Et åndfuldt proletariat

Af Vilhelm Nielsen

Når det står fast – og det synes det at gøre – at friskolelærerne i Danmark omkring 1880 kun havde en trediedel af de almindelige læreres gennemsnitsløn, kan man med fuld ret betegne dem som et proletariat, skriver fhv. undervisningsinspektør Vilhelm Nielsen. Han bruger som udgangspunkt en brevsamling, udgivet ved Dansk Friskoleforenings 100 års dag og redigeret af Dorte Thirslund. Men proletariatet i lærergruppen fortjener samtidig hædersbetegnelsen: et åndfuldt proletariat. Ved siden af skolegerningen var de ofte slidsomme bærere af et lokalt kulturliv.

I anledning af sit 100 års jubilæum den 16. november 1986 har Dansk Friskoleforening udgivet to bøger, dels en samling artikler og afhandlinger: »Fri skole«, dels en samling breve: »Friskolelæreres livsvilkår. 26 breve fra 1881 ved Dorte Thirslund«.

Den første skal ikke omtales her, bl.a. fordi jeg selv har bidraget til den. Den anden er langt den interessanteste. Den giver et øjebliksbillede af 26 friskolers og friskolelæreres vilkår i det Herrens år 1881, et billede, som er oprørende, ja, nærmest sensationelt.

Brevene er af udgiveren forsynet med omfattende noter og kommentarer, hvori der også redegøres for de 26 læreres og skolers videre skæbne, såvidt oplysninger har kunnet fremskaffes. Udgiveren har selv gået i friskole, Bordings Friskole, har taget lærereksamen og under sit cand. pæd. studium på Danmarks Lærerhøjskole beskæftiget sig med den spænding mellem ånd og økonomi, som gør sig stærkt gældende netop o. 1880 ved overgangen mellem første og anden generation i friskoleverdenen.

Brevene har deres egen historie. De er skrevet til mejeriforpagter Adolph Burchardi, Birkendegaard i Værslev ved Kalundborg. Når han var forpagter, skyldtes det, at han havde måttet gå fra en gård på grund af tørke og misvækst. Velhavende blev han aldrig. Også som forpagter oparbejdede han en betydelig og livsvarig gæld. Det er måske baggrunden for hans behjertede forsøg på at rette op på friskolelærernes økonomiske forhold.

Hans egne børn gik i Værslev Friskole, hvis leder fik brevene overladt inden hans død. Der menes oprindelig at have været 40 eller 44, og de er to gange blevet benyttet i friskolehistoriske afhandlinger, men kun de 26 findes nu i original i Friskolernes arkiv. Af de øvrige kendes kun korte citater eller referater, som også gengives i bogen.

Brevene var svar på en henvendelse, som Burchardi i efteråret 1881 gennem »Højskolebladet« rettede til samtlige ca. 150 friskolelærere. Noget »Friskoleblad« fandtes ikke dengang. Han bad dem fortælle, hvordan de er blevet friskolelærere, hvor længe de havde været det, om de var gift, og hvor mange børn de havde i skolen, hvilken løn de fik, og hvad de ellers levede af. Han lagde ikke skjul på, at han ønskede friskolelærernes kår forbedret. Han vidste, de ofte var trange, og det kunne nok gå an for en tid, men ikke i længden, hvis man ville »elske Friskolen bedre frem«, og det ville han.

Denne Burchardi var en mærkelig mand, en modsætningernes mand – eller rettere: en de overvundne modsætningers mand. Han var født 1829 i Slesvig og deltog som frivillig i slaget ved Isted 1850 – på oprørernes, side (!) sammen med 28 fætre, hedder det. Også hans kone var tysksindet, men tørke og misvækst drev dem altså fra gården, og som forpagterfolk på Kalundborgegnen blev de, dels gennem Indre Missions senere høvding, Vilhelm Beck, dels gennem Ernst Trier i Vallekilde og Hoff, valgmenighedspræsten i Ubberup, folkeligt og kirkeligt vakte, danske af hjerte og sind for resten af livet.

Spørgsmålet om en forbedring af friskolelærernes kår var så småt blevet rejst ved et stort møde i Odense, det såkaldte »Fastelavnsmøde«, i 1878 af folketingsmand og redaktør Jørgen Pedersen, en af Kolds nærmeste medarbejdere, men der kom ikke noget ud af det. Året efter opfordrer Burchardi i en artikel i Højskolebladet friskolekredsene til i det mindste at sørge for rejsepenge til lærerne, så de kan deltage i møder og kursus, der arrangeres for dem på højskolerne i sommerferien. De trænger til opmuntring og inspiration. I den sammenhæng hævder han, at en gift friskolelærer bør have 1000 kr, om året i løn + bolig, et stykke jord og andre naturalier, og han kommer for skade at skrive, at når man ikke hidtil har givet dem en sådan løn, skyldes det, at mange gårdmænd ikke gør sig klart, at de selv bruger 3000 kr. om året til sig selv og deres familie. Herimod protesterer den fynske digter Mads Hansen, selv gårdmand, og hævder, at en gårdmandsfamilie i almindelighed ikke bruger over 2000 kr. om året til livets ophold.

Det må være baggrunden for, at Burchardi foretager sin primitive Gallup-undersØgelse, hvis resultat bliver, at friskolelærernes gennemsnitsløn hverken er 3000, 2000 eller 1000 kr., men kun godt 500 kr. om året, iberegnet værdien af bolig og andre naturalier.

Deraf drager Burchardi imidlertid ingen umiddelbare følgeslutninger. Han synes ikke at have bearbejdet sit materiale og slet ikke at have offentliggjort det, hvad han også havde lovet ikke at gøre uden tilladelse.

Derimod bruger han det formodentlig som baggrund for sit videre arbejde med denne sin hjertesag, ikke mindst da han i 1886 bliver valgt ind i Dansk Friskoleforenings første bestyrelse.

Men heller ikke Dansk Friskoleforening var i stand til at løse problemerne i første omgang. Jørgen Pedersen havde allerede i 1882 fået sat en indsamling i gang på Fyn til syge og gamle friskolelærere, men den gav det første år kun det latterlige resultat: 210 kr. Da foreningen i 1889 stiftede »Friskolefonden« og satte en ny indsamling i gang, blev resultatet kun, at man i de første år kunne uddele nogle få hundrede kroner om året til de mest trængende enker og gamle. Hverken »Understøttelseskassen«, som blev oprettet 1905, eller »Efterlønskassen« i 1912, bragte løsninger, som tilnærmelsesvis kunne kaldes tilfredsstillende. Løsningen kom i virkeligheden først med det stigende statstilskud, hvis første spæde begyndelse kom i 1899, og som ikke blev godtaget uden diskussion og tvivl. Først fra 1969 blev det muligt lønmæssigt at ligestille friskolens lærere med andre lærere i kraft af et statstilskud på 85 procent som til alle andre frie og private skoler.

Når man i 1880'erne var så betænkelig ved statstilskud, hænger det sammen med, at man politisk var midt i provisorietiden, men modstanden var også principiel: Friskolerne var oprettet som et bevidst modstykke til »statsskolen«: ikke staten, men forældrene selv skulle og kunne bestemme og varetage deres børns undervisning – som alt andet børnene vedrørende.

Men dertil kom endvidere, at friskolelærerne ikke blot var opdraget til nøjsomhed og taknemlighed – det var alle andre lærere også – men i virkeligheden til at leve som himlens fugle og markens liljer, altså i tro på Guds omsorg, også når det gjaldt det daglige brød og familiens udkomme. Det er der mange vidnesbyrd om i brevene. Men denne tro blev i løbet af 1880'erne og 1890'erne sat på en hård prøve, så hård at 22 af de 26 forlod arbejdet. To døde meget tidligt, og kun to holdt ud til normal pensionsalder - uagtet at ingen af dem mistede troen på sagen eller lysten til arbejdet.

Når det står fast – og det synes det at gøre – at friskolelærerne o. 1880 i gennemsnit kun havde en trediedel af de almindelige læreres gennemsnitsløn, kan man med fuld ret betegne dem som et proletariat. Sammenligningsgrundlaget er en oversigt udarbejdet af den i 1874 stiftede »Danmarks Lærerforening« fra 1876, som sikkert holder stik, og denne sammenligning er Dorte Thirslunds kup som sætter brevenes oplysninger om løn og levevilkår i perspektiv. Almindelige lærere fik i 1876 godt 1500 kr. om året i løn.

Men brevene giver ikke bare et øjebliksbillede af disse 26 læreres økonomiske kår. De fortæller også om deres baggrund og udvikling. Mange af dem har helt fra små haft en ubetvingelig læselyst, som blev imødekommet og stimuleret ved høj skole- og seminarieophold – med eller uden eksamen. Adskillige af dem oplever som unge en åndelig vækkelse eller omvendelse, undertiden af indremissionsk, undertiden af mere grundtvigsk art. Nogle kommer på Kolds højskole eller besøger ham og får uforglemmelige indtryk af hans ord. Deres lyst – eller kald skal man måske sige – går i retning af lærervirksomhed, som den drives i friskolerne med bibelhistorisk fortælling og sang som hovedsag. Flere af dem understreger samarbejdet med hjem og forældre som grundlæggende. I det hele taget gør de disse små skoler til mere end børneskoler, til hvad vi i dag ville kalde kulturcentre med ugentlige møder eller sammenkomster for forældre og andre interesserede, med aftenskoler for mandlige og kvindelige unge, med gymnastik, håndarbejde, sløjd osv. Ofte tager de initiativ til »øvelseshuse«, forsamlingshuse og foredragsforeninger, til skytteforeninger, brugsforeninger, andelsselskaber og sparekasser. Det fører undertiden til, at de får tiltrængte biindtægter som regnskabsførere eller bogholdere, ja, kan føre til varig fuldtidsbeskæftigelse, når og hvis tilgangen til friskolen falder eller svigter helt, eller en rimelig aflønning ikke kan opnås.

Med andre ord: de udgør ikke blot et proletariat, men et åndfuldt proletariat. Så meget mærkeligere er det, at deres aflønning og pensionforhold, sygesikring osv. ikke bringes i orden.

Hertil er nu for det første at sige, at flertallet i friskolekredsene ikke var velhavere eller gårdejere. Betalingen var varieret, og der er mange eksempler på, at gårdejere betalte klækkeligt, mens ubemidledes børn fik nedslag eller gik gratis.

For det andet må man hele tiden huske, at friskoleforældrene også skulle betale til den offentlige skole, de ikke benyttede. Programpunktet »flydende skolepenge« blev aldrig gennemført.

For det tredie tyder alt på, at de fleste friskoler blev sat i gang af en – mindre – kreds af forældre, som forstod tanken og vidste, hvad de ville. Denne »kerne« trak en me ikke så lige en sag. Der behøvedes »missionærer«, og som sådanne kan friskolelærerne også betragtes.

Men der er også andre forhold, som kan forklare, at friskolelærerne ikke fik bedre vilkår i slutningen af forrige århundrede.

Foruden provisorietidens politiske forhold, som gjorde enhver tanke om statstilskud umulig, kan nævnes krisen i landbruget, omlægningen til animalsk produktion, som dels betød økonomisk usikkerhed, dels større sans for målelige kundskaber og færdigheder, krav og forventninger, som friskolerne ikke uden videre ville eller kunne opfylde.

Men hovedsagen var nok alligevel, at spørgsmålet om lærernes løn af friskolekredsene til at begynde med blev anskuet, om jeg så må sige, »fra gulvhøjde«: Læreren var en »karl« eller »medhjælper« af en særlig slags og skulle lønnes som sådan. Som regel blev han ansat som ugift. Dorte Thirslund nævner, at en karl på den tid lønnedes med 200 kr. årligt + fri station, og noget sådant er adskillige ugifte friskolelærere gladelig gået ind på. Arbejdsglæden gav rigelig kompensation. Vanskelighederne opstod først, når de giftede sig og fik børn. Så kom forholdet på prøve.

Hvis det er rigtigt, at karlelønningerne var det naturlige udgangspunkt set fra de ansættende kredses synspunkt, kunne man have ønsket en nøjere redegørelse for dem i 1880'erne.

Et andet udgangspunkt eller sammenligningsgrundlag kunne være de »huslærere«, som velbjærgede folk: godsejere, præster m.fl, ofte holdt til deres børn. Det var ganske vist som regel studenter eller unge teologiske kandidater, men de var ugifte, og fri station var en naturlig del af deres løn. Friskolerne kan på en måde lige så vel betragtes som en udbygning af denne foreteelse som en parallel til regulære børneskoler. Kold selv havde flere gange været huslærer, og i hvert fald i Forballum udviklede det sig til noget, der i høj grad ligner de senere friskoler.

Var det ikke en ide at undersøge huslærernes aflønningsforhold i 1880'erne som et sammenligningsgrundlag i hvert fald for de ugifte friskolelærere? Også det ville sætte spørgsmålene i perspektiv.

Endelig kan jeg ikke lade være med at nævne et tredie sammenligningsgrundlag, nemlig Indre Missions kolportører og/eller missionærer. Der var i 1880 40 af dem. Det ville ikke forbavse mig, hvis det viste sig, at deres gennemsnitlige aflønning lå omkring en trediedel af præsternes gennemsnitsløn. Mon ikke også de på deres vis udgjorde et »åndfuldt proletariat«? De ligner friskolelærerne på flere måder. At de havde oplevet en åndelig vækkelse eller omvendelse, som de Ønskede at udbrede og befæste, var en hovedforudsætning for deres antagelse. Uddannelse hverken havde eller fik de meget af. Men der er også forskelle, bl.a. at de blev ansat og lønnet af en central instans: en selvsupplerende bestyrelse, som fortrinsvis bestod af præster, og hvortil alle indtægter ved bogsalget og alle indsamlede midler gik. De blev i det hele taget kontrolleret og styret med ganske fast hånd. I 1876 forsøgte de at få valgt 10 ikke-præster til bestyrelsen og at få ensartet og offentliggjort aflønning, men det blev afvist. Derimod lykkedes det dem allerede i 1879 at få oprettet en pensionsordning. Selv om det ville kræve kildestudier – først og fremmest i bestyrelsens protokoller – skulle det vel være muligt at klarlægge deres lønforhold, som måske kunne være et interessant sammenligningsgrundlag.

Disse sidste bemærkninger er ikke ment som en kritik af Dorte Thirslunds bog, men som forslag til videre arbejde med emnet og dets interessante perspektiver. Men det skal understreges, at brevene og bogen giver en så levende og varieret dokumentation af disse »26 hædersmænds livsværk«, som det hedder i forordet, at enhver med en smule interesse for forrige århundredes folkelige bevægelser og deres kamp må være særdeles taknemlig og glad for resultatet, som det foreligger i den smukke bog.

VILHELM NIELSEN