Vilhelm Nielsen

Artikler        Radioudsendelser        Biografi        Redaktion        Henvisninger       
Artikler

1990-1995
1980-1989
1970-1979
1946-1969


 
 
Radioudsendelser

1981-1983


 
 
Biografisk Materiale

Biografi
Samtale m Erik A Nielsen
5. Maj 1945 – befrielsen
Billeder


 
 

Døden og næsten som højskolegrundlag?

Af Vilhelm Nielsen

Højskolebladet, Årgang 117, nr. 1 (1992), s. 6-9

Gengivet med tilladelse fra Højskolebladet. – Red.

I min anmeldelse af Steven Borish's bog »The Land of the Living« (Højskolebladet nr. 35/91) kom jeg for skade i en enkelt sætning at stille spørgsmålet »om det hele ikke er ved at ende i den angst, som Hal Koch beskyldte forrige århundredefor at ende i, trods Grundtvig, på grund af manglende virkelighedserkendelse, eller en endnu værre angst«.

De fleste vil vide, at der dermed hentydes til Hal Kochs artikel i Krogerup Højskoles årsskrift 1950-51: »Til angreb og forsvar«. Else-Marie Boyhus refererer kort artiklens hovedtanke i sit bidrag til »Midt i Højskolen (s. 99 f.) og tilføjer: »...det kan være vanskeligt helt at følge ham.« Derudover citerer hun Ole Wivels afstandtagen i Højskolen til Debat, 1961, og på den baggrund har hun bedt mig om en lidt nøjere udredning af, hvad Hal Koch egentlig mente, om det virkelig var hans tanke at gøre »Døden« og »Næsten« til højskolegrundlag.

Det er ikke så nemt.

Det letteste var måske at henvise til det eneste mere udførlige modindlæg, som Hal Koch imidlertid, såvidt mig bekendt, aldrig svarede på. Det er Henning Høirups lille bog fra 1954: »Fra Døden til Livet«. Høirup forsvarer Grundtvig mod Kochs angreb, især hvad det første punkt angår: Døden. Han dynger citater op, tolker dem og vil påvise, at Grundtvig tog døden alvorligt og i det væsentlige er enig med Luther.

Det kunne der være kommet en meget interessant teologisk eller kirkehistorisk diskussion ud af, men det skete altså ikke. Hal Kochs anliggende var et andet: Højskolen og dens undervisning. Med al respekt for Grundtvig og hele højskoletraditionen – og den respekt udtrykker han meget klart i artiklen – finder han, at der mangler noget, og noget væsentligt, og derved løber det hele fare for at blive uvirkeligt og falsk. Tyngdepunktet lægges forkert. Noget andet må sættes i centrum, gøres til grundlag eller ramme, og det udtrykker han med de to ord: Døden og næsten. Dermed vil han sige, at Grundtvig trods alt hørte hjemme i det 19. århundrede, hvad Høirup vægrer sig ved at godkende.

Sammenhængen

Hvis man skal forstå Hal Kochs kritik af Grundtvig og den grundtvigske højskole, som den kommer til udtryk i artiklen, tror jeg, det er nødvendigt at se den i en lidt større sammenhæng.

Det mærkelige er, at tre teologer ved midten af det 20. århundrede begiver sig ud i et skarpt opgør med det 19. – og dog, måske er det ikke så mærkeligt. I juni 1950 holdt K. E. Løgstrup et foredrag om »Humanisme og kristendom« ved en kulturkonference på Krogerup Højskole. Det blev trykt i Heretica nr. 5, 1950. Ved årsskiftet 1950-51 udkom Krogerup Højskoles årsskrift med Hal Kochs artikel: »Til angreb og forsvar«, og i september 1952 holdt P. G. Lindhardt ved efterårsmødet på Askov Højskole sit foredrag om »Det evige liv«, trykt i en lille bog af samme navn i 1954.

Løgstrups foredrag - eller forelæsning - kan læses som et forarbejde til bogen »Den etiske fordring«, som udkom 1956. Det handler om næsten, om at vi er hinandens verden, og hvilke forpligtelser og konsekvenser det medfører.

Lindhardts foredrag handler om døden, om i hvor høj grad, man ikke har taget den alvorligt i det 19. århundrede. Den opstandelse – undskyld – det vakte, viser med al ønskelig tydelighed, at han havde ret. Om det også vakte opstandelsestro i st. f. den gængse tro på sjælens udødelighed, er et andet spørgsmål.

Hal Kochs artikel, hans kritik af Grundtvig og højskolen, handler om begge dele: Døden og næsten. Anerkender man ikke disse to grænser eller begrænsninger af menneskers liv og livsudfoldelse, er man kommet udenfor virkeligheden, hævder han, og man ender i angst i stedet for i glæde.

Der er ikke tale om aftalt spil mellem de tre, om en bevidst strategi, knap nok om egentligt samarbejde.

Jeg overværede Løgstrups foredrag eller forelæsning på Krogerup, og om jeg husker ret, var det lidt vanskeligt at få drøftelsen i gang bagefter, hvorfor Koch som konferencens indbyder og leder gav sig til at uddybe og supplere med eksempler og erfaringer, historier og oplevelser til illustration af den megen filosofi og teori. Til sidst spurgte Mogens Fog, om det, Koch sagde eller fortalte, var det samme, som Løgstrup havde sagt, hvad begge bekræftede! Koch sagde det bare på en anden måde. Han havde lært noget af sin højskoleundervisning, eller hans form og temperament var et andet end Løgstrups, men i substansen eller indholdet var de enige.

Det samme gælder Lindhardt, tror jeg. Koch ville næppe bifalde alle hans formuleringer, hans måde at sige det på, men i substansen, indholdet var de nok enige.

Det 19. århundrede

Bagved ligger – fornemmer jeg – en bog, som i dag er næsten glemt, og en mand, som den gang lige var død: Vilhelm Grønbech. Hvor meget han har betydet for Løgstrup og Lindhardt, ved jeg ikke, men Hal Koch kunne – som han selv sagde – ikke stå for ham, selvom han næppe var enig med ham i alt. Kendt er deres samarbejde om tidsskriftet »Frie Ord«, 1946-48, og en række andre af Grønbechs bøger, først og fremmest den om »Hellenismen«, satte han højt som beskrivelse af udgangspunktet for alt, hvad der hedder individualisme. Den bog af Grønbech, jeg tænker på, er en ældre, bind 25 i samleværket »Det nittende Aarhundrede«, redigeret af Aage Friis. Den hedder »Religiøse Strømninger i det 19. Aarhundrede«. Den udkom så tidligt som i 1922, og det er vel at mærke ikke en kirkehistorie. Den tog Valdemar Ammundsen sig af i et andet bind. Nej, de religiøse strømninger, der behandles, er så at sige verdslige, gør sig gældende i det almindelige kulturliv, i politik og videnskab, litteratur og kunst m.v. Hovedordet er »evolution«, udvikling, troen på fremskridtet og fremtiden. Et andet hovedord er individualisme, personlighedsfilosofi eller personlighedsreligion. Det kunne nok give basis for angst i det lange løb.

Det er ikke ualmindeligt at udvide det 19. århundrede lidt i begge ender, så det kommer til at omfatte tidsrummet fra 1789 til 1914, men når vi er nået frem til 1950 - efter at have gennemlevet to verdenskrige - er det ikke mærkeligt, at selv det bedste fra 19. århundrede må underkastes kritik og nøje efterprøvelse i lys af den aktuelle situation, og det er i så henseende de tre teologer er foregangsmænd. Spørgsmålet bliver så: Har de noget bedre at sætte i stedet? og i snævrere forstand: Kan der holdes højskole på det, de sætter i stedet, en højskole som trods alt er en fortsættelse og videreførelse af den store tradition fra det 19. århundrede?

Døden

Umiddelbart skulle man ikke tro det. Det hele lyder negativt og ender tilsyneladende i negativitet, og det kan man ikke holde højskole på. Og dertil kommer kendskabet til Grundtvigs hårdnakkede, uforsonlige kamp og trods mod døden i alle former og hans ligeså vedholdende kamp for liv og frihed, som hverken kan eller skal opgives, og som er væsentlig i højskoletraditionen.

Men hvis man nu vender det om og spørger: Kan der i dag holdes højskole på en fornægtelse eller udelukkelse af døden, på fortsat vækst og udvikling ind i en eller anden form for udødelighed eller evigt liv, hvad bliver svaret så?

Og tilsvarende med næsten. Hvis man fornægter dette begreb eller forviser det til kirke og kristendom og siger, at på højskolen drejer det sig kun – eller i hvert fald først og fremmest – om mit liv, min frihed, min vækst og udvikling, bevæger man sig så ikke »uden for virkeligheden«? Og vel at mærke på en måde, som eleverne meget hurtigt vil sanse og forstå. Det kan godt være, at de – som alle unge – kommer selvoptagne og selvcentrerede, men mon ikke et barsk brud med dette medfødte og tilvante vil være befriende'?

Muligvis er det for meget sagt, at døden og næsten kan og skal være højskolegrundlag, men ramme og grænse for virksomheden kan og skal de to begreber – som vel at mærke ikke er begreber – være.

Måske vil man protestere: Døden hører ikke med til livet og derfor heller ikke til livsoplysningen i skolen for livet. Vi er ikke skabt til at dø, men til at leve. Døden er en fejl eller en fejludvikling. Fra begyndelsen var det ikke meningen, at vi skulle dø, og højskolen skal holde fast ved, at vi som mennesker – før kristendommen og uanset kristendommen – har en uovervindelig længsel og trang til udødelighed og evigt liv. Det er så at sige menneskets kendemærke eller adelsmærke i modsætning til dyrene. En nærlæsning af Kochs artikel vil vise, at han i og for sig ikke benægter eller undervurderer dette:

Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
N. F. S. Grundtvig, 1839

Et jævnt og muntert, virksomt Liv på Jord
som det, jeg ville ej med Kongers bytte,
opklaret Gang i ædle Fædres Spor,
med lige Værdighed i Borg og Hytte,
med Øjet, som det skabtes, himmelvendt,
lysvaagent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe Længsler vel bekendt,
kun fyldestgjort af Glans fra Evigheden.


[...]

»med de dybe længsler velbekendt
kun fyldestgjort af glans fra evigheden«
så lidt som den berømte formulering i Nordens Mythologi, 1832, om ånd og støv, men tilbage står kendsgerningen, at vi alle skal dø, ganske uanset om man trøster sig med sjælens udødelighed, som grækerne og mange andre siden, også i 19. århundrede, gjorde, med kødets opstandelse, som de kristne forkynder på trods af al fornuft, eller med naturens store kredsløb, hvor intet går til spilde i den store biologiske husholdning, bortset måske lige fra den menneskelige fornuft og ånd! Hvordan døden er kommet ind i verden og menneskelivet, er sådan set en strid om kejserens skæg. Det ligger »på anskuelsernes og ideernes harmløse plan«, som Koch skriver. Sagen er, at den er der, uafviselig. Alt andet er uvirkelighed. Højskolen har pligt til at gøre opmærksom på denne grænse og tage den alvorligt. Hvorvidt døden derudover sætter en grænse for udvikling og fremskridt i det hele taget, er en anden sag, som er til bestandig drøftelse. For os selv som mennesker, og det vil sige både med legeme og sjæl, er grænsen definitiv.

Næsten

Og på samme måde med næsten. Vi er uhjælpeligt hinandens verden, vi holder vore medmenneskers liv - eller i det mindste større eller mindre dele af det - i vores hånd, som de holder vores. Det er uomgængeligt. Og det vil sige, at konsekvent individualisme er løgn og uvirkelighed. Vi har fået livet, af vore forældre om ikke af Gud selv. Vi har i hvert fald ikke selv givet os det eller taget det. Vi har derfor ingen ret til det. Om det skal lykkes, beror bestandig på andre. Og hvis vi erkender, at vi har andre menneskers liv i vores hånd, ender vi uvægerligt i skyld - eller gæld, som Lindhardt foretrækker at kalde det. Skyld er jo ifølge de fleste psykologer nærmest en sygdom.

Dermed bliver spørgsmålet om tilgivelse eller eftergivelse aktuelt. Hvordan højskolen i den situation skal holde sig klar af kristendom og kirke er en anden sag – hvis den altså skal det. Skyld kræver tilgivelse, og gæld kræver eftergivelse, hvis den ikke kan betales tilbage eller gøres god igen. Måske kan man klare sig med »accept«, som psykologerne prædiker, og Koch for så vidt godtager som oversættelse af det lutherske nådesbegreb – som igen ikke er noget begreb. Grænsen mellem menneskeligt og kristeligt er ikke altid så let at trække og fastholde, og det er jo ikke så mærkeligt, eftersom Jesus var et menneske blandt mennesker. Men klare principper eller retningslinier kan ikke opstilles her. Enhver må handle efter »skøn«, som Løgstrup siger.

Om disse overvejelser klargør og udreder sagen, ved jeg ikke. Hvis ikke man har ører at høre med, sanser at fatte med, og hjerte – er der nok ikke mere at gøre eller sige. Men tilsidst kan man spørge, om døden og næsten som grundlag eller ramme om højskoleundervisningen da befrier ikke blot for uvirkelighed, men for angsten? Påstanden var jo, at det 19. århundrede endte i angst og måtte ende i angst. Kan det 20. eller 21. århundrede ende i glæde og harmoni? Eller ender vi bare i skyld og gæld? Er der befrielse i at erkende sin begrænsning, tidsmæssigt i døden og samfundsmæssigt i de andre, mine medmennesker?

Måske. Det er i hvert fald befriende at glemme sig selv. Men som ideologi eller princip er næsten og døden ikke bedre end alt muligt andet.

Endelig findes der jo et mellembegreb, som spiller en stor rolle hos Grundtvig, og som synes at være på fuld fart mod at blive andet og mere end et begreb nu om dage, nemlig: Folket. Det nævnes ikke af nogen af de tre teologer i deres indlæg o. 1950, men også det kan måske være med til at moderere eller bryde individualismen. Folket har en meget længere livstid end vi enkeltmennesker. Dets dage er ikke som græssets i engen, men snarere som den største og stærkeste egs i skoven: århundreder eller årtusinder, og det har gammel og grundfæstet hævd i højskolesammenhæng. Vi savner højlig en fremstilling af »Det danske folks historie i det 20. århundrede«, som kan sidestilles med og fortsætte Begtrups om det 19. Grunden blev lagt i 1890'erne. Den ny bør komme i 1990'erne.