Afslutningstale ved Det nordiske Højskolemøde i Finland

Af Vilhelm Nielsen

Man har bedt mig om at afslutte eller afrunde dette møde. Det er en vanskelig opgave, som man nok kan føle sig lille overfor – ikke mindst efter hvad vi har hørt i formiddag (Gösta Vestlund og Gustav Björnstrand om folkehøjskolens fremtid).

Der er to ting, jeg vil sige, og den første er let nok. Det er en tak til Finland og Finlands Folkehøjskoleforening for hele mødet og arrangementet. Det er altid inspirerende at møde et andet land og få et indtryk af en anden form for folkehøjskole. Man ser sit eget i et andet lys, både svaghederne og styrken. Finland er en stor nation, en beundringsværdig nation, og Finlands Folkehøjskoleforening har med varmt hjerte og koldt hovede tilrettelagt og gennemført et program for os, som vi er meget glade og taknemmelige for. Det bliver ikke let for Danmark om nogle år at leve op til denne standard.

Det siges nok, at vi i Danmark har Grundtvig – som om alle problemer dermed skulle være løst. Jeg røber næppe nogen hemmelighed, når jeg siger, at mange i Danmark og mange danske højskolefolk kender meget lidt til Grundtvig og folkehøjskolens tradition. Vi ønsker ikke at udøve nogen Grundtvig-imperialisme, men er det sådan, at man i de andre nordiske lande – og noget tyder på, at det er sådan – fornemmer, at han har noget væsentligt at sige os i nutiden og fremtiden, ikke blot historisk, men eksistentielt, udfra sit liv og sin kamp, skal vi gerne være behjælpelige efter bedste evne med at skabe overblik og finde vej i det uoverskuelige vildnis, som hans skrifter er. Måske kan det ske i sammenhæng med næste nordiske folkehøjskolemøde.

Men når jeg skal prøve at afslutte eller afrunde, må jeg tage mit udgangspunkt i et spørgsmål, som rejses i slutningen af Rainer Johanssons artikel i sidste nummer af »Kansanopisto« om »Den finlandska folkhögskolan«. Han citerer Gottfrid Sirén, som siger, at folkehøjskolen må vide, hvorfra den kommer, hvor den er nu, og hvor den vil hen. Det er et godt spørgsmål, som man siger om et spørgsmål, man ikke uden videre kan besvare. Formanden for Nordisk Folkehøjskoleråd lader spørgsmålet stå ubesvaret. Skulle jeg forsøge at svare, ville jeg sige, at vi kommer fra et bonde- eller landbrugssamfund, et agrar-småborgerligt samfund. Vi befinder os nu i et industrialiseret og urbaniseret samfund, og spørgsmålet er, om vi vil ind i et super- eller hyperindustrialiseret, et super- eller hyberurbaniseret samfund eller – ja, eller hvad? Der er ingen vej tilbage til det gamle bonde- og håndværkersamfund. Men måske er der en vej frem til et nyt. Vi begynder at mærke, hvad vi har mistet, at urbaniseringen og industrialiseringen ikke blot var et fremskridt.

Ved slutningen af 60-tallet måtte man anse en folkehøjskole, som ikke accepterede industrialiseringen og urbaniseringen for urealistisk. I dag må man snarere anse den, der accepterer den fortsatte industrialisering og urbanisering som et fremskridt for urealistisk. Måske er industrisamfundet nu ved at gøre en tilsvarende erfaring, som bondesamfundet har gjort gennem århundreder eller årtusinder: at vi er afhængige af naturen, vort herredømme over den begrænset. Bonden vidste fra sin materielle produktionsform, at trods al mulig dygtighed og flid, planlægning og forudseenhed, beroede resultatet af hans arbejde på kræfter uden for hans rækkevidde og herredømme: vejr og vind, regn og sol o.s.v. Men han blev ikke pessimist, han gav ikke op trods mange nederlag. Han blev opøvet i at overvinde pessimismen, den i og for sig velbegrundede pessimisme, ved at søge ned i dybere lag, dybere grund. Man skal lære at arbejde med naturens kræfter, ikke imod dem. Måske trænger vi til at studere og analysere det gamle bondesamfunds erfaring og visdom, fordi industrisamfundet er ved at gøre tilsvarende erfaringer om afhængighed og trænger til en tilsvarende visdom, hvis pessimismen skal overvindes, den velbegrundede pessimisme ved slutningen af 70-tallet.

Vor opgave er at give desillusionerede unge mod på livet, men ikke ved at give dem nye illusioner. Jeg mindes en parole, som stammer fra den ældste deltager i dette møde, fhv. forstander Arne Brandt Pedersen, Vrå Folkehøjskole, Frederik Christensens forgænger, en parole, som jeg mødte første gang som ung højskolelærer for mere end 30 år siden. Den lød: Vi skal lære de unge at elske livet i en verden, som ikke bliver bedre.

Det samme kan vist siges på en anden måde: Vi skal samle og koncentrere os om – focusere på, som det hedder i fjernsynssproget – det, som vi ikke vælger.

Det er vigtigt at vælge, og vi skal opdrage til at vælge. Vi vælger uddannelse og arbejde, vi vælger politisk i vore demokratiske samfund, vi vælger fritidsbeskæftigelse og underholdning. Vi vælger, om vi vil på folkehøjskole eller ej, hvilken folkehøjskole vi vil på, hvilke fag og timer vi vil have, ofte ned til de mindste detaljer.

Det er vigtigt at kunne vælge, men måske får alle disse valg – og mange flere – først proportion og perspektiv, når de ses i lyset af alt det, vi ikke vælger, og som folkehøjskolens oplysning egentlig handler om.

Vi vælger ikke livet.
Vi vælger ikke døden.
Vi vælger ikke den tid, vi lever og skal handle i.
Vi vælger ikke vore forældre eller søskende.
Vi vælger ikke vort fædreland eller vort modersmål.

Måske vælger vi vor ægtefælle, men lad os ikke overse, at vi også vælges i den sammenhæng. Det samme gælder vore venner, men vor nabo eller næste vælger vi ikke, ejheller vore medmennesker.

Dette er kun antydninger. Meget mere kunne nævnes.

Måske er det, vi ikke vælger, det fundament, hvorfra en selv nok så berettiget pessimisme på overgangen mellem 70erne og 80erne kan overvindes.

Måske er industrisamfundets krise af en sådan art, at vi kan lære noget af det gamle bondesamfunds erfaring og visdom, når vi skal overvinde den. Og det skal vi. Men glem ikke det første, jeg sagde: Takken til Finland og Finlands Folkehøjskoleforening.

Vilhelm Nielsen