Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Folk - hvad er vel folk i grunden?

Af Vilhelm Nielsen

Højskolebladet, Årg. 119, nr. 4 (1994), s. 56-59

Anmeldelse af: Almen dannelse, folkelig dannelse, folkelig livsoplysning. Redigeret af Lillian Zøllner. Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. – Red.

Det nyoprettede »Forskningscenter for folkelig Livsoplysning« i Ollerup har i sammenhæng med drøftelserne forud for den nye højskolelov udgivet en bog med titlen »Almen Dannelse - Folkelig Dannelse - Folkelig Livsoplysning« med fem foredrag og kommenterende debatindlæg, redigeret af lederen af centret Lilian Zøllner.

Foredragsholderne er alle folk, der ikke til daglig beskæftiger sig med højskolearbejde, først og fremmest universitetsfolk, mens debattørerne fortrinsvis er højskolefolk. Foredragene - eller forelæsningerne - har været holdt, formodentlig i eller på »Nornesalen«, som centret hedder. Hvem og hvor mange, der har hørt dem, oplyses ikke, men nu er de altså udgivet på tryk i en lempeligt redigeret og forkortet form. Spørgsmålet er så, hvad man kan få ud af at læse dem.

Lovgivning

Først må det siges, at bogen indledes med en gennemgang af højskolelovgivningens historie, som absolut ikke er uden interesse. Det viser sig, at den første lov - fra 1892 - var en ren tilskudslov, som bevidst undlod at definere begrebet »Højskole«. Det vidste man jo, hvad var! Ved de to følgende revisioner af højskoleloven - i 1942 og 1970 - defineredes derimod en højskole ved hjælp af udtrykket »almendannende undervisning«, som så i 1993, efter nogen diskussion, blev udskiftet med »folkelig oplysning«, idet det dog tilføjes, at »undervisningen er af almendannende karakter«. Man havde fra forskellig side forsøgt sig med »livsoplysning« eller »folkelig livsoplysning«, men det mentes at være ord eller begreber, som kun er gængse i begrænsede kredse.

Allerede i 1970 havde man visse vanskeligheder med det almendannende, fordi korte kurser af ned til en uges varighed kunne godkendes, og kunne man på så kort tid give noget, som med rette kunne kaldes almendannende? I nogle år forud havde kurser af 14 dages varighed kunnet godkendes, men det ansås af mange for minimum. Dertil kom en bestemmelse om, at enkelte fag eller faggrupper kunne have en fremtrædende plads i undervisningen. Hvor fremtrædende var ikke fastsat. Men man måtte slutte, at der måtte være en større sammenhæng, hvori sådanne fag eller faggrupper kunne indgå. Nu i 1993 tilføjes, at det ikke må være »på bekostning af det almene«. Det hedder endvidere, at »Folkelig oplysning ...udtrykker den tradition, der skal fåstholdes og udbygges: Oplysning om de folkelige fællesskaber, tolkning af tilværelsen og meningen med livet«.

Man må vist nok sige, at hvis højskolearbejde overhovedet kan defineres, og hvis man ved hjælp af love og bestemmelser kan sikre og fastholde det i praksis, så er det hermed sket. Men sagen er nok, at det hverken kan defineres eller sikres ved hjælp af begreber eller regler. Man skal ikke overvurdere lovbestemmelser og hensigtserklæringer. Dermed er der sat et alvorligt spørgsmålstegn både ved bogens og forskningscentrets værdi. Jeg beklager, men det er min erfaring, der tilsiger mig at sige det.

Når det er sagt, skal det understreges, at ikke blot Lilian Zøllners indledning, som her er kort refereret, men også adskelligt i de fem foredrag og de fire (!) debatindlæg er både interessant og nyttigt at beskæftige sig med.

Individuel, folkelig, universel

Det gælder først og fremmest det første foredrag, professor K. E. Bugges om »Grundtvigs syn på folkelig dannelse – dets muligheder før og nu«. For mange er det måske kendt stof, ikke mindst fra større arbejder af samme forfatter, men her får man det i kort og mønstergyldig form. Det kan næppe gøres bedre. Det gælder i hvert fald første halvdel om Grundtvigs syn. Man får virkelig et klart begreb om, hvad der menes med »Livsoplysning« og med »Folkelighed«. Sidste halvdel om mulighederne før og nu er også solidt arbejde, men synspunkterne kan diskuteres.

Debattøren, Ove Korsgaard, rejser spørgsmålet, om ikke det folkelige - både hos Grundtvig og i højskoletraditionen - er overvurderet og har fået for megen plads og betydning, om ikke det universelle perspektiv ofte underbelyses eller skubbes helt til side. Korsgaard vil have en tredeling: oplysningen skal på een gang være individuel, folkelig og universel. Den gælder på een gang både jeg'et, folket og menneskeheden. Det nationale eller folkelige er kun et »mellemled« mellem individet og menneskeheden, ikke hovedsagen i sig selv. Og der kan tænkes andre mellemled, f.eks. stammen eller landsdelen. Derimod nævner han ikke familien eller slægten, hvad man godt kunne finde visse belæg for hos Grundtvig. Derimod vil man næppe hos Grundtvig finde den store interesse for jeg'ets eller individets oplysning, som idag synes at spille hovedrollen. Det kan være tids- og situationsbestemt, at både Grundtvig og hans disciple i praksis kom til at lægge hovedvægten på den folkelige oplysning. I teorien er der ingen tvivl om, at Korsgaard har ret i, at det universelle perspektiv er en integrerende del af Grundtvigs anskuelse, hvad Bugge da også giver ham ret i i en duplik, den eneste i bogen, som kun på dette ene punkt nærmer sig samtalen, vekselvirkningen.

Sagen er nok den, at Grundtvigs syn på disse dele er under udvikling gennem hele hans lange liv. Det er en kendt sag, at han egentlig ikke følte sig som dansk, altså var folkelig eller etnocentreret, før efter adskillelsen fra Norge i 1814. Omkring 1815 oplever han en danskhedsvækkelse, som bl.a. giver sig udslag i, at hans tidsskrift 1816-19 hed »Danne-Virke«. Det er ligeledes en kendt sag, at han livet igennem følte sig nordisk mere end de fleste. »Nordens Mythologi 1832« kan kaldes hans hovedværk. Det er ikke Danskerne, men Nordboerne, hvortil også regnedes Englænderne, som i den store verdenshistorie ophøjes til et hovedfolk på linie med Grækerne og Romerne. På den anden side: Skandinavist blev han aldrig. Det var ikke Nordens politiske eller statslige forening, han ønskede og arbejdede for, men »Nordens videnskabelige Forening«, som hans skrift fra 1839 hed, hvilket ifølge Erica Simon betyder Nordens kulturelle forening.

Forholdet mellem folk og stat eller nation er altså ikke så selvfølgeligt og selvklart, som vi er vant til at tro i kraft af vor egen historie og vore egne forhold. Der kunne nævnes talløse eksempler på, at folk og nation eller folk og stat ikke er sammenfaldende. Bugge berører det for Indiens vedkommende. Spørgsmålet er, om man af den grund skal undlade at arbejde for folkelig vækkelse eller oplysning, også fordi det kan føre til uforsonlig splid og fjendskab, til staternes opløsning. Grundtvig og højskolerne var ikke i tvivl fra l840erne og fremefter.

Grundtvig og Bloom

Derefter følger tre universitetsforelæsninger og to kommenterende indlæg. Ingen har tilsyneladende haft mod på at debattere med den midterste, lektor Hans Hauge, hvad man egentlig godt forstår. Hans emne er Grundtvig og Allan Bloom, og der er mange springske og flyvske ideer og iagttagelser, men man får en fornemmelse af, at hans kendskab til Grundtvig og den grundtvigske tradition er begrænset.

Allan Bloom er professor i Chicago, og hans bog »Vestens intellektuelle Forfald« er for nylig udkommet på dansk. Han er - selvfølgelig - helt uden kendskab til Grundtvig, og spørgsmålet er, om hans kritik af amerikanske universiteter - og kultur i det hele taget - kan jævnføres med Grundtvigs kamp mod sin tids lærde skoler og universiteter, og om forståelsen af hhv. Grundtvig og Bloom kan vinde ved en sådan parallellisering. Jeg tvivler.

Det forhindrer ikke, at foredraget rummer mange interessante iagttagelser og formuleringer. Skade kun, at han ikke har fået den japansk-amerikanske Francis Fukuyama' bog om Historiens Ende og det sidste Menneske med. Den bygger i nogen grad på Bloom's bog, men udkom først i Danmark i 1993. Den er for så vidt lige så berettiget til behandling i denne sammenhæng som Bloom's.

Modernitet, tradition

Forud går et indlæg af professor Hans Jørgen Schanz, som hedder »Modernitet, Tradition, Dannelse og Modning«. Han kan i hvert fald roses for at have læst Horkheimer og Adorno's »Oplysningens Dialektik« og taget denne bogs problemstilling alvorligt. Det er vist mere, end man kan sige om de fleste højskolefolk. Oplysningen, forstået som den siden renaissancen og rationalismen gængse tro på videnskaben og fremskridtet er blevet et tvetydigt gode og er dermed måske kommet til et tidehverv. »Moderniteten« er blevet sig selv en trussel, eller den er blevet moden, blevet en tradition, som nu kalder på selvbesindelse. Sagen er nok, at professoren selv har gennemført en dybtgående selvbesindelse, i nogen grad under indtryk af Løgstrups skrifter.

Det gør det naturligt og berettiget, at hans kommentator, sognepræst Lars Paludan, bruger det meste af sit indlæg under overskriften »Livsoplysning som et grundtema i K. E. Løgstrups forfatterskab«. Paludan er åbenbart en af de ikke helt få svorne tilhængere af Løgstrup, og hvad man end mener om dette forfatterskab, ikke mindst metafysikken, må det siges, at Paludan's gennemgang er et mønstergyldigt resume af hans tanker, som det også lykkes at sætte i forhold til højskolernes livsoplysning.

Folkelig - professionel

Den tredie Aarhus-akademiker, lektor Kjeld Fredens, kalder sit indlæg »Folkekultur og Professionskultur«. Denne modsætning karakteriseres og varieres på mange måder. Det er modsætningen mellem dannelse og uddannelse, mellem visdom og intelligens, mellem kunst og videnskab, mythos og logos, mellem krop og hoved, forstand og fornuft, æstetik og logik o.s.v.

Undervejs kommer adskellige rammende iagttagelser og bemærkninger, men spørgsmålet er, om ikke højskolelærer Niels Buur Hansen har en vigtig pointe i sin kommentar under overskriften »Grundtvig og det æstetiske«, i påstanden om, at dagens realitet på højskolerne er, at også de æstetiske, musiske og kropslige fag og emner af eleverne i høj grad ses under en professionel synsvinkel. Hvad man søger er ikke noget æstetisk, men snarere en levevej eller en livsopgave.

løvrigt tilpasser denne højskolelærer sig i nogen grad til det akademiske mandarinsprog, som i høj grad benyttes af de tre Aarhus-folk og som ikke har meget med folkeoplysning at gøre.

Livsoplysning

Bogen slutter med to indlæg af medarbejdere ved »Nornesalen«. Lederen, Lilian Zøllner's hedder »Livsoplysning - Intentioner, Komplikationer, Visioner« og bygger videre på Bugges indlæg og definitioner. Det fremgår klart, at hun foretrækker livsoplysning for folkeoplysning som hovedord, men hun har i høj grad sans for de vanskeligheder, som moderniteten har forårsaget: Informationsmængden, mangelen på sammenhæng, eksperternes og mediernes tvetydige rolle o.s.v. Hun slutter med at sætte sin lid til højskolernes visioner. Man kan nok have sine tvivl om, at det er et bæredygtigt grundlag overfor samfundsudviklingens barske kendsgerninger.

Erling Christiansen fra Grundtvigs højskole sætter som kommentator af hendes indlæg et spørgsmålstegn ved klogskaben i at sætte livsoplysning i centrum. Det er ikke altid sikkert, at det, man selv sætter højest, har godt af at blive fremhævet og understreget så stærkt. Dermed sættes der i virkeligheden et spørgsmålstegn ved hele bogens og forskningscentrets anliggende. Tåler en så vigtig og fin ting som livsoplysning de mange ord og befamlinger?

Til allersidst gør Annette Bøtter-Jensen et behjertet forsøg på at redegøre for hele diskussionen – især i Højskolebladet - under forberedelserne til den nye lov.

Man spørger igen: Er loven virkelig så vigtig?

Dog, bogen er både læseværdig og nyttig.