Folkehøjskolen mellem Grundtvig og Marx

Af Vilhelm Nielsen

Fra: Grundtvig och folkupplysningen – en samling artiklar som knyter an till N. F. S. Grundtvigs tankevärld. Nordiska Folkhögskolerådet. Nordens Folkliga Akademi. Kungälv, 1978, s. 71-82.

Det er nødvendigt indledningsvis at tage et par forbehold overfor et sådant emne, eller i det mindste at gøre et par forbemærkninger.

For det første er emnet aldeles uoverkommeligt. Hvert af de tre led i det ville det være svært at behandle bare nogenlunde fyldestgørende i et enkelt foredrag, og når de skal sammenstilles, kan der kun blive tale om antydninger. Man må gå lige til konklusionerne og håbe, at netop sammenstillingen kan have en katalytisk virkning.

For det andet kan jeg ikke være tilstrækkelig fortrolig med den nordiske baggrund for emnet. Jeg må tale ud fra den danske, som jeg mener at være nogenlunde bekendt med. Det kan give visse perspektivforskydninger, som er uundgåelige.

For det tredje skal det siges, at folkehøjskolen – eller folkehøjskoler – naturligvis kan befinde sig mange andre steder end just mellem Grundtvig og Marx. Der kan meget vel tænkes folkehøjskoler, hvis forbindelsestråde til Grundtvig og alt, hvad han står for, er svækkede eller helt afbrudt, såvelsom skoler, der absolut ikke har eller vil have nogen forbindelse med Marx.

For det fjerde taler jeg naturligvis ikke på den danske folkehøjskoles – endsige på det danske undervisningsministeriums – vegne, men udelukkende på egne vegne. Det går jeg ud fra er en selvfølge.

Men når det er sagt, forekommer det iøvrigt rimeligt og velbegrundet at emnet er sat på dette mødes program.

For det første fordi så mange vågne unge i dag er marxister – eller marxistisk påvirkede – i en eller anden forstand. Det gælder også højskoleelever.

For det andet fordi adskillige yngre højskolelærere er mere eller mindre marxistiske. Ofte synes de at finde et bedre grundlag for deres arbejde i Marx' tanker end i Grundtvigs, som de i mange tilfælde ikke kender meget til og ikke finder anledning til at sætte sig nærmere ind i.

For det tredje fordi næsten hele den offentlige kultur- og samfundsdebat i videste forstand foregår i en marxistisk luft. Ikke mindst gælder det spørgsmålet om skole og uddannelse. Folkehøjskolerne kan ikke og skal ikke unddrage sig en marxistisk vurdering, og det er en nærliggende opgave for dem at vejlede unge mennesker til en dybere og klarere forståelse af Marx og marxismen. Eleverne har et berettiget krav om noget sådant.

Endelig kan man for det fjerde nævne, at der for et par år siden kom en bog, som hedder »Grundtvig – og noget om Marx«, skrevet af redaktør Eivind Larsen, Information, som har et godt kendskab i hvert fald til dansk folkehøjskole. Det er det første mere omfattende forsøg på at sammenstille eller modstille de to giganter og deres værk og i nogen grad også de eftervirkninger, som det fik helt op til nutiden. Han har virkelig læst – eller genlæst – Grundtvig med en slags marxistiske briller, og omvendt, og hans bog viser, at denne sammenstilling eller modstilling kan være meget frugtbar for en dybere forståelse af begge.

I

Først kunne man spørge: Hvad er det, der gør et menneske til et menneske? Hvorved adskiller det sig fra dyrene eller fra andre levende væsener eller døde ting.

Hos Grundtvig er svaret ganske klart: Ordet. Mennesker kan tale og høre. De kan med øret opfatte og med munden udtrykke synlige og usynlige ting. De har et sprog og et billedsprog, et symbol- eller sindbilledsprog, som det gælder om at øve og dyrke. Det er en væsentlig side af al folkeoplysning, især hvis folket skal råde og styre land og rige, som det skal i et demokrati. Hvis folk som flest ikke kan høre og opfatte, danne sig rigtige forestillinger og velbegrundede meninger om de fælles anliggender og klart og kraftigt give udtryk for, hvad de føler og mener, bliver folkestyret ikke til gavn, ja, det bliver slet ikke til; det bliver på papiret, bliver kun et skin.

Hos Marx er svaret ligeså klart: Arbejdet, den materielle produktion, fremstillingen af de simpleste og mest nødvendige livsfornødenheder: mad, klæder, boliger o.s.v. og de til denne produktion nødvendige redskaber. Ved dette arbejde udtrykker mennesket sig selv, skaber så at sige sig selv, gør sig selv til menneske. Også dyr arbejder og kan have en højt udviklet arbejdsorganisation, som f.eks. bier eller myrer. Men det foregår instinktivt, mens det hos mennesker foregår – eller i hvert fald kan foregå – bevidst. Mennesker forestiller sig resultatet på forhånd, lægger planer, laver redskaber, samler erfaringer og giver dem videre, udvikler arbejdsmetoder, udtrykker sig ved materialet, sætter sin form på det, hvormed de tilfredsstiller deres grundlæggende behov. Derved hæver de sig over dyrene og skaber historie. Menneskers historie er først og fremmest den materielle produktions historie. Både Marx og Grundtvig er historikere, men det, de søger og finder i historien er højst forskelligt. Det ville ikke være forkert at sige, at drivkraften i historien for Grundtvig netop er ordet, det levende, talte ord, mens det for Marx er arbejdet, den materielle produktion.

II

Noget tilsvarende gør sig gældende, hvis vi spørger, hvordan et samfund opstår, og hvori det består.

Det afgørende er også her for Grundtvig sproget, samtalen. Det er med ord vekselvirkningen formidles og sker. Men det betyder også, at fælleskabet, samfundet er uhyre sårbart, udsat.

For det første kan der ske det, at det aldrig kommer i stand, at man aldrig får mod og evne til at udtrykke, hvad der bor i een, at man aldrig tager sig tid og gør sig den ulejlighed for alvor at høre på de andre. I så fald bliver samfund ikke til.

For det andet er ordets eller samtalens frihed ikke en selvfølge. Den kan stækkes og begrænses af magthaverne, for hvem den ofte er besværlig og ubelejlig. Det kan ske med fysisk og politisk magt, men også med åndelig og kulturel. Præster og professorer, hele de lærdes hierarki kan ofte være en større fare end soldater og politi. Det forekommer mig, at Eivind Larsen har helt ret, når han vil finde et fælles træk hos Grundtvig og Marx i kampen mod enhver elite, ethvert hierarki, i ønsket om at folket, den jævne mand, proletariatet skal frigøre sig selv.

Det er bemærkelsesværdigt, at Eivind Larsen med al sin sympati for Marx så klart har set betydningen af og indholdet i det man kunne kalde samtalens samfund, hvis forudsætning er retten til modsigelse. Hans udredning deraf er måske det bedste i hans bog. Men spørgsmålet er, i hvor høj grad det også gælder Marx. Eivind Larsen vil nærmest parallellisere »Folkelighed og kommunisme«, hvilket er overskriften på sidste kapitel i hans bog, som næsten fylder halvdelen af den. Som fælles betegnelse bruger han »Frihedens Rige«, og det er muligvis rigtigt også for Marx' vedkommende – på den anden side af revolutionen, men det sikre er, at man ikke når frem til det ad samtalens vej. Hverken revolution eller klassekamp er samtale. Samtale her og nu er så at sige uden betydning, der kan på det nuværende samfunds betingelser intet udrettes eller opnås derved.

Man kunne måske også sige det på den måde, at Grundtvig frigøres personligt, da han beslutter at acceptere mennesker, som de er, og samfundet, som det er, og arbejde derudfra. Derved bliver han munter, og det mærkes tydeligt i hans skrifter. Det sker netop som højskoletankerne tager form. Marx bliver vist aldrig munter, omend ofte ironisk og satirisk. Men også han oplever en frigørelse. Hans evner befries til vældig og varig virksomhed ved erkendelsen af det materielle grundlag, produktionen, atbejdet som det afgørende. Men det fører til, at der egentlig intet kan gøres af betydning uden eller før en total omvæltning af produktionsforholdene, som vil ændre ikke blot samfundet, men også menneskene.

For Marx er det ligeså naturligt arbejdet eller produktionen, der skaber samfund mellem mennesker, der bestemmer deres forhold til hinanden. »Menneskers materielle samkvem er det virkelige livs sprog« kan han sige. Man taler med hænderne så at sige, med produktionen. Dermed skabes eller ødelægges samfundet – og det er ødelagt af de nuværende produktionsforhold.

Der kan ikke være tale om her at gennemgå udviklingen fra ursamfund over slavesamfund og feudalsamfund til den borgerlige kapitalisme, som har to former og igen efterfølges af socialismen og kommunismen, eller et lavere og et højere stade af kommunisme, som Marx foretrækker at kalde det. Ligeså lidt lader det sig gøre at redegøre for de samfundsøkonomiske grundbegreber: Varer, brugsværdi, nytteværdi, penge, kapital, merværdi, profit o.s.v. Det sidste er jeg heller ikke sikker på, at jeg ville kunne, selvom der var tid. Jeg har flere gange set og hørt, hvor svært det er for engagerede højskolelærere at fremstille sådanne ting klart og forståeligt, men at der her er materiale og synspunkter af værdi i snart sagt enhver højskoleundervisning forekommer upåtvivleligt. Vil man møde vågne unge mennesker på lige fod i dag, er et grundigt og sagligt kendskab til dette stof og disse tankegange næsten en nødvendighed, hvordan man så ellers vil vurdere det.

Men hovedsagen i hans samfundsopfattelse er, at der nu sker en eksempelløs skærpelse af klassekampen. Industrialiseringen slår ubønhørligt igennem, og det betyder, at kapitalen, produktionsmidlerne samles på færre og færre hænder, mens tilsvarende flere og flere proletariseres, sælger det eneste, de har tilbage: deres arbejdskraft som en vare, fremmedgøres for deres eget arbejde, som skulle være det, hvormed de udtrykte deres egen menneskelighed, gjorde sig selv til mennesker og skabte samfund med andre mennesker. Det fører uvægerligt til kriser og sammenbrud og udløser nødvendigvis en omvæltning. Men det sker ikke ved ord eller samtale. Det sker kun ved materiel handling, og det materiale, som skal og vil handle, er proletariatet. Måske kan de intellektuelle eller en filosof og videnskabsmand som Marx gøre dem deres egen situation klar, (bevidstgøre dem), men selve befrielsen gennemføres af arbejderklassen selv ved revolte – eller den forbliver på papiret, i fantasien.

III

I denne sammenhæng spiller staten en særlig rolle. Stat og samfund er for Marx ikke det samme, – som det i daglig tale er for os. Samfund er for ham et langt videre begreb cg i det væsentlige positivt. Staten derimod er et led i klassekampen; den er den herskende klasses magt- og undertrykkelsesapparat: politi, domstole, hær og flåde, kirke og øvrighed, skole og opdragelse, parlament og embedsstand, alt tjener og styres af den herskende klasse, underbygger og styrker dens position. To ting står fast: 1) staten er en forældet og for snæver samfundsramme. Den materielle produktionsform er international. 2) staten er et undertrykkelsesapparat. Som sådan er den opstået, og den vil vedblive med at være det, sålænge den findes. Deraf følger naturligt en tredje ting, nemlig at staten skal forsvinde efter omvæltningen, i det kommunistiske samfund visner den bort, sover hen, dør af mangel på opgaver.

Men det vanskelige punkt er overgangstiden, hvor magten skal tages fra magthaverne, magtmidlerne fra den herskende klasse, produktionsmidlerne fra kapitalisterne, »ekspropriatørerne skal eksproprieres«, som det hedder. Det er om denne overgangstid, Marx anvender udtrykket »Proletariatets diktatur«, og på dette punkt er der som bekendt opstået dybe og varige splittelser og modsætninger mellem marxister af forskellig observans – og gør det den dag i dag – og synet på denne overgangstid er ikke uden betydning, hvis man forestiller sig marxismen som grundlag eller inspiration for folkehøjskolearbejde.

Man kunne på dette punkt, inden vi går videre spørge, hvordan Grundtvig stiller sig til staten, og vi kan straks konstatere, at det kan der ikke gives noget entydigt svar på. På den ene side er han meget kritisk. Han kan for det første ikke lide ordet stat. Det er ham for koldt og abstrakt. Det udtrykker noget stillestående, hvor der skulle være liv og røre. Men konkretiseres det til det danske rige, folk eller fædreland, har han intet mod realiteten. Han betragter aldeles ikke nationen som en forældet eller for snæver samfundsramme – tværtimod. For det andet er han ivrig efter at begrænse statens magtudøvelse, for slet ikke at tale om undertrykkelse: Han er modstander af værnepligt, stående hær skal afløses af folkevæbning. På dette punkt er Grundtvig og Marx ejendommeligt enige. Retsplejen skal være offentlig og mundtlig, et af de få resultater af Grundtvigs arbejde på rigsdagen, og sigtet er klart nok at værne den jævne mand mod undertrykkelse. Politiet skal indskrænkes mest muligt, og enhver tendens til bureaukrati bekæmpes. I det hele taget er han imod alt åndeligt eller lærd formynderi og hierarki, det være sig i kirke eller skole. Men at vi skal have en stat – eller skal vi sige: et rige, et fædreland med en konge – er for ham udenfor diskussion. Og at det kan lade sig gøre at ordne dens magtudøvelse og virksomhed på rimelig og billig vis, er han helt overbevist om, blot danskerne – og andre nordboere – vil følge deres eget hovede og deres eget hjerte og lade være at skele til tyske og romerske forbilleder. Han tror med andre ord på det, der i marxistisk sprogbrug hedder en »folkestat« – inden revolutionen er fuldbyrdet – og som både Marx, Engels og Lenin håner som en uting, en selvmodsigelse. Han tror derimod ikke på, at enhver ordnet statsmagt kan undværes og vil falde bort af sig selv, og da slet ikke efter en blodig og voldelig revolution.

Denne forskel hænger nok i nogen grad sammen med, at det var to forskellige arter af samfund og stater, Marx og Grundtvig befandt sig i og stod overfor. For Marx var det først og fremmest det preussiske og franske konge- og kejserdømme, hvis forbillede var Rom, og det vil sige systematisk og hårdhændet undertrykkelse og udbytning ovenfra og fra hovedstaden, militært og økonomisk, materielt og åndeligt, sprogligt, kulturelt og politisk. Marx fik det selv at føle på sin krop. Han blev udvist eller erklæret uønsket både i Frankrig og Tyskland og tilbragte ca. halvdelen af sit liv som landflygtig i England, hvis parlamentariske demokrati ikke overbeviste ham om, at en anden statsform, som man kunne leve med og løse problemerne under, var mulig. Tværtimod forsynede England som det tidligst industrialiserede land ham med et væld af eksempler på kapitalismens hærgende og ødelæggende virkning på mennesker og samfund.

Grundtvig blev aldrig landsforvist, men det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvor hårdt en sådan skæbne i givet fald ville have ramt ham. Han havde sine problemer med den danske stat. I mere end et tiår var han under politicensur på grund af et angreb på en teologisk professor ved universitetet. Han fik aldrig selv nogen stilling ved universitetet. Han fandt det nødvendigt at nedlægge sit præsteembede i 1826, og havde svært ved at få et igen i 1839. Men trods al formel enevælde var den danske stat nok menneskeligere og mildere end den franske og preussiske.

Det tydeligste tegn på Grundtvigs positive holdning til den danske stat er selve det faktum, at han vil have staten til at tage sig af hans kæreste barn: Folkehøjskolen. Han har meget svært ved at opgive den tanke, at netop staten burde virkeliggøre denne hans kæreste tanke. Skal folket styre og råde, og det skal det, det er ved midten af det 19. århundrede uomgængeligt, må der folkeoplysning til. Ellers kan den nye tid ikke komme som en roligt fremad skridende udvikling. Netop for at undgå revolution eller omvæltning, netop for at sikre, at en demokratisk forfatning bliver til gavn og glæde for hele folket, er folkeoplysning nødvendig, til og med en folkeoplysning iværksat og fremmet af staten. Hvis staten forstår sit eget sande vel og forstår tidens tegn, vil den gøre det.

Jeg kan derfor ikke se andet, end at Marx' uforsonligt negative holdning til den forhåndenværende statsmagt, den være sig nok så demokratisk, og hans urokkelige overbevisning om ved en omvæltning at kunne skabe et samfund, hvor enhver statsmagt er overflødig, gør hans tænkning ubrugelig som grundlag eller inspiration for et højskolearbejde. Han er for det første for negativ overfor det nuværende, for det andet for optimistisk med hensyn til det kommende og for det tredje parat til en blodig og voldelig omvæltning for at komme fra det nuværende til det kommende. Alt tyder på, at disse skarpe standpunkter – som iøvrigt fuldt ud deles af Engels og Lenin – alle tre udvandes, når de møder højskolearbejdets realiteter. I vid udstrækning sker det formentlig allerede ved mødet med samfundets realiteter i vore nordiske lande.

IV

Endelig et par ord om samfundets klasser og kampen – eller fællesskabet – imellem dem. Hvad er en klasse, og hvad er et folk? Er et folkeligt fællesskab overhovedet muligt, og hvilken betydning har det i så fald?

Spørgsmålet om folkehøjskolen mellem Grundtvig og Marx kan også forstås – eller misforstås – som spørgsmålet om folkehøjskolen mellem bønder og arbejdere.

Det er en kendsgerning, at Grundtvig og den første folkehøjskole – såvidt mig bekendt i alle de nordiske lande – først og fremmest knyttede til i bondestanden og landbruget, og det hænger sammen med en – også ud fra marxistiske synspunkter – i og for sig korrekt samfundsanalyse. Bønderne var folkets flertal omkring 1850 og århundredet ud. De var det bærende element, folkets marv og kerne, som skulle have mest mulig dannelse og oplysning, om alt skulle gå vel.

Det kan se ud, som om både Grundtvig og Marx tog fejl i deres vurderinger af det kommende. Marx regnede med en hurtig industrialisering og proletarisering af det overvældende flertal af industriarbejdere, som uundgåeligt ville trække tilbageblevne grupper af småborgere og bønder ind i en revolution. Grundtvig regnede med, at det i hvert fald i Danmark var muligt at undgå industrialisering og proletarisering i det hele taget. Det kan lyde naivt, men kendsgerninger er, at industrialiseringen i Danmark – og dermed den første arbejderbevægelse i Danmark – først for alvor tog fart efter 1870, altså efter Grundtvigs død 1872, at bønderne omtrent samtidig opnåede det politiske flertal i folketinget, som de bevarede et stykke ind i dette århundrede, selvom de ikke opnåede den politiske magt før omkring århundredskiftet, og at det i samme periode lykkedes at gøre dansk landbrug til en succes også økonomisk og materielt, imod de internationale konjunkturer og ikke uden sammenhæng med folkehøjskolen og den øvrige grundtvigske bevægelse. Bagved ligger en dansk jord- og landbrugspolitik, som helt siden 1780erne havde været den modsatte af Englands, havde sigtet mod at skabe en bred klasse af selvejerbønder. Hverken denne enevældens og den herskende godsejerklasses politik eller den med folkeoplysningen sammenhængende andelsbevægelse stemmer særligt godt med den marxistiske katekismus, men Eivind Larsen erkender og beskriver disse forhold, bøjer sig for dem, anfægtes af dem. Grundtvig og folkehøjskolen fik en klasse frigjort, siger han, men det var den forkerte klasse. Kanylen gik i det forkerte ben! Og han betvivler, at netop denne kanyle – med det indhold den nu havde – ville have kunnet redde eller frigøre arbejderklassen.

I dag er situationen en helt anden, ikke blot i den forstand at landbruget har mistet i betydning, bondestanden er svundet ind til mindre end 10 procent af befolkningen, men også i den forstand at antallet af industriarbejdere har kulmineret, og de er i kraft af en reformistisk politik ikke længere proletariserede. De har gennem årtier haft væsentlig politisk magt og indflydelse. De må snarere siges at udgøre den herskende klasse, men de har ikke brugt magten til revolution.

En af grundene til at vi har fået en så stærk og vedholdende Marx-bølge, er vel at hele denne udvikling er endt i et dødvande af utilfredshed, usikkerhed og vantrivsel, som får mange unge til at stille spørgsmålet, om ikke en ægte marxistisk revolution ville være et afgørende fremskridt, som var prisen værd, især måske en revolution, som tog landbruget alvorligt og ikke blot betragtede det som et nødvendigt grundlag for den industrialisering og urbanisering, som Marx betragter som et indiskutabelt fremskridt, en nødvendig forudsætning for et kommunistisk samfund, og på dette punkt har Sovjetunionen fulgt ham troligt. Hvad Kina gør er uigennemskueligt, men det er vel utvivlsomt, at landbruget og bønderne der tillægges en selvstændig og primær værdi på lige fod med industrien og byerne.

Det kan altså tænkes, at landbrugs- og bondespørgsmålet vender tilbage. Set i globalt perspektiv er det næppe rigtigt, at »kanylen gik i det forkerte ben«, og heller ikke set i et økologisk perspektiv. Man har svært ved at forestille sig, at moderne miljø-bevidste unge i længden kan acceptere industrialiseringen og urbaniseringen som indiskutable goder og fremskridt. Naturen revolterer. Det kan tænkes, at folkehøjskolen netop som bondehøjskole får fornyet aktualitet, en folkehøjskole, hvor »alting ventes i naturens orden«, hvor man gør alvor af at arbejde med naturen og ikke mod den.

V

Tilsidst et par ord om videnskab og folkeoplysning. Spørgsmålet om folkehøjskolen mellem Grundtvig og Marx kan nemlig også forstås – eller misforstås – som et spørgsmål om folkehøjskolen mellem folkeoplysning og videnskab.

Al marxisme gør krav på at være videnskabelig. Hvad Marx vil, er at skrive samfundets naturhistorie, han hævder at have opdaget en samfundets naturlov, en bevægelseslov, som kan sammenlignes med tyngdeloven. Marxisme er ikke blot videnskab, men naturvidenskab.

Professor Witt-Hansen karakteriserer i sin indledning til et udvalg af hans skrifter Marx som »filosof, politiker og forsker«. Han begynder som filosof (ungdomsskrifterne), fortsætter med at udkaste et politisk program (Det kommunistiske Manifest) og bruger stort set resten af sit liv til videnskabeligt og historisk at underbygge og begrunde det. Hans værker er mildest talt ikke egnede til brug i folkeoplysningen, men nok som grundlag for politisk agitation.

Grundtvig er digter, præst og folkeoplyser eller folkeopdrager – foruden meget andet, bl.a. også filosof, politiker og forsker. Det er nok ikke tilfældigt, at det er ham og ikke Marx, der udkaster tanken om en folkehøjskole, en højere oplysning for hele folket, som dels i sig selv var af værdi for livet, det liv, som vi alle skal leve, hvad enten revolutionen kommer eller ej, dels var nødvendig, hvis et folkestyre skulle kunne fungere, hvad Marx hverken ønskede eller troede på var muligt på denne side af revolutionen. Men det forhindrer naturligvis ikke, at der i hans værk er synspunkter og analyser, som fortjener at blive taget alvorligt i enhver folkeoplysning og kan tilføre den nye perspektiver og et bredere grundlag.

Eivind Larsen undrer sig over, at de grundtvigske ledere, højskolefolk og andre, i så ringe grad giver praktiske paroler, opstiller politiske handlingsprogrammer o.s.v. »Man overlod det simpelthen til bønderne selv«, siger han, og finder deri et udtryk for, at meningen var, at bønderne selv skulle gennemføre deres egen frigørelse. Det har hans fulde sympati, og han vil med Marx-citater vise, at der her er en anti-elitær parallel mellem de to kæmper og de to bevægelser: Også arbejderklassens frigørelse skal gennemføres af arbejderne selv.

Det skal jeg ikke anfægte. Men jeg vil hævde, at den for folkehøjskolen – og al ægte folkeoplysning – så karakteristiske indirekte metode, som respekterer elevernes eller tilhørernes »urørlighedszone«, som det for nylig blev formuleret, især når det gælder, hvad der skal gøres, hvilke handlinger man skal give sig i kast med enkeltvis og i fælleskab på grundlag af, hvad man har hørt og tilegnet sig, denne pædagogiske metode, som er afgørende i al højskole-pædagogik, forstår en ægte marxist ikke. Han er ikke tilbageholdende med at opstille politiske handlingsprogrammer og agitere for dem. Ordet, talen, samtalen har ingen selvstændig værdi. Det har kun handlingen, og den overlades det ikke til tilhørerne selv at finde på eller foretage på eget ansvar. Er den videnskabelige analyse af situationen korrekt og tilbundsgående, giver handlingen sig af sig selv, og der kan og bør agiteres. Agitation har altid været følt som noget fremmed og uforeneligt i folkehøjskolens sammenhæng.

Det kan også siges på den måde, at for Grundtvig vedbliver der trods al videnskabelighed at være noget gådefuldt ved mennesker, folk og samfund. For Marx kan og skal alt blive gennemsigtigt. For ham er folkeoplysning højst et middel: På grundlag af en videnskabelig analyse skal bestemte handlinger fremkaldes. For Grundtvig er folkeoplysning et mål i sig selv, og opgaven er uendelig, afsluttes aldrig. Den vil nok inspirere til handlinger, men det er tilhørernes eget ansvar at finde og vælge dem.

Tilbage til begyndelsen: Ordet og arbejdet.

På den ene side trænger ordet, talen, samtalen til revaluering. Folkehøjskolens arbejde har vist altid betydet en opskrivning af deres værdi. Opøvelsen i at høre og tale, i at lytte og udtrykke sig, afsluttes aldrig. Hvis det er det væsentligste ved at være menneske, er intet vigtigere.

Men man kan ofte fristes til at nedvurdere det, sammenholdt med handlingen, indsatsen, arbejdet. I den sammenhæng har jeg lyst at nævne et par fortællinger fra Det gamle Testamente, for det første den om Isak, der blev bedraget til at velsigne sin ældste søn, og hvis ord – een gang udtalt – ikke kunne tages tilbage eller gøres om. Dertil var de for virkekraftige, for skabende. Når vi har svært ved at forstå det, viser det måske kun, hvor letsindigt eller letfærdigt, vi ofte omgås med ord. Eller man kunne nævne en mindre kendt episode fra Davids flugt fra Jerusalem under sønnen Absalons oprør. Under den møjsommelige vandring gennem den judæiske ørken ned mod Jordan dukker en mand af Sauls slægt frem på bjergskråningen og råber sine forbandelser mod blodhunden David, som har udryddet næsten hele hans slægt. Som så ofte undrer Davids mænd sig over Davids tålsomhed og tilbageholdenhed. Hans udsigter til at overleve og bevare sit kongedømme er ellers på nulpunktet og tåler ikke at blive gjort endnu ringere, end ikke af ord, og slet ikke af virkekraftige, skabende ord. Og sådan opfattes en forbandelse ligesåvel som en velsignelse. At lade den hænge i luften uden indgreb og hævn er dødsensfarligt og uhørt af en konge.

Men vi behøver ikke gå tilbage til Det gamle Testamente for at finde eksempler på ords betydning og værdi. Hvem af os har ikke oplevet at have sagt noget, som var ondt og gjort ondt, og ønsket at kunne tage det tilbage, gøre det usagt. Men det var umuligt. End ikke hvis man bed tungen af sig eller ofrede sin højre arm. Ordene havde virket.

Eller hvem har ikke oplevet at stå ved en grav eller se en dødsannonce og måttet erkende, at her var et ord, der aldrig var blevet sagt, men som burde være sagt, og som måske kunne have mildnet eller oprettet meget. Men nu bliver det aldrig sagt.

Ord er ikke uvigtige. Folkehøjskolen bygger vel på, at ethvert menneske har et ord at skulle have sagt, som ingen anden kan sige med netop den virkning. Det er en tragedie, hvis det ikke bliver sagt. Det er en kvælning af liv, af uanede livsmuligheder.

Men – på den anden side – i folkehøjskolesammenhæng trænger arbejdet måske ligeså meget til revaluering. Ikke mindst værdien af rent kropsligt arbejde trænger til opskrivning i hele vort samfund, hele vor kultur. Ethvert menneske har noget at gøre her i verden, som ingen anden kan gøre for det med samme virkning. Også det hører vel med til folkehøjskolens grundlæggende tankegang. Hvor mange mennesker har mulighed for at udtrykke sig selv i og gennem deres arbejde? Måske i en stadig rigeligere fritid, men er det nok? Må kravet ikke være arbejdets frihed, arbejdets menneskelighed?

Jeg kunne have lyst til at lancere udtrykket DET LEVENDE ARBEJDE ved siden af det kendte grundtvigske: DET LEVENDE ORD. Intet hindrer, at man i folkehøjskolesammenhæng øver og dyrker begge dele – og samspillet mellem dem. Begge dele kan være lige befriende. Begge dele er nødvendige, hvis menneske- og samfundsliv skal udfolde sig helt og frit.