Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A. Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Folketankens gennembrud i Norden: Det femte Göteborgkursus i Borgå

Kristeligt Dagblad, Torsdag den 18. august 1949

Af Vilhelm Nielsen

Det femte Göteborgkursus arrangeret af arbejdsudvalget for »Venner af Grundtvigs Göteborgtanke«, hvis ledende kræfter er forstander C. P. O. Christiansen og Askovlærerene Holger Kjær og Poul Engberg, afholdtes fra 2.-10. august paa Borgå folkehøjskole i Finland. Det havde samlet 90 deltagere, især lærere og præster, men ogsaa andre interesserede. Hovedparten kom fra Danmark og Finland, ogsaa Norge var godt repræsenteret, mens der fra Sverige og Island kun var enkelte repræsentanter. Det skulle være opgaven i denne artikel at referere nogle af de vigtigste tanker, der blev fremlagt og diskuteret paa dette meget højtliggende og interessante kursus samt i en følgende at tage stilling til konsekvenserne af den bag disse kursus liggende tanke.

Kursuset i Borgå havde som hovedoverskrift: Folketankens gennembrud i Norden, men inden man tog fat paa dette hovedemne, som navnlig blev præget af forfatteren Jørgen Bukdahls indlæg, beskæftigede man sig de to første kursusdage mere principielt med selve folketanken. C. P. O. Christiansen indledte med et foredrag om »Folketanken i det store tidsskifte«, og professor dr. Eino Krohn fortsatte med to foredrag dels om »Individualismens sejr og krise i liberalismens og kapitalismens verden« dels om »Den teoretiske marximes menneskesyn og folkesyn«. Overalt hører man i vore dage om, at de smaa nationers tid er forbi, og selv store nationer synes at være blevet for smaa til at klare sig selv i »det store tidsskifte«. Mere og mere inderlige regionale sammenslutninger er dagens løsen. Baade paa det økonomiske og militære omraade er denne udvikling sikkert en bydende nødvendighed, men bliver der under disse omstændigheder plads til et selvstændigt nationalt folkeliv, eller skal og vil grænserne ogsaa her udviskes? Göteborgtanken betyder samarbejde og fællesskab, men vel at mærke paa grundlag af et selvstændigt nationalt folkeliv i ethvert land. Det var i hvert fald det resultat, ordførerene kom til i Borgå. Derfor vender man sig lige kraftigt imod liberalismens individualisme og marxismens kollektivisme. Der er rigtige tendenser begge steder, men virkelihgeden forfalskes af begge anskuelser, hvis de bliver eneherskende. Mennesket er ikke et frit og enkeltstaaende individ, det er bundet til fællesskabet i familie og folk og til hele menneskehedens fællesskab. Paa den ande side: mennesket er ikke blot et fællesskabsvæsen, det er ogsaa et individ. Det skal ogsaa tænke og handle selvstændigt. Massen skal blive til et folk. Eino Krohns fordrag var klare i deres teoretiske opbygning og efterfulgtes af livlig diskussion.

Det samme gælder professor Pinomaas og dr. Holger Kjærs den følgende dag. Pinomaa er professor i teoretisk teologi ved Helsingfors universitetet, og hans foredrag hed »Kristendommen som spænding mellem personlighedsliv og fællesliv«. Jesu og Pauli syn paa disse spørgsmaal strejfedes dog kun, idet der toges afstand fra den forenkling, som gør Jesus til samfundsmenneske og Paulus til individualist. Derimod behandledes Augustins og Luthers højst forskellige syn udførligt. Her er det jo Augustin, der staar som individualisten og Luther som samfundsmennesket, selv om ogsaa dette er en grov forenkling. At udvikle forholdet nærmere ville kræve en hel artikel for sig. Professor Pinomaa ønskede ikke at dømme de to kirkefædre imellem og ville trods gentagne forespørgsler ikke udtale sig nærmere om Jesu og Pauli syn paa spørgsmaalet. Videnskabsmanden fornægtede sig ikke.

Holger Kjær talte om Kirkegaard og Grundtvig med udgangspunkt i Grønbechs berømte artikel om samme emne (i »Kampen om Mennesket«) og søgte i sit første foredrag med henvisning til »Kjærlighedens Gjerninger« at imødegå dennes fremstilling af Kirkegaard som den selvbeskuende, nydelsessyge individualist. »Kjærlighedens Gjerninger« er vel et hovedværk i Kierkegaards produktion, men det er alligevel et spørgsmaal, om det kan frikende ham fra de grønbechske anklager. Holger Kjærs andet foredrag om Grundtvigs menneskesyn gav anledning til en livlig diskussion mellem ham og professor Pinomaa om forholdet til katolicismen, specielt det thomistiske menneske- og frihedssyn, som Holger Kjær fandt laa paa linie med Grundtvigs i visse henseender. Af og til nærmede diskussionen sig – som en deltager udtrykte sig – den højere teologiske matematik, som man skulle tro var uden interesse for de fleste deltagere, men sagen synes at ligge ganske modsat. Kan den slags ting fremstilles, saa almindelige mennesker forstaar blot noget af det, interesserer det i højeste grad.

Folketankens gennembrud

Med et foredrag af professor Rafael Gyllenberg fra Åbo om »Israels og kristendommens syn paa folkenes liv« indledtes behandlingen af kursusets hovedemne: folketankens gennembrud. Af særlig interesse var professor Gyllenbergs klare paavisning af, at folkets ubrydelige solidaritet nedbrydes allerede hos profeterne. Hos Jesaja er det ikke folket, men en rest af folket, som skal formidle frelsen. Tilsvarende bliver det paa Jesu tid disciplene, som er en rest af folket og ikke folket selv, der skal bringe hans budskab til hele verden. Israels folk spiller med andre ord ikke længere som folk nogen rolle i Guds frelsesplan. En undtagelse maa dog maaske gøres med hensyn til Romerbrevets kapitel 9-11. Men iøvrigt anerkender Paulus det folkelige fællesskab som en konkret realitet. Han vil være jøderne en jøde og grækerne en græker. Det samme syn ligger til grund for beretningen om den første pinsedag, Ap. Gern., kap. 2, og aabenbaringsbogens opdeling af menneskeheden i folk og stammer. Vort borgerskab er nok i himlen, men vi er ikke derfor himmelske væsner. Inderst inde er Paulus folkeligt bunden, og regner med, at alle andre ogsaa er det. Dette meget interessante foredrag fortjente et langt udførligere referat, men bliver forhåbentlig senere trykt i sin helhed.

Det ny-nordiske syn

Resten af kursuset var Bukdahls. Ikke blot i den forstand, at han selv prægede det afgørende ved sine tre foredrag, men ogsaa i den forstand, at hans ny-nordiske syn laa til grund for valget af emner og foredragsholdere. Selv talte han – jeg havde nær sagt: naturligvis – først om Herder og hans afgørende, men efter sigende upaaviselige betydning for de nationale og folkelige vækkelser i de nordiske lande i det 19. aarhundrede, særlig den finske og den finlands-svenske, men ogsaa den norske, islandske og færøske. Den finske folkevækkelse blev desuden belyst af docent Martti Ruuto, som talte om »Den gamle og den nye Kalevala«, og den findlands-svenske af magister Tallquist, som talet om »Freudenthal og den finlands-svenske nutid«. Meningen med netop i Finland at berøre disse stadigvæk noget ømtaalelige spørgsmaal var vel den at vise, at man i det øvrige Norden har fuld forstaaelse for begge nationaliteters ret og begge bevægelsers berettigelse, at man der som i Norge, Island, og paa Færøerne ikke betragter folkets nationale rejsning, dets kamp for eget sprog og for selvstændighed, som en ødelæggelse af det nordiske samarbejde, men som en forudsætning for det. Kun frie og selvstændige folk kan samarbejde. Og netop i den mest nationale litteratur fra disse lande finder Bukdahl noget almenmenneskeligt, hos Alexis Kivi f. eks. Her er Bukdahl paa sit eget felt, her er han profet. Det kan jo nemlig ikke nægtes, at denne ny-nordiske tanke i høj grad har aktuel verdenspoliltisk interesse. Menneskets værdighed, personlighedens ret of folkenes frihed er de tre ting, han vil have til at klinge sammen i en symfoni, og der er saa sandelig brug for alle tre ting – og alle tre ting i samklang – i den verden, vi lever i. Det kan heller ikke nægtes, at dette ny-nordiske syn hører med i Grundtvigs Göteborgtanke, men om det er hovedsagen deri, er en anden sag.

Endnu 3 foredrag belyste finsk og finlands-svensk folkeliv paa en interessant maade. Feltbiskop Bjorklundes foredrag om kristendommen og Finlands folkekamp, bygget paa erfaringer og iagttagelser som chef for feltpræsterne under krigen, professor Rolf Lagerborgs om Runeberg og biskob v. Bonsdorffs om salmedigtningen. Dansk folkevækkelse, navnlig i Sønderjylland, behandledes af højskolelærer Poul Engberg, og de svenske folkevækkelser i det 19. aarhundrede af rektor Lagerström, Hampnäs. Endelig anvendtes kursusets sidste dag til en drøftelse af Göteborgtanken og den evt. Göteborgskole, men derom i en følgende artikel.

Dette altfor korte referat af nogle hovdetanker fra det femte Göteborg-kursus i Borgå har forhaabentlig givet indtryk af, at det er spørgsmaal af overordentlig interesse og foredrag af høj kvalitet, man samles om. Mange mennesker, som man skulle tro havde svært ved at frigøre sig, samles da ogsaa aar efter aar til disse kursus, hvor højt kvalificerede videnskabsmænd med en kristen grundindstilling taler om vidt forskellige emner, og hvor diskussionen gaar frit baade mand og mand imellem og i mere ordnede former. Folkehøjskolens krav om en alment forstaaelig fremstillingsform og dens ejendommelige forening af familieliv og frihed præger hele samværet, som er en oase i ørkenen for mange travle, men levende interesserede mennesker med vidt forskellige forudsætninger.

Vilhlem Nielsen