lemmer under sådanne omstændigheder?

På en måde virkede det som en befrielse, at »ugen« blev forbudt. Jeg havde i hvert fald aldrig troet på dens succes. Realiteterne – politiske og militære – bankede brutalt på døren.

Den anden ting var en højskole for foreningsledere, som nær var blevet en abort og vel faktisk viste sig at være dødfødt. Misforstå mig ikke: Krogerup Højskole er en udmærket højskole og var det også i Hal Kochs tid, men en foreningslederhøjskole, som tanken var, blev den aldrig. Enten ville eller kunne foreningerne ikke bakke den op, bruge den som uddannelsessted for kommende ledere osv, støtte den og hæge om den som deres egen. Var kraften og begejstringen gået af foreningslivet, eller havde den aldrig været der? Eller er sagen den, at ledere kan man ikke uddanne eller uddannes til? Omvejen over poesi, myther, kunst og religion – tilsyneladende »formålsløs« menneskelig udvikling – er måske nødvendig, hvis ledere skal gro sundt og naturligt frem. Det bedste tager undertiden skade af at blive nævnt ved navn og gjort til formål. Det kan kun vokse og trives som utilsigtet og uomtalt bivirkning. Det er måske højskolens hemmelighed – hvad Hal Koch meget vel forstod, selvom han fastholdt det demokratisk-politiske sigte med skolen.

I vore dage har vi måske lettere ved at forstå, at det vigtigste og afgørende i tilværelsen kan man ikke uddanne eller uddannes til, vi, som sidder til halsen i uddannelse og uddannelsestilbud af enhver art uden at det hjælper ret meget.

I hvert fald står nu Tyren og Ormen i Krogerups gård, hvad det så skal betyde. Symbol på foreningsliv er det ikke.

Selv gik jeg en anden vej efter krigen. Når jeg ikke blev lærer på Krogerup, var det ikke af mangel på lyst, men snarere af mangel på behov – altså skolens, ikke mit. Den havde lærere nok – og fremragende lærere – til de ca. 30 elever, der meldte sig i første omgang. Jeg fandt, at der var mere behov for mig andre steder. Jeg ville ud af »paraplyen«, ned på jorden, have fat i det egentlige: det daglige, besværlige – måske beskidte – arbejde med unge mennesker, som ønskede at lære og opleve noget. For mit vedkommende blev det et møde med ca. 150 unge på Frederiksborg Højskole, væsentlig unge fra landet, højst forskellige af begavelse og forudsætninger, men enige om at bruge tid og penge på et sådant ophold i 5 eller 3 måneder og med forventninger om dag for dag og time for time at møde noget, som var tiden og pengene værd. Jeg skal love for, man fik sin sag for, mistede enhver fornemmelse af at svæve over vandene i ledelsen af en stor og skrøbelig organisation på et højt abstraktionsniveau. Organisation blev en biting, nyttig og nødvendig måske, men hovedsagen var et dagligt mylder af unge mennesker lige ind på livet af een med alle deres spørgsmål og krav. Et arbejdspres langt ud over, hvad jeg nogensinde havde kendt, men lettet af et forbilledligt samarbejde og samvær i lærerkredsen, langt udover forventning.

Een organisatorisk succes oplevede jeg dog i ungdomssamvirket. Det var uddelingen af mærkater ved valgstederne ved folketingsvalget i marts 1943. HAR STEMT stod der på dem. Ideen kom fra Retsforbundets Bue Bjørner. Gedde var opstillet som konservativ kandidat i Holbæk amt og var væk i flere uger under valgkampen. Derfor blev det mig, der måtte stå for det praktiske. Det var herligt at blive ringet op af vrede formænd og andre, som havde fået for få mærkater – eller slet ingen. Også den gang kunne det hænde, at postvæsenet svigtede. Jeg følte mig virkelig som en feltherre, da jeg sidst på eftermiddagen – i taxa – kørte rundt til en række københavnske valgsteder for at inspicere tropperne og konstatere, at alt var i orden. Stemmeprocenten har vist aldrig været højere. Her forelå en konkret opgave med tydeligt demokratiskpolitisk indhold, og alle gik til den med begejstring.

Dette er en dårlig jubilæumsartikel, fordi den sætter spørgsmålstegn ved nytten og berettigelsen af en paraplyorganisation – eller organisation i det hele taget – hvis ikke den skal tjene et stort samlet formål, hvis den synker ned til blot at være en interesseorganisation eller et serviceorgan. Så vigtigt er foreningsarbejde heller ikke – eller rettere sagt: det kan ikke gøres nærgående vigtigt og væsentligt for almindelige unge uden et sådant mål. Vel var vi et serviceorgan lige fra begyndelsen for foreningerne, men vi var mere, og dette mere gav sig af situationen og omstændighederne. Da de faldt bort, og situationen blev en anden, kunne det fælles formål ikke fastholdes – ikke udtrykkelig og bevidst i hvert fald.

Som enhver vil kunne se, er jeg ikke og har aldrig været organisationsmand, hørte måske egentlig ikke hjemme i ungdomssamvirket og slet ikke i fællesrådet. Og dog lærte jeg meget ikke mindst af og om mennesker. Resten er for længst forældet viden. Selvfølgelig er organisation nødvendig – ligeså nødvendig som, papir! – og det er godt, vi har nogen, som kan lide det og kan det, som slider og slæber med det år ud og år ind – selvom det store og overordnede formål er forduftet eller trådt i baggrunden. Foreningsliv som nødvendig demokratisk-politisk skoling hører ikke blot besættelsestiden til, selvom den aktualiserede det voldsomt. Det er i dag mere nødvendigt end nogensinde. Omstændighederne i vort offentlige liv skulle fjerne enhver tvivl. Men stort set har vi ikke formået at videregive vore erfaringer fra den gang, erkendelsen af hvad et sandt demokrati er og kræver, til de følgende generationer af unge. De egentlige problemstillinger, som rystede og smertede os, ansporede og opildnede os, er næsten ukendte.

Men måske kan man slet ikke videregive erfaringer. Måske kan det kun ske ved, at efterfølgende generationer selv får lyst og trang til at støve dem op og trænge ind til en forståelse. Og det er måske ved at ske.

Lad mig slutte med en historie, Hal Koch fortalte i sit foredrag ved Krogerup Højskoles 10 års jubilæum i 1956. Den findes nok ikke nedskrevet eller trykt nogetsteds, men jeg håber, jeg husker ret. Han havde en gang som ung været i teateret til en Shakespeareforestilling sammen med en gammel professor, så gammel, at han talte højt med sig selv. Skuespillerne havde åbenbart svært ved at magte Shakespeares tekst og få den til at klinge og lyde, som den skulle. I hvert fald sagde den gamle professor pludselig højt hen for sig: »De gør jo deres bedste, de små svin, men de kan ikke«. Hal Koch ville være tilfreds, hvis det samme kunne siges om ham selv og Krogerups lærere.

Og det må vi vel alle være – også DUFs nuværende ledelse og medarbejdere.

Betragt det som en hyldest.

VILHELM NIELSEN