En dansk og nordisk kampskole

Af Vilhelm Nielsen

Da Frederiksborg Højskole blev oprettet i 1895, var det en erfaren og landskendt højskolelærer fra Askov, Holger Begtrup, som var den drivende kraft og egentlige initiativtager.

Det er ejendommeligt, at historien på en måde gentog sig i 1934, da C.P.O. Christiansen og hans kone, Margrethe Christiansen, f. Appel, købte skolen, som i nogle år under Holger Begtrups søn, Frederik Begtrups ledelse havde været for nedadgående som mange andre højskoler på samme tid. Landbrugskrisen var på sit højeste, arbejdsløsheden hærgede i byerne, overalt var der krise og stagnation.

C.P.O. Christiansen var midt i fyrrerne, havde været lærer på Askov i mere end tyve år, var respekteret både som historiker og pædagog, men også kendt for selvstændige og afvigende synspunkter, f.eks. i striden mellem Norge og Danmark om Grønland. Det hang sammen med hans lidenskabelige nordiske eller rettere sagt - ny-nordiske holdning, stærkt accentueret af den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 og Det unge Grænseværns, senere Dansk Nordisk Ungdomsforbunds, protestdemostrationer herimod.

Margrethe Christiansen eller "Pip", som hendes kælenavn var, og som hun efterhånden også blev kaldt på Frederiksborg Højskole, havde også været lærer på Askov i en årrække, en højt respekteret dansklærer med deril hørende oplæsningsøvelser og dramatik.

Hun var født og opvokset i Askov, datter af Ingeborg og Jacob Appel, datterdatter af skolens første forstander og forstanderinde Ludvig og Charlotte Schrøder. Hele Rødding-Askov traditionen for højskoleliv og -ledelse var så at sige opstuvet i hende. Det var hendes verden, fyldte hendes bevidsthed. Men det havde også medført, at hun aldrig fik lov til at tage en regulær uddannelse med studenter- og universitetseksamen, hvad hun oplagt havde evner – og også lyst – til.

En ting var imidlertid at leve som barn og vokse op som ung i en sådan tradition, noget andet var at omplante og fortsætte den på et andet sted og i en anden tid. Traditionen, som hun slet ikke kunne tænke sig – eller tænkes – at være foruden, kunne undertiden blive tyngende, villet, uden selvfølgelighed og spontanitet. Hovedpunktet i den var, at en højskole er og skal være et hjem. Eleverne optages for en tid i forstanderparrets hus og respekterer som en selvfølgelighed den ånd, de uskrevne love, der hersker og gælder der.

Lærerkollegiet udgjorde en åndelig enhed. Rivninger og uenigheder havde der nok været i Rødding, men på en eller anden måde lykkedes det for Ludvig og Charlotte Schrøder at etablere et godt fællesskab i Askov med Nutzhorn, Fenger og la Cour, en harmoni, ja, næsten en idyl, som holdt meget længe, og som også var båret og gennemsyret af en fælles kristendomsopfattelse og -praksis.

Det er da også tydeligt, at det var vigtigt for Christiansens straks fra første færd at vedstå og understrege denne højskoletradition. Begge er klar over, at de overtager en skole, som er ved at gå i stå, en stor gammel skole, der er kommet ud af kurs. På den ene side ønskede de at tone rent flag som en dansk og kristen højskole med morgenandagt og bordbøn. Man svigter ikke sine dybeste livsværdier. På den anden side understreges det, at alle anskuelser skal være velkomne og vil blive taget alvorligt i drøftelserne i undervisningen.

Sønderjylland, som man bestandig havde været tæt på i Askov, skulle på ingen måde glemmes eller skubbes i baggrunden. Tværtimod. Hele det danske – nordiske – bagland bag sønderjydernes kamp skulle mobiliseres til kampen mod den nye offensiv fra syd, ikke mindst i Sydslesvig. Skolen skulle være en dansk og nordisk kampskole.

Hvis man hævder, at Begtrup tog et skridt ind i nutiden og ind i den danske virkelighed med sit hovedemne: "Det danske folks historie i det nittende århundrede" i modsætning til Schrøders verdenhistoriske foredrag om de lange linier i menneskeslægtens levnedsløb, kan man sige, at det nye forstanderpar tog et yderligere skridt ind i det tyvende århundredes danske, nordiske og europæiske aktualiteter. Man glemte hverken Sønderjylland eller det 19. århundrede, men man befandt sig i årene efter Hitlers magtovertagelse og Det unge Grænseværns store møder og demonstrationer. Kampen mod offensiven fra syd skulle understøttes af en nordisk bevidsthed og et nordisk bagland.

Men også af en fornyet og forstærket forståelse af vor egen tradition. Det er det bestandigt gentagne omkvæd i Margrethe Christiansens taler og artikler. Slægten, folket, menigheden er de fællesskaber, hun altid vender tilbage til som de bærende i livet og derfor også i højskolerne. På en måde var hun mere nøgtern og jordbunden, ikke så flyvsk og synsk som C.P O. Christiansen kunne være, men hun bandt aldrig hverken ham eller lærerne. Friheden, frisindet havde hun drukket ind med modermælken, men hun kunne ikke tænke sig en højskole uden grundlæggende harmoni, fællesskab og ubrydelig loyalitet i lærerkredsen – i hvert fald ikke en god højskole, hvis undervisning lykkedes, som skabte glæde og lys.

Foreløbig gjaldt det imidlertid at få skolen i god gænge, at få elevtallet sat i vejret, så økonomien kunne hænge sammen. Det var ikke så ligetil. Ganske vist var der ca. 80 elever på deres første sommerskole (1935), men de to første vinterskoler (1934-36) havde kun et halvt hundrede elever. Man skulle op på 100 eller mere for at få det hele til at køre. Dertil kom så C.P.O. Christiansens alvorlige hjertetilfælde i Finland i eftersommeren 1936, som betød flere måneders sygeleje, aflysning af alle efterårets foredrag og i virkeligheden den yderste grad af forsigtighed resten af hans liv, hvilket var stik imod hans natur og temperament.

Endvidere var det oplagt, at bygningerne trængte til vedligeholdelse, for ikke at sige fornyelse og udvidelse, og hvor skulle pengene komme fra til det? Løsningen kom i 1937 i og med at Grundtvigs Højskole i Lyngby solgte sine bygninger og "købte" Frederiksborg Højskole, tilførte den kapital, så den kunne istandsættes, og der kunne bygges en ny fløj med foredragssal, en stor gymnastik- og festsal og nogle elevværelser. Samtidig tilførtes der skolen et nyt navn, et dobbeltnavn: Grundtvigs Højskole Frederiksborg, samt en bestyrelse og en institutionel opbygning eller overbygning. Forstanderparret blev "forpagtere" af deres egen skole, men det skal tilføjes til bestyrelsens ære og ros, at der ingensomhelst ændringer eller indgreb skete i skolens linie og undervisning. Frisindet var for formanden, ligningsdirektør H.C. Henningsen en mærkesag. Man havde gennemført en nyordning, og valgt et forstanderpar, som man havde tillid til. De skulle som den selvfølgeligste sag have fuld frihed.

C.P.O. Christiansen var ikke Grundtvig-ekspert som Begtrup og Ludvig Schrøder – men kom man ham på nærmere hold, blev man snart klar over, at han var overmåde belæst, også når det gjaldt Grundtvig. Der var næppe i datidens højskoleverden nogen, som var nærmere til at blive leder af en højskole, der bar Grundtvigs navn. I øvrigt var det – i hvert fald i de senere år – hans kone, der holdt foredrag om Grundtvig på skolen.

Med nyordningen var det økonomiske grundlag for skolen lagt fast, og trods sygdom og andre besværligheder steg elevtallet, så der i 1940'erne måtte oprettes "ventelister", undertiden lange sådanne. Skolen fik et godt ry landet over, ikke mindst i Sønderjylland, i nogen grad også i Nordsjælland, samt i de andre nordiske lande.

Det sidste hang naturligvis sammen med det meget målbevidste arbejde med at gøre den til en virkelig nordisk højskole, d.v.s. med nordiske lærere og en mærkbar andel nordiske elever. Ægte norsk og svensk hørtes bestandig i gangene og i opholds- og undervisningslokaler, undertiden også islandsk og færøsk. Der blev undervist af indfødte lærere eller lærerinder, som tog et halvt eller et helt års vikararbejde i Danmark og underviste i deres eget sprog og deres landes historie, litteratur og samfundsforhold. De medvirkede naturligt ved svenske og norske fester som 17. maj og Luciadagen. Særlig intens blev vekselvirkningen under Sveriges-udvekslingerne, som gennemførtes hver vinter fra 1946-47 og varede to uger. Halvdelen af eleverne drog til Wendelsbergs Folkhogskola som gæster hos den der tilbageblevne halvdel af Wendelsbergeleverne, som de derefter rejste sammen med til Frederiksborg og var værter for i den anden uge, mens de andre – både danske og svenske – rejste til Wendelsberg.

Et vist antal elever tog efter skoleopholdet plads i et andet nordisk land for et halv eller helt år – eller i Sønderjylland. Hvad det betød af kendskab til og forståelse af Norden, er umuligt at måle som så meget andet af det væsentlige i et højskoleophold, men tendensen var klar nok.

C.P.O. Christiansens drøm var i virkeligheden at virkeliggøre dele af Grundtvigs såkaldte Goteborg-tanke i form af en udvidet nordisk højskole, om ikke i Goteborg så i Kungålv eller andetsteds. Vadstena var nævnt. Denne plan begyndte at tage form allerede i 1937, støttet af Jørgen Bukdahl og askovlærerne Holger Kjær og Poul Engberg. Meningen var ikke, at det skulle være et egentligt universitet, oprettet af Statsmagterne som foreslået af Grundtvig i "Om Nordens videnskabelige Forening" fra 1839, men netop en udvidet højskole efter Askovs mønster, men med de fremmeste nordiske højskolefolk som lærere og forstander, der formodedes at have det bedste kendskab til Grundtvigs universalhistoriske, nordiske syn. Og baglandet skulle være de nordiske folkehøjskolers foreninger i de forskellige lande. Men det lykkedes ikke at vinde tilstrækkelig og forpligtigende tilslutning til tanken i dette bagland, heller ikke i sammenhæng med 100-års jubilæet for de danske højskoler i 1944. Krigen og Danmarks og Norges besættelse skabte naturligvis yderligere vanskeligheder.

I stedet eller som forberedelse og vedligeholdelse af planerne stiftedes en privat forening, "Venner af Grundtvigs goteborgtanke", som afholdt årlige kurser på højt plan i efterkrigsårene, skiftevis i de nordiske lande. 111

11949 oprettedes i KungWv under den svenske højskolelov en samnordisk højskole, i høj grad på initiativ af to lærere fra Grundtvigs Højskole Frederiksborg, Carl Guldagger Hansen og Carin Cederblad Hansen. Den er stadig i virksomhed, men kan næppe siges at have virkeliggjort C.P.O. Christiansens - eller Grundtvigs - tanker i noget større omfang. Planen forblev en drøm. Man fristes til at citere det gamle ord om, at sejrløse falde kæmper alle.

Om undervisningen gjaldt i øvrigt, at der på flere forskellige måder blev gjort forsøg med en udvidet eller andetårs undervisning på Grundtvigs Højskole Frederiksborg, selvom man i hovedsagen havde lagt den side af Askov-undervisningen til side. Det var en naturlig del af de nordiske læreres og elevers undervisning.

Straks fra begyndelsen i 1934 blev der indrettet et bibliotek, som eleverne opfordredes til at benytte, og som inddroges i studiekredsagtig undervisning af elever med gode boglige forudsætninger. Begtrup siges at have rynket på næsen af en sådan foranstaltning, men den blev fastholdt, og på mange hold - ikke mindst på det såkaldte "Nordiske Hold", bestående af de nordiske elever plus danske med gode forudsætninger - blev der i høj grad arbejdet med bøger og skriftlige og mundtlige elevopgaver.

Delingsføreruddannelsen tog et opsving i løbet af 1940'erne, ikke mindst i kraft af dygtige lærere, både for de kvindelige og mandlige elever. Holdene kunne have helt op til 40 elever, altså mellem 1/ 4 og 1/ 3 af hele holdet. Der var ikke tvivl om, at de mange dygtige gymnaster gav hele skolen et præg og en holdning, som også mærkedes i den øvrige undervisning.

En anden ting, som bør nævnes, er sommerens musiklejre. Det begyndte vist egentlig med, at sanginspektør Rudolf Grytter ønskede samlet øvetid dels med dygtige og interesserede sangelever fra de københavnske skoler og aftenskoler, dels med amatørmusikere sammesteds fra. Højskoleeleverne blev hurtigt inddraget i sangøvelserne, og snart blev det til, at de straks fra sommerskolens begyndelse øvede sig i sangtimerne på musiklejrens program.

Musiklejren afholdtes omkring Skt. Hans, og næsten al øvrig undervisning blev suspenderet i de to-tre dage, lejren varede. Unge og dengang ukendte komponister og dirigenter som Svend S. Schultz og Bjørn Hjelmborg blev inddraget, og resultatet blev en intens musikoplevelse for hele skolen, som man næppe andetsteds kunne få magen til.

I den sammenhæng bør arbejdet med skuespil og dramatik også nævnes. Foruden afslutningskoncerten opførtes sommerens skuespil altid for og under musiklejren. Det kunne være alt lige fra Faust til Peer Gynt,

Egelykke og "Et spel om en våg..." og til ganske hjemmelavede eller hjemmestrikkede sager om historiske eller litterære emner fra foredragene og undervisningen. Man havde den overbevisning, at såvel lærere som elever lærer meget nyt, når de selv skal prøve at fremstille og give udtryk for noget, som de er grebet af og har sat sig ind i.

Noget tilsvarende skete også på vinterskolen og vel i øvrigt på de fleste højskoler. Der var både lærere og elever, som afslørede uventede og uforudsete evner, andre afslørede, at de ikke ejede sådanne, at selv en hårdhændet instruktion ikke kunne fremkalde dem og få dem til at leve og sprudle. Men forsøgene blev gjort.

Den daglige undervisnings rugbrød var i øvrigt, som på alle højskoler dengang, dansk og regning, afpasset efter elevernes standpunkt og behov. Derudover landbrugsundervisning om vinteren, som dog ikke på nogen måde kunne træde i stedet for et landbrugsskoleophold. Dertil sprog, d.v.s. engelsk både for begyndere og viderekomne, samt norsk og svensk, endvidere en daglig gymnastiktime for alle og om sommeren et væld af håndarbejde, kjolesyning og vævning m.v. Endelig var der de valgfri "særhold" af meget forskellig art, afhængig af lærernes evner og interesser.

Men den egentlig bærende højskoleundervisning leveredes af forstanderparret - og af og til af de mest erfarne lærere - i to daglige foredragstimer for hele skolen. En om formiddagen, som altid var C.P.O. Christiansens, og en om eftermiddagen, som i princippet var Margrethe Christiansens, men ind imellem overtoges af en af lærerne. Det er nødvendigt som karakteristik af skolen og dens undervisning at gå lidt nærmere ind på disse vigtige timers form og indhold.

C.P.O. Christiansens emne var verdenshistorie, som unægtelig kan dække over eller indeholde meget forskelligt. Det var ikke en fortløbende, kronologisk redegørelse for menneskehedens levnedsløb fra urtiden og til i dag. Snarere må man sige, at udgangspunktet var nutiden og formålet at forstå spændingerne mellem folkene og i folkene og derigennem få øje på mulighederne for kamp og indsats. Hans pædagogiske evner var måske ikke så meget af sproglig art. Han kunne simpelthen ikke lade være at tegne og male, hvad han ville formidle og meddele.

Han ønskede og fik en stor, bred tavle i foredragssalen og en kasse farvekridt, og snart fik han alle elever til at anskaffe en stor protokol og enten kopiere hans fortegninger eller genskabe og forbedre dem i deres bøger. Adskillige elever protesterede og hævdede, at de ikke kunne tegne, hvilket blot fik ham til at give protokollen navnet "Vi-kan bogen" med tilføjelsen: "så godt vi kan". Navnet var taget fra en norsk udstilling i Oslo, vist nok i 1939, som netop skulle vise, at Norge og nordmændene også kunne. (Måske afsløredes der her en dybtliggende overensstemmelse mellem CPO og norsk mentalitet!). I hvert fald blev protokollen fast inventar på alle elevhold, og sider af den blev også taget i brug af andre lærere og i andre fag, men næppe nogensinde med den fantasi og kunstneriske verve, som en række af C.P O. Christiansens tegninger er præget af. Formålet var naturligvis at få alle elever – selv de tungeste med de ringeste forudsætninger – til at forstå og huske enkelte væsentlige linier, navne og kendsgerninger fra det gennemgåede stof.

Det skal tilføjes, at han iøvrigt i høj grad underviste i samtaleform. Han havde både evne og tålmodighed til at lytte til enhver elev, der havde noget på hjerte og benytte det som grundlag for videre forklaringer. Metoden var også udtryk for, at han tog det alvorligt, at han ikke længere var lærer på en udvidet højskole, men på en almindelig.

 
Udkast til skolens emblem. Ideen undfanget i Sigtuna 1934 og tegnet af CPO sidst i 30øerne med bistand af den norske kunstner Albert Haugsand.

Som illustration vedføjes en side, som han selv lod aftrykke i årsskriftet for 1939, med en skematisk oversigt over Nordens folk, indpasset i det, som blev til skolens mærke: Korset, som fandtes i alle nordiske flag, den ottetakkede stjerne, "Nordstjernen", symboliserende de nordiske folk eller folkekulturer, hvortil både samerne, færingerne og grønlænderne regnedes. Nedenunder det bølgende lagen. "Som et lagen det går" (Jf. sangen "Fædreland" af Grundtvig), som dog ikke kunne rokke korset og stjernen, som på det fuldt udformede skolemærke angribes af ondskabens åndsmagter, drager eller ulve. Et sådant mærke måtte man have, når skolen skulle være kampskole - mente CPO! Dragerne forekommer både på Askovs gymnastik- og festsal og på adskillige nordiske middelalderkirker, som symboler for det onde, hvis virkelighed og styrke på ingen måde blev overset i skolens undervisning.

Der kunne være meget mere at sige om denne særprægede historieundervisning. Fronten mod såvel nazisme som kommunisme blev i hvert fald klart og skarpt trukket op helt fra 1934 – selvom begge partier fik lejlighed til at fremføre deres synspunkter for eleverne. Erkendelsen af kapitalismens mangler og de indenlandske sociale spændinger blev der heller ikke lagt skjul på.

Og dog er der elever, der hævder, at de kunsthistoriske afsnit var det allerbedste, for her kom CPOs evner åbenbart til deres fulde ret, men dette fag måtte han opgive – som så meget andet – efter hjerteanfaldet i 1936. Andre overtog det, men næppe med samme virkning og held.

Margrethe Christiansens hovedemne var litteratur. Hun gennemgik – eller genfortalte – med stor virkning værker som Kristin Lavransdatter og Pelle Erobreren. Desuden holdt hun hvert år en foredragsrække om Grundtvig og – for de kvindelige elever – et emne, som hun kaldte Kvindens stilling. Som mand og ikke-tilhører er jeg afskåret fra at sige noget egentligt om det sidste, men hendes Grundtvig-gennemgang var gedigen og engageret, selvom de store litterære værker nok var det, der optog hende mest og måske også værdsattes højest af eleverne.

Sammenfattende må man sige, at Frederiksborg Højskole og Grundtvigs Højskole Frederiksborg i årene 1934 til 1951 under ægteparret Christiansens ledelse var en stor og god højskole.

Da de første svære år var overstået var der i 1940'erne regelmæssigt omkring 150 elever både på den 5 måneders lange vinterskole og 3 måneders sommeskole. Arbejdet gik med liv og lyst, selvom det var anstrengende og ikke levnede megen fritid til lærerne.

Lønnen var lav. I overensstemmelse med datidens minimumsregler blev man lønnet som en andenlærer på landet. Ganske vist kunne der ydes tilskud til en højere løn inden for bestemte grænser, men den mulighed blev ikke benyttet, bortset fra et af formanden højtideligt overrakt gratiale ved regnskabsårets afslutning.

Selv måtte jeg gå ned i løn, da jeg blev ansat i 1945, men jeg var ugift, og det var ikke for lønnens skyld, jeg blev højskolelærer. I øvrigt var det en forudsætning, at man var ugift, indtil og medmindre andet blev aftalt. Spøgefuldt nævnes det, at Begtrup i sin tid skulle have sagt, at en gift lærer var dobbelt så dyr som en ugift, og skolen havde kun halvt så megen glæde og gavn af ham! I hvert fald var det bevidst politik, at man de første år skulle bo på elevgangen og være med til at præge samværet også uden for undervisningen, et både fornuftigt og vigtigt princip, som jeg med mine kostskoleerfaringer som "discipel" på Herlufsholm kun kunne billige og værdsætte.

Går man tilbage til askovtraditionen, som den fremgår af Margrethe Christiansens bøger om hendes far og mor, Jacob og Ingeborg Appel, var tanken, at unge lærere simpelthen skulle optages i forstanderparrets hjem for at opnå det dybest mulige kendskab til deres vilje og hensigter med arbejdet. Sagen var bare den, at begge var så opslugt og opslidt af skolearbejdet – foruden at de i perioder var plaget af sygdom – at det var meget begrænset, hvad de havde af overskud til at opbygge og vedligeholde, hvad man forstår ved et hjem. For eksempel slog det mig, at når der ikke var skole, blev der heller ikke holdt morgensang. Det var altså en skolemæssig foranstaltning, ikke et naturligt led i et hjems rytme. Jeg kan ikke på nogen måde bebrejde dem dette. Tværtimod må man sige, at de gjorde alt for at skabe og opretholde en hjemlig atmosfære i lærerkredsen, som ikke blot samledes uformelt ved middagskaffen, men også som regel en gang til i dagens løb – med mange inspirerende samtaler og drøftelser både af pædagogisk art og om alle mulige politiske og kulturelle spørgsmål, som der jo på ingen måde var mangel på i perioden 1934-51.

I sidste halvdel af 1930'erne var det den økonomiske verdenskrise efter 1929 og dens virkninger overalt, den hjemlige arbejdsløshed og landbrugskrise, krigen i Abessinien og den spanske borgerkrig og først og fremmest Hitlers stigende magtudfoldelse i Tyskland og hele Europa, der blev diskuteret. Anden verdenskrig og besættelsestiden optog naturligvis alle sind, selvom de direkte virkninger på skolelivet var få. Mest mærkerbar var nok brændselsrationeringen.

Men det bør nævnes, at CPO og skolen iværksatte et omfattende studiekredsarbejde på grundlag af to bøger: "Dansk i Tusind Aar" og "Nordisk i Tusind Aar", redigeret af CPO. Sammen med Dansk Ungdomssamvirke arrangerede skolen flere velbesøgte kurser for studiekredsledere, ligesom bøgerne anvendtes i undervisningen på adskillige højskoler. Allermest mærkbart var det naturligvis, at skolen i marts 1945 blev beslaglagt af tyskerne til husning af adskillige hundreder tyske flygtninge. Det betød, at skolen måtte standses et helt år til maj 1946. En plan om at flytte til Sverige og så at sige ved et kup starte en nordisk eller ny-nordisk højskole var det ikke muligt at virkeliggøre trods megen velvilje også fra svensk side.

Det bør vel også nævnes, at CPO var blandt de flere hundrede kendte danskere, der blev interneret den 29. august 1943 og måtte tilbringe et antal uger i Horserødlejren under tysk bevogtning. Men i efteråret 1946 kunne man med et års forsinkelse fejre Frederiksborg Højskoles 50 års jubilæum og iøvrigt fortsætte skolevirksomheden i endnu fem år, inden CPO på lægens indstændige råd måtte holde op.

Også i den periode var der nok af store og alvorlige spørgsmål at drøfte og tage stilling til. Med største oplagthed drøftedes De forenede Nationer, stiftet i 1945, Marshall-hjælpen, Atlantpagten og meget andet, ikke mindst dansk Sydslesvig-politik, som optog CPO meget.

Højskolen var velbesøgt og i god gænge. De store ændringer i det danske samfund, som blev virkelighed i løbet af det følgende årti, og som på det nærmeste trak tæppet væk under den hidtidige højskolevirksomhed, forudså ingen, og det var måske godt det samme.

Alt i alt var det en god skole og en god arbejdsplads. Sammenholdet, samarbejdet, den gensidige inspiration i lærerkredsen var en stor oplevelse. Loyaliteten over for skolen og forstanderparret var uden brist. Jeg tvivler på, at det var så godt og inspirerende på ret mange andre samtidige højskoler.

Jeg må indrømme, at jeg på forhånd var noget skeptisk over for C.PO. Christiansens temperament og begejstring, men jeg måtte erkende, at netop disse egenskaber havde stor pædagogisk virkning og betydning, og dertil kom dels at hans viden og orientering på snart sagt alle områder var særdeles omfattende, dels – og det var det mest afvæbnende – at der ingen ende var på og ingen grænser for, hvad han ville gøre for sine elever, hvad han ville dele med dem og drøfte med dem.

Den grænse, der blev sat af hans kræfter og helbred, blev bestandig overskredet, til sidst med skæbnesvangert resultat. Hans vilje til at give alt og tjene enhver, selv den svagest udrustede, blokerede for enhver kritik fra min side.